Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten dræsine. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dræsine. Vis alle opslag

lørdag den 30. maj 2026

Nyt fra baneafdelingen 30-05-2026

'Det var en kold og stormfuld aften'. Sådan starter mange uhyggelige historier. Sådan en skal vi ikke have i dag, hvor solen skinnede, vinden blæste og flittige medlemmer på Hedelands Veteranbane arbejdede for at vi fortsat kan nyde jernbanedrift på smalle spor i Danmark. Med et særtog, som skulle afvikles midt på dagen, var baneafdelingen nødt til at planlægge dagens arbejder nøje.

M 24 ført af Børge trækker en personvognsstamme ud af museumshallen mens Brian lukker portene. I forgrunden M 30 med ukrudtsbrændervognen.

Børge og Steffen indledte med at ukrudtsbrænde på Hedehusgård Station, mens Claus læssede paller af traileren, klædte om og talte med folkene fra maskinafdelingen, der arbejdede med Mallet-maskinen. Herefter hoppede Claus på M 30 og Børge indledte forberedelserne til særtoget. Brændertoget afgik herefter mod Brandhøj Station, hvor både spor 1 og 2 samt sporviften foran opbevaringshallen fik en omgang varme. Det blev også til en afstikker til ridestien ved indkørslen til sletten, mens Steffen holdt brandvagt ved de mange spor på Brandhøj. Vi tager ingen risici. 

M 30 nåede til km 2,0 med ukrudtsbekæmpelsen denne lørdag.


Herefter vendte vi tilbage til Hhg, hvor vi efter rangering spiste frokost og beså Mallet-maskinen nedefra. En unik konstruktion, som vi har bevaret i Danmark som minde om de danske Mallet-lokomotiver på smalspor.

Mallet-maskinen måtte løftes en smule, så de glideplader, der bidrager til en problemfri kørsel gennem kurver, kunne afrenses for rust og smøres. No 3 i sporet ved siden af.

Opfyring af Da 7 til morgendagens plantog. Dejligt syn, mens frokosten blev spist.

Efter frokosten fik Steffen og Claus skåret paller op til optændingsbrænde og derefter gik turen til Brandhøj. Lars var stødt til arbejdsholdet og med forenede kræfter blev to dynger træaffald fra oplagspladserne ved Brandhøj Station skåret op og kørt til kontrolleret bortskaffelse. Vejret var godt og med nedrullede vinduer cruisede Lützow & Nielsen frem og tilbage med 'Voldsom Volvo' for fuld styrke. Det behøver ikke være 'jernbaneseriøst' det hele!

Efter den sidste oprydning var det tid til omklædning og en god kop kaffe, som maskinafdelingen venligt havde efterladt på termokanden. Til allersidst fik vi bjerget masten til sejltroljen fra Vandbygningsvæsnet ned fra loftet. Den skulle nødig gå tabt under den forestående renovering og vi må jo se, om ikke vi kan nå at få gavn af efterårsstormene til fremdrift på HVB!
 
Masten er monteret på VBV-dræsinen. Den skal nok lige shines lidt op, inden den forsynes med sejl og rigning. Der er altid noget at lave på HVB!

lørdag den 14. februar 2026

Nyt fra Baneafdelingen 14.02.2026

Det var en kold og snedækket morgen i Hedehusene. Himlen var lettere overskyet, men der var lovet blå himmel i løbet af dagen. Som altid samledes et hold fra baneafdelingen til arbejde, og selvom banen nu på 2. måned er dækket af sne og nærmest umulig at arbejde på, blev ærmerne smøget op og arbejdshandskerne taget på. Nåh, det med ærmerne var ikke helt rigtigt, for der var koldt på dagens arbejdsplads i museumshallen, hvor indendørstemperaturen er mere eller mindre lig med udendørstemperaturen.

Claus N måtte lige tage en omgang snekastning udenfor hallen for at få varmen fra morgenstunden.

Med et hold på syv arbejdsivrige mænner, måtte vi sprede os for ikke at gå i vejen for hinanden. Mens Claus N begyndte med lidt snerydning, fik Steffen og Claus B skilt ukrudtsbrænderen ad, så de kunne begynde arbejdet med at gøre brænderen og varmeskjoldet bredere. Det skal sikre, at vi når hele ballastkronen, inkl. skuldre, med brænderne.

