Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 29. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #06-18 29/01:




Tyren på skorstensbåndet overført til plastfolie og derved sikret for eftertiden...
Efter den megen afrensning af kedlen på Superfos-lokomotivet i lørdags, så kom turen til at aftegne påmalingerne af bl.a tyren, som er malet på sider og skorstensbånd. De kan kun reddes i begrænset omfang, da malingen skaller af. Jeg vil derfor sikre, at de kan genskabes, så de er nu gemt på gennemsigtig plastfolie. Så nu kan malingen bare fjernes. Efterfølgende var opgaven afmontering af alle rør langs kedlen, så det gik Kjeld og jeg i gang med denne aften. Det gik forbavsende let, når man tænker på, at lokomotivet har stået urørt i de sidste 40 år, men en enkelt bolt måtte have en gang varme for at blive løsnet. Da aftenen sluttede, så var de mange rør og flere andre dele lagt i en palleramme og sandkassen tømt for bremsesand – der var forbavsende tørt.
Lars O. fremstillede en trækstang til brug for værkstedet, så der ikke er behov for at hente en i baneafdelingen længere, når der skal rangeres med enheder på deplorider. På snedkerværkstedet gik Erik og Martin, sammen med Jan og Carsten, i gang med at renovere pumpedræsinen. Det er et godt starterprojekt for Martin, der er ferm med træarbejde. Det glæder vi os til!
På motorværkstedet blev arbejdet med indretning af området med bl.a. en værktøjsvæg fortsat og sammen med Lars blev der forberedt en flytning af et værktøjsskab, der står i vejen for fræserens arbejdsområde. Lars fik for resten også monteret lynskiftet på gravemaskinen, så den kan komme i indsats igen. På denne vis var der gang i alle lokalerne på Gården denne aften med 11 fremmødte medlemmer.



Lars O. svejser trækket på trækstangen

Værkstedsvæggen i motorværkstedet under montage

Det defekte endetræ på dræsinen fjernes.

De mange rør afmonteres for afrensning og for bedre at kunne male kedelinddækningen. De fleste bolte var til at løsne...

Hul i trækstang bores

Dagens høst af rør, låg og haner samlet i kassen

Afpillet lokomotiv...

søndag den 28. januar 2018

Nyt fra bafd. 27-01-2018

Dagens program blev fløjtet i gang med to aktivmøder på Hedehusgården. Første møde foregik i bygningsafdelingen hvor der blev kommenteret på 2017's program. Derefter blev der opstillet en ajourført etapeplan for de kommende år og et arbejdsprogram for 2018. Mødet sluttede før tid og det gav de fremmødte tid til at skifte til arbejdstøj. Der ventede jo også manuelt arbejde efter møderne. I baneafdelingen var dagsordenen langt henad vejen den samme som i bygningsafdelingen, men vi drøftede også forskellige sikkerhedsmæssige emner, der er relevante for vores arbejde.
Under rangeringen foran museumshallen kunne vi nyde synet og duften af nogle af de nyleverede sveller. Det skærper appetitten efter at komme i gang med svelleudskiftningen!

Med møderne afsluttede gik turen til Brandhøj med M 12, banevogn og roevogn 1684. Mens Steffen fik monteret luftfilter på generatoren, rangerede Peter og Claus roevognen på plads i opbevaringshallen. Vi fandt et par gamle skinner valset af Krupp i 1894, som vi tog med til Hedehusgården. De skal indbygges i et mindesmærke i bydelen Charlotteager i Hedehusene til minde om de tipvognstog, der har været med til at forme byen.
Peter og Steffen koncentreret om at få alle delene til hurtigskiftet på plads. Selv ikke med den mest sammenbidte beslutsomhed lykkedes det.

