Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten skinneudveksling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skinneudveksling. Vis alle opslag

søndag den 21. april 2024

Nyt fra Bafd. 20-04-2024

Baneafdelingens vejrkonsulent havde atter leveret flot vejr til sporarbejdet ved km 4,0. Et hold på 9 kørte med 2 tog til arbejdsstedet og passerede undervejs Rasmus' stadigt voksende brændestabler på Brandhøj. Arbejdsholdet var forstærket med erfarne jyske kræfter, idet Uffe fra Hjerl Hede var en tur på Sjælland. Brændekomfuret var medbragt og derfor kunne alle beskæftigede nyde varm mad i banegrøften til frokost. 

Efter frokost kom spormålene frem og samlingen af de første rammer begyndte.

Ved ankomsten til arbejdsstedet gik alle mand hurtigt og erfarent i gang med de påkrævede opgaver. Peter, Steen, Lars og Børge løsnede spigr, Claus B fjernede sveller med gravemaskinen, Claus N og Alexander skovlede svellehuller rene og lagde nye sveller på plads, mens Steffen og Uffe laskede skinner sammen. Arbejdet skred godt fremad og Claus N kunne ved 11-tiden tænde op i brændekomfuret og lave mad. Arbejdsstedet blev højlydt passeret af to 2-sædede F-16 fly. De ses sjældent over Sjælland. Frokosten blev tilrettelagt så man selv kunne vælge om man ville sidde rigtigt til bords eller i græsset.

M 30 med gravemaskinen er ankommet til arbejdsstedet.

I den anden ende af arbejdsområdet er optagning af spigr allerede i fuld gang.

En ny, valset skinne løftes op på de nye sveller.

Den varme mad indtages i strålende sol, godt selskab og en enkelt god historie. Foto: Steen Larsen.

Med fyldte maver tog vi fat på arbejdet igen. Et nyt hydraulisk værktøj til optagning af spigr blev afprøvet. Værktøjet er resultatet af mange dygtige menneskers indsats og det er da også blevet det hidtil bedste værktøj vi endnu har fremstillet. Ved hjælp af hydraulik og muskelkraft nåede frem til overkørslen midt i kurven med sporoptagning og koncentrerede os derefter omkring samling af sporet. Kompressoren blev startet og snart blandede lyden af tryklufthammeren sig med skræppende gæs og flyvemaskiner på vej mod Roskilde Lufthavn. 

Under arbejdet med optagning af gamle sveller fjerner Claus B også lige en græstørv eller to.

Alexander placerer nye, forborede sveller i ballasten.

Steen og Lars arbejder med den hydrauliske spigroptrækker. Endnu er den kun med håndpumpe, men det er planen at forsyne den med tilslutning til maskinel pumpe.

Vejret fortsatte med at være med os, og inden vi kørte hjemad, nåede vi at samle 48 lbm spor foruden at klargøre til fortsat samling af sporet et godt stykke frem mod overkørslen omkring km 3.9. 

Næste lørdag fortsætter vi arbejdet, så vi kan sikre at banen kan blive klar til kørselssæsonen.

SL/CN

lørdag den 13. april 2024

Nyt fra Bafd. 13-04-2024

Foråret var kommet til Hedeland. Lærken sang, solen skinnede og det meste af dagen kunne vi arbejde uden overtøj. Mens Steffen hjalp Carsten med at udmåle den næsten færdige forskalling til værkstedsudvidelsen, blev to arbejdstog oprangeret og de øvrige 6 mand kørte til km 4,0. På dagens program stod opstart på svelle- og skinneudvekslingen i kurven km 3,7-4,0.

Det var en dag, hvor brækstængerne blev belastet. Her er det Claus B og Søren, der tager fat. Kenneth og Børge er på vej med friske kræfter.

Mens Søren og Kenneth sad af med gravemaskinen, tog Claus B, Børge, Peter og Claus N fat på at løsne laskebolte i stødene startende i sydenden af kurven ved km 4,0. Det gik hurtigt, og da Kenneth og Søren havde fået gravemaskinen ned fra vognen, stødte de til holdet, der også blev suppleret med Steffen, da han var færdig på Hedehusgård.

Fra nordenden af kurven indledte vi derefter optagning af spirg. De gamle skinner blev løftet væk og de nye, valsede skinnelængder løftedes på plads. Vi lagde ca. 1,5 ramme på plads, klargjort til endelig samling inden vi spiste frokost i solen.

Første laske i kurven løsnes. Claus B, Børge og Peter i aktion.

Begge arbejdstog i nordenden af kurven. Mirabelle-træerne i fuldt flor leverede skøn duft til arbejdet.

