På en lun lørdag med vejret favnende alt fra efterårsgrå formiddag over blå himmel med sol og hvide skyer til tidligt mørke, fik et godt arbejdshold næsten ryddet banechefens liste med opgaver for dagen. Med mange fremmødte var der ikke andet at gøre end at arbejde i op til tre hold på strækningen, selvom vi dog også samledes af og til - det er jo hyggeligt. I aktion sås igennem dagen Lars, Kenneth, Steffen, Klavs, Steen, Søren og Peter H samt Claus B og N. Heldigvis var Steen i Land Rover, for ellers var der blevet trangt i banevognen!
|
Lars og Claus B forborer sveller inden udlægning mellem km 0,6 og 0,7.
|
Dagen startede på Hedehusgård, hvor vi begyndte med en lille transportopgave mellem værkstedsremisen og museumshallen, inden vi kørte mod Brandhøj. Undervejs rensede vi overkørsler, så de er klar til julekørslen. Skulle det mod forventning blive frost og sne, er det vigtigt at sporrillen er fri, så sne og blade ikke pakker sammen til en hård masse.
På Brandhøj kunne vi rangere stoppemaskine og kompressorvogn frem, inden vi besluttede at spise en tidlig frokost. Den blev kort, for det kløede i fingrene for at komme videre med opgaverne. Klavs og Steen tog Land Roveren rundt til resten af overkørslerne og fik dem renset. Imens tog Peter og Søren fat på at understoppe de udvekslede sveller fra i lørdags og rette to mindre lunker op lige nord for Sølund. Resten af holdet påbegyndte punktudveksling af sveller mellem Sølund og km 0,6. Det blev til syv stykker, der stedvis krævede en del snilde fra maskinføreren, der i dag var Claus B. Der er trangt på strækningen og det skæve træk, når maskinen holder i sporet, gør at der skal bruges lidt fingerspidsfornemmelse.
Efter at have deltage i svelleudskiftningen tog Steen og Klavs fat på at jævne ballast ved de understoppede sveller, men stødte til hovedarbejdsstyrken igen, da det var tid til varm kaffe og franske vafler mellem birkene. Verdenssituationen blev lige vendt og så pakkede vi ellers sammen og kørte til Brandhøj med stoppemaskine og kompressorvogn. Tilbage på Hedehusgården var det blevet noget mørkt, men det forhindrede os ikke i at montere to stolper til perronbelysning og rigge billetsalget til med julebelysning. Selvom vi næppe får sne, kan vi da forsøge at skabe al den julestemning vi nu kan.
|
Maskinafdelingen skulle omplacere nogle dele fra værkstedsremisen. Her er er to tog foran museumshallen med dele. Forrest E 28 med Aalholmvognen og dele fra B 3.
|
|
Så er vi da vist lige nok til at rense en overkørsel! Klavs, Lars, Claus N, Søren og Claus B i overkørslen for 'knallertvejen'. Foto: Steen Larsen.
|
|
Mens Peter på stoppemaskinen er ved at løfte den anden lunke på strækningen op mod Sølund Station, jævner Søren ballast ved den første lunke, der nu er fortid.
|
|
En ny svelle er klar til ilægning.
|
|
Selvom vi havde kompressorvognen med, blev alle spirg slået i med håndkraft. Søren og Claus N kunne ikke holde sig i ro. Her falder sidste hammerslag hårdt på et spirg. Foto: Kenneth H Andersen.
|
|
Med de sidste sveller udvekslet var der kun for Peter tilbage at køre strækningen igennem med stoppemaskinen. Gravemaskinen er på vej mod arbejdstoget, der ses holdende i billedets venstre kant.
|
|
Kenneth og Steffen nørkler med ophænget til skodderne på billetsalget. M 12 er ikke ved at eksplodere. Lars og Claus B er bare ved at snitte overlængden af et par franske skruer, der holder stolperne til perronbelysningen.
|
Mon ikke vi også får en fin arbejdsdag på banen næste lørdag selvom der afholdes klubjulefrokost fredag? Det plejer at kunne lade sig gøre at samle et hold af næsten friske folk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.