Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 31. oktober 2019

Fin artikel i Tuneposten om vores hobby

Sidste torsdag blev denne fine artikel bragt i Tuneposten.

Se mere fra Tuneposten her: https://tuneposten.tune.dk/

tirsdag den 29. oktober 2019

Nyt fra maskinafdelingen #37-19 28/10:


Hov - var der ikke en motor her lige før? Nå, så kan der lige så godt fjernes gammel olie...
Bo og Peter hentede et af vores Sydafrikanske hjul på Brandhøj, så vi kan få afklaret hvordan vi kan få afdrejet en større serie hjul til nye bogier. Det kunne godt blive noget CNC ude i byen, så vi i stedet kan bruge tid på specialistopgaverne… En af dem er at adskille driv- og kobbelstænger på Vildmosen. En utæt pakning ved cylinderen skal udskiftes og samtidig kan der evt. udskiftes andre sliddele der. Peter gik i gang med en del i fræseren, men jeg fik ikke spurgt hvad dimsen hedder, så det må vente.

Carsten, Kjeld og Steen har nu fået motoren hevet ud af M30 og fremstillet et motorstativ – der denne aften lige skulle forbedres lidt. Steen fik desuden fjernet en masse gammel olie fra underdelen – nu der er god plads. Bagefter blev der ryddet op i motorværkstedet, så Perkinsmotoren kan komme derned for en ordentlig omgang!

Der blev også arbejdet på styringen til el-værket og det afstedkom et antal prøvestarter – og stop. Starten gik fint, men stoppet drillede. Det blev vist løst til sidst… På C523 foretog Erik de sidste, afsluttende opgaver med afrunding af de forreste sædelister. Det blev flot! Jeg fik malet stolperne med hvis, så det sidste der mangler, er skiltene med HVB og vognnummer, samt en godkendelse. Det arbejder Hans på! Vi var 12 mand på Gården denne aften – og flere af os glæder os til i morgen, hvor der er Onsdagshytte. Mere om det en anden gang 😊

Hæ -hæ. Vi har taget den ud og gemt herovre...
Afmontering af drivstangen fra stemplet

Der skal holdes styr på delene


Hjørnestolperne indvendig får træmaling, resten metalmaling

Sædelisterne afrundes pænt ved døren


Montage iflg. teknisk dokument

- og afprøvning i røg og os!

C523 - Snart helt klar!

mandag den 28. oktober 2019

Efterår i Hedeland d. 28-10-2019


Mange blade er efterhånden faldet af træerne i Hedeland og de resterende blade har antaget flotte farver. Peter og Bo var i dag på Brandhøj for at afhente et af vores hjul fra Sydafrika. Turen foregik i M24, der tog sig godt ud i eftermiddagslyset på Brandhøj st.

Foto: Peter L. Hansen

søndag den 27. oktober 2019

Nyt fra Bafd. 26-10-2019

Det sidste efterårstog kørte søndag i sidste uge og der er 1½ måned inden juletrafikken begynder. Banechