Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 11. februar 2019

Nyt fra maskinafdelingen #05-19 09/02:


I lørdags var der møde i Mafd, hvor udført arbejde i 2018 blev gennemgået og opgaverne for 2019 listet op og prioriteret i Etape 1, 2 og 3. Så er det klart til fremlæggelse og vedtagelse på Generalforsamlingen den 2/3. Det var et fint møde med 10 fremmødte og livlig debat.

Inden mødet var vi et par stykker, der fik arbejdet videre og malet på delene til E28.

Et par nygrundede smådele ligger på rammen af C523 - mens der drøftes hvordan den noget større opgave med at grunde rammen bedst gribes an... 
Mandag aften var det så tid til at fortsætte arbejdet med maling af E28s mange dele; først skulle dog grundes på de bogiedele, som Kjeld fik afrenset sidste mandag. Carsten fik afmonteret de nye prøvemonterede banerømmere fra E28, så de også kunne blive grundet. Den næste opgave for Carsten, Kjeld og mig blev at opskære en dejlig stor stabel engangspaller, som vi havde fået lov at få fra de flinke staldbyggerfolk. Det blev til en hel del ture med trillebøren. Undervejs fik Hans opgaven med at reparere lyskilden, der pludselig valgte at opgive sin simple tjans… Nu er der fint med optænding til damperen, når sæsonen går i gang til maj. I snedkeriet var Vinter & Vinter tilbage og fik bl.a. færdiggjort værktøjsopbevaringskassen, hvorefter de kastede sig over tilpasning af vognsiderne. Carsten gav en hånd med transporten fra værkstedet. Lars O. reparerede værktøj fra Lars og jeg fik malet batterikasse, låg og ballastplader til E28, mens Carsten og Kjeld fik monteret den nye front og pufferplade. I motorværkstedet fik Jan skilt og afrenset oliespaltefilteret fra D10 – der dog skal have en grundigere rengøring af pladerne. Bjarne, Hans og Per fortsatte med samling af brændstofpumperne. Vi var 10 mand på værkstederne denne aften.

Opskæring og transport af optændingsbrænde til damperen


Opmåling og drøftelse af hvilke tilpasninger og  mål de små sidestykker på C523 skal have

Malergalleriet til E28: kasser, låg og plader hænger til tørre, mens man kan se E28 med ny puffer monteret.

Adskilt og næsten afrenset oliespaltefilter til D10


D10-motor med monterede brændstofpumper

Det er vigtigt med dokumentation! 


lørdag den 9. februar 2019

Nyt fra Bafd 09-02-2019

Baneafdelingen fortsatte denne lørdag udskiftningen af gamle sveller foran vognhallen. Peter og Lars havde brugt noget af fredagen på at adskille skifte 110. De havde også lagt nye sveller på plads, og lørdagens hold kunne derfor skride direkte til arbejdet med at samle skiftet.
Vores udgangspunkt lørdag morgen. Arbejdstoget på vej ud af vognhallen. I dag er der ikke langt til arbejdsstedet!
Skifte 110 byggede vi i 1994 af 17,5 kg/m skiftedele fra Rødby Station, som vi hjemtog i 1985. Vi fik en del stumper med hjem, og flere af skifterne foran vognhallen er bygget af Rødby-dele. Skifterne er formentlig af engelsk fabrikat.

Udover udskiftning af sveller, tog vi os sammen og afmonterede samtlige tungestole. På den en skinne justerede vi deres placering af hensyn til de nye sveller, der er lidt smallere end de gamle.
Kenneth og Benjamin i færd med at montere en af tungestolene, der er af støbejern.

Dagens arbejdshold bestod af Kenneth, Lars, Benjamin og Claus. Vi var begunstiget af lidt sol og nogenlunde lunt vejr fra morgenstunden. Arbejdet skred fint fremad og vi havde spigret den første sideskinne inden Lars skulle til møde i maskinafdelingen og vi andre skulle spise frokost.

