Ved 19-tiden er der kaffe og hjemmebagte kokosmakroner og udveksling af løgnehistorier :-) |
Mens andre fejrede bagerens fødselsdag og Singlesday, så nød vi fællesskabet og de spændende opgaver på værkstederne: Peter måtte bakse noget for at få en kile ud ved krydshovedet, men ud kom den og så kunne den nyfremstillede aftrækker tages i brug. Der skulle dog lægges en hel del kræfter i, så opgaven gik lidt på omgang – det sidder med en konisk pasning - men af kom hovedet! Næste opgave blev så at få drejet bolten i aftrækkeren retur – den var blevet deformeret af det hårde arbejde. Vi fik den ud til sidst!
Carsten tog et par omgange ved fræseren for at få rettet materialerne ind på mål til et hold nye lejekasser. Da Kjeld kom, så skiftedes opgaven ud til adskillelse af M30s motor. Efter løsdelene var afmonteret, så skulle topstykket løftes af og så var det spændende hvordan cylindre og stempler så ud! Og det viste sig, at det ene stempel havde haft en ret varm dag på kontoret… Det er nærmest nedsmeltet og kan være en god forklaring på den ringe motoreffekt. Mon det har været så skidt helt fra vi fik den? Steen havde fremstillet et nyt håndtag til dampstammens melisvogn i værkstedsfilialen derhjemme og fik det monteret på vognen. Bagefter gav Steen en hånd med på motoren. Da snedkerarbejdet på C523 er helt afsluttet, så har Martin og Erik kastet sig over fremstillingen af en serie borde/bænke til stationsområdet, så der kan ske en væsentlig opgradering af kundefaciliteterne. Mon de er klar til juletrafikken? Som altid er der fart på i snedkerværkstedet. Lars O. knoklede videre med den store ombygning af en skovl til gravemaskinen og det rykkede også godt videre. Der blev også arbejdet på elværket, hvor der stadig arbejdes med el-teknikken. Jeg fik udført den afsluttende finish på C523, så den forhåbentlig kan anvendes til jul (papirerne er afsendt) M12 fik lørdag monteret nye aflastningsplader under motoren og en grundig tur med hedtvandsvaskeren. Den fik derfor den store tur med rengøring både ind- og udvendigt, idet lørdagens spulearbejde sat sine spor rundt omkring på loft og vægge. Så jeg vaskede og Lars pudsede efter og til sidst så den næsten ”nymalet” ud. Efterfølgende fik Peter og Lars kørt M12 retur til vognhallen, så den er klar til lørdagens store arbejdsindsats i Bafd. Så fik jeg malet rødt på flere Superfos-dele, idet lokomotivet forventes transporteret til værkstedet på lørdag for at vi kan komme i gang med undervognen. I det hele taget blev det syslet på hele Gården af de 13 fremmødte aktive, så alt er vel ikke blevet noteret. Man har jo også opgaver, der skal udføres… Endnu en hyggelig aften og tak til Steens frue for de gode, hjemmebagte kokosmakroner! Dem kunne vi li´
De råt udskårne metalemner skal rettes af på mål, før de kan slutbearbejdes |
M12 før/efter vask... |
Redacteuren må lægge kræfterne i!
|
Med afmonteret krydshoved, så kan stemplet tages ud |
Der tages mål på det nye skovlblad |
Montage af flere ledninger på elværket |
Storproduktion af bænke i snedkerværkstedet. Martin fremviser Steffens flotte arbejdsbeskrivelse |
Løsdelene afmonteret og så er det tid til løft af topstykket for at se, hvad der gemmer sig... |
Et defekt, smeltet stempel med små metalstykker ovenpå... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.