Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 16. november 2019

Nyt fra Bafd. 16/11-19

Årets første juletog kører 30. november, så det er tid at reklamere ved at hænge julebanner op. Heldigvis blæste det ikke!

Det er snart tid til årets juletog. Så derfor startede jeg dagen med at hænge vores julebannere op, så vi forhåbentlig kan køre med fyldte tog! Banen skal også være klar til trafikken og strækningen ved Flintebjerg Trinbræt var derfor målet for banekolonnen denne dag. M12 kørte igen med banetoget og koblingen fungerer fint igen efter udskiftningen. På Brandhøj hentede vi M40 og Kompressorvognen, og jeg fik min første køretime med dette skønne lokomotiv – det skal startes med håndsving og har en herlig motorlyd. M40 er bygget i 1931 og har en Ruston & Hornsby  2 cylindret diesel på 29 hk.
Vel fremme ved Flt, skulle vi spigre de 36 sveller, der var skiftet sidst. Det arbejde gik planmæssigt. Imens skar Steffen ud til tvangsskinner, men pludselig ville vinkelsliberen ikke længere køre og først fik det fugtige vejr skylden. Det viste sig dog at regulatoren på elværket var stået af og så blev der hverken savet eller brygget kaffe! Dagens bemanding var Steffen, Claus, Steen og Leif – 5. manden så vi ikke, måske sov han over sig eller måske ikke li´ regn? Regn kom der i hvert fald rigeligt af i løbet af dagen og frokostpausen varede måske lidt længere. Da det holdt op med at tromme så hårdt på taget, så fik vi gravemaskinen kørt i stilling og fik skiftet og spigret 13 sveller nord for overkørslen ved Flintebjerg. Der blev ikke nået så meget som håbet, men alligevel var vi godt tilfredse med dagens indsats og vi nåede hjem før mørket var for sort. I Mafd havde Carsten og Kjeld arbejdet videre med M30´s motor og Bo havde drejet en støbeskabelon til støbning af hvidtmetal i et af No 3s lejer. Som altid en herlig dag på banen! - og på fredag er det tid til årets julefrokost for de aktive!

M40 med kompressor er ankommet og M12 og banetoget nærmer sig. Dagens opgave tages i øjensyn.

Der skæres ud i skinnehovedet, så det kan bukkes til tvangsskinne - indtil elværket står af!

Stykket syd for overkørslen skal blot spigres - 36 sveller skal bankes på plads

Efter frokost tog vi det sidste stykke, der mangler - bortset fra opgaven med overkørslen - der må vente

Med vanlig metode skiftes svellerne hurtigt og effektivt

Til sidst spigres der og ryddes op på pladsen og snart efter går turen hjemad
Dagens arbejdshold på banen lige inden vi afgår hjemad. Våde, beskidte og tilfredse med veludført arbejde trods forhindringer. Foto: CN

I Mafd har Bo fremstillet en støbeform til lejestøbning

mandag den 11. november 2019

Nyt fra maskinafdelingen #39-19 11/11:


Ved 19-tiden er der kaffe og hjemmebagte kokosmakroner og udveksling af løgnehistorier :-)