Søren og Børge arbejdede med gulv og plan for montage af motorindkapsling på den svenske dræsine, mens Kenneth skar dele til en sidekasse til befæstelsesdele, der kan monteres langs den nye generator på energivognen. Peter sørgede for leverancer af smådele, og for at alle blev opmuntret i det lidt kolde vejr.

Nyt gulv og gammel motorindkapsling skal bringes til at passe. Det kræver nøjagtig måltagning.

Steffen og Claus B tegnede med gul spritpen før de kastede sig over foldning af papirskabeloner til 1:1 test, inden de begyndte at skære i stålplade og bukke.

Efter skæring og buk var det tid til boring og montage.

Kenneth og Claus N fik samlet kassen med ruminddeling, der er nøje dimensioneret til spirg (nærmest), dernæst lasker, derpå et rum til 3 rækker underlagsplader og et rum til mellemlæg til vores spormål.

Frokosten blev indtaget i banevognen, hvor gasovnen havde varmet op til passende 13 grader. Mange emner blev vendt og både historier fra banens gamle dage, firmajubilæum og lidt nyt fra vores forskellige arbejdspladser udveksledes. Som alle andre frokostpauser sluttede også denne, og det blev tid til at fortsætte arbejdet.

På dræsinegulvet fik Søren og Børge savet servicelem til til bremsesystemet og rundet gulvets hjørner, så karrossen passer ned over gulvet. Kenneth og Claus N skar kiler, der kan monteres under gulvet og kompensere for en lille skævhed i dræsinens ramme.

Steffen og Claus B fik tildannet et nyt brænderskjold til ukrudtsbrænderen, der blev monteret på vognen. De fik taget mål til ophænget til de ekstra brændere, der skal monteres næste lørdag.

Med de fleste af dagens opgaver afsluttet eller godt i gang, begyndte vi at afmontere tagbøjler og dele på MDR-dræsinens karrosse. Det vil lette reparationsarbejdet og den efterfølgende sandblæsning. En række buler i karrossens underkant blev også rettet ud.  

Kenneth har flere gange serveret hjemmebagte fastelavnsboller, men netop hjemkommet fra skiferie havde han besluttet, at vi i stedet skulle trakteres med boller fra Byens Bager i Hedehusene, der netop er blevet valgt som skaber af Danmarks bedste fastelavnsbolle. Peter H tog sig af afhentning og servering. Temperaturen i banevognen havde efterhånden nærmet sig utålelige 19 plusgrader, og mens vi nød fastelavnsbollerne til god kaffe, måtte huer og halsedisser aftages. Varmen fik os jaget ud i hallens mere tempererede klima, hvor vi sluttede af med en gang oprydning, så vi har en nydelig arbejdsplads at vende tilbage til i næste uge.

'Mangler vi ikke en servicelem til bremsesystemet?' Sørme jo. Børge og Søren fik hurtigt lavet en lem, og de fik også afrundet dræsinens gulvplader, så de passer til karrossens form.

I mål med dagens første opgaver fra listen, kastede Kenneth og Børge sig over at rense dræsinens overdel for udragende dele. 

Vi er heldige at høre til i Hedehusene, hvor Byens Bager netop er blevet kåret som skaber af Danmarks bedste fastelavnsbolle. Og når banens bedste hold skal forkæles, hvad er så mere passende end en bolle fra Byens Bager?

Skyhøj skurvognsstemning!

Og for at det hele ikke skal ligne hårdt slid i baneafdelingen, tog vi os den fornøjelse at starte D 8 for at nyde motorlyd og beundre startevnen i det kolde vejr. Det var dog ikke noget mod den hastighed hvormed motoren på vores nye elværk sprang i gang. Master switch på 'on', drej nøglen og motoren startede. Uden forvarmning, uden dieselstart og ikke engang med et enkelt forgæves startforsøg. Det kan være vi snart skal melde os som bidragsydere til Danmarks totalforsvar med et styk elværk!

'Er I klar?'

'Om vi er klar?' Ja, vi mødes igen på lørdag til arbejde på maskiner og andet grej, der er vitalt for banens vedligehold. Når vejrguderne ikke giver mulighed for rigtigt banearbejde, har vi maskiner, der kræver kærlig pleje, tilpasning og fornyelse.

lørdag den 22. oktober 2022

Nyt fra Bafd. 22-10-2022

Det var et beskedent hold, der mødte til mønstring en fin og næsten vindstille lørdag morgen. Både ferie og togkørslen gør at arbejdet på banen i denne periode er lidt nedprioriteret. Peter og Alexander blev på Hedehusgården og lavede småopgaver, mens Claus N tog dræsinen fra Vandbygningsvæsnet på inspektionsture mellem Hedehusgård og Brandhøj. Mest for at lave lidt aktivitet for passagererne i efterårstogene, men også for at tjekke Hedelands fremskridt med rydning langs banen.