Under frokosten kom en AW-101 forbi.

Efter frokosten fik vi fjernet endnu nogle gamle sveller og lagt en ny skinne på plads. En del af holdet havde familieforpligtelser og tog tidligt hjem. Resten af arbejdsholdet koncentrerede sig om at løsne spirg og vi nåede op på ca. 7,5 ramme i alt. Vi fik også fjernet end del græstørv i ballasten.

Peter i gravemaskinen gør klar til at løfte en af de gamle skinner væk.

Svellerne løftes ud og placeres i stakke ved siden af sporet. Herfra kan vi let får fat i dem igen, når de skal transporteres til deponi. De nye sveller ses nærmest.

Brækjernene havde en hård dag! Her er Claus B og Peter ved at se, hvem der kan bøje alu-stængerne mest.

M 30 med gravemaskinen på vej hjem. Der er mere vand i Hedeland end vi har set i mange år. Mange steder står der vand mellem græsstråene, når man ser godt efter. Heldigvis holder HVB sig oven vande!

På vej hjem med de to arbejdstog, gjorde vi holdt på Brandhøj Station, hvor Rasmus havde gang i flisning af grene og kvas. Han fik ryddet godt op i bunkerne. På Hedehusgården var der lavet søjler til sporet over eftersynsgraven og arbejdet med at forberede fundamentsstøbningen var skredet godt fremad. Efter sådan en dag er det dejligt at sige 'på gensyn' til veteranbanen og drage hjem til bad og aftensmad.

På lørdag foregår arbejdet igen i kurven ved km 4,0.

søndag den 17. september 2023

Nyt fra Bafd 16-09-2023

Flot sensommervejr mødte baneafdelingens hold denne lørdag. Opgaverne rummede så forskellige ting som arbejde på stationsskilte, slaglekørsel og skinnevalsning. Vi arbejdede i op til 3 hold gennem dagen og besætningen bestod af Steen, Kenneth, Alexander, Steffen, Lars, Børge og Claus B og N. 

Skinnevalsning foran opbevaringshallen. Med gravemaskine til de tunge løft går arbejdet lettere.

Mens Steen tog afsted i Land Rover afgik de to andre hold i M 30 og M 12 med banetoget. M 30 rangerede slagleklipperen ud af opbevaringshallen på Brandhøj og kørte mod Fem Ege. Hovedparten af mandskabsstyrken blev på Brandhøj og med M 12 og banetoget hensat i spor 1, blev det M 45, der håndterede rangeringen ved hallen. En del materiel skulle flyttes, så der blev skabt plads til valsning af 24 kg/m skinner. 

Skinnerne skal anvendes i kurven ved km 4,0 hvor vi skal udskifte sveller i den kommende tid. Når vi nu alligevel skal udføre sporarbejde på stedet, har vi valgt at udveksle kurveskinnerne med nye, forvalsede med radius, der passer på stedet. Efterårets og vinterens øvrige opgaver i baneafdelingen byder bl.a. på udjævning af rampen mellem km 0,2 og 0,5, perronforlængelse og et utal af mindre vedligeholdelsesopgaver. På hjemmekontorerne skal vi desuden udarbejde projektmateriale til baneforlængelsen til Vinterrasserne.

Mens vi riggede vores indlånte valsemaskine på 600 mm til og fik valset den første skinne, kom slagleholdet tilbage. En hydraulikfejl, der ikke umiddelbart lod sig løse, gjorde arbejdet umuligt at gennemføre. Heller ikke mere indgående fejlsøgning på Brandhøj fik has på problemet. Holdet på valsemaskinen var også lidt ved siden af målet. Første skinne blev valset til 55 m kurveradius - og det var lige omkring dobbelt så meget som bestilt. Skinnen blev vendt og rettet ud, så den matchede målene fra banechefen.

M 30 rangerer slagleklipperen ud på strækningen fra sporviften på Brandhøj Station.

Seriøse læsere af bloggen syntes det var længe siden, vi havde vist et valsemærke. Her er et fra den lidt hårdt valsede skinne til 55 m radius. Flot Krupp-logo, der træder tydeligt frem i solskinnet.

Slagle-holdet tilbage på Brandhøj. Der fejlsøges, men en nærmere diagnose kunne desværre ikke stilles. 

Efter frokost blev alt arbejde sat ind på valsning. Steen drog dog videre ud i Hedeland for at fortsætte arbejdet med stationsskilte og opsætning af køreplaner for efterårstogene. Alle andre tog sig af valsningen, der efterhånden kom i god gænge på ren samlebåndsmaner. Så godt gik arbejdet, at vi blev lidt for mange til opgaven. Derfor nåede vi også at rydde lidt bevoksning langs den sydlige udkørsel fra Brandhøj.  

