Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 9. september 2023

Nyt fra Bafd 09-09-2023

I et utroligt solrigt og varmt eftersommervejr var fem mand mødt til arbejde i baneafdelingen. Planen var at udskifte inderstrengen i kurven lige nord for km 2,0.- Yderskinnen blev skiftet i april og nu var det tid til at gøre arbejdet færdigt.

Nye, forvalsede skinner (fra Krupp, 1936) ligger klar til ilægning. Svellerne skiftede vi i maj 2020 mens coronaen hærgede og forhindrede togtrafikken.

Banetog og M 12 forlod Hedehusgård efter at vi klogeligt havde fyldt vandtanken i banevognen helt op. Noget tydede på en meget varm dag i sporet. På Brandhøj læssede vi forvalsede skinner på deploriderne og rangerede til kurven ved km 2,0. Skinnerne blev læsset af og værktøjet gjort klart til skinneudveksling. De nuværende skinner løsnedes ved at fjerne spigrene på ydersiden og 'vrikke' skinnen ud af underlagspladerne. De nye skinner blev lirket på plads og fikseret ved at sætte de optagne spigr på plads igen. Før frokosten og middagsheden tvang os ind i skyggen nåede vi at fastgøre første skinne - så var der tre tilbage.

Vi henter på forhånd valsede skinner, der passer til kurven, ved sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj.

Skinnerne læsses af med håndkraft. Gravemaskinen efterlod vi på Brandhøj Station.

Banearbejde er holdarbejde! Peter, Claus B, Alexander og Kenneth kæmper med en genstridig skinne.

Selvom varmen var hård ved os, skulle de sidste tre skinner jo på plads. Sådan er det i vores udendørsafdeling, hvor vejret ikke kan stå i vejen for arbejdet. Slet ikke når sommertrafikken i morgen skal afsluttes med to damplokomotiver i drift. Vi afkortede to af skinnelængderne, så vi opretholder parallele skinnestød i sporet. Tre nye laskehuller blev boret med kopbors-metoden. Undervejs måtte vi holde drikkepauser for ikke at dehydrere. Vandtanken var tom ved hjemkomsten til Hedehusgård!

Med skinnerne tilpasset blev de derefter lagt på plads i underlagspladerne, lasket og trykket under de to spigr på indersiden og yderspigret slået på plads igen. Sporet blev herefter gennemmålt og tjekket, inden det fik 'tommel op' af holdet. Vi kastede os derefter over opsamling af de gamle skinner. Alle otte længder blev læsset med håndkraft på deploriderne. Herefter samlede vi værktøjet sammen og rullede til Brandhøj, hvor vi placerede deploriderne foran hallen. Vi satte os i skyggen under birkene og fik en kold cola. Det syntes vi, at vi havde fortjent. Hjemturen til Hedehusgården foregik helt planmæssigt. 

Peter skærer skinne. Claus B er klar med brandslukkeren. Man kan aldrig være for sikker.

Claus N slår spigr i. Foto: KHA.

Claus B og Kenneth borer huller med akkuboremaskine og kopbor.

2 x Claus spænder laskebolte i solen. Foto: KH'A

Efter sådan en varm dag er det godt at komme hjem under bruseren og få skyllet støv og sved af kroppen. Men vær vis på dette: Vi står i sporet igen på lørdag - uanset vejret. Og der er også plads til dig!

torsdag den 7. september 2023

Særtog - Alpeekspressen 7. september 23

Bruno i sit flotte Tyrolerkostume foran dagens lokomotiv, Da7

 

Vores gode medlem Bruno fylder 70 år og det ønskede han fejre med maner. Han havde derfor booket et særtog til torsdag den 7. september med afgang 15.30. Toget blev omdøbt til Alpe-ekspressen AE 260953 og derfor skulle vi alle møde op iført reglementeret Oktoberfest kostume – lederhosen, Heidikjole und so weiter. På banegården spillede fire tyrolermusikanter munter musik, mens de festligt klædte gæster fik lidt øl og snacks. Vejret var med flotteste solskin.