Rydning ved overkørslen syd for Brandhøj Station (km 1,8). Hedelands folk har hjulpet med beskæring og det gør oversigtsforholdene meget bedre.

Efter ferien bliver der travlt i baneafdelingen, hvor vi skal have færdiggjort spor 4 og anlagt et antal opstillingsspor rundt om drejeskiven. Desuden har vi fortsat småopgaver i forbindelse med stationsombygningen på Hedehusgården, ligesom vi kommer til at arbejde omkring museumshallen. Der bliver nok at gøre!

mandag den 12. februar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #08-18 12/02:


Redacteuren iført sikkerhedsudrustning Beduin-style :-)
Det var simpelthen for koldt og mørkt til at køre Superfos-lokomotivet udenfor, men da der stadig er meget rust og maling at afrense, så blev der forsøgt med en dobbelt støvsugerløsning og presenning rundt førerhuset. Så kunne en del af støvet da holdes lokalt. Så kom stålbørsten ellers på arbejde derinde. Jeg fik derfor ikke fulgt så godt med i de øvrige opgaver denne aften. Dog fik Kjeld påbegyndt afrensning og adskillelsen af juletræet, så det kan blive grundig afrenset og flot malet. Lars O. fremstillede og svejsede en dims til gravemaskinen, som jeg dog ikke fik set det færdige resultat af. Erik og Martin blev færdige med pumpedræsinens trædæk, så sammen med Jan gik de på visit i vognhallen for at besigtige opgaven med renovering af melisvognen gm32. Det ville være herligt om det projekt igen kom i gang! Opgaven med at klargøre motorværkstedet blev fortsat og da Bo forleden kom videre med akslerne, så kan det snart være at værkstedet kan komme i brug til at samle E28 igen. Niels og jeg fik da også set på støvsugersituationen og snart bliver det nok rigtig godt. Der kom 11 medlemmer forbi i løbet af aftenen, så vi fik da også sludret og drukket en kop kaffe.


Der er ikke så mange fotos fra aftenen, men så er det heldigt at Kenneth P har sendt dette fine link:

Hej
Til dem der savner noget sne så er der her en lille youtube:
Vil man vide mere om banen og deres projekt er der både deres hjemmeside og deres blok :  http://wwfry.org/   og http://forum.wwfry.org/index.php/board,5.0.html


Mvh. Kenneth p



Motorværkstedet tager form med hylder og skuffer til bolte og møtrikker

Lars O. svejser en dims

Kjeld fjerner pynten fra juletræet med en stålbørste...

Vi beslutter at afmontere alle haner for bedre afrensning.

torsdag den 8. februar 2018

Torsdagsbilledet #148

På dette Torsdagsbillede kan vi se, at trafikken på banen allerede tog til... Det er Dansk Modelbane-union der er på udflugt under anvendelse af "Gør-det-selv"-princippet den 16. juni 1979.

Det er den samme dræsine, der lige nu er under reparation på snedkerværkstedet efter et lidt for hårdt møde med et stillestående lokomotiv for snart mange år siden.






Der skal to til dræsinekørsel og mange muller...

tirsdag den 6. februar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #07-18 05/02:

Dræsinen bliver repareret på fineste vist. De gamle planker er af forskellig tykkelse, så det er ikke helt simpelt.


Opgaven med afrensning af Superfos-lokomotivet fortsætter med uformindsket kraft. Der bliver skrabet gammel maling og rust af og indenunder findes så den oprindelige farve, som nærmest er en sortgrøn. Egentlig en meget flot lokomotivfarve, som vi vil give den igen. Kjeld fik nedtaget juletræet, hvilket må være i sidste øjeblik 😉 Bortset fra en masse vrid med nøglen, så var heller ikke disse møtrikker rustet fast, så med alle disse dele ude, så bliver det lettere at male senere hen, samt istandsætte ”juletræet” med dets mange haner.
På snedkerværkstedet fortsatte Erik og Martin med istandsættelsen af pumpedræsinens trædæk og de fik selskab af Bjarne og Jan, der fremstillede hylder til den forbedrede udgave af motorværkstedet. Per og Niels var imens i gang med at se på pladsen ved drejebænken efter flytning af skabet. Det lignede ikke en udfordring at komme til remme og motor, så det ser fint ud. Niels er desuden ved at få styr på vores støvsugere, så de alle fungerer optimalt igen.
Carsten hjalp vores flinke naboer fra rideskolen med en svejsereparation af deres fodervogn.
9 mand på Gården denne frostkolde aften.

