Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 13. juli 2017

Torsdagsbilledet #119


Fra Hjarne V. Andersens IBK-mappe 1



mandag den 10. juli 2017

Nyt fra maskinafdelingen #27-17  10/7:



Tipvognen 3.17 , der lige nys er udkommet , har allerede en annonce med for den nye Jubilæumsfilm!
I Tipvognen kan man også læse en lang artikel om jubilæet, så man er forberedt til filmen...

Aftenen startede med en forpremiære! Niels mødte op med 1. udgaven af den nye film om vores bane og 40 års jubilæet: ”40 år med Hedelands Veteranbane” En lille, sluttet flok fik derfor lov at se filmen og bidrage med et par faktuelle rettelser, inden den endelige version på DVDérne kommer i trykken. Det er en rigtig flot og velkomponeret film, som man kun skal glæde sig til at se! Det varer nok ikke så længe inden den bliver sat til salg i kiosken og blandt medlemmerne.

På den vis kom vi godt, men lidt sent i gang på værkstederne. Jeg befandt mig endnu en aften ude hos Storebæltsvognen, for at færdiggøre bemalingen  - sammen med Lars, der smurte gravemaskinen op, så den er klar til indsats på banen - og har derfor kun på anden hånd kunne notere at Carsten og Anders endelig har fået de sidste bolte ud af M23´s reservemotor; at Hans fik udført en god reparation af tilbageløbsrøret til til M4´s brændstoftank og Niels fortsatte arbejdet ude i snedkerværkstedet. Resten må vi se på næste gang… Men vi var 8 mand på Gården til filmforvisning m.m.



Endnu en skabelon er sat på Storebæltsvognen. Her med genbrug af jubilæumsplakater til afdækning af vognen.

lørdag den 8. juli 2017

Nyt fra Bafd. 08-07-2017

På en dag hvor solen skinnede og vinden blæste var vi seks mand i baneafdelingen til at tage en kamp med det grønne. Efter lidt forberedende arbejder på Hedehusgården kørte vi til Brandhøj, hvor to mand blev sat af for at slå græs. Resten af holdet arbejdede imens med buskrydning syd for Brandhøj st. Frokosten indtog hele dagens besætning på Brandhøj, inden turen igen gik nogle hundrede meter nord på. Rydningen fortsatte og dagens arbejder sluttede af med græsslåning på Hedehusgård st.

Billederne er leveret af Ole og Claus.

Frokosten er indtaget og nord for Stenager er vi i gang med rydningen. Den hydrauliske fingerklipper efterses, mens Kenneth er på ned ad skråningen med motorsaven.

Nedhængende grene fjernes med fingerklipperen.

De afklippede grenes fjernes med høtyv og håndkraft. Bemærk den nymalede Storebæltsvogn med fine påskrifter og Dannebrogsflag.

torsdag den 6. juli 2017

Torsdagsbilledet #118

Fra Hjarne V. Andersens  IBK-mappe1

Opgaven med sporoptagning fortsætter i Vanløse...


 T1 var blevet gjort startklar, men tarvelige folk fjernede den sjældne strømfordeler og så var det forfra igen.



mandag den 3. juli 2017

Nyt fra maskinafdelingen #26-17  3/7:





Det overvejes, hvordan arbejdet på M4 skal gribes an efter doktorens dom: utæt toppakning.



M4 har haft besøg af ”doktoren” fra Dieselhouse og det måtte desværre konstateres, at der er en utæthed i toppakningen. Der skal derfor en adskillelse til for at få udbedret lækagen, inden der opstår samme skader som dengang lokomotivet blev hensat for mange år siden…  Carsten arbejdede på at udtage en række knækkede bolte i M23-reservemotors motorblok. En kompleks opgave…

Jeg forsatte arbejdet med at male stafferinger på Storebæltsvognen og fik påsat det næste sæt skabeloner og malet henover, samt afrenset sidste uges arbejder. Der mangler nu en plads, hvortil der skal skæres et nyt sæt. Niels fortsatte forbedringerne i snedkerværkstedet ved at fremstille nye værktøjsholdere. Bjarne og Gert foretog rensning og vedligehold af vandbehandlingsanlægget. Da jeg opholdt mig mest ude i vognhallen er beretningen noget mangelfuld, men jeg fik da talt 8 mand på Gården denne aften.

Servicehold på vandrensningsanlægget!
De 6 bolte har været knækket længe og sidder godt fast i motorblokken.