Med 10 skinner færdigvalsede tog et lille hold M 30 og kørte skinnerne til aflæsning ved km 4,0. I mens fik de tilbageværende hentet yderligere 5 skinner frem og valset dem. Oprydning og på plads-rangering var næsten klaret, da aflæsningsholdet returnerede. 

Alle skinner blev kontrolmålt og kørekant markeret. Så kunne valsningen foretages korrekt.

Kaffepause med hjemmebagt æblekage. En lille pause gør godt, inden arbejdet fortsættes.

M 30 foran et sæt deplorider med 10 valsede skinner under udkørsel mod syd.

Med fuld styrke tilbage på Brandhøj blev den sidste oprydning hurtigt ordnet, deplorider låst fast og vi afgik mod Hedehusgård. Rutineret kom vi på plads i museumshallens afsnit for arbejdskøretøjer og sagde farvel og på gensyn. På næste lørdag er en del af baneafdelingen på inspirationstur til Sverige, men der er altid noget at gøre på banen, så mon ikke der bliver arbejdet selvom bemandingen kan være reduceret?

Arbejdsdagens sidste foto viser M 30 på vej i hus på Hedehusgård i solens sensommer-orange lys.


lørdag den 9. september 2023

Nyt fra Bafd 09-09-2023

I et utroligt solrigt og varmt eftersommervejr var fem mand mødt til arbejde i baneafdelingen. Planen var at udskifte inderstrengen i kurven lige nord for km 2,0.- Yderskinnen blev skiftet i april og nu var det tid til at gøre arbejdet færdigt.

Nye, forvalsede skinner (fra Krupp, 1936) ligger klar til ilægning. Svellerne skiftede vi i maj 2020 mens coronaen hærgede og forhindrede togtrafikken.

Banetog og M 12 forlod Hedehusgård efter at vi klogeligt havde fyldt vandtanken i banevognen helt op. Noget tydede på en meget varm dag i sporet. På Brandhøj læssede vi forvalsede skinner på deploriderne og rangerede til kurven ved km 2,0. Skinnerne blev læsset af og værktøjet gjort klart til skinneudveksling. De nuværende skinner løsnedes ved at fjerne spigrene på ydersiden og 'vrikke' skinnen ud af underlagspladerne. De nye skinner blev lirket på plads og fikseret ved at sætte de optagne spigr på plads igen. Før frokosten og middagsheden tvang os ind i skyggen nåede vi at fastgøre første skinne - så var der tre tilbage.

Vi henter på forhånd valsede skinner, der passer til kurven, ved sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj.

Skinnerne læsses af med håndkraft. Gravemaskinen efterlod vi på Brandhøj Station.

Banearbejde er holdarbejde! Peter, Claus B, Alexander og Kenneth kæmper med en genstridig skinne.

Selvom varmen var hård ved os, skulle de sidste tre skinner jo på plads. Sådan er det i vores udendørsafdeling, hvor vejret ikke kan stå i vejen for arbejdet. Slet ikke når sommertrafikken i morgen skal afsluttes med to damplokomotiver i drift. Vi afkortede to af skinnelængderne, så vi opretholder parallele skinnestød i sporet. Tre nye laskehuller blev boret med kopbors-metoden. Undervejs måtte vi holde drikkepauser for ikke at dehydrere. Vandtanken var tom ved hjemkomsten til Hedehusgård!

Med skinnerne tilpasset blev de derefter lagt på plads i underlagspladerne, lasket og trykket under de to spigr på indersiden og yderspigret slået på plads igen. Sporet blev herefter gennemmålt og tjekket, inden det fik 'tommel op' af holdet. Vi kastede os derefter over opsamling af de gamle skinner. Alle otte længder blev læsset med håndkraft på deploriderne. Herefter samlede vi værktøjet sammen og rullede til Brandhøj, hvor vi placerede deploriderne foran hallen. Vi satte os i skyggen under birkene og fik en kold cola. Det syntes vi, at vi havde fortjent. Hjemturen til Hedehusgården foregik helt planmæssigt. 

Peter skærer skinne. Claus B er klar med brandslukkeren. Man kan aldrig være for sikker.

Claus N slår spigr i. Foto: KHA.

Claus B og Kenneth borer huller med akkuboremaskine og kopbor.