Tilbage på Hedehusgård foretog vi diverse oprydning omkring museumshal og snedkerværksted og vi påbegyndte montering af hurtigskiftet på gravemaskinen. Operationen drillede imidlertid og vi blev ikke færdige med monteringen inden det var tid til at tage hjem.

lørdag den 27. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #05-18 27/01:


Superfos-lokomotivet trækkes ud i solskinnet


Bygningsafdelingen og Baneafdelingen havde denne lørdag indkaldt til møde kl. 10 og 11. De fleste af baneafdelingens faste folk var dog forhindret i at møde frem, da andre havde planlagt deres tid med ferier og fester – men så kunne Maskinafdelingens nysgerrige fylde de ledige pladser og høre om alle de spændende opgaver, som skal løses i løbet af 2018. (se ref. fra Bafd)

Efter møderne, så trak vi Superfos-maskinen ud i det dejlige solskin og jeg påbegyndte en grundig afrensning af kedlen med stålbørste og trykluft. Imens foretog Kjeld og Carsten en rokade af Da7 og M24, så værkstedet nu er fyldt med god arbejdsplads ;-) Bagefter fik Kjeld repareret låg og rammer til Superfos-vandkasserne. Eftermiddagen afsluttede vi med kaffe og småkager sammen med Bafd. En fin lørdag på Gården.


Da7 køres tilbage i den lille remise, efter M24 er sendt retur til vognhallen.

Det er den grove stålbørste, som er i brug på kedlen for at fjerne rust og maling

- men også en spartel til fastsiddende olie er i brug

- efter en del søgen, blev den nyreparerede lynskifte fundet

Retur i værkstedet. Det ligner en rigtig dampremise!

torsdag den 25. januar 2018

Torsdagsbilledet #146

Den 25. maj 1979 sidder der også et flittigt medlem og renser rust af en plade. Hvad mon den skal bruges til? Der indgik langt mere knofedt i udførelsen af opgaverne dengang...
Opdatering fra Carsten :-)
Jernpladen er en låge til M 24, og det er mig der passer boremaskinen.


mandag den 22. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #04-18 22/01:



Superfos-lokomotivet som før-billede. Nu går arbejdet med at udstillingsklargøre det i gang!
Sjov detalje på lågene: lidt forskelligt design af knop :-)

Med to nye medlemmer fremmødt, så tog kaffen lidt længere, så vi kunne introducere og fortælle lidt om arbejdet i klubben. Per gav en rundvisning og vi andre gik i gang med dagens opgaver. Niels fik ryddet op i snedkerværkstedet, mens Bjarne og Per indrettede motorværkstedet med en fin værktøjsvæg. Så er faciliteterne i orden, når værkstedet nok snart skal bruges igen. E28 holdet fik også samlet snekkegearet med motoren. De venter nu snart kun på de nye aksler. Lars O. gik i gang med reparationen af lynskiftet til gravemaskinen efter Lars´s vejledning. Det savnes i baneafdelingen! Kjeld og jeg påbegyndte afrensningsarbejdet på Superfoslokomotivet, så vi snart kan beslutte os for farver m.m. og beskrive hvilke andre arbejder, som skal udføres for at gøre det udstillingsklart til sommersæsonen. Kjeld fik afrenset og rettet lågene til vandtanken. De var vokset et par cm pga. rust… Erik og Martin blev længe og kiggede de forskellige projekter over skuldrene, så de kan finde et par opgaver, der passer til lysten. Vi var 11 mand på værkstederne denne aften!
Det defekte lynskifte i kyndige hænder

Det besluttes at V-skære emnerne, så der kan komme en solid svejsning


Snekken monteres på El-motoren til E28

- derefter kan bremsebakkerne sættes på

Her er den savnede dims, som Niels nu har fremstillet en ny af

Bo kom langt med akslerne til E28 i lørdags. Der resterer not-gang

søndag den 21. januar 2018

Nyt fra Bafd 20-01-2018

I ugens løb ankom en ny portion sveller fra Sverige, og vi er nu klar til at påbegynde svelleudskiftning på strækningen, når vores gravemaskine igen er driftsklar. Lørdag tyvstartede vi dog med en enkelt svelle i sporet bag om hallen på Brandhøj.
Lastbilen med sveller er ankommet og skal nu aflæsses
med en indlejet lastbil med kran (LLZ)

