Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 14. august 2023

Nyt fra maskinafdelingen #30-23 14/8:

Det er klart, at der anvendes skinnetransport af møblerne fra lørdags grillaftens-fest

 

Vi startede med en kop kaffe og en hyggelig snak om lørdagens vellykkede og hyggelige Grillaften-arrangement. Så fordelte vi os rundt omkring; i værkstedet blev det fremstillet stålvinkler til endnu et sæt dørkplader, der skal lægges hævet udenfor imellem værkstedsporene. Jan fik bl.a. skiftet backup-batteri på styringsuret i M25, mens Niels og et hold der fik hugget et stykke af støttemuren ved rampen, så det kan få en bedre hældning ned til det nye picnic-område bag billetsalget. Det kom der en del brokker ud af. Da Brian, Jan D. og jeg alligevel var ude med E28 for at køre stole retur fra vognhallen efter lørdagens festligheder, så kunne vi hente en tipvogn til dem. Den var dog ”fuld af brok” i forvejen, så det blev kørt ned og læsset af langs rampen. Så kan det hjælpe med at hæve og forstærke rampen en dag. Så nævnte Rasmus, at han forleden havde fjernet og savet et stort piletræ op. Det var stormen ”Hans”, der havde lagt træet hen over sporet… Brian og jeg fik det læsset og kørt retur til brændeskuret. Så kan det blive til optænding af damplokomotivet og det er vel en form for genbrug… Så blev tipvognen kørt til Niels og læsset med hans brok. Jeg gav også Lars L. en hånd med udskiftning af en ventil på grabben, så den igen er blevet tæt. Jeg talte 11 mand på Gården denne aften.  /Leif


Der hugges af betonkanten ved rampen, så der bliver en blød overgang

Savning af stykkerne til vinkler for dørkplader

Læsning af brænde

losning ved at tippe kassen 

Tilpasning ved rampen og picnic-området

Ny ventil monteres på grabben.


lørdag den 12. august 2023

Grillaften 12. august 2023

Kaffetoget klar til afgang 15.15

Som altid afholder vi den traditionsrige Grillaften i starten af august. Her plejer vejret jo ofte at være strålende. Det var det også denne dag - i form af vandstråler. Heldigvis er der kommet et nyt, tæt tag på vognhallen og ligeså tag på vognene – nu også på motorstammen. Toget blev trukket ud og kørt til perron, så der blev plads til borddækkerholdet. De fik hurtigt stavlet et langbord sammen med plads til de over 40 tilmeldte medlemmer og deres familier. Baren blev stillet op og fyldt med drikkevarer. I køkkenet sørgede formanden med lidt support for salat og klargøring af kød til grillen. Kl. 15.15 blev der fløjtet afgang for det fyldte kaffetog med den dyrebare last af medlemmer, kaffe og kager. Turen gik ud til Fem Ege, hvor toget blev vendt og stoppede på Rubjerg. Duskely var for våd og glat – af regnvand… Heldigvis holdt regnvejret en kort pause, mens vi gik i ly nede i madpakkehuset. Her blev kaffe og kager stillet frem og alle fik hurtigt fyldt kaffe i kopperne og et stykke kage i hånden. Snakken gik lystigt og kagerne fik ben at gå på, så til sidst – og mens der igen var et lille hul i regnvejret, gik turen tilbage til toget. Ved Rubjerg var der folk, som opsatte afspærringer til aftenens opera-forestilling i amfiteateret. Mon den blev til noget? Turen gik fint, men vådt tilbage til Hedehusgården og folk kom hurtigt over i vognhallen til tørvejr og duften af grill. Claus var allerede i færd med at grille de første bøffer og vi fik sat salaterne op på buffeten – heldigvis havde Kjeld medbragt to store skåle af den hjemmelavede kartoffelsalat – i år med egne aspargeskartofler. Mums!

