Baneafdelingen fortsatte denne lørdag udskiftningen af gamle sveller foran vognhallen. Peter og Lars havde brugt noget af fredagen på at adskille skifte 110. De havde også lagt nye sveller på plads, og lørdagens hold kunne derfor skride direkte til arbejdet med at samle skiftet.
|
Vores udgangspunkt lørdag morgen. Arbejdstoget på vej ud af vognhallen. I dag er der ikke langt til arbejdsstedet! |
Skifte 110 byggede vi i 1994 af 17,5 kg/m skiftedele fra Rødby Station, som vi hjemtog i 1985. Vi fik en del stumper med hjem, og flere af skifterne foran vognhallen er bygget af Rødby-dele. Skifterne er formentlig af engelsk fabrikat.
Udover udskiftning af sveller, tog vi os sammen og afmonterede samtlige tungestole. På den en skinne justerede vi deres placering af hensyn til de nye sveller, der er lidt smallere end de gamle.
|
Kenneth og Benjamin i færd med at montere en af tungestolene, der er af støbejern. |
Dagens arbejdshold bestod af Kenneth, Lars, Benjamin og Claus. Vi var begunstiget af lidt sol og nogenlunde lunt vejr fra morgenstunden. Arbejdet skred fint fremad og vi havde spigret den første sideskinne inden Lars skulle til møde i maskinafdelingen og vi andre skulle spise frokost.
|
Steffen modificerer en bolt til en tungestol. Bag ham skimtes skiftet, som er under samling. |
|
Vi har skinner mange steder fra. Hovedparten af skinneproducenter brugte valsemærker i deres skinner og derfor kan vi ofte finde ud af, hvilket firma der fremstillede vores skinner og ofte også i hvilket år. I dette tilfælde når vi dog ikke længere end at valsemærket siger 'S&M 35LBS'. Skinnen er fra Société Métallurgique de Sambre
et Moselle fra Belgien. Skinnevægten er 35 pund eller 17,5 kg pr. meter. |
Udover mellemskinnen fra S&M er skiftets skinner formentlig de originale britiske. Det er sejt stål og det var hårdt arbejde at lave huller til tungestolene. Ikke mindst da arbejdet, som dagen skred frem, nu foregik i et tiltagende regnvejr og stærk blæst. Vi nød kaffen i banevognen med tændt gasovn. Efter mødet i maskinafdelingen vendte Lars tilbage og med den forstærkning kastede vi os ud i arbejdet igen.
|
Et studie i arbejdsergonomi. Steffen og Claus betjener boremaskinen, mens Kenneth sørger for borevand. Der skal fandme laves hul i den skinne! Foto: Benjamin S. |
|
Kenneth og Lars borer de sidste huller, Steffen slår spirg i og Benjamin klargør bolte til mellemstangen, der forbinder tungerne. Vejret skiftede fra fint til surt i løbet af dagen, men vi gjorde arbejdet færdigt! |
Med tungestolene på plads, monterede vi tungerne og spigrede den sidste skinne. Holdet ryddede hurtigt op og der var heldigvis ikke langt hjem! Med skiftet fuldt samlet, mangler vi nu bare at montere træk. De næste to lørdage arbejder vi også på Hedehusgården med svelleudskiftning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.