De sidste bundter aflæsses (LLZ)


Hovedopgaven var imidlertid en ganske anden. Vi fik monteret hovedparten af tagrenden på østsiden af hallen. Den faldt ned for 2 år siden grundet snebelastning, men nu er den monteret med en meget mindre afstand på rendejernene. Sideløbende med denne opgave fik Benjamin gravet flere materialer frem af bunkerne med spormaterialer ved hallen, så disse snart kan blive lagt indendørs på lageret.

I baneafdelingen har vi en større samling småmaskiner der selvfølgelig også skal vedligeholdes fra tid til anden. Generatoren på Brandhøj fik et olieskift og renset luftfilter. Samme omgang fik generatoren i banevognen samt vores to plæneklippere.

Maskinafdelingen var også aktiv i løbet af dagen, men mon ikke Leif skriver lidt om dette?

Husk afdelingsmøderne på lørdag d. 27. januar:

Kl. 10: Bygningsafdelingen
Kl. 11: Baneafdelingen

Steffen

lørdag den 20. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #03-18 20/01:


Banetoget er afgået og vi står klar til materieltransporten med No3s gamle kedel

Tagrenden sættes op på ny - nu med flere rendejern end før


For at komme i gang med en af årets opgaver, så var det nødvendigt først at rangere en hel masse. Men inden da, så skulle den gamle kedel fra No3 bringes til opbevaring på Brandhøj. Carsten, Kjeld og jeg fik derfor koblet kedlen, der stod på deplorider og klar med det nye afstandsjern, der blev monteret på sidste arbejdsdag i 2017. Derefter gik turen i adstadigt tempo til Brh, hvor vi mødte den flittige baneafdeling. De gav en hånd med rangeringen, og så gik turen hjemad igen. Her var Bo ved at slå gevind på akslen til E28, så nu mangler der snart kun notgang på akslerne.

Efter en god frokost i varmen, skulle vi have Superfos-lokomotivet ud fra sin plads næsten inderst i museumshallen. Bafd havde jo løftet lokomotivet op på deplorider forleden, så det gik rimelig nemt. Dog skulle D5 rangeres i sidesporet med stropper, da 785 mm sporet ikke kører længere… Efter en del rangering med M30, så fik T1 lov til selv at køre ind på plads. Så fik vi kørt Superfos-lokomotivet ned til værkstedet, hvor en afrensning med kost og trykluft straks gik i gang. Man må jo udnytte, når der er lyst og vejret er godt til udendørs arbejde. Så nu kan vi se nærmere på opgavens omfang og beslutte hvad der skal gøres for at gøre lokomotivet udstillingsklart.
En fin lørdag med fire mand på Gården og fire på banen

D5 trækkes ud i sidesporet - der også har 785 mm sporvidde - ved hjælp af en lang strop


Så er Superfosén ude i dagslys

T1 får selv lov til at køre på plads. Startede ret let.

Førerhuset blæses rent med trykluft

Har vi allerede fyret op? Nej, det er kedelrørene, der blæses fri for slagger

Kjeld tager et rør ad gangen...


torsdag den 18. januar 2018

Torsdagsbilledet #145

Samme dag som Rejsegildet 13/5 og 25/5- 1979 blev der arbejdet videre med sporet mod Sølund. Målet er vel stadig at nå dertil til september?! Spændingen stiger! Når de det? De har travlt!

