Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 21. november 2021

Nyt fra Bafd. 20-11-2021

På en lun lørdag med vejret favnende alt fra efterårsgrå formiddag over blå himmel med sol og hvide skyer til tidligt mørke, fik et godt arbejdshold næsten ryddet banechefens liste med opgaver for dagen. Med mange fremmødte var der ikke andet at gøre end at arbejde i op til tre hold på strækningen, selvom vi dog også samledes af og til - det er jo hyggeligt. I aktion sås igennem dagen Lars, Kenneth, Steffen, Klavs, Steen, Søren og Peter H samt Claus B og N. Heldigvis var Steen i Land Rover, for ellers var der blevet trangt i banevognen!

Lars og Claus B forborer sveller inden udlægning mellem km 0,6 og 0,7.

Dagen startede på Hedehusgård, hvor vi begyndte med en lille transportopgave mellem værkstedsremisen og museumshallen, inden vi kørte mod Brandhøj. Undervejs rensede vi overkørsler, så de er klar til julekørslen. Skulle det mod forventning blive frost og sne, er det vigtigt at sporrillen er fri, så sne og blade ikke pakker sammen til en hård masse.

På Brandhøj kunne vi rangere stoppemaskine og kompressorvogn frem, inden vi besluttede at spise en tidlig frokost. Den blev kort, for det kløede i fingrene for at komme videre med opgaverne. Klavs og Steen tog Land Roveren rundt til resten af overkørslerne og fik dem renset. Imens tog Peter og Søren fat på at understoppe de udvekslede sveller fra i lørdags og rette to mindre lunker op lige nord for Sølund. Resten af holdet påbegyndte punktudveksling af sveller mellem Sølund og km 0,6. Det blev til syv stykker, der stedvis krævede en del snilde fra maskinføreren, der i dag var Claus B. Der er trangt på strækningen og det skæve træk, når maskinen holder i sporet, gør at der skal bruges lidt fingerspidsfornemmelse.

Efter at have deltage i svelleudskiftningen tog Steen og Klavs fat på at jævne ballast ved de understoppede sveller, men stødte til hovedarbejdsstyrken igen, da det var tid til varm kaffe og franske vafler mellem birkene. Verdenssituationen blev lige vendt og så pakkede vi ellers sammen og kørte til Brandhøj med stoppemaskine og kompressorvogn. Tilbage på Hedehusgården var det blevet noget mørkt, men det forhindrede os ikke i at montere to stolper til perronbelysning og rigge billetsalget til med julebelysning. Selvom vi næppe får sne, kan vi da forsøge at skabe al den julestemning vi nu kan.

Maskinafdelingen skulle omplacere nogle dele fra værkstedsremisen. Her er er to tog foran museumshallen med dele. Forrest E 28 med Aalholmvognen og dele fra B 3.

Så er vi da vist lige nok til at rense en overkørsel! Klavs, Lars, Claus N, Søren og Claus B i overkørslen for 'knallertvejen'. Foto: Steen Larsen.

Mens Peter på stoppemaskinen er ved at løfte den anden lunke på strækningen op mod Sølund Station, jævner Søren ballast ved den første lunke, der nu er fortid.

En ny svelle er klar til ilægning.

Selvom vi havde kompressorvognen med, blev alle spirg slået i med håndkraft. Søren og Claus N kunne ikke holde sig i ro. Her falder sidste hammerslag hårdt på et spirg. Foto: Kenneth H Andersen.

Med de sidste sveller udvekslet var der kun for Peter tilbage at køre strækningen igennem med stoppemaskinen. Gravemaskinen er på vej mod arbejdstoget, der ses holdende i billedets venstre kant.

Kenneth og Steffen nørkler med ophænget til skodderne på billetsalget. M 12 er ikke ved at eksplodere. Lars og Claus B er bare ved at snitte overlængden af et par franske skruer, der holder stolperne til perronbelysningen.