Bordet klar til de over 40 tilmeldte

Da der var stegt tilstrækkeligt med pølser og bøffer, blev der kaldt til skafning og hurtigt stod der folk i kø og kort efter sænkede roen sig kortvarigt langs bordet, mens de første mundfulde blev indtaget. Så gik snakken ellers og fortsatte indtil alle var mætte, kaffen drukket og så blev der kaldt til afgang med aftentoget for dem, der stadig havde mod på endnu en tur med toget. Turen gik ud til Rubjerg, hvor der blev lyttet efter om operaen spillede og så gik turen ellers hjemover igen. De sidste og sejeste fik ryddet op, så toget kunne komme på plads og være klart til søndagens plantog. Heldigvis med en bedre vejrudsigt, så der forhåbentlig kommer en masse gæster… Tak for endnu et hyggeligt arrangement i foreningen /Leif

Afgangen er gået og det går jo strålende...
Kaffetoget vender på Fem Ege
Så er der kaffe, kage og tørvejr til alle
Turen tilbage til toget. Folk er ved at opsætte afspærringer til aftenens operaforestilling.
Skål!
Det ses her tydeligt, at det er vådt i vejret

-men i vognhallen er der tørt og hyggeligt

Aftenen afsluttes med en tur med nattoget (CKW)


Kan man høre toner fra operaen? (CKW)

Og faktisk lykkedes det i løbet af formiddagen at udføre lidt 'rigtigt' arbejde omkring billetsalget. Niels, Peter A, Alexander og Lars fik nedbrudt gammel betonkant omkring stationshaven og gjort klar til støbning af ny. Nedbrudt materiale blev kørt bort i tipvogn.

 

torsdag den 10. august 2023

Hverdagsarbejde på banen

På trods af en del sommerferieafholdelse har der været aktivitet langs banestrækningen. Steen fik ved en indsats i fredags ordnet stationsskilte på Fem Ege og Rubjerg stationer. Begge skilte har fået nye zinkoverdækninger til erstatning for den gamle løsning med et bræt med tagpap.

Arbejdet på skiltet på Rubjerg Station er afsluttet og pladsen er ryddet. Foto: Steen Larsen.

Af andre opgaver har Rasmus gennemført en rydning af indhængende bevoksning og følger af den seneste tids kraftige blæst. Bl.a. fik Rasmus fjernet et større træ nær ovk. 2, samt en mængde nedfaldne store grene i skoven syd for Rubjerg.

mandag den 24. juli 2023

Nyt fra maskinafdelingen #29-23 24/7:

De vigtigste mål og tolerancer checkes på ventilhovedet til dampregulatoren. 

 Bo arbejdede videre med reparation af dampregulatoren fra No3 og drejde derfor først et værktøj, så selve ventilhovedet kunne måles og evt. drejes af. Det viste sig dog ikke nødvendigt og snart kan den blive genforenet med lokomotivet. Værkstedsremisen er fyldt op med staver til det nye banehegn rundt den nye publikumsplads, så Klavs, John og Carsten gik i gang med at male de første stakke med svenskrød. Brian forsøgte at reparere den lange motorsav fra Banevognen. (kom den til at fungere?) Jeg fik malet bogierammerne med 2. gang sort, så der måske kan arbejdes videre med dem, mens jeg holder ferie de næste par uger… Bagefter fik jeg repareret spændingsregulatoren i Da7, så radioen igen kan tændes. Så viste jeg en gæst fra GM-klubben rundt. De kommer på visit første mandag i september. Efterfølgende gik der gartner i den; de vilde blomster, der havde forvildet sig ind i perronsporet blev returneret til det grønne… Kjeld monterede et par solide kanter til at holde lågen på drejeskiven. De gamle var ved at blive lidt for møre… Vi var 7 mand på Gården denne aften, hvor det holdt tørt. /Leif

Der er nok stakitstave at gå igang med... De skal alle males


Kanterne langs hullet på drejeskiven bliver solidt forstærket.

Motorsav under reparation... I baggrunden bliver der malet

De vilde blomster er vigtige, men de skal ikke lige stå midt i sporet...




søndag den 23. juli 2023

Plantog 23. juli 23

På den sidste tur hjemover kom paraplyerne op. Ellers havde dagens regn kun været smånusseri

 Så kom regnen på en søndag… Indtil nu har vi været ret heldige, men denne søndag blev der meldt om heldagsregn og naturligt nok betød det også færre rejsende – og når der samtidigt køres afslutning på Tour de France, så kæmper en veteranbane mod hårde odds. Så der var ikke udsigt til at slå sidste søndags passagerrekord. På trods af dette, så kom der alligevel en hel del rejsende i løbet af dagen og iført praktisk tøj, så kan man sagtens få en dejlig togtur ud i Hedelands Naturpark. Der blev både spottet hjorte, store rovfugle og fundet trolde – og alle så egentlig ud til at nyde turen. Picnic-kurve sås der dog ikke mange af i løbet af dagen.