 
Motorværkstedet tager form med skrueskuffer og skab.

Bjarne og Jaan saver hylder, mens Erik og Martin maler endestykket.

Kjeld afmonterer hele juletræet.



Juletræet med sin pynt...

Så er det meste afmonteret, så det bliver lettere at afrense rusten.


mandag den 29. januar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #06-18 29/01:




Tyren på skorstensbåndet overført til plastfolie og derved sikret for eftertiden...
Efter den megen afrensning af kedlen på Superfos-lokomotivet i lørdags, så kom turen til at aftegne påmalingerne af bl.a tyren, som er malet på sider og skorstensbånd. De kan kun reddes i begrænset omfang, da malingen skaller af. Jeg vil derfor sikre, at de kan genskabes, så de er nu gemt på gennemsigtig plastfolie. Så nu kan malingen bare fjernes. Efterfølgende var opgaven afmontering af alle rør langs kedlen, så det gik Kjeld og jeg i gang med denne aften. Det gik forbavsende let, når man tænker på, at lokomotivet har stået urørt i de sidste 40 år, men en enkelt bolt måtte have en gang varme for at blive løsnet. Da aftenen sluttede, så var de mange rør og flere andre dele lagt i en palleramme og sandkassen tømt for bremsesand – der var forbavsende tørt.
Lars O. fremstillede en trækstang til brug for værkstedet, så der ikke er behov for at hente en i baneafdelingen længere, når der skal rangeres med enheder på deplorider. På snedkerværkstedet gik Erik og Martin, sammen med Jan og Carsten, i gang med at renovere pumpedræsinen. Det er et godt starterprojekt for Martin, der er ferm med træarbejde. Det glæder vi os til!
På motorværkstedet blev arbejdet med indretning af området med bl.a. en værktøjsvæg fortsat og sammen med Lars blev der forberedt en flytning af et værktøjsskab, der står i vejen for fræserens arbejdsområde. Lars fik for resten også monteret lynskiftet på gravemaskinen, så den kan komme i indsats igen. På denne vis var der gang i alle lokalerne på Gården denne aften med 11 fremmødte medlemmer.



Lars O. svejser trækket på trækstangen

Værkstedsvæggen i motorværkstedet under montage

Det defekte endetræ på dræsinen fjernes.

De mange rør afmonteres for afrensning og for bedre at kunne male kedelinddækningen. De fleste bolte var til at løsne...

Hul i trækstang bores

Dagens høst af rør, låg og haner samlet i kassen

Afpillet lokomotiv...

mandag den 6. november 2017

Nyt fra maskinafdelingen #42-17  6/11:


Lars O. er "dræsinefører" - beklager i øvrigt linsestøvfnug


Aftenens første ”opgave” blev at hilse på Bruno, der også gerne vil være aktiv ved banen – men nok mest i Trafikafdelingen. Det er der også fint plads til! Bagefter drog vi en større flok ud i vognhallen for at køre dræsinen ned til snedkerværkstedet, hvor trædækket skal gennemgå en hovedreparation. Trods mørket gik transporten fint og vi valgte den korte vej ned af slisken, der passende har 700 mm ”sporvidde” og med et hold bremsere og et reb, foregik det stille og roligt.


Hans fik samlet regulatorstyringen til E28, skåret diverse gevind op og samlet fodkontakten igen.

Bjarne, Jan og Per gik i gang med ombygningen af forvarmerstyringen på M25 og julekæden er også monteret. Kjeld, Lars O. og jeg fortsatte arbejdet med at reparere betongulvet, så det bliver behageligt at køre på med palleløfterne. Der mangler dog en stump mere. Gert kom forbi og frostsikrede vandbehandlingsanlægget, nu der er lovet frost de kommende dage og Niels fortsatte med udforskning af drejebænken og fik slået endnu et gevind. 10 medlemmer sås på Gården denne kolde aften.

Så er dræsinen på plads i snedkerværkstedet og klar til reparation

Niels betragter det nyslåede gevind

Hans samler flere E28-dele

Test af varmestyringen i M25

Kjeld og Lars finpudser det nystøbte gulv

En færdigsamlet regulator og fodpedal til E28