Mon ikke vi også får en fin arbejdsdag på banen næste lørdag selvom der afholdes klubjulefrokost fredag? Det plejer at kunne lade sig gøre at samle et hold af næsten friske folk.

torsdag den 18. november 2021

Torsdagsfilmen: Særtog 28. september 2021

 På en flot og solbeskinnet tirsdag sidst i september, afviklede Trafikafdelingen et særtog for tyske jernbaneinteresserede. De havde bestilt turen for længe siden, men først nu blev det muligt for dem at lægge vejen forbi Danmark. De var således meget heldige med vejret og nu har en af deltagerne lagt denne fine film op, som Steen heldigvis har gjort opmærksom mig på. Den varer knap 14 minutter, så nyd denne torsdags film-pause! 


AMNSnooker, der har lagt filmen op har også lagt film op fra de øvrige baner, de kørte med under deres Danmarkstur. Klik på linket under filmen.




onsdag den 17. november 2021

Stjernetoget 17/11-21:

Stjernetoget med lokomotivet M25 foran, står klar til alle de mange gæster

 Sikken et held! Vejret har i den sidste tid budt på regn og blæst – endda på dagen, hvor et udsolgt stjernetog skulle køre og så opstår der et smukt hul i skydækket sidst på aftenen. Tirsdagens tog var aflyst med baggrund i en dårlig vejrudsigt tre dage før, så en håndfuld derfra kunne heldigvis hoppe med på denne aftens tog.

Fuldmånen lyste flot, så lommelygterne kunne blive i lommen. Aftenens tjenestegørende var Hans på lokomotivet, Leif som togfører, Carsten som håndmand og Bruno som billetkontrollør. Toget blev kørt frem i god tid og stod klar med lys i flagermuslygterne. Det blev M25, der trak toget og der blev koblet to roevogne på, hvis nogen måtte ønske at sidde under åben himmel. Gæsterne kom så i en lind strøm til parkeringspladsen og blev så vist ind i museumshallen, hvor mange fik sig en plads i motorstammens vogne, mens andre gik en runde og hørte om de forskellige lokomotiver, der står derinde. Så introducerede Lars Occhionero, museumsinspektør og astrofysiker ved Kroppedal Museum, dagens tur og kom med nogen gode, almene råd om stjernekiggeri og lidt detaljer om aftenens mål: ”Den 16. og 17. november passerer Jorden gennem endnu en sky af sand, grus og småsten. Denne gang er det kometen Tempel-Tuttle som i sin 33 år lange bane om Solen har efterladt lidt materiale. Noget af dette vil falde ned på Jorden, og vi vil kunne se det som stjerneskudssværmen Leoniderne. Dette betyder at der i disse nætter er en forøget chance for at se stjerneskud og ildkugler, men det er ikke det eneste vinterhimlen byder på. Stjernebillederne Orion, Tyren og Tvillingerne står op omkring kl. 21. Fuldmånen kommer til at lyse for os og mod midnat vil himlens klareste stjerne Sirius stå op”

Således forberedt gik folk til toget og fik på vejen et par varme tæpper med sig. Afgangen lidt forsinket 21.37 og med 70 deltagere ombord, så alle vogne var fyldte – også de to bagerste roevogne med det direkte kig til himlen. Mange havde en lille kurv med kaffe, kager, vin eller andet godt med til at nyde på turen. Det blev en smuk tur ud over Sletten med Rubjerg som silhuet i månelyset og en hel skyfri himmel, fyldt med stjerner. På Fem Ege vendte toget og Lars benyttede lejligheden til at fortælle endnu mere om de stjerner man kunne se. Således forberedt gik turen til Rubjerg, hvor selve kigningen skulle ske. Folk kom hurtigt ud af toget og over på græsmarken og her forklarede Lars på sin fantastiske fortællende måde om alle de stjernebilleder man kunne se og de græske mytologier der binder de forskellige historier sammen. Ind imellem kunne man høre de små hvin: ”jeg så et stjerneskud” og således blev hele turens formål indkapslet perfekt. Lidt i midnat, så var alle gode historier berettet, alle spørgsmål besvaret og kulden ved at overmande folk. Så vi gik mod toget og trillede hjemover – en særlig oplevelse rigere. Det må vi gøre igen en anden gang – når det bliver lidt varmere… Tak for en hyggelig aften /Leif

Hans er klar! Nu venter vi bare på folk...