Steffen modificerer en bolt til en tungestol. Bag ham skimtes skiftet, som er under samling.
Vi har skinner mange steder fra. Hovedparten af skinneproducenter brugte valsemærker i deres skinner og derfor kan vi ofte finde ud af, hvilket firma der fremstillede vores skinner og ofte også i hvilket år. I dette tilfælde når vi dog ikke længere end at valsemærket siger 'S&M 35LBS'. Skinnen er fra Société Métallurgique de Sambre et Moselle fra Belgien. Skinnevægten er 35 pund eller 17,5 kg pr. meter.
Udover mellemskinnen fra S&M er skiftets skinner formentlig de originale britiske. Det er sejt stål og det var hårdt arbejde at lave huller til tungestolene. Ikke mindst da arbejdet, som dagen skred frem, nu foregik i et tiltagende regnvejr og stærk blæst. Vi nød kaffen i banevognen med tændt gasovn. Efter mødet i maskinafdelingen vendte Lars tilbage og med den forstærkning kastede vi os ud i arbejdet igen.
Et studie i arbejdsergonomi. Steffen og Claus betjener boremaskinen, mens Kenneth sørger for borevand. Der skal fandme laves hul i den skinne! Foto: Benjamin S.
Kenneth og Lars borer de sidste huller, Steffen slår spirg i og Benjamin klargør bolte til mellemstangen, der forbinder tungerne. Vejret skiftede fra fint til surt i løbet af dagen, men vi gjorde arbejdet færdigt!

Med tungestolene på plads, monterede vi tungerne og spigrede den sidste skinne. Holdet ryddede hurtigt op og der var heldigvis ikke langt hjem! Med skiftet fuldt samlet, mangler vi nu bare at montere træk. De næste to lørdage arbejder vi også på Hedehusgården med svelleudskiftning.

torsdag den 7. februar 2019

Torsdagsbillede #192

Damp'a (navngivet efter en konkurrence i Tipvognen) har siden indflytningen på Hedehusgården tjent som frokoststue, velfærdslokale, møderum og er blevet ombygget og udvidet efterhånden som behovet for plads steg. Det nuværende udseende fik Damp'a i starten af 90'erne, hvor den usædvanligt solide gulvbelægning af panserlinoleum blev lagt i forbindelse med en ombygning
Spisetid en gang i starten af 1980'erne. Den medbragte mad nydes sammen med en øl. En halv flaske snaps uden låg anes på bordet. Tage Vind nyder sin pilsner fra lænestol, mens de tre øvrige medlemmer sidder mere spartansk. Udover et uidentificeret medlem er det Carsten Hansen og Henning Dyrkilde, der spiser frokost. Foto: Ole Bredbergs samling.
(Carsten har meldt ind og afklarer at det er Torben Pihler, der nu ikke længere er ukendt :-)

mandag den 4. februar 2019

Nyt fra maskinafdelingen #05-19 04/02:



Picasso i arbejde! Maleriet hedder "Batterykasslåg to E28" Kjeld er dagens staffeli...


Der blev arbejdet i alle afdelinger – undtagen snedkeriet. Der blev holdt Vinterferie 😊 (tak til CLH for den)

Lars O. og Carsten fik svejset 4 konsoller, der passer til tappen på vognkassen. De skal monteres på de nye bogierammer, som snart skal i produktion. Samtidig var der gang i maleriet, idet Kjeld fortsatte malearbejdet på Aalholm-bogien, der var påbegyndt i lørdags. Først skulle den dog vendes, hvilket er en opgave for kranen – og så fik den sort på den anden side. Carsten og Kjeld fortsatte herefter med montage af ruller på vognrammen til C523. De stabiliserer vognkassen mod bogien Jeg fik først malet batterikassen til E28 grå indvendigt og derefter overtog jeg blå maling og pensel fra Hans, der havde malet pufferpladen og så fik jeg givet den en omgang blå udvendigt. I motorværkstedet monterede Bjarne og Per fortsat dele på motoren – nogen af dem kom Jan over med og gav en omgang i sandblæseren. De skal dog først monteres senere... Niels fremstillede del to af et værktøj for montage af kileremshjul til D10-motoren. 9 mand i aktion hele aftenen og formanden kiggende også forbi for en hurtig inspektion! 😊



HUSK! Aktiv-møde i Mafd på lørdag den 9/2 kl. 12 i Damp á! Dagsorden er udsendt på mail.

Aalholm bogien vendes, så det kan blive sort for den anden side..


- mens det blot bliver blåt på E28 pufferpladen...
Bagefter blev farve og pensel brugt på batterikassen

Konsoller til bogierne fuldsvejses. Bagefter skal der bores hul til tappen der sidder på vognkassen.

Rullerne monteres på undersiden af vognrammen


Niels drejer dele af gevindet af bolten. Derefter skal der drejes et mindre midt på. 
Det skal sammen med den ring, der blev drejet sidt anvendes til at trykke det opvarmede remhjul på akslen.
Remhjul og påtrykker-ring
Hans har udarbejdet en arbejdstegning til værktøjet.