Sporet når her rundt hjørnet, lige før krydsning med den sti, som findes i dag
I baggrunden arbejdes der stadig med grusudvinding i Poulsens grusgrav

 
Morten og Hans-Henrik får samlet endnu en stump spor 25/5-79

Arbejdet på den lille remise skrider fremad efter rejsegildet (25/5-79)

mandag den 15. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #02-18 15/01 - maskinafdelingsmøde


T1 kører her til lokomotivparaden

- ligeså gør M4 med den fine Bur-Wain motor

No 3. har fået helt ny kedel monteret.
I 2017 blev disse tre enheder klarmeldt til driften efter omfattende istandsættelsesarbejder.
De kørte til jubilæet, men restarbejder er efterfølgende udført. Dog er der gemt lidt småting til 2018.
Resten af 2017 har E28 og M23 været blandt de største opgaver i maskinafdelingen.


Årets ”lovpligtige” møde i maskinafdelingen blev afholdt denne aften. På mødet gennemgås arbejdsplanen for 2017 og arbejdsplanen for 2018 besluttes, så den kan vedtages på årets generalforsamling den 3. marts. Arbejdsplanen er inddelt i en tretrinsraket, hvor trin 1 er de enheder og opgaver, som enten er i gang eller bliver de næste i rækken, når en opgave er afsluttet. På den måde, så er det en fælles beslutning, hvad der skal istandsættes. Det næste bliver så, hvem der har mod på at beskrive og udføre opgaven. Trin 2 er opgaver, som kan iværksættes, hvis der ikke er passende opgaver i trin 1 og trin 3 er drømme- og visionstrinnet.

Vi havde et godt møde med 13 fremmødte og vi fik gennemgået og evalueret det forgangne år og tilføjet et par nye enheder og opgaver til det nye år. Hvilke må man vente med at høre til GF18.

Desuden blev der valgt nye ansvarlige for vognene, de små og de store lokomotiver.

Så nu er det bare at komme i gang med de mange opgaver og så er det jo herligt at så mange nye folk har meldt sig som aktive i afdelingen. Så skal vi nok få udført en masse godt arbejde i 2018!   

lørdag den 13. januar 2018

Nyt fra Bafd 13-1-2018

På en kold og blæsende dag bestod dagens hold i baneafdelingen af fire friske mænd. For at holde kulden lidt på afstand begyndte vi forberedelserne til årets sommersæson. Vi kørte banen igennem og erstattede julekøreplanerne med information om den kommende sommers kørsel. Inden læssede vi dog en stak pallerammer, der skulle med til opbevaringshallen på Brandhøj.
Lars og Jørgen skruer køreplan på det nyreparerede skilt på Rubjerg Station.

Mens Peter løber om med M 12, sætter Lars den sidste skrue i skiltet på Fem Ege Station. Det er begyndt at sne, så vi skynder os videre i dagens program: Frokost på Hedehusgård Station.

På vej hjem fra Fem Ege blev det til en hurtig, koncentreret indsats mod nogle sandtorn ved km. 4,0. Ellers fortsatte vi ufortrødent mod Hedehusgård, hvor madpakkerne blev indtaget i lune Damp'a. Efter pausen fortsatte vi med beskæringsarbejde ved kiosken og spor 3. Indsatsen resulterede i en god beskæring til jordniveau.
Området foran kiosken får den store omgang med ørnenæb og sav

Lars og Peter lægger sidste hånd på beskæringen ved spor 3. Selvom mørket var ved at falde på, lysnede det!
Logistikken er i orden på HVB. Her er fem sæt deplorider gjort klar til en leverance af nye sveller fra Sverige.

torsdag den 11. januar 2018

Torsdagsbilledet #144

I Torsdagsbilledet #140 kunne man blandt vognene se "den spidsgavlede", der her ses alene.
BigRas har sendt mig denne fine historie om vognens efterfølgende skæbne:



Kære Leif.



Jeg nyder at kigge på de overvældende mange gode fotos fra de skønne gamle dage, som I råder over i IBK.