Mens andre fejrede bagerens fødselsdag og Singlesday, så nød vi fællesskabet og de spændende opgaver på værkstederne: Peter måtte bakse noget for at få en kile ud ved krydshovedet, men ud kom den og så kunne den nyfremstillede aftrækker tages i brug. Der skulle dog lægges en hel del kræfter i, så opgaven gik lidt på omgang – det sidder med en konisk pasning - men af kom hovedet! Næste opgave blev så at få drejet bolten i aftrækkeren retur – den var blevet deformeret af det hårde arbejde. Vi fik den ud til sidst!
Carsten tog et par omgange ved fræseren for at få rettet materialerne ind på mål til et hold nye lejekasser. Da Kjeld kom, så skiftedes opgaven ud til adskillelse af M30s motor. Efter løsdelene var afmonteret, så skulle topstykket løftes af og så var det spændende hvordan cylindre og stempler så ud! Og det viste sig, at det ene stempel havde haft en ret varm dag på kontoret… Det er nærmest nedsmeltet og kan være en god forklaring på den ringe motoreffekt. Mon det har været så skidt helt fra vi fik den? Steen havde fremstillet et nyt håndtag til dampstammens melisvogn i værkstedsfilialen derhjemme og fik det monteret på vognen. Bagefter gav Steen en hånd med på motoren. Da snedkerarbejdet på C523 er helt afsluttet, så har Martin og Erik kastet sig over fremstillingen af en serie borde/bænke til stationsområdet, så der kan ske en væsentlig opgradering af kundefaciliteterne. Mon de er klar til juletrafikken? Som altid er der fart på i snedkerværkstedet. Lars O. knoklede videre med den store ombygning af en skovl til gravemaskinen og det rykkede også godt videre. Der blev også arbejdet på elværket, hvor der stadig arbejdes med el-teknikken. Jeg fik udført den afsluttende finish på C523, så den forhåbentlig kan anvendes til jul (papirerne er afsendt) M12 fik lørdag monteret nye aflastningsplader under motoren og en grundig tur med hedtvandsvaskeren. Den fik derfor den store tur med rengøring både ind- og udvendigt, idet lørdagens spulearbejde sat sine spor rundt omkring på loft og vægge. Så jeg vaskede og Lars pudsede efter og til sidst så den næsten ”nymalet” ud. Efterfølgende fik Peter og Lars kørt M12 retur til vognhallen, så den er klar til lørdagens store arbejdsindsats i Bafd. Så fik jeg malet rødt på flere Superfos-dele, idet lokomotivet forventes transporteret til værkstedet på lørdag for at vi kan komme i gang med undervognen. I det hele taget blev det syslet på hele Gården af de 13 fremmødte aktive, så alt er vel ikke blevet noteret. Man har jo også opgaver, der skal udføres… Endnu en hyggelig aften og tak til Steens frue for de gode, hjemmebagte kokosmakroner! Dem kunne vi li´

De råt udskårne metalemner skal rettes af på mål, før de kan slutbearbejdes

M12 før/efter vask...


Redacteuren må lægge kræfterne i!
Med afmonteret krydshoved, så kan stemplet tages ud

Der tages mål på det nye skovlblad

Montage af flere ledninger på elværket

Storproduktion af bænke  i snedkerværkstedet. Martin fremviser Steffens flotte arbejdsbeskrivelse

Løsdelene afmonteret og så er det tid til løft af topstykket for at se, hvad der gemmer sig...

Et defekt, smeltet stempel med små metalstykker ovenpå...

søndag den 10. november 2019

Nyt fra Bafd 09-11-2019

Sygdom, DVF-møde og andre aktiviteter havde gjort sit indhug i Baneafdelings arbejdshold denne lørdag, så holdet bestod kun af Steen, Kenneth og Steffen. M12 var ikke klar endnu, så M24 blev brugt til at trække dagens arbejdstog. Første stop blev på Brandhøj, hvor vi læssede to skinner, der skal bruges til tvangsskinner i en overkørsel lige nord for Flintebjerg trb. Vel ankommet til arbejdsstedet blev disse skinner læsset af Storebæltsvognen, og vi begyndte at trække spigre op og udveksle sveller. Gennem en stor del af dagen blev vi fulgt af en lille dreng, Magnus, der fik en helt ekstraordinær oplevelse af banearbejdet på familiens cykeltur gennem Hedeland.

Vi havde ikke medbragt kompressoren, så vi nåede ikke at slå spigrene i, inden vi atter skulle vende tilbage til Hedehusgården. 36 sveller blev dog udvekslet, og dermed planlægger vi næste lørdag at afslutte arbejdet med svelleudveksling ved Flintebjerg trb.

Steffen

Skinner til tvangsskinner læsses på vognen (SLA)
Aflæsning ved overkørslen. De skal herefter tilpasses og bukkes inden de
lægges i på næste lørdag.

Svelleudveksling i et dejligt efterårsvejr. Selv et lille hold kan let udrette meget.



mandag den 4. november 2019

Nyt fra maskinafdelingen #38-19 04/11:


Motortransport i nattemørket...


For at kunne komme til at skifte cylinderpakningen på No3 er det nødvendigt at afmontere krydshovedet, der sidder med en konisk pasning. Til det formål drejede Peter en tilpasset aftrækker, der kan monteres i stedet for bolten til drivstangen. Kjeld og Carsten fik bakset motoren fra M30 over til motorværkstedet og sammen med Steen monteret den på motorstativet. Arbejdet kan gå i gang. Erik og Martin fik finpudset opgaven med sæderne ved brug af lidt sandpapir og derefter ryddet op i snedkerværkstedet, så der er plads til næste opgave – nye bænksæt til stationen.