Der er næsten pakket sammen for denne aften, men der skal liige 
fjernes en gammel stump snittap, som sidder i et montagehul.



torsdag den 31. januar 2019

Torsdagsbillede #191

På sidste uges torsdagsbillede blev der bygget værkstedsremise i snevejr. Dagens torsdagsbillede holder helt andre temperaturer! Vi er på Sølund Station, formentlig i 1983, hvor det sydlige sporskifte stod på arbejdsprogrammet. En avis er kommet på besøg og det blev der bl.a. dette atmosfærefyldte foto ud af.
Billedteksten fra avisen er vel egentlig meget dækkende. I dag ville det være utænkeligt at se et medlem i trafiktjeneste få sig en bajer. Sådan ændrer tingene sig. Udklip: Ole Bredbergs samling.
Billedet er formentlig optaget på en lørdag, hvor vi i sommerperioden kørte plantog både lørdag og søndag. Lørdagstogene var dog ikke velbesøgte, og da togpersonalet jo ikke kunne deltage i banebygning eller restaurering af materiel mens de kørte tog, opgav vi lørdagskørslen efter sæsonen 1985.

onsdag den 30. januar 2019

Julegave på 6 ton til HVB

Kort før jul fik vi en julegave af de mere usædvanlige. Et Schöma-lokomotiv med 785 mm sporvidde og en fortid ved Faxe Kalkbrud. Lokomotivet ankom i dag til HVB.
FJ 5 i Faxe Ladeplads 7. maj 1983. Foto: Niels Munch.
FJ 5 på vej ned på sporet foran HVBs opbevaringshal på Brandhøj Station. Forude venter nu en nærmere undersøgelse af lokomotivet for at vurdere, om det er muligt at foretage en omsporing til 700 mm sporvidde. Foto: Gert Højgaard.
Bremsetipvognen på vej ned fra lastbilen. Vi har nu to tipvogne fra Faxe Jernbane - begge med bremse. Foro: Hans-Henrik Schönthal.
Gaven kom fra Faxe Ladeplads Miniby, der uopfordret i midten af november sendte os en besked via vores hjemmeside. Minibyen spurgte om vi var interesserede i at overtage Faxe Kalkbruds lokomotiv nr. 5 samt en tipvogn med bremse. Vi blev relativt hurtigt enige om betingelserne, vi underskrev en overdragelsesaftale og efter julekørslerne fik vi arrangeret det praktiske. Minibyen skulle fjerne et halvtag ved lokomotivet og tipvognen og vi skulle trække materiellet små 10 m frem, så vores kørselsentreprenør let kunne få fat i det.

Efter møderne i bane- og bygningsafdelingerne i lørdags var et hold i Faxe Ladeplads og klargøre materiellet til transport.
FJ 5 og bremsetipvognen er rullet frem på de 785 mm-rammer, der blev fremstillet af baneafdelingen sidste lørdag. Med i tipvognen får vi et læs Faxe kalk. Foto: Gert Højgaard.
Lokomotivet FJ 5 (vores andet FJ-lokomotiv med det nummer) kom til Faxe i 1965 som nyt. Loket er Schöma 2867/1965 af type CFL45DCL med en Deutz-motor på 48 hk. Vægten er ca. 6 ton.

Lokomotivet har stået udstillet hos Faxe Ladeplads Miniby, men ejerskabet er først overgået til minibyen for nyligt. Tidligere har lokomotivet været ejet af Faxe Kommune og spillet en rolle i mindst et kommunalt beskæftigelsesprojekt. En påbegyndt istandsættelse var blevet afbrudt inden nr. 5 kom til minibyen, og derfor mangler flere dele på lokomotivet, såsom vinduer, døre, håndtag og hængsler samt en stor del af instrumentbrættet. De fleste af delene er dog kommet med lokomotivet til HVB i tre kasser som Faxe Ladeplads Miniby havde passet godt på.

En stor tak til Faxe Ladeplads Miniby og Park. Mere om lokomotivet i næste nummer af Tipvognen.

mandag den 28. januar 2019

Nyt fra maskinafdelingen #04-19 28/01:





Under montage af "banjo-røret", så kan der godt mangle en lille dims. Der ledes efter en dims...

Man skal jo forsøge at holde sine nytårsløfter og mit løfte var at foretage en grundig oprydning i vores omklædning, så der kan blive plads til noget nyt rod. Så jeg gik tidligt på aftenen i gang med at flytte løsdele, der ikke umiddelbart har plads i et omklædningsrum – ud på et stort bord på loftet. Ved samme operation blev sko og tøj med synligt støvlag bragt samme sted hen. Derefter blev en ny pose sat i støvsugeren. Lars hjalp med at flytte rundt på sko og andre sager og så fik vi ellers fyldt posen med edderkoppespind og støv fra toppen af skabene. Vi beklager naturligvis, hvis en ynglingsedderkop skulle være forsvundet næste gang I kommer forbi… Nu ligger alle sagerne så til beskuelse og dem, der er ejermænd kan så bringe deres sager til rette sted. Det, der ligger tilbage om en måned tid fordeles mellem lagre, tøjdepotet og skraldespanden. 