Ved torsdag billedet #140, ser jeg minsandten at DJK's lukkede vogn (den grå lukkede vogn i baggrunden på første foto) i Bloustrød kaldet "Den Spids-Gavlede", holde på jeres spor og i brug. Den historie jeg har fået fortalt om denne vogn, hørt i både Bloustrød og på Hhg., er som følgende, at vognen oprindelig var en åben roevogn stammende fra Assens Sukkerfabriks baner og ved disse baner ombygget til lukket vogn for kørsel med sukker-prøver. Den var let genkendelig med sin vinduesudskæring i gavlen og sit spidse tag. Der findes et billede af denne vogn sammen med en af samme slags, på et billede i "Roer på Skinner" side 243 øverst th.

Vognen blev efter roebanernes nedlæggelse overtaget af DJK og udlånt til IBK, sammen med 2 melis-vogne - nr.7 (hvid fra Sakskøbing) og nr.21 (Brun fra Nakskov).
(den hvide melisvogn, Sakskøbing nr.7 blev fragtet videre fra Hhg. til Bloustrød, søndag den 3. marts 1985) Disse vogne var i drifts- og køreklar stand, da de blev fragtet videre fra IBK, til Bloustrød gruppen.

Desværre blev vognkasserne stærkt beskadiget ved branden, der i 1992 ødelagde den sidste tilbageværende tørrelade på Bloustrød Teglværk, som på daværende tidspunkt blev brugt til vognhal.

Nå men tilbage til "den spids-gavlede". Så vidt jeg har fået oplyst endte vognen  - som så meget andet materiel - med at blive opmagasineret udendørs på Brandhøj, og da tiden kom, hvor Bloustrød-gruppen var blevet etableret, og vognen skulle hentes til Bloustrød, da led ramme-konstruktionen af metaltræthed. I hvert fald kollapsede vognkassen, da denne skulle løftes op på ladet af den lastbil som skulle stå for transporten.

I Bloustrød lå i mange år ved siden af velfærdsbygningen, en stor presenning, dækkende over nogle gamle vogndele, som jeg fik fortalt indeholdt delene til "den spids-gavlede". Der fandtes intet foto, så jeg havde meget svært ved at forestille mig, hvordan sådan en vogn mund havde set ud. Det var først da "Roer på Skinner" udkom, at jeg af de gamle ved Bloustrød-gruppen fik vist at her fandtes foto af den hedengangne vogn.

De sørgelige rester af diverse beslag o.lign. opbevares nu på loftet af "Potten" i Bloustrød.

Det samme gør sig gældende for en anden special-vogn, nemlig den i "Roer på Skinner" på side 244, midten til venstre, viste 2-akslede vogn. fra denne er hjulaksler med tilhørende lejer og leje-gafler, bevaret på loftet af "Potten".


Så jeg håber en dag, engang ud i fremtiden, at nogen får lyst, og tid, og råd, til at gå i kast med at genskabe en af disse - for roebanerne, såvel som for os entusiaster - så specielle vogne, ud fra fotos og tilbageblevne originaldele.


Det var så lidt om, hvordan et gammelt foto, kunne sætte tankerne i sving.


Fortsæt endelig med Torsdagbilleder på jeres Blog. Glæden ved at vente på næste torsdags billeder, er lidt ligesom glæden ved at skulle åbne en ny jule-kalenderlåge - bliver altid positivt overrasket for indholdet.


MvH.

Rasmus Brandt Jensen

mandag den 8. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #01-18 09/01:


Se lige hvad Grønland sender ud på frimærke: Et af Schöma-lokomotiverne fra Ivigtut. Godt nok i en 1940-1945-serie, hvor banen og maskinerne ikke var bygget og anlagt endnu, men pyt.

Godt Nytår! Så kom vi godt i gang med det nye år 2018. Det bliver jo spændende hvad vi kommer til at opleve på værkstederne i løbet af året. En gennemgang af ”Året-der-gik” i Mafd for 2017 kommer i næste udgave af Tipvognen. Man kan heldigvis konstatere, at 2017 var et meget produktivt år på værkstederne, så det bliver spændende at se om 2018 går lige så flot. Med så mange nye aktive, så burde det være muligt! Næste mandag er der møde i maskinafdelingen, hvor årets opgaver skal planlægges.