Jeg fik også afsluttet maleopgaven på C523 med en sidste omgang hvid på træstolperne. Hans er næsten klar med de nye skilte, så nu mangler kun en ibrugtagningstilladelse. På M12 er koblingen nu udskiftet og flere folk ledte rundt i gemmerne efter en returfjeder i passende længde og størrelse. Til sidst blev der fundet en stram fjeder, som fungerer udmærket. Den fik Kjeld lige monteret. Nu mangler blot en sidste afvaskning, så kan M12 komme retur til Bafd. Vi var 12 mand på Gården – og flere af os kunne fornøjet berette om det hyggelige Onsdagsarrangement, så dem der ikke havde haft mulighed for at deltage, nok fik lyst at komme med næste gang 😊 /Leif

Vel ankommet til motorværkstedet
Her kan de to motorer så hygge lidt sammen, inden B&W-motor returnerer til D10

Peter drejer en krydshovedaftrækker til No3



M12 Kobling skiftet - nu udestår blot en fjeder

Test af "tilbagetrækning" fungerer OK

Den nye skovl er under fremstilling og skal nu afskæres i rette vinkel

søndag den 3. november 2019

Nyt fra Bafd 02-11-2019

Lørdag fortsatte svelleudvekslingen som planlagt. Denne gang var det ved Flintebjerg trb., hvor vi sidste lørdag havde forberedt arbejdet ved at lægge sveller ud. Dagens arbejdshold bestod af Søren, Steen, Steffen, Lars, Benjamin samt et nyt medlem, Hans, der fik en god introduktion til, hvad vi arbejder med i Baneafdelingen.

Da vi skulle i gang med selve arbejdet begyndte det at regne, og det fortsatte hele dagen. Det gule regntøj blev for en sjælden gang fundet frem, og det var også nødvendigt at holde ekstra lange pauser inde i banevognen, hvor vi hurtigt fik gang i gasovnen. Trods dette var det svært at holde tøjet bare nogenlunde tørt, så vi afbrød arbejdet midt på eftermiddagen efter at have udvekslet 37 sveller. Næste lørdag fortsætter vi ufortrødent.

Steen har leveret billeder af dagens våde oplevelse.

Steffen


Hans er klar med skovlen til at rense svellehullet op,
når den gamle svelle er trukket ud.


Benjamin sætter spigre i, inden de efterfølgende slås ned med lufthammeren

Spigrene slås i med luft.

Spormål monteres inden svellerne trækkes ud.
 

torsdag den 31. oktober 2019

Fin artikel i Tuneposten om vores hobby

Sidste torsdag blev denne fine artikel bragt i Tuneposten.

Se mere fra Tuneposten her: https://tuneposten.tune.dk/

tirsdag den 29. oktober 2019

Nyt fra maskinafdelingen #37-19 28/10:


Hov - var der ikke en motor her lige før? Nå, så kan der lige så godt fjernes gammel olie...
Bo og Peter hentede et af vores Sydafrikanske hjul på Brandhøj, så vi kan få afklaret hvordan vi kan få afdrejet en større serie hjul til nye bogier. Det kunne godt blive noget CNC ude i byen, så vi i stedet kan bruge tid på specialistopgaverne… En af dem er at adskille driv- og kobbelstænger på Vildmosen. En utæt pakning ved cylinderen skal udskiftes og samtidig kan der evt. udskiftes andre sliddele der. Peter gik i gang med en del i fræseren, men jeg fik ikke spurgt hvad dimsen hedder, så det må vente.

Carsten, Kjeld og Steen har nu fået motoren hevet ud af M30 og fremstillet et motorstativ – der denne aften lige skulle forbedres lidt. Steen fik desuden fjernet en masse gammel olie fra underdelen – nu der er god plads. Bagefter blev der ryddet op i motorværkstedet, så Perkinsmotoren kan komme derned for en ordentlig omgang!

