Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 18. juli 2016

Nyt fra maskinafdelingen #24-16 18/07:


M24 var blevet fejlmeldt med problemer på gløderør. Der var set på sagen, men ingen fejl fundet. Der var også meldt om uro i området 8-1100 omdrejninger. Per trillede derfor lokomotivet ud af remisen for at starte motoren udendørs – men starte ville den ikke og vi målte straks et defekt gløderør. M30 kom derfor og hentede M24 og kørte den til værkstedet. Med gløderøret skiftet kunne maskinen starte, men fejl med urolig motorgang blev ikke fundet. Det er vel sket i dag, onsdag hvor holdet mødtes igen. Jeg tog mig af opgaven med afspærring af de bagerste to spor i vognhallen af hensyn til vores gæsters sikkerhed. Børn er begyndt at kravle lidt for meget rundt på materiellet, hvilket det ikke er egnet til. Det blev også til ophængning af lidt udstilling, mens trinbrættet til M30 må vente til næste mandag. Trods sommerferietid var vi 8 mand, der alle havde nok at gøre.

M30 skubber M24 ned til værkstedet

M24 kan nu køre for egen kraft igen, men mangler justeringer.

Motoren til M25 blev forleden transporteret tilbage til remisen. Nu skal den snart på plads i lokomotivet igen.

En del af den nye afspærring af driftsområdet i vognhallen.
Lars reparerer en spigeroptager til Bafd

søndag den 17. juli 2016

Plantog 17. juli 2016 - set fra damplokomotivet:


Så har "Grønlænderen" lige trukket Da7 ud af den lille remise og vi kan begynde at smøre op...





























På en dejlig søndag, ikke for varm, ikke for blæsende, men næsten uden regn, så kom der herligt mange rejsende med vores tog – fint fordelt henover dagen på både motor- og damptog. Jeg havde fornøjelsen at køre som fyrbøderaspirant sammen med Peter H. som lokomotivfører. Han kunne sagtens lære sådan en hvalp som mig nogen godt trix og vi fik sammen fyret godt op under kedlen og brugt en masse dejlig damp på at futte frem og tilbage dagen igennem. Så med Hans som togfører, så var det (som altid) en fornøjelse at køre toget gennem Hedeland. Et par fotos fra førerummet blev det da til undervejs. Se dem herunder >>

En fint fyldt første motortog afgår planmæssigt

Hedeland er også godt til mountain biking. Her har et hold lige passeret toget

Mange folk på Naturlegepladsen denne dag

Klar til afgang fra Fem Ege

Køer på sporet

En tur på broen på sidste tur

Vi passerer Stærkendevej i flot aftenlys

Godt at se at vores gæster har en god tur :-)

Fyret kradset ud og toget retur i remisen. Tak for en fin dag!

torsdag den 14. juli 2016

Torsdagsbilledet #68

På torsdagbilledet #62 kunne vi se M25 køre det sidste plantog i 2003 og her ser vi så første plantog den 15. maj 2004. Her bliver den nye strækning til Fem Ege standsmæssigt indviet af borgmesteren fra Tåstrup Kommune, Anders Bak mens den samlede verdenspresse rapporterer fra begivenheden. På Fem Ege var opsat telt og der blev indtaget masser af røde pølser.
M23 transporterer gæsterne hjem fra indvielsesfestlighederne på Fem Ege station (Fotos: Leif Ulrich Johannsen)

mandag den 11. juli 2016

Nyt fra maskinafdelingen #23-16 11/07:


M30 med færdigsamlet trinbræt



Opgaven med at få bygget trinbrætter på M30 er nu inde i en ny fase. Nu har Carsten og Anders fået fremstillet trin til begge sider og der skal nu gøres klar til endelig montage. Carsten skar derfor trinene til førerhuset ud, idet de ikke længere har en funktion. I stedet bliver de ombygget til åbne værktøjsrum, som baneafdelingen nok skal forstå at få anvendelse for. Anders påtog sig den noget beskidte og besværlige opgave at fjerne graterne fra de fjernede trin på lokomotivet, mens jeg gik i gang med at afrense de enkelte dele af trinbrættet, så de kan få en omgang grunder og maling. De meget lange sparkestykker kræver en lille ombygning af sandblæseren, men så gik det også fint.