Denne aften var vi mange, for Bruno kom forbi med Simon, der også gerne vil være med i klubben. Efter en god, lang kaffepause, så viste jeg dem begge rundt på hele området og jeg fornemmer, at Simon blev lidt imponeret alligevel J I mens var der gang i oprydning og forberedelser både i maskinværkstedet og remisen, samt nedtagning af julebanneret på vognhallen – det stod jeg for... Carsten og Kjeld klarede remisen, mens Bjarne og Per sørgede for at alle de materialer, der længe havde ligget på gulvet, fik deres rette plads på hylderne i stedet. På værkstedet står lige nu E28, der har afventet en masse nye lejer og et par aksler. Der mangler dog et enkelt gevind før de er helt klare til montage. Så i stedet arbejdede Hans videre med styreboksen og Jan med gearet. Lars forberedte arbejdet, så Lars O. kan svejse det hydrauliske lynskifte, som knækkede sammen i lørdags ude på banen. Det blev ikke til mange billeder, men så kan man i stedet nyde det nye frimærke, der netop er udgivet – se blot at vores lokomotiv 3, bygget i 1962 er afbilledet på et kongeligt postfrimærke fra Grønland!


Den gamle kedel fra No3 blev klargjort til turen ud til Brandhøj

Styringen til E28 under renovering.





Så på den fine måde startede året med 9+1 på værkstederne. Det er en fin start!



De aktive: Husk Maskinafdelingsmødet på mandag 15/1 kl. 19





søndag den 7. januar 2018

Nyt fra Bafd 6-1-2018

På året første lørdag besluttede vi at trodse det noget våde vejr og køre til Brandhøj. Lars og Kenneth fik rettet grøften af langs med spor 1, men desværre gik hurtigskiftet på minigraveren i stykker inden de nåede at læsse de overskydende materialer.

Grøften langs med spor 1 bliver rettet af


Hurtigskiftet på gravemaskinen kunne tåle ikke lang tids
hård brug.
Resten af holdet bestående af Peter, Jørgen, Benjamin og jeg selv brugte dagen på at læsse underlagsplader og lasker til vores 24 kg skinner fra Rødbybanen. De har i mange år henligget i en stor dynge bag ved hallen, og selvom vi i flere omgange har sorteret dem og lagt dem i paller, så er der stadigvæk en del arbejde tilbage. Vi fik sorteret to paller underlagsplader og en palle lasker inden  alle havde våde og frysende hænder og vi kørte retur til Hedehusgården.
Underlagsplader lægges på plads i paller.
Dagens arbejdsiver var dog ikke helt udtømt, så Peter, Lars og jeg sluttede dagen af med at løfte det andet Superfos damplokomotiv op på deplorider, så det i nærmeste fremtid kan blive kørt ned på værkstedet. Her er det planen at det skal rengøres og males inden det skal retur som udstillingsgenstand i vognhallen.

Mellem jul og nytår var der også lidt aktivitet i Bafd. Vi fik klargjort deplorider til transport af sveller, der om få uger ankommer fra vores leverandør i Sverige. Derefter har vi materialerne på plads til forårets svelleudskiftning.

Steffen




torsdag den 4. januar 2018

Torsdagsbilledet #143

Så vender Torsdagsbilledet tilbage til billeder fra Hjarnes mappe 1. Tiden siden sidste foto i august 1978 er gået med blandt andet at opføre den lille remise. Den 13. maj 1979 blev der fejret rejsegilde. Det er Henning, der adræt kravler rundt i spærene. Rundt om remisen står mængder af materiel bl.a. de to ASEA-maskiner E26 og E27 fra Rørdal kridtgrav og damplokomotivet DDS B3, der ankom til Gården 9. april 1977.

Tilføj billedtekst