Der blev også arbejdet på styringen til el-værket og det afstedkom et antal prøvestarter – og stop. Starten gik fint, men stoppet drillede. Det blev vist løst til sidst… På C523 foretog Erik de sidste, afsluttende opgaver med afrunding af de forreste sædelister. Det blev flot! Jeg fik malet stolperne med hvis, så det sidste der mangler, er skiltene med HVB og vognnummer, samt en godkendelse. Det arbejder Hans på! Vi var 12 mand på Gården denne aften – og flere af os glæder os til i morgen, hvor der er Onsdagshytte. Mere om det en anden gang 😊

Hæ -hæ. Vi har taget den ud og gemt herovre...
Afmontering af drivstangen fra stemplet

Der skal holdes styr på delene


Hjørnestolperne indvendig får træmaling, resten metalmaling

Sædelisterne afrundes pænt ved døren


Montage iflg. teknisk dokument

- og afprøvning i røg og os!

C523 - Snart helt klar!

mandag den 28. oktober 2019

Efterår i Hedeland d. 28-10-2019


Mange blade er efterhånden faldet af træerne i Hedeland og de resterende blade har antaget flotte farver. Peter og Bo var i dag på Brandhøj for at afhente et af vores hjul fra Sydafrika. Turen foregik i M24, der tog sig godt ud i eftermiddagslyset på Brandhøj st.

Foto: Peter L. Hansen

søndag den 27. oktober 2019

Nyt fra Bafd. 26-10-2019

Det sidste efterårstog kørte søndag i sidste uge og der er 1½ måned inden juletrafikken begynder. Banechefen har lagt en plan for hvordan vi på den tid kan udveksle ca. 240 sveller samt justere sporet, så det er klar til trafik. I dag var opgaven at skifte sveller ved km 3,7 og forberede sveller til udskiftningen ved Flintebjerg Trb.
Arbejdet er i fuld gang ved km 3,7. Med på holdet havde vi denne dag en journalist, der gerne ville opleve banearbejdet på HVB.
Arbejdsdagen startede som sædvanligt med kaffe i Damp'a. Dagens program blev kort gennemgået for en besøgende journalist fra en lokalavis, og et nyt aktivt medlem skulle også introduceres til de forskellige opgaver på bane og værksteder. Banetoget blev oprangeret med M 24 som trækkraft, da vores sædvanlige trækkraft M 12 og M 30 er på værksted. Vi gjorde holdt på Brandhøj for at hente energivogn og M 40 og fortsatte derefter til arbejdsstedet.

M 24 rangerer banetoget gennem sporviften foran vognhalsbanegården.


Vi kom fint fra start med svelleudskiftningen, og med en god bemanding på 6 mand havde vi alle tid til, i små pauser, at give journalisten svar på hendes spørgsmål. Kenneth havde planer for eftermiddagen og måtte sige farvel ved frokosttid, hvor også journalisten takkede af.

Kort efter frokosten kunne vi sætte hak ved udskiftning af 39 sveller. Benjamin og Claus kørte til Brandhøj efter nye sveller, Lars og Peter skiftede det tilbageværende gamle, slidte bånd på gravemaskinen og Steffen ryddede op. Arbejdsholdene mødtes igen på Flintebjerg og tog fat på at forbore de sveller, der skal ilægges næste lørdag. Vi fik i en fart klargjort og udlagt de mere end 90 sveller kun afbrudt af en kaffepause i banevognen. Efter oprydning kunne vi køre tilbage til Brandhøj, sætte de tilbageværende sveller og M 40 på plads og køre til Hedehusgård. Vejret havde artet sig nogenlunde. Trods vind og mange skyer begyndte det først at regne sidst på dagen.

Vi arbejder alle lørdage til og med 23. november med svelleudskiftning eller sporjustering mellem Flintebjerg og km 3,7. Kom og vær med eller læg vejen forbi og se, hvordan sporarbejde på en smalsporet veteranbane kan gribes an.

Arbejdsstedet ved km 3,7. M 40 foran energivognen i forggrunden. Steffen med lufthammer, Benjamin lægger underlagsplader og spirg på plads, mens Lars og Peter trækker gamle sveller ud. 

Efter at have sat energivognen på plads i opbevaringshallen, hentede vi et læs sveller. Her er vi på vej over en vindblæst Sletten med M 40 i laveste gear.

Banetoget lige syd for Flintebjerg Trb, der ses i venstre billedkant. Der gøres klar til boring af huller i de nye sveller.

Steffen og Claus borer huller. Skibakken ses i baggrunden. Aktive medlemmer i Roskilde Skiklub arbejdede i løbet af dagen med klargøring af bakken. Mon der kommer sne på bakken i denne sæson? Foto: Benjamin Sayoc.