2 x Claus spænder laskebolte i solen. Foto: KH'A

Efter sådan en varm dag er det godt at komme hjem under bruseren og få skyllet støv og sved af kroppen. Men vær vis på dette: Vi står i sporet igen på lørdag - uanset vejret. Og der er også plads til dig!

lørdag den 22. april 2023

Nyt fra Bafd. 22-04-2023

Himlen var blå, solen skinnede og temperaturerne var relativt høje denne lørdag morgen. Baneafdelingen - nogle med beskyttende solcreme - rangerede banetoget op foran museumshallen. Mens Steen sørgede for opsmøring af sporviftens skifter, kørte Steffen, Søren og Peter Hein, Claus B og N, Lars og Rasmus til Brandhøj for afhenting af kompressorvognen. Dagens program stod på sporarbejde mellem Brandhøj og km 2,0.

Udskiftning af yderskinnen i kurven ved km 2,0. 

Efter afhenting af kompressorvognen deltes vi os i to hold. Ved overkørslen syd for Brandhøj afsattes gravemaskinen, Claus N, Lars og Peter for udskiftning af tre dårlige sveller tæt på overkørslens sydlige ende, mens resten af holdet fortsatte til kurven ved 2,0 for udskiftning af yderskinnen med valsede skinner med korrekt radius. Skinnerne valsede vi en snevejrsdag i julen 2021, så det var også på tiden de kom på plads!

Sidste lørdag var fire skinner, valset i den rette kurve, udlagt ved km 2,0. Ved at fjerne lasker og yderste spigr over fire skinnelængder, kunne de gamle skinner vrides til siden og de nye skinner ilægges. Arbejdet skred hurtigt fremad og inden frokost var skinneudvekslingen afsluttet inklusiv sideretning med brækstænger. Vi udlægger senere lidt ekstra ballast og slutjusterer sporet, men allerede nu ses en tydelig forbedring af kurvens forløb.

Ved overskæringen tog gravearbejdet gennem hårde gruslag længere tid end forventet. Heldigvis sluttede Steen sig til holdet, og alle sveller var udtaget af sporet ved frokosttid.

Banetoget er klar til afgang. I forgrunden den kommende fladvogn til baneafdelingen.


Udgravning af gamle sveller i overkørslen. Efter nogle ugers fravær grundet en brækket finger kan Claus N igen håndtere en skovl. Peter sørger for kompetent betjening af gravemaskinen. Foto: Lars Lützow.

Frokosten bestod af grillede pølser og Rasmus' hjemmelavede kartoffelsalat, som vi nød i det skønneste vejr. Der var lidt rigeligt mad, så et par af de mange spadserende, der gik forbi fik en uventet pølse og en sodavand. Vi tog os tid til at tale med mange af de passerende, der flinkt heppede på os og spurgte hvornår togene begynder at køre. Flere fik brochurer med hjem. Udover gående passerede også en smuk flyvende gæst arbejdsstedet. En af havørnene fra Roskilde Fjord tog en vending over Hedeland - til flere mågers højlydte utilfredshed. 

Med skinneudvekslingen afsluttet, tog den del af holdet fat på at hente tomme tipvogne på Hedehusgård og fylde dem med grus. Tipvognstoget blev fremført med vores Jenbach-lokomotiv M 45, der er fast stationeret i opbevaringshallen på Brandhøj. Gruset skal bruges ved bygningsdagen på lørdag i forbindelse med etablering af ændret adgangsvej til museumshallen. Ved overkørslen blev nye sveller ilagt og monteret, ligesom sporet blev reballasteret og understoppet.

Nye træsveller på vej i sporet.

Havørn og sur måge passerer over arbejdsstedet. En ekstra oplevelse for banearbejdere i Hedeland. 

Som altid er der lige en småopgave vi kan løse, nu vi er i området. Boltene på advarselsskiltene ved overkørslen efterpændes af Steffen og Steen.


Med arbejdet på sporet afsluttet, rangerede M 45 kompressorvognen på plads i opbevaringshallen, mens banetoget lidt senere afgik mod Hedehusgård. På Hedehusgård ventede dagens sidste opgaver, som bl.a. indeholdt tømning af en trailer fyldt med donerede dørkplademoduler, som kan anvendes til afdækning langs/mellem spor ved fx værksteder.
M 45 rangerer kompressorvogn på plads. Her er toget på vej ind i sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj Station.

På Hedehusgård var den årlige vognvaskedag afsluttet og de fleste deltagere taget hjem, da vi støvede og trætte var færdige med at rangere på plads. En god dag ude i den friske luft og med et godt resultat for banen sluttede for et par stykker med en fyraftensøl.