- de kommer så snart i massevis og Bruno tjekker billetterne

Lars Occhionero forbereder gæsterne på turen og hvad der kan ses på himlen

Bruno giver sikkerhedsinstrukser og praktisk information.

Så er toget fyldt og klar til afgang kl. 21.37

På Fem Ege vender toget, mens månen lyser smukt om kap med lygten på M25

Lars fortæller de første stjernegode historier

Himlen er fyldt med stjerner, der alle er en god historie om

Med billedet af Rubjerg til venstre og lidt lys fra Stærkende, så går togturen hjemover...


mandag den 15. november 2021

Nyt fra maskinafdelingen #30-21 15/11:

 

Juletog til spejderne kører hver weekend i december. Første afgang den 4. kl. 10.30

Julen nærmer sig endnu en gang med hastige skridt og dermed også juletogene, der som altid – bortset fra aflysningen grundet corona sidste år – kører hver weekend i december. I år afgår første juletog den 4. december. Det skal der gøres reklame for, så derfor gik Henning og jeg ud i den mørke nat og fik opsat julebannerne ved Roskildevej, ved indkørslen til Gården og på vognhallen. Bagefter sandblæste Henning, mens jeg fik malet holderne til sandingsrørene og så fik vi sat skilte på instrumentpanelet. Carsten og Gert fik også boret hul og monteret en timetæller på M45. Ingemann, Kjeld og Carsten forsøgte sig med en reparation af fejevognen og en drivrem viste sig at være mørnet, så en ny skal skaffes. Der blev også ryddet mere op, så der snart kan blive plads til nye projekter. Ude i vognhallen monterede Hans, Steen og Lars den reparerede brændstofpumpe i M24. Mon lokomotivet er klar til Stjernetoget onsdag aften/ nat? Jeg talte 10 medlemmer på Gården denne aften, hvor fjernvarmerørene nu er dækket med jord igen. Mon der snart kommer en unit, så vi igen har varme i lokalerne… /Leif

Det kniber med pladsen, når der er tre mand som skal stå i motorhuset på M24
og sørge for lys og gode råd, mens brændstofpumpen monteres


På fejemaskinen er der fremdriftsproblem for kosten...

Timetælleren monteres i det nyborede hul

Så er betjeningspanelet opmærket på M45


søndag den 14. november 2021

Nyt fra Bafd 13-11-2021

 Lørdag bød på 8 fremmødte i Baneafdelingen, så vi delte os i to hold og startede på dagens opgaver. Det ene hold bestående Steen, Claus B, Klavs, Steffen og vores nye medlem John pakkede afspærringsmateriel og kørte til Rubjerg for at sætte dette op. I den kommende uge er der stjernekigger- arrangement, og for at undgå at gæsterne træder ned i grøften langs med Rubjerg st, så er der stillet afspærring op langs med denne.

Det andet hold bestående af Lars, Søren og Peter læssede skrot og andre dele fra Nakskov CA2, og kørte til Brandhøj, hvor de mødte det første hold.

Første hold kører fra Hedehusgården, mens gravemaskineholdet er på 
vej ned til værkstedet for at hente skort og andre dele.

Afspærringsholdet har afsluttet opgaven ved Rubjerg, og man
kommer nu ikke uforvarende til at krydse grøften i mørket.

