Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten Sølund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sølund. Vis alle opslag

lørdag den 11. juli 2026

Nyt fra Baneafdelingen 11-07-2026

Sølund Station, ankomst 8.15 i spor 2, alle stiger ud! Endnu en arbejdsdag begyndte tidligt på grund af varmen. Arbejdsholdet var ikke stort, men så gik vi ikke i vejen for hinanden. Og vi vidste hvad vi ville: Afslutte samling af spor 1 og gennemføre justering og understopning. Kenneth, Lars samt Claus B og Claus N mødte i sommerklæder og solcreme. 

Så er vi i gang. Sølund Station ligger endnu i skygge - hvor var det dejligt! (LLZ).

Lørdag 3. juli afbrød en havareret trykluftkompressor samlingen af spor 1, og i dag skulle vi videre med en lånt kompressor fra Maskinafdelingen. Claus B og Børge havde læsset kompressoren i forvejen og vi var spændt på, om den kunne give luft nok til vores hammer. Den skepsis kunne vi have sparet os, for vi fik rigelig luft til at spigre sporet færdigt. Ja, vi var færdige allerede kl. 10.00, hvor vi normalt kun lige er ved at forlade Hedehusgård på en normal arbejdsdag. Vi nåede endda at udbedre en efterladt 'helligdag' i et stød, hvor vi måtte udveksle lasker og udvide et stødspillerum. 2 x Claus tog M 12 og kompressoren til Hedehusgård, hvor stoppemaskinen blev taget med tilbage til Sølund. 

Elkompressoren er læsset. Klar til tjeneste i Baneafdelingen. (Claus B).

Claus B, Claus N og Lars arbejder så sveden løber. Det var en varm dag! (Kenneth H).

Stoppemaskinen blev sat i nordenden af spor 1 og Claus B fik en kort instruktion i betjening og maskinens lejlighedsvise unoder. Herefter gik understopningen strygende: Lars løftede og justerede sporet, Claus N skovlede grus (han fjernede de værste rødder og spagnum), Claus B kørte stoppemaskine og Kenneth justerede grus (og fjernede rødder og spagnum som Claus N havde overset). Arbejdet blev kun besværliggjort af varmen, men vi huskede at drikke vand, så vi led ingen overlast.

Kenneth giver Claus B et par tips, inden Claus på egen hånd udførte understopning af sporet helt uden fejl.

Fra stationsbirkens skygge ses vores stærkt ombyggede 'Kleinstopfmaschine' fra DDR i aktion. 

Straks efter understopningen er afsluttet, klargør Kenneth og Claus B stoppemaskinen til hjemtransport. Vi var ikke interesserede i at opholde os i solen længere end højest nødvendigt.

Med understopningen klaret gjorde vi klar til hjemkørsel. Der var efterhånden ulideligt varmt på Sølund Station og vi havde klaret justering af ballast på langt den største del af sporet. Derfor tog vi flugten til Hedehusgård, hvor der stedvis er mere skyggefulde forhold. 2 x Claus fik rangeret stoppemaskinen på plads, mens Lars og Kenneth læssede den lånte kompressor af og tankede. Vi sluttede af med is i skyggen efter en god dag. Nu kan vi godt love, at Sølund kan være vært for utallige togkrydsninger under Spejdernes Lejr. I løbet af ugen har Børge endda nået at udføre arbejde på begge sporskifter så de kan låses i begge grene.

Så er vi færdige. Helt færdige. Sølund Station er klar til drift! (LLZ).

mandag den 29. juni 2026

Nyt fra Baneafdelingen 29-06-2026 - Køligere, kæmpe indsats og godt med koldt vand

Pyha sagde vi alle sammen da vi godt og vel gennemblødte af sved i lørdags måtte kapitulere omkring kl. 13:30, da temperaturen var omkring de 34 grader i skyggen. Sådan var det heldigvis ikke i dag, da termometret nok nærmere viste 24 grader og der kom en dejlig kølende brise. Hvilken herlig forskel!

Hov, måske var det ikke 618 huller vi borede i lørdags! Der var vist nogle 'helligdage' i nordenden af stationen.

Dagens arbejdshold bestod af 3 mand; Børge, Lars og Kenneth, der i deres iver for at blive færdige med sporarbejdet inden spejderlejren havde besluttet sig for en ekstra arbejdsdag. Vi havde aftalt at mødes kl. 17 og kl. 17:18 efter rangering og klargøring kørte vi mod Sølund Station.

Der blev boret huller, lagt underlagsplader og sat spirg i starten af sporet fra det nordlige skifte og mod perronen, idet vi i lørdags havde glemt dette. Det var lidt træls at skulle ”slås” med det, men vi blev enige om at lave det hele fra starten af, så vi havde styr på afstande og så nå så langt som vi orkede.

Der måtte både graves og bankes for at få svellerne helt på plads.

Lars og Børge bakser med sveller og spirg.


3 mand og 3 brækstænger kan ikke flytte bjerge, men vi kunne flytte skinnerne og svellerne nok til at det kom til at se helt fornuftigt ud og vi fik et fornuftigt sporforløb. En gedigen 4 kg’s mukkert kunne flytte svellerne på plads efterfølgende så de forborede huller passe med skinnernes placering, men enkelte steder måtte vi have fat i skovl og spade for at få det hele til at ligge rigtigt.

Kenneth tjekker mål fra nærmeste skinne til perronkant. 