Pillearbejdet med at male på Storebæltsvognen fortsættes;
hver lille felt skal enten fjernes eller blive siddende på skabelonen, før den kan klæbes på.
Af en eller anden grund går det ofte omvendt...
Spændende om det ser godt ud, når skabelonen igen fjernes...

lørdag den 1. juli 2017

Nyt fra Bafd 01-07-2017

På de store baner er sommeren sæson for de store sporfornyelser. På HVB er der ikke tid til meget sporarbejde: trafikken tillader ikke sporarbejder og en del af mandskabet holder ferie, mens andre bruger deres fritid på togtjeneste. Dagens hold i baneafdelingen bestod af 4 mand, der bevægede sig ud i fugtigt, men lunt sommervejr.
Udsigt fra M 12: 6 læssede tipvogne klar til aflæsning på arealet ved siden af kulgården på Hedehusgård station. Med tiden er det planen at etablere flisebelagt stållager og midlertidig afsætningsplads på området, men først skal det fyldes op og planeres.

En stamme fyldte tipvogne blev tømt på området lige nord for kulgården. Tipvognene havde henstået fyldte siden jubilæet i maj og fyldet skulle nu gøre nytte - og tipvognene tilbage i opbevaringshallen på Brandhøj.
Lars fordeler fyld efter metoden 'dynamisk krøjningskast' og kan på den måde fordele fyld på hele arealet uden at flytte maskinen. Banneret til højre byder vejfarende på Hovedgaden fra Roskilde velkommen til Hedehusene og HVB.

Efter tømning rengjorde Benjamin vognene grundigt.

Med den seneste tids nedbør havde tipvognene samlet en del vand. Oldebjerg-vognene havde øjensynligt ikke de huller i bunden, der kan holde vognene nogenlunde tørre. Efter rengøring blev vognene derfor henstillet i spor 1 og baljerne gennemhullet.
Jørgen laver huller i en tipvogn. Tre huller i bunden af hver balje vil fremover være med til at holde vognene rimeligt tørre, når de henstår udendørs.

Tipvognstog på vej til Brandhøj.
Efter gennemhulning kørte vi tipvognskolonnen til Brandhøj. Her var der brug for en del rangering for at få tipvognsstammen på plads i hallens spor 110. Af hensyn til sommerens buskadsrydning er det vigtigt, at vi let kan komme til vores 'grønne' udstyr uden at rangere for meget. Det står nu lettilgængeligt lige indenfor portene i spor 110 og 107.

fredag den 30. juni 2017

torsdag den 29. juni 2017

Torsdagsbilledet #117

Fra Hjarne V. Andersens IBK-Mappe 1
 En af Industribaneklubbens første, store opgaver blev optagelsen af det nedlagte tipvognspor ved Vanløse teglværk. Det blev en omfattende opgave, men skabte samtidig grundlaget for den bane, der siden er skabt. Og herfra kom også T1, der jo kørte indvielses - og jubilæumstoget.
Se beskrivelsen af teglværksbanen på Stenlille lokalhistorisk forening her > hvor IBK også blive nævnt. På siden er også et fint kort over banens forløb.


mandag den 26. juni 2017

Nyt fra maskinafdelingen #25-17  26/6:


Skabelonerne til Storebæltsvognen har sort set været klar siden 2011. Nu skal de bruges!

Det sker ved sjældne lejligheder at Redacteuren bare arbejder og det var, hvad der skete denne aften. Jeg har længe gerne ville påmale stafferinger på Storebæltsvognen og havde allerede designet og udskåret skabelonerne i 2011. De har siden hængt på døren til mit værksted derhjemme og mindet mig om opgaven. Nu blev både kalender og vogn ledig og i lørdags fik den en omgang hvid maling. Denne aften fik jeg derfor klæbet skabelonerne på den ene side. Det er et pillearbejde, fordi hver lille, hvidt felt i MT-logoet er skåret ud og skal klæbes på, mens de sorte linjer skal fjernes.

Så fik det hele en gang grunder – og øv om det ikke boblede op, præcis der hvor det var mest detaljeret. Hvorfor ved jeg ikke, for ellers gik det fint… Den næste bekymring er jo, om tapen hiver malingen af. Det skete ikke, men en del af tapen blev siddende, mens resten gik af. Måske er den blevet for gammel… Endnu en omgang pillearbejde. Helt færdig blev jeg ikke.. Mon det havde været lettere at få nogen til at fremstille et par store klistermærker… Sent op til kaffen blev jeg opdateret med, at M4 har været prøvestartet så den er klar til besøg fra Dieselhouse og Lars O. har arbejdet videre med håndgassen dertil. Jeg fik ikke noteret, hvad de andre syslede med, mens jeg var ude i vognhallen. Men 7-8 mand på Gården fik jeg da talt…




alt det sorte skal fjernes
- og alt det hvide blive



Grunder påsprøjtet - og så bobler det op! Lige der hvor det ikke må...