Jeg nåede således ikke ud i værkstedet, men det gjorde andre: Lars O. og Kjeld fik både fremstillet T-bolte og afrenset vognrammen på C523. I motorværkstedet blev der monteret dele på D10-motoren, Startmotoren blev adskilt og tjekket. Den så heldigvis fin ud. Niels fik fremstillet et værktøj til montage af remhjulet til motoren og vist mig den færdige fløjte til Superfos-loket – der for tiden står lidt alene i vognhallen… Så med 8 mand på Gården, så gik det jo meget godt – endnu en hyggelig aften.


Den renoverede Aalholm-bogieramme og delene til E28 er lige kommet retur fra sandblæsning og grunding - så de skal nu males og monteres på lokomotivet.


Niels viser den loddede fløjte frem Fornemt resultat!

Et værktøj til montage af remhjulet til D10

To dele samles til en T-bolt til montage af gulvplankerne på C523


Der støvsuges grundigt  både oppe og nede. 
Støvværn burde være anvendt...
Et par borde fyldt med diverse fra gulv og top skal nu 
fordeles mellem ejere, lagre og skraldespand.

Et fund fra aftenens oprydning var dette lille sæt Egger-bahn tipvognstog, som vist har været eftersøgt i mange år. Det er et arvestykke fra et tidligere medlem, der en dag kan få en ny karriere som diarama i udstillingen - måske?

Nyt fra Hverdagsholdet

Sidste uge ankom vores nye sveller.

Vejret var ikke det bedste til kørsel på området, ej heller med gaffeltruck, hvorfor svellerne blev sat på gårdspladsen
-
Med vanlig rutineret sikker hånd dirigeres arbejdet -
Strøer lægges ud


og derefter blev svellestakkene kranet på doploysættene.



Bagefter ville gaffeltrucken dog ikke starte, så den måtte lige hjælpes op på kranbilen:

/
LLZ

torsdag den 24. januar 2019

Torsdagsbilledet #190

Vi vender os fra sidste uges særtog med banebørster til en gruppe arbejdsomme mænd en vinterdag i 1981. Som i øjeblikket ligger der en smule sne på jorden. Holdet er travlt beskæftiget med at lukke den store remise for vejrliget. Det ser dog ud til, at der om lidt skal holdes en mindre pause i ly for den faldende sne.
Bygningsarbejderne er fra venstre: Peter Andersen, Tage Vind og Torben Pihler; på stigen Henning Dyrkilde, Finn Sørensen med tophue og Kenneth Peterrsen i højre side. I forgrunden ses vandkasserne fra B 3. Foto: Ole Bredbergs samling.
Den store remise skabte et værdifuldt fundament for HVB, der gjorde det muligt at fortsætte indsamlingen af lokomotiver og påbegynde istandsættelsen af materiel. Kun få andre jernbaneklubber tog så tidligt den beslutning, at prioritere så store midler til bygninger som HVB. Enten brugte man eksisterende, gamle remisebygninger eller arbejdede under åben himmel.

mandag den 21. januar 2019

Nyt fra maskinafdelingen #03-19 21/01:



Delene samles, maskinen tilsluttes og afprøves med succes.


Tidligere på dagen fik Carsten arrangeret at vores nyanskaffelse, en brugt fræser til snedkerværkstedet, blev leveret og sat derind på en palle - efter en del udfordringer med en stor maskine, som en af byggefolkene havde parkeret lige foran porten. Heldigvis kom hjælpen samme sted fra, da en af tømrerne lige fik den lirket ind med en minigraver.. Aftenens store opgave blev derfor at få den placeret og samlet, samt tilsluttet til stikket. Det gik heldigvis fint og prøvekørslen gik upåklageligt. Ham, som vi har købt maskinen af har lovet at komme forbi og instruere os grundigt. Erik og Martin fremstillede straks en opbevaringskasse til en anden, mindre specialmaskine vi fik med i købet.

Carsten fik også fræset kanterne på endnu et par lejekasser og jeg fik da også færdiggjort afrensningen af hjulsættene og derefter fik de en omgang med Olsen-sort. Så er det ikke nødvendigt med grunder. D10-holdet holdt planlægningsmøde. Arbejde i værkstedet blev det ikke til denne aften. Vi var 8 mand på Gården denne sne- og sjapramte aften.
En opbevaringskasse under udskæring
Lejekasser under bearbejdning
Afrensede hjulsæt, nu malet med Olsen-sort

Endnu en aften med sne - mere end sidste mandag...