Frokosten indtages vanen tro udendørs, denne gang på Brandhøj st (SLA)

På Brandhøj fik vi løst forskellige opgaver inden det var tid til frokost. Vi fik påbeyndt revision af et sæt deplorider, som dog viste sig ualmindeligt svære at adskille. Pufferplanken og puffer til Nakskov CA2 blev adskilt og begge dele anbragt på selve lokomotiver og fastgjort.

Efter frokost kastede vi os i samlet flok over svelleudveksling ved km 1,8 og 1,0. Begge steder er der tale om punktudveksling, og sammenlagt fik vi udvekslet 14 sveller, inden det begyndte at blive mørkt.

Lidt kaffe blev indtaget i Damp af inden et par ihærdige medlemmer kastede sig over at støvsuge og vaske gulvet samme sted. Et par sorte spande vand senere var resultatet tilfredsstillende, så nyd det og gentag gerne indsatsen inden alt for længe....

Steffen


Klavs og John kæmper med at løsne hjulakslerne på en deploride



Svelleudveksling ved km 1,8 (SLA)

  

torsdag den 11. november 2021

Torsdagsbilleder #234 - Løvfaldstog 16/10-21


Det er noget tid siden der sidst har været vist Torsdagsbilleder, men så sendte Mette en mail til os med fem flotte fotos fra den første lørdag i efterårsferien. Dem skal I da også få lov at nyde.

Tak til Mette for tilladelsen til at vise dem. Det er altid herligt, når vores gæster påskønner togturen!

/Leif

Mette skrev: 

Ifm veterantogets kørsel i efterårsferien tog jeg nogle billeder af toget samt var heldig at komme med på en tur. Billederne kan I benytte som I har lyst til 😊







mandag den 8. november 2021

Nyt fra maskinafdelingen #29-21 8/11:

Hobbyklubben får set det hele og stille mange gode spørgsmål til rundeviseren

 

Denne aften var jeg betroet opgaven som rundviser for 12 flinke folk fra Taastrup afdelingen af ”Hobbyklubberne”, der gerne ville besøge os og se om vi måske havde opgaver, hvor de kunne bidrage med en indsats. Så jeg gav dem først en grundig introduktion til Industribaneklubben og de opgaver, som vi løser hele året rundt. Efter svar på deres mange gode spørgsmål, samt lidt kaffe og småkager, så viste jeg rundt på værkstederne, hvor der blev arbejdet flittigt. Otto og Fritz drejede videre på akslen til M9 og er ved de mere fine detaljer nu. På snedkerværkstedet var Jan, Per, Hans og Bjarne i gang med at fræse de ligeledes fine detaljer på tagbuerne med overfræseren og i lokomotivværkstedet var Henning ved at sandblæse de nye beslag til sandingsrørene på M45. I det hele taget skete der noget i alle hjørner, for 12 medlemmer var i gang – herunder vores to nye aktive Poul og Ingemann. Mit rundvisningshold fik naturligvis også en tur ude i museumshallen og så fik jeg en fin tak for rundvisningen. Mon ikke vi ser nogen af dem igen – om ikke andet på en tur med juletoget? /Leif

Gennemgang af dagens indsats



Overfræseren skal mange ture hen over tagbuerne

- for bunken er stor

Den ene ende af M9´s aksel begynder at tage form

Brændstofpumpen til M24 er heldigvis atter kommet retur og der er samtidig fremstillet en solid ring til pertinaxskiven. Den skal nok holde denne gang!


lørdag den 6. november 2021

Nyt fra Bafd 6-11-2021

Lørdag bød på en bred palet af opgaver i Baneafdelingen. Selvom to mand var afsted til DVF-møde, så kunne vi alligevel mønstre 6 mand. I løbet af ugen var der kørt sveller bort, så dagen startede med oprydning efter dette samt transport af 3 sæt deplorider til Brandhøj. I mellemtiden arbejdede Søren og Claus B med at flytte et nav for et tandhjul på den ene aksel til D8. 