Det delvist monotone arbejde gik derudaf med Børge som ”svelle-retter” og afstandsmåler og Lars og Kenneth som ”mukkert-førere” på hver sin skinnestreng, bevæbnet med rigelige mængder underlagsplader og spirg. Arbejdet skred relativt hurtigt fremad, men efter en behørig pause blev vi enige om at stoppe, mens vi endnu havde kræfterne i behold. Vi blev enige om at et fornuftigt stop var at pakke sammen da alle spirg i 705mm sporvidde var slået i svellerne og gjort klar til det resterende spirg-arbejde der heldigvis foregår med trykluft. Som sagt så gjort og kl. 20:20 var vi tilbage på Hedehusgård.

Der bankes spirg i svellerne. Vi har både smarte spande i 'vintage'-udgave og mere almindelige murerspande af nutidig byggemarkedsmodel.

'Bare der er sol i dine øjne' sang Gustav Winckler i 1972. Der var rigelig aftensol i sporbyggernes øjne denne mandag aften på Sølund Station!

Igen en god dag på banen, hvor en mindre styrke faktisk fik nået en hel del, inklusiv at få slået græs foran vognhallen, da Kenneth ankom tidligere end planlagt og udnyttede tiden inden Børge og Lars dukkede op.

Vi tager måske en tørn en anden aften i løbet af ugen, inden det hele gerne skulle blive til et fuldt farbart spor på lørdag. Har du lyst til at være med til at bygge spor og vedligeholde vores bane, så kig endelig forbi på Sølund station, der er første stop efter Hedehusgård og se hvad vi laver og få en snak. Tag gerne arbejdstøj, handsker og sikkerhedssko på 😊

Kenneth

torsdag den 26. marts 2020

Torsdagsbilledet #221

23. maj 1987 blev det fejret at HVB fyldte 10 år. Det foregik med 3 tog i drift, fotokørsel og en masse inviterede. Der var vist til dato aldrig set noget lignende på HVB. Siden har vi fejret flere jubilæer, indviet nye strækninger og afholdt Feldbahntreff.
Togmøde på Sølund Station. Roetoget fremført af M 25 er netop ankommet i spor 1. Hans-Henrik er lokofører og Poul Berrild medhjælper. I 1684 ses i hvert fald Steffen Lyngesen og Claus Nielsen - bag det yngre medlem (Lars P.) er det Carsten Hansen. I spor 2 holder M 23  Foto: Nils Bloch, 1987.

torsdag den 20. februar 2020

Torsdagsbilledet #216

Spændingen er udløst! Arbejdet, der foregik i Sølund Stations sydende, var sporlægning. Den sidste afretning af planum foregik med håndskovl og svellerne var oversavede brugte DSB-sveller eller gamle sveller vi havde fået fra Nymølle. Laskeboltene var tit brugte, der havde fået gevindet renset op. En sand pionerindsats!
To flotte banebørster med spændte muskler! Peter Hein og Torben Pihler simultanspænder laskebolte. Fotografen har anført Morten Banke som Peters makker, men ansigtsstudier udført af flere medlemmer peger på Torben P. som banearbejderen med de gode overarme. Det emaljerede fad rummer sikkert klargjorte laskebolte. Planum består vist af lerblandet råjord. Foto: Nils Bloch, 1983.

torsdag den 13. februar 2020

Torsdagsbilledet #215

Persontoget fra Hedehusgård, som vi så på torsdagsbilledet #213, er planmæssigt ankommet til spor 1 på Sølund. Der er endnu ingen perron, men der er lagt en stabel sveller, så passagerne kan komme ned uden at skulle tage et alt for stort skridt. C 379 er udstyret med højrøde akselkasser. Sikkert den eneste maling, der var på reolen. Dengang brugte man den maling, der var, inden man købte nyt. Også selvom farven ikke var den helt rigtige!
M 25 med persontog på Sølund Station. Mon ikke det er på en lørdag, siden der arbejdes på stationen? Blandt de aktive på dagens arbejdshold ses Peter Andersen og Per Jensen. Næste torsdagsbillede afslører mere om hvad der foregår. Foto: Nils Bloch, 1983.

torsdag den 6. februar 2020

Torsdagsbilledet #214

Sølund Station, ca. 800 m fra Hedehusgård er den første mellemstation på strækningen mod syd. Her i 1983 har den dog rollen som endestation. Stationen leverer på billedet en fin stemning: Der er både stationsskur, hensatte tipvogne og arbejdsvogne tilhørende baneafdelingen.
Sølund Station 1983. Stiller man sig idag, 37 år senere, på samme sted, er bevoksningen en helt anden og trafikken på stationen også forandret. Nu er det kolonihaverne, der leverer passagerer. Sølund er ikke længere endestation, men håndterer stadig krydsninger, primært når vi har særarrangementer med tre tog i drift. Foto: Nils Bloch, 1983.
Der foregår med garanti hårdt arbejde udenfor billedets kant til højre. Det bliver spændende at se lidt nærmere på det i et senere torsdagsbillede.

torsdag den 12. maj 2016

Torsdagsbilledet #59

I 1991 gennemførte HVB et lokomotivbytte med en privatmand på Falster. Han var kommet i besiddelse af det Pedershaab-lokomotiv, der havde været i anvendelse ved Højbygård Papirfabrik. I bytte for PM-loket afgav vi et Schöma-lokomotiv fra Ivigtut.
M 9, PM-loket fra Højbygård, ses her på Sølund station foran M 12 og M 4. Udover prøvekørsel af M 9 havde køreturen til formål at afprøve nogle lånte radioer. I M 4 kan man således skimte Jan Olsen (iført Top Gun-solbriller) med 'walkie talkie' ved siden af Per Jensen. I M 12 sidder Allan Christensen, mens M 9's fører midlertidigt har forladt sin plads - sikkert for at snuppe et billede af lokomotivparaden.