Vi havde til gengæld et hyggeligt besøg af Rogier og hans familie fra Holland. De havde skrevet allerede i foråret, at de kom til Danmark og at han så gerne ville se det Spoorijzer-lokomotiv (M22) fra 1960, som står i opbevaringshallen. Så den rundtur tog Carsten sig naturligvis gerne af og fik både vist bane og lokomotivet frem til gæsterne. Det blev også til en rundvisning i museet, der denne dag igen er åbent for publikum. Gæsterne må dog finde sig i roderiet, for nu skal der til at bygges mere udstilling!

På den sidste tur tog regnen til og så var det godt at komme hjemover. Vi håber på bedre vejr til næste søndag… /Leif

Dagens første afgang var ikke fyldt op, men flere var forbi og tage et par gode fotos

MTB-cyklisterne kører lidt kap med os, men må pænt vente ved overkørslen

Kaj tager et billede mens Brian kobler toget på.

En frisk familie skal på troldejagt og finde Glade Anders. De fandt osse Månemor!

Museumshallen - nu med nyt og tæt tag - er igen åbent for publikum!

Rogier og Carsten har set M22 og triller hjemover igen

Det er aldrig dårlig vejr - kun forkerte klæ´r!



- og så har Brandhøjbanen også fået et flot foto i avisen! Bemærk dog, at der køres hver anden søndag - ikke kun to søndage om året...


Nyt fra Bafd 22-07-2023

Mange er på sommerferie, men trods dette bestod dagens hold af Søren, Claus B, Peter, Lars og Steffen. Vi delte os i to hold. Det ene hold tog sig af slagleklipning, mens det andet hold løst en række forskellige opgaver langs med banen.

Slagleklipper-holdet med Peter og Claus benyttede M30 tilkoblet slagleklipperen til at slå græs og buskads langs med den højre side af banen fra Brandhøj til Fem Ege. Trods lidt startvanskeligheder fik de udført et stort arbejde og fik endda enkelte steder slået i større bredde end vi normalt gør.

M12 og banevognen udgjorde det andet hold. Der blev slået græs på Sølund, Brandhøj og Rubjerg stationer, spændt laskebolte, ryddet op og beskåret en del træer langs med Rubjerg.

Således forløb endnu en hyggelig dag på banen, hvor der blev arbejdet med at vedligeholde vores omfattende anlæg.

Steffen


Slagleholdet kører afsted



Claus betjener slagleklipperen skærmet mod solen af en parasol (PH)

Et kvarters indsats med plænetraktor og plæneklipper får det hele til at se pænere ud.

Vi har meget grej og det bliver brugt. Plæneklipperen får repareret startsnoren (LLZ)

Teleskopsaven forsøgte vi også at få gang i,
men det lykkedes ikke denne dag. (SH)






mandag den 17. juli 2023

Nyt fra maskinafdelingen #28-23 17/7:

Gang i drejebænkene i maskinværkstedet; reparation af dampregulator og dreje centertappe.

 Der blev arbejdet på flere forskellige opgaver denne aften; Carsten drejede centertappe til Storebæltsvogn nr. 2 – 70-16, mens Bo drejede en gevindprop til reparation af dampregulatoren. Carsten gik derefter i snedkeriet sammen med John og afrettede lister til stakittet rundt publikumspladsen. Den blev allerede indviet af publikum på den travle søndag, hvor de flittigt brugte de tre bænke, som var stillet op i skyggen af billetsalget.

Bo og Brian tog sig også af brændesavning og kløvning af alle de stammer, der længe har ligget ved vandkranen. Carsten, John og Kjeld bar dem over til brændeskuret. Klavs stod for grunding og maling af stakitlægterne. Kjeld fik vist også ryddet perronen for ukrudt. Jeg fik afrenset klister fra de gamle skilte og fuldmalet, hvor der skal sættes litra på C1 og C2, så de får den samme type af skilte som C3 og C4. Bagefter kom Brian over og hjalp med afvaskning af udstillingens lokomotiver. Jeg fik desuden ryddet en masse op i håb om at vi kan få genåbnet udstillingen for publikum på søndag. Jeg havde så travlt, at jeg ikke fik taget fotos af min egen indsats. Men det bliver herligt at åbne døren til museet igen! Trods sommerferien var vi 7 flittige mand på Gården denne aften /Leif


Perfekt reparation, så den kan klare 101 år mere

Stakit under produktion

Grunding og maling af lægter

Brændekløvning, så der er noget til opfyringen



søndag den 16. juli 2023

Nyt fra Bafd 15-07-2023

På en lørdag i den absolutte højsæson for ferieafholdelse var fremmødet i baneafdelingen ikke overvældende. Claus B og Claus N udgjorde startopstillingen. I Damp'a var også Carsten og Kjeld mødt frem og som de fire musketerer slog vi os sammen og kastede os over udlægning af knust beton ved opholdsarealet ved kiosken.