Kort før afgang hoppede musikerne ombord i togets midterste vogn med deres instrumenter, så de kunne underholde gæsterne undervejs. Herefter fulgte de mange gæster – i alt var vi 80 ombord på toget, da det fløjtede afgang. Det var Bruno, der tog tjansen som lokomotivfører på den første del af turen. På Brandhøj overtog Kenneth opgaven med at bringe os alle sikkert til Fem Ege. Ege stod alle ud og så lokomotivet køre til den anden ende af toget. Efter et kort ophold gik turen atter retur til Hedehusgården, hvorfra gæsterne selv måtte transportere sig i lidt kedeligere køretøjer til Fløng forsamlingshus. Her skulle anden del af festen afvikles og togets personale var så heldig at få lov at deltage som tak for indsatsen. Så vi fik eisbein, store Frankfurtere, Apfelstrudel og æren at se Bruno og Karin tage en sving-om til Tyrolervalsen. Tak for en hyggelig dag/aften /Leif



Den nye "ventesal" er meget velegnet til denne type arrangementer med plads til alle

Musikerne gjorde deres bedste for at alle blev underholdt på turen

Flotte Tyrolerhatte var der mange af!

Ophold på Fem Ege og snart klar til afgang

Ikke iført mit normale togførerkostume...

Musik, god mad og fine hatte på rad og række i Fløng forsamlingshus

Bruno og Karin tager den første sving-om og så er gulvet klar til dans!


mandag den 4. september 2023

Nyt fra maskinafdelingen #33-23 4/9:

Arrangør fra MG-klubben, Torben har lige læsset drikkevarer af og kører sin flotte MG til P-pladsen

 Selvom det er første mandag i efterårskvartalet, så skinnede solen som på en sommerdag og kaffen blev indtaget på Løgnebænken. Efterfølgende gik Carsten og Andrew i krig med kabeltrækning og Jan S., der måske også gerne vil melde sig blandt de aktive, fik straks et kabel at håndtere. Niels måtte knokle lidt alene med at pudse væggen på publikumsområdet op, men senere stødte Kjeld til. John fortsatte med at renovere den nye grill. Jeg tog opgaven som rundviser for +20 deltagere fra MG-klubben. Efter aftale dukkede de op, så vi kunne udveksle erfaringer om vores fælles interesse for at sætte gamle køretøjer i stand. Så jeg holdt foredrag om vores forening og fik mange gode spørgsmål fra forsamlingen. En par stykker havde prøvet en tur med os, men mange flere vil nu gerne en tur med toget. Vi fik også hygget med en kop kaffe og set alle værksteder, samt sludret med de 7 aktive, der var fremmødt denne aften. Især Brian tog en for holdet der. Jeg fik ikke selv taget mange fotos, men måske kommer der lidt opdateringer senere af de fine MG-køretøjer /Leif


Aktive: Husk tilmelding til Stegt Flæsk på søndag efter sidste køredag!


Muren til publikumspladsen får en flot oppudsning

Rundvisningen er nået til museumshallen

Og her er vi på visit i værkstedet

- imens fortsættes arbejdet udendørs. Det bliver tidlig mørkt

Som tak for rundvisningen fik vi to flasker særlig vin :-)


lørdag den 2. september 2023

Nyt fra Bafd 02-09-2023

Lørdag morgen var smuk: blå himmel, solskin og en behagelig varme efter en lidt kølig uge. Vejret og udsigten til arbejde på banen havde lokket et fint hold på Hedehusgården: Peter, Alexander, Lars, Steffen og Claus N. Hans arbejdede med græstrimning på Hedehusgård.

Alex fik slået græs på Fem Ege Station, mens resten af holdet havde travlt i stationens nordlige sporskifte.

Holdet tog afsted med M 30 og banevognen med Fem Ege som destination. Udover græsklipning på perron og arealerne omkring stationen, udførte vi mindre opgaver omkring det nordlige sporskifte på stationen. Et par steder var der brug for lidt justering med skinnebukkeren, og vi fik også set nærmere på tungetilslutningen. Vi afsluttede arbejdet på sporskiftet med lidt opsmøring og besluttede at spise tidlig frokost, inden vi satte gang i en større beskæring af buskads langs østsiden af spor 1.