Afgratning af trin-rester (højre)
M30 omringet: trin af og afgratning på hver side


Afgratning af trin-rester (venstre)
 
De sandblæste holdere får lige en omgang finish før grunding
Trinbrætter og sandblæsningsopstilling i baggrunden
Det flittige M25-motorteam fik monteret den ny-servicerede brændstofpumpe. Der viste sig ikke større fejl, men styringen er blevet tilpasset, så den går lettere og dermed burde fungere bedre. (Se fakturateksten herunder > )

En prøvekørsel med motoren sidst på aftenen viste at motoren nu kører rimelig jævnt med en formodning om at det bliver endnu bedre, når dynamoen kommer på og stabiliserer med belastningen. Projektet går dermed ind i næste fase, der bliver at få motor og dynamo bragt tilbage i motorrummet på M25 – hvor den retteligen hører til! En fin aften med 8 fremmødte på Gården
Servicebeskrivelse fra fakturaen for rep. af M25 brændstofpumpen
 
 

Pumpen monteres


Motor en startet og larmer en del - men oser næsten ikke

søndag den 10. juli 2016

Nyt fra Bafd 9-7-2016

Den sidste måneds regnvejr har fået græs og buske til at indlede en eksplosiv vækst langs med banen. Torsdag startede Lars og Kenneth med at køre slagleklipper og lørdag fortsatte denne indsats, således at der nu er ryddet på den ene side af sporet. Jørgen og jeg fulgte efter med buskrydder og grensakse. Kenneth har sendt et par billeder fra indsatsen torsdag aften.

Steffen

Slagleklipperen æder sig gennem græsset syd for Rubjerg st.


Der er noget særdeles høj og sejt græs langs med sporet.

Det færdige resultat.

torsdag den 7. juli 2016

Torsdagsbilledet #67

 Det er sjovt at være på træf (2) Niels Peder Pedersen, Ole Bredberg og Peter Hein på bagperronen...
Over 20 IBK-medlemmer deltog i 2003 på et helt fantastisk træf hos WEM Waldeisenbahn Muskau, der ligger nordøst for Dresden. IBK deltog igen med stor fornøjelse på  deres feltbanetræf i 2012.
Fotos: Leif Ulrich Johannsen
Se mere fra banen her:

mandag den 4. juli 2016

Nyt fra maskinafdelingen #22-16 04/07:




Mens jeg gav vugge og bundstøtte fra No3 en omgang sort, så fortsatte Anders og Carsten på det højre trinbræt til M30. Det er endeprofilerne, der arbejdes på. Efter den sorte maleopgave var klaret, så gik turen til vognhallen, hvor arbejdet med endevæggen lige skulle afsluttes ved at montere de øverste plader – og så var det tid til at male hvid – eller lys grå på ydersiden af vindfanget. Her kom Anders heldigvis forbi og gav en hånd med. Undervejs kom hele M25-holdet forbi i vognhallen for at hente stumper til dynamoen. Den kan der arbejdes på mens man venter brændstofpumpen retur fra reparation ude i byen. Det er stator for kullene og bagdækslet, der står for tur i første omgang.

De skal afrenses og efterses, før de kan genmoteres på dynamoen. 8 mand arbejdede på Gården denne aften.

Endeprofil er tilpasset og kan fuldsvejses



Prøvemontage af profilet på M30 trinbræt

Toppladerne færdigmonteret på endevæggen
- og vindfanget i nymalet udgave


stator for kullene til M25´s dynamo på arbejdsbænken




Men vi er heldigvis ikke den eneste klub, der roder med smalspor. Se her en præmierekørsel med Kastrup M8 i Dokkedal. Det er en stolt flok, der betragter deres værk køre ud af remisen ved egen kraft. Det var i øvrigt her af Vildmoselokomotivet no 3 stod opmagasineret i mange år før en privatmand købte det og langt senere endte hos os i Hedeland. Se filmene og historien om renoveringen via Smalspor.dk her >>   og Remisens hjemmeside her:

torsdag den 30. juni 2016

Torsdagsbilledet #66

Sidste omgang fra Lars Kragh:




Sidste stop på IBK´s bustur i 1976 var Hedehusgården hvortil Frichs-lokomotivet A.D.d.S 25 et par måneder tidligere var landet,

i anledning af udflugten var den presenning lokomotivet normalt var pakket ind i, trukket af.

Den ene port til klubbens første lokaler står åben, året efter fik bygningen nyt tag og vinduer og var klar til banens indvielse i maj 1977.



Foto. Lars Kragh





Mvh


Carsten

mandag den 27. juni 2016

Nyt fra maskinafdelingen #21-16 27/06:




Carsten og Anders afmonterede vugge og bundstøtte til kedlen til No3, så det kunne få en fornyet omgang maling efter lidt tilpasning. Derefter gik de videre med trinbræt til højre side på M30, hvor der skulle bores en lang række huller. Jeg fik afrenset og grundet delene fra Vildmosen, så de kan males. Derefter lavede jeg en opstilling udenfor vognhallen og fik skåret toppladerne til den nye væg. De skal danne en pæn afslutning oppe i toppen af væggen.

Bo og Lars fremstillede en smelteprop til kedlen, som er en sikring imod tørkogning af kedlen. Bliver sikringen for varm, fordi den ikke køles af kedelvand, så smelter en tin-legering og sender damp ud i fyrkassen. Brændstofpumpen til M25 er sendt i byen, da den ikke regulerer korrekt. Så M25-holdet brugte i stedet tiden på at finde lidt dele. Der blev nu også tid til en kop kaffe blandt de 10 fremmødte denne aften.