D 8 er et Pedershaab-lokomotiv, der oprindeligt har kørt ved Vandbygningsvæsnet i Thyborøn, og efter mange års stilstand i renoveringsprojektet, skrider dette atter fremad. Således er det omsporet fra 785 til 700 mm og forsynet med nyafdrejede hjul. Dette arbejde er delvist foregået i vognhallen på Hhg og bekvemt udført med hjulene opad. Navet blev flyttet og derefter kørte vi på Brh, hvor lokomotivrammen ved hjælp af Salta-gravemaskinen blev vendt, og atter kunne stå på egne hjul på HVB.

Der blev foretaget yderligere oprydning på Brandhøj, og Steen og Klavs sørgede for at sporskifterne blev smurt på Rubjerg og Brandhøj, så de er klar til julekørslen. Vi kørte tidligt op og indtog kaffen i vognhallen.

Dagen sluttede af med en reparation af sandingsanlægget på M12 samt afprøvning af en skinnesav.

Steffen

Efter lidt varme kan navet flyttes vha. bolte, møtrikker og klodser


D8 undervognen er ankommet til Brh st.

Den gamle Salta-gravemaskine kan let vende rammen (SH)

Claus B afprøver skinnesaven. Det tager ca. 30 sek. at skære
en skinne over.

onsdag den 3. november 2021

Farvel til gamle sveller

Lørdag eftermiddag kørtes fire sæt deplorider med gamle sveller frem til afhentning. Præcis 06.50 tirsdag morgen - helt som aftalt - var lastbilen fra Tscherning på pletten. Det blev i alt til 2 læs sveller af 10 tons. 

Nu skal der bare fejes og rives omkring sporet, så er vi klar til endnu en leverance af nye sveller. 

Gode tilkørselsforhold er med til at gøre svelleafhentning relativt let og smertefrit. Foto: Steen L.

En dejlig, lang lastbilkran hjælper også... Foto: Steen L.


mandag den 1. november 2021

Nyt fra maskinafdelingen #28-21 1/11:

Der lægges muller i beslagbukningen, men legeringen viser sig at være uegnet til formålet -

Efter et interessant maskinmøde, så mødtes vi denne mandag, hvor vi brugte første del af aftenen på at drikke lidt kaffe, få sludret om mødet og også hilse på John, der er udlært smed og nu gerne vil være aktiv i klubben. Hans, Jan, Per og Steen gik derefter ud til M25 for at montere det reparerede lade-relæ og dynamo i den mørke vognhal...(med planlagt prøvekørsel onsdag) 

Carsten, Lars O. og Kjeld fik kørt M45 over graven, så der kunne udmåles til beslag for sandingsrørene. Derefter gik produktionen af de to beslag i gang og sidst på aftenen var de prøvemonteret og så ud til at passe fint. Henning hjalp til og fremstillede desuden opmærkning til betjeningspanelet. Jeg benyttede lejligheden til at afrense svinghjul mv. og fik det malet – hvilket dog senere medførte en del maling på Carsten hænder ved prøvemontagen… Nå, det gik endda 😊 Jeg skulle måske bare have brugt mere tid på at vise John rundt på Gården og fortælle om de forskellige opgaver? Noget rigtigt fik jeg da sagt, for nu er han medlem. Velkommen! 

Per og Bjarne fik ryddet en del op i ”hjørnet” så vi snart kan få det ryddet til fordel for mere sporplads. Kenneth P. fik kælet lidt for No3 og i alt talte jeg 12 fremmødte medlemmer denne aften.

- og noget mere føjeligt jern saves ud i rette mål

Mens Kjeld skærer til under M45, så beslaget kan monteres, fortælles der røverhistorier ovenpå.



Beslaget sidder med sandingsrøret monteret


Der ryddes op i skabe, paller og små bunker...

Der er stadig lidt, der kan males på M45...