Skabelonen fjernes og bogstaverne dukker frem









Nu kan man se, hvor vognen før har gjort tjeneste!
- og fra hvilket firma

torsdag den 22. juni 2017

Torsdagsbilledet #116

Visionen....  Fotograferet af Hjarne V. Andersen i 1975

Hvert foto er ledsaget af noter.


Hjarnes tre flotte IBK-mapper er nu i IBK´s varetægt
 Vi er meget beærede over den jubilæumsgave, som Hjarne kom forbi med forleden aften. Hjarne har fulgt vores lille bane helt fra starten, selvom han har lagt sin energi som aktiv i Østsjællands Veteranklub. Det er derfor en meget fin samling af historiske fotos, vi har fået i vores varetægt og der skal nok være emner til mange Torsdagsbilleder fremover. Vi siger derfor også tak for tilladelsen til at bringe Hjarnes fotos her på siden.


mandag den 19. juni 2017

Nyt fra maskinafdelingen #24-17  19/6:


Det sidste fotostop på turen er på rampen før Hedehusgård. Der bliver flittigt taget både film og billeder!

Mens toget køres i remise, så får osten lige bemaling i de Schweiziske farver :-)

Særtoget med ligesindede sluttes hyggeligt af med en Classic, hvilket faldt på et tørt sted i den varme sommeraften!
 Det var på denne dag at sommeren faldt med 28 grader på termometeret… Det virkede som alle, der kunne, flygtede tidligt ud af byen. I hvert fald ankom både Carsten og jeg tidligere end normalt. Vi kunne derfor tage pænt imod et hold jernbane-entusiaster fra Schweiz, Østrig og Tyskland, der havde kørt et særtog med M24, samt Hans og Mogens som de gode guider på turen. De havde holdt mange, fine foto-stop undervejs og efterfølgende blev de så vist rundt i vognhallen af Carsten, mens toget blev kørt på plads. Jeg fik lige malet de sidste ”oste” i de Schweiziske farver og så tog vi alle en afslutnings-øl sammen, hvor vi – trods lidt sproglige udfordringer – kunne forstå at de havde syntes rigtig godt om turen og vores smukke bane.

Da de var vel afsted kunne vi andre fortsætte aftenen med lidt godt arbejde. Carsten fik adskilt den gamle dynamo til genbrug og derefter gik et hold med Hans, Lars O. og Carsten i gang med at tilpasse beslag og montere nye bremseklodser på M25. En opgave, der blev afsluttet med en vellykket prøvetur. Per fik monteret en midlertidig brændstoftank, så der kan køres prøvetur med M4. Det har desværre vist sig, at motoren ikke er helt så tæt, som man kunne ønske. Der kommer derfor snart fint besøg fra Dieselhouse igen. Jeg genoptog et projekt fra 2011 med at få malet og senere påføre Storebæltsvognen de oprindelige bemalinger – men så inviterede Lars på en tjans som rangist og vi kørte en dejlig aftentur til Brandhøj med M30 og en stak gamle sveller og returnerede med grej til næste dags banearbejde. 7 mand hyggede sig til sent på Gården denne dag.


Adskilt dynamo til brug for genanvendelse.

De gamle og nye klodser til M25. De nye skal lige tilpasses.

Der arbejdes for åbne porte

En testkørsels-brændstofløsning monteret på M4

Storebæltsvognen aftørret og grundet før maling


Et brugt læs sveller køres i "depot"
En smuk aftentur med dejlig natur langs banen i Hedeland




søndag den 18. juni 2017

Politisk aftale til fremme af veterantogskørsel

Bag den lidt kølige og administrative tone i overskriften gemmer der sig en glædelig nyhed til 10 danske veteranbaner. De er nemlig kommet i betragtning til midler fra den såkaldte 'Veterantogspulje'. HVB er en af de ti baner. Vi har fået 349.000 kr. til svelleudskiftning.

Vi sendte to ansøgninger, som vi anså for at kunne leve op til puljens krav. Den anden ansøgning var om midler til udskiftning af taget på vognhallen på Hedehusgård st. Der må vi altså se os om efter andre kilder til finansiering.

Se listen over de af vores kollegaer, der også fik midler, på Transportministeriets hjemmeside.


Godt at vi efterhånden har fået øvelsen i at skifte sveller. Selv der, hvor det er lidt kringlet at få dem anbragt.