Opmærkning til huller

Bore huller til trinbrættet

Støtte og vugge til No3 kedel - grundet
Arbejdsskitse til smelteprop

Tilpasning af top-plader til endevæggen i vognhallen

Tin smeltes i smelteprop


søndag den 26. juni 2016

Nyt fra Bafd 25-6-2016

Lørdag arbejdede vi med at få kurven ved Brandhøjbanen til at ligge bedre uden knæk i laskerne. Et 3 mands hold fik løsnet og smurt laskerne, hvorefter den ene skinnestreng blev krummet med en hydraulisk skinnebukker. Den modsatte skinnestreng var allerede blevet krummet under svelleudvekslingen sidste efterår. Herefter blev sporet trukket på plads og laskerne spændt.

Resten af dagen gik med beskæring af buskads mv. langs med sporet.
Der er desværre ingen billeder fra dagens arbejde.

Steffen

fredag den 24. juni 2016

Tid til tilmelding til årets Grillaften den 13. august for de aktive i IBK

Med håbet om lige så godt vejr som på denne lille collage med fotos fra vores hyggelige Grillaften i 2004.
Der vandrede vi ud efter kaffepausen og besigtigede området for vores kommende trace til Vinterrasserne. Spændende om der kommer spor dertil inden vores næste Grillaften i 2017?
Samtidig kan vi sende en kærlig tanke til de medlemmer, der ikke længere har mulighed for at deltage i årets grillaften!

Der er udsendt en mail til alle aktive, som I meget gerne må svare tilbage på inden 12. august

med venlig hilsen
Leif

torsdag den 23. juni 2016

Torsdagsbilledet #65

 
Vi er stadig på tur med IBK d. 22. februar 1976, efter besøget på Vanløse Teglværks bane gik turen, med et pitstop for dagens ret på en hyggelig kro, til Skjoldenæsholm hvor SHS var ved at etablere sig.

Derefter blev kursen sat mod Hedehusene hvor H+H Stenindustri kort tid inden havde indstillet driften på Nymølles grusbane. Materiellet og en del af banenettet var som det kan ses intakt.



Foto: Lars Kragh



Mvh



Carsten


søndag den 19. juni 2016

Nyt fra Bafd 18-06-2016

For et par uger siden udskiftede vi træktømmeret i det nordlige sporskifte på Rubjerg. Denne lørdag var det så træktømmeret på det sydlige sporskifte, der stod for tur. Efter et par timers arbejde var det udvekslet uden de helt store problemer, og vi havde derfor god tid til dagens andre gøremål. En del buskads og krat blev fjernet langs med sporet og vi fik skiftet 3 sveller umiddelbart syd for Rubjerg station. På vejen retur til Hedehusgården fik vi læsset et par sveller af ved det nordlige sporskifte på Sølund, hvor vi inden længe også skal udskifte træktømmeret.

Dagens sidste opgaver foregik på Hedehusgården foran og ved museumshallen. En svelleudveksling i endnu et sporskifte blev færdiggjort, Kenneth fik slået græs langs med hallen og endelig fik Leif en hånd med at opsætte vægbeklædning i hallen som et led i museumsudbygningen (se indlægget fra 13-6).

De kommende uger og henover sommer vil der primært blive arbejdet med slaglekørsel og kratrydning langs med sporet. Måske når vi også i gang med sommerens opmalingsprojekt, der omfatter trækbukke til sporskifter, stationsskilte standere og overkørselsanlægget ved Stærkendevej.

Claus har leveret dagens billeder.

Steffen
Der bores huller til spigre i det særdeles hårde Azobetræ

Understopning af træktømmeret


Montage af trækbukken med svelleskruer. De smøres godt ind inden de
skrues ned i de hårde sveller med luftslagnøglen


Kædeaflåsning af trækbukken anbringes


torsdag den 16. juni 2016

Torsdagsbillede #64

I sidste uge hilste vi på T1 på Vanløse Teglværks bane d. 22. februar 1976 (ikke januar som det fejlagtigt var angivet).
På dagens billede, som er taget samme dag og samme sted, ses foreningens første formand Svend Rasmussen i gang med at fælde et træ, det står lige lovlig tæt på sporet.
Træfældning og kørsel var til ære for en IBK foreningsudflugt; en del af deltagerne følger interesseret med i anstrengelserne.
Turen var startet i FC i Roskilde og dampremisen samme sted, efter besøget her gik turen med en bus fra Manzas Turistfart til Vanløse, der til fleres overraskelse ikke lå ved København.
Vanløse teglværk lå (eller ligger da en del af bygningerne stadig eksisterer) mellem Nyrup og Store Merløse og IBK havde i november 1975 købt teglværksbanens spor til optagning samt lokomotiv og tipvogne.
Mere fra udflugten følger de nærmeste torsdage.

Foto: Lars Kragh.

Mvh
 Carsten