Lars og Steffen arbejder med skinnebukkeren i det nordlige sporskifte på Fem Ege Station.

Værktøj og slåmaskine er læsset på banevognen og baneafdelingen er klar til at afgå med næste stop Plantagen Trb. Underskoven langs spor 1 er kraftigt beskåret.

Ophold på Plantagen Trb, hvor græsset slås på perron og adgangsvej.

Ved Plantagen var der godt fyldt op med biler på marken syd for sporet. Der var stort arrangement på Islandshestecenteret og marken var i brug som gæsteparkering. 

Efter afslutning af arbejdet ved Plantagen stod græs og buskads ved Rubjerg for tur. Mens Peter og Steffen sørgede for græsklipning beskar Lars, Claus og Alexander træer i stationens sydlige indkørsel.

På vej mod Hedehusgård gjorde vi holdt ved Brandhøj, hvor vi hentede et sæt deplorider. De var nødvendige for sidste punkt på dagens program. Den sporramme, der siden vores store ombygning af perron og spor 1 og 2 på Hedehusgard st, har ligget på skrænten blev bjerget og læsset på deploriderne. Rammen blev herefter lagt pænt til rette i forlængelse af spor 4. Rammen bliver byggebedding og produktionssted for de tre sporskifter, vi skal bygge til brug på den nye station ved Vinterrasserne på den kommende baneforlængelse.

Med et sæt deplorider er M 30 klar til afgang mod Hedehusgård. Perronerne på Brandhøj blev slået for 14 dage siden, så de trængte ikke til slåning i denne omgang.

Læsning af sporramme på Hedehusgård Station.

Andrew signalerer til Lars i gravemaskinen, at han skal sænke sporrammen. Andrew stødte til arbejdsholdet efter ankomst til Hedehusgård. Altid godt med forstærkning!

Efter placering af sporrammen i forlængelse af spor 4, pakkede vi sammen og kørte de to arbejdstog på plads i hallen. En dag med en god variation af opgaver kunne snart afsluttes. En god blanding af vedligehold af vores eksisterende bane, og de første skridt til næste etape af udbygningen af HVB.

mandag den 28. august 2023

Nyt fra maskinafdelingen #32-23 28/8:

Vogn 9 og M24 på vej til værkstedet. I baggrunden arbejdes med støbeformen til publikumspladsen.

 

Vi startede aftenen med en hyggelig kop kaffe og en snak med Andrew, der er en ny, mulig aktiv. Så vi fik som altid lige vendt verdenssituationen og planlagt aftenens opgaver. Så gik vi ellers i gang: For at gøre plads over graven, så trak M24 No3 ud i vognhallen og nr. 9 kørt med retur til et check af undervognen, som gik fint uden anmærkninger og bagefter blev M24 selv kørt over graven, så den kan få efterset undervognen på onsdag. Imens fik Kjeld skåret det sidste til på den næste dørkplade og Carsten fik påsvejset vinklerne. Bagefter blev den lagt i sporet, skruet fast og arbejdet med den næste plade påbegyndt. Jan er ved at udskære plads til de nye tagstolper i sidepladerne til C410 og den første stolpe er monteret på vognen. Imens fortsatte Niels og Dølle arbejdet ved den nye publikumsplads og fik nu god hjælp af Andrew. Carsten og Alexander leverede en tipvogn med støbemix, så der kunne blive støbt en ny kant rundt pladsen. Arbejdet forsatte efter mørket havde sænket sig. Det bliver hurtigere mørkt allerede… Jeg forberedte materialer til Frivillighedsdagen, der afholdes på Hovedgaden i Hedehusene nu på lørdag den 2. september og fik da også lige malet et par bogiedele 2. gang sort. Benjamin fik opdateret videoplayer i Superfos og Lars fik skiftet kølevand på gravemaskinen. Vi var 12 mand på Gården denne aften.  /Leif

Udmåling og udskæring af hul til stolpeprofil til C410



No3 må ud i vognhallen, så der er plads til vogn- og lokomotiveftersyn

Et læs støbemix leveres pr. tipvogn i dagens sidste lys

Et effektivt blandehold arbejder ved blandemaskinen

Tilpasning af dørkpladen, så der er plads til vinkelstykket

- vinkel påsvejses. Ude i baggrunden skiftes kølervæske på gravemaskinen. Første stolpe og sideplade er monteret på rammen til C410.

