BigRas har sendt mig denne fine historie om vognens efterfølgende skæbne:
Kære Leif.
Jeg nyder at kigge på de overvældende mange gode fotos fra
de skønne gamle dage, som I råder over i IBK.
Ved torsdag billedet #140, ser jeg minsandten at DJK's
lukkede vogn (den grå lukkede vogn i baggrunden på første foto) i Bloustrød kaldet
"Den Spids-Gavlede", holde på jeres spor og i brug. Den historie jeg
har fået fortalt om denne vogn, hørt i både Bloustrød og på Hhg., er som
følgende, at vognen oprindelig var en åben roevogn stammende fra Assens
Sukkerfabriks baner og ved disse baner ombygget til lukket vogn for kørsel med
sukker-prøver. Den var let genkendelig med sin vinduesudskæring i gavlen og sit
spidse tag. Der findes et billede af denne vogn sammen med en af samme slags,
på et billede i "Roer på Skinner" side 243 øverst th.
Vognen blev efter roebanernes nedlæggelse overtaget af DJK
og udlånt til IBK, sammen med 2 melis-vogne - nr.7 (hvid fra Sakskøbing) og
nr.21 (Brun fra Nakskov).
(den hvide melisvogn,
Sakskøbing nr.7 blev fragtet videre fra Hhg. til Bloustrød, søndag den 3. marts
1985) Disse vogne var i drifts- og køreklar stand, da de blev
fragtet videre fra IBK, til Bloustrød gruppen.
Desværre blev vognkasserne stærkt beskadiget ved branden, der
i 1992 ødelagde den sidste tilbageværende tørrelade på Bloustrød Teglværk, som på daværende tidspunkt blev brugt til vognhal.
Nå men tilbage til
"den spids-gavlede". Så vidt jeg har fået oplyst endte vognen - som så meget andet materiel - med at blive
opmagasineret udendørs på Brandhøj, og da tiden kom, hvor Bloustrød-gruppen var
blevet etableret, og vognen skulle hentes til Bloustrød, da led ramme-konstruktionen
af metaltræthed. I hvert fald kollapsede vognkassen, da denne skulle løftes op på
ladet af den lastbil som skulle stå for transporten.
I Bloustrød lå i mange år ved siden af velfærdsbygningen, en
stor presenning, dækkende over nogle gamle vogndele, som jeg fik fortalt
indeholdt delene til "den spids-gavlede". Der fandtes intet foto, så
jeg havde meget svært ved at forestille mig, hvordan sådan en vogn mund havde
set ud. Det var først da "Roer på Skinner" udkom, at jeg af de gamle
ved Bloustrød-gruppen fik vist at her fandtes foto af den hedengangne vogn.
De sørgelige rester af diverse beslag o.lign. opbevares nu
på loftet af "Potten" i Bloustrød.
Det samme gør sig gældende for en anden special-vogn, nemlig
den i "Roer på Skinner" på side 244, midten til venstre, viste
2-akslede vogn. fra denne er hjulaksler med tilhørende lejer og leje-gafler,
bevaret på loftet af "Potten".
Så jeg håber en dag, engang ud i fremtiden, at nogen får
lyst, og tid, og råd, til at gå i kast med at genskabe en af disse - for
roebanerne, såvel som for os entusiaster - så specielle vogne, ud fra fotos og
tilbageblevne originaldele.
Det var så lidt om, hvordan et gammelt foto, kunne sætte
tankerne i sving.
Fortsæt endelig med Torsdagbilleder på jeres Blog. Glæden
ved at vente på næste torsdags billeder, er lidt ligesom glæden ved at skulle åbne
en ny jule-kalenderlåge - bliver altid positivt overrasket for indholdet.
MvH.
Rasmus Brandt Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.