Hvor hovedparten af dagens arbejde foregik: det nye publikumsområde ved kiosken. Her er arbejdet ved at være slut. Kjeld komprimerer og Carsten retter de sidste ujævnheder på gårdspladsen.

Fra spor 21 hentede 2 x Claus de 2 tipvogne med knust beton. Igen lånte vi rideforeningens lille læssemaskine og betonmaterialet var udlagt i løbet af ingen tid. Efter opmåling jævnede vi arealet med Kjelds hjemmekonstruerede 'nivellator'. Hvor det var nødvendigt supplerede vi med en smule af det tiloversblevne støbemix. Resten af bunken med støbemix blev læsset i de to tipvogne og området foran den kommende 'stationshave' blev jævnet ud og revet. Herefter blev det udlagte lag af knust beton komprimeret med pladevibrator og tre borde/bænke-sæt sat op. Vi supplerede med et affaldsstativ, og med lidt god vilje kan området allerede tages i brug ved søndagens kørsel. 

Claus B henter knust beton fra en tipvogn i overkørslen. Der var godt med vand i betonen og det lettede komprimeringen.

Den lille læssemaskine er muligvis hverken stærk eller hurtig, men den er fleksibel og langt bedre end en trillebør.

Claus og Claus som trækdyr foran 'nivellatoren'. Foto: Thomas Vartou.

I løbet af dagen lagde Thomas vejen forbi med friske forsyninger til kiosken. Det var varmt, så vi afprøvede ad flere omgange den kommende 'stationshave', når vi skulle have en lille forfriskning eller en tår kaffe. Fra området har man et udmærket overblik over gårdspladsen og legeområdet. Mon ikke mange forældre vil påskønne det fremover? 

Med arbejdet omkring kiosken afsluttet, rangerede Claus og Claus de læssede tipvogne på plads i spor 21. Der var endnu nogle timer tilbage af arbejdsdagen, og derfor lykkedes det at få justeret ballast langs en række af de mest benyttede spor i sporviften foran museumshallen. Kenneth A kom forbi og hjalp til med ballastfordeling og renfejning af sveller. Nu skulle det gerne være lidt lettere at færdes på området under rangering. Afslutningsvist blev de tre skiftetræk af privatbanemodel vi hentede hjem fra Græsted, placeret for enden af spor 21. De vil formentlig blive brugt til skifter på den kommende station ved Vinterrasserne.

Claus læsser tipvogn med støbemix via vores 'læsserampe'.
.
Carsten, Thomas og Kjeld får en lille snak, mens Claus B ufortrødent fortsætter med at fjerne bunken med støbemix.

Med ballast læsset på Storebæltsvognen kom 2 x Claus rundt til de værste lunker foran museumshallen. Her læsser Claus B forsigtigt ballast i spormidten.

Omkring kl. 17.00 var der et udtalt ønske om at komme hjem til bad, grill i haven og hvad der ellers lokkede. Således sluttede en god dags arbejde, der bragte de nye publikumsfaciliteter endnu et stykke mod færdiggørelsen.  Mon ikke ferie også næste lørdag vil tynde ud i arbejdsstyrken? Heldigvis er der masser af mindre opgaver, der kan løses af små arbejdshold.

Arbejdsdagen er slut og der rangeres på plads. Claus B står på forreste vogn og holder udkig. Foto: Kenneth Andersen.

I løbet af ugen havde Steen været på banen med nye overdækninger på en del af vores stationsskilte. På trinbrætterne Stenager, Flintebjerg og Plantagen er der nu nye, zinkpladeoverdækninger monteret. Flere skilte vil efterhånden få den nye type overdækning monteret.

Nu er der ny overdækning af zinkplade på skiltet ved Stenager Trb. Foto: Steen Larsen.

Skiltet på Plantagen fik også ny overdækning. Land Rover'en medbringer værktøj og stige til brug ved arbejdet. Foto: Steen Larsen.