Færdigt arbejde med pladen!


søndag den 27. august 2023

Plantog 27. august 23

Mens de sidste passagerer på dagens første motortog går ombord, så kører Da7 ud og henter sine vogne.

Dagens oprangering var ikke helt som vanligt. M25 kom foran dagens tog og C 210 blev indrangeret i stedet for togførervognen. En togfører-kupe blev oprettet i C3, så der var plads til det fornødne udstyr. Første motortog afgik med jævnt fin belægning, mens første damptog blev fuldstændig fyldt op. Det betød at der allerede var fyldt godt op på perronen, da motortoget ankom til Hedehusgården.

Vi fik dog plads til alle – takket være den ekstra passagervogn og turen gik atter ud i det solbeskinnede Hedeland. En del skulle af ved Brandhøjbanen, der kørte denne dag – andre stod af på Flintebjerg for at gå på troldejagt, mens de fleste tog på Naturlegepladsen. Dagen igennem kørte der mange fyldte tog, men et par med ledige pladser – og det var heldigt, for undervejs blev togene godt fyldt både ud og hjem. Der var en herlig stemning ombord i det fine vejr – men så kom der pludselig mørke skyer i horisonten og på de sidste tog regnede det lystigt. Det ødelagde dog ikke humøret – i hvert fald gik mange ind i vognhallen for at få lidt tørvejr og se den genåbnede udstilling. Heldigvis holdt regnen en pause, solen kom lidt frem og folk kunne komme hjemad. En fin dag på banen /Leif


En perron fyldt med forventningsfulde passagerer står klar til at hoppe ombord

På Stenager skal de første rejsende af for at køre en tur med Brandhøjbanen

Endnu en krydsning med to fyldte tog




Da7 ankommer til Brandhøj

Det har regnet let siden Rubjerg, men tager til sidst på turen

Dagens sidste damptog ankommer og M25 står klar til at køre vognene i remise 



mandag den 21. august 2023

Nyt fra maskinafdelingen #31-23 21/8:

Eftersyn af M24. I bagrunden gøres klar til næste dørkplade og afrenseren køres ud til rengøring af grill.

 Det første projektgennemgangsmøde efter sommerferien blev hurtigt overstået og folk gik i gang med opgaver flere steder. I snedkerværkstedet blev der grundet tagspær til den vogn C411, der nu er under ombygning. Tagstolperne er fundet frem og ligger klar. De blev fremstillet samtidig med dem til C523. Vejret var dog mere til udendørs arbejde, så endnu en dørkplade, som Kjeld havde klargjort kunne påsvejses vinkelbeslag og placeres mellem skinnerne. Samtidig blev den nyanskaffede, store grill grundigt afrenset med varmtvandsafrenseren, så den er klar til næste grill-aften. Benjamin og jeg fik trukket (midlertidig) 220v til Superfos-lokomotivet, så det igen kan indgå aktivt i udstillingen. Så på søndag kan ungerne igen ”køre” lokomotiv! Jeg fik også malet det sidste sorte på bogien. Gert og Alexander fortsatte serviceeftersyn af M24 og fik desuden påfyldt bremsesand. Jeg talte 13 mand på Gården denne dejlige sommeraften. /Leif


Så kom der igen strækningsfilm i vinduet og "ild i fyret"på Superfos-lokomotivet



Grunde tagspær til C411

Påsvejsning af vinkler på dørkplade. 70-16 anvendes som svejsebord

Den tunge plade klar til at lægges på plads i sporet

- og fasgøres med et par solide bolte

Udbyttet af dagens arbejde evalueres :-)
Forleden blev lejekasserne monteret, så nu kan maleren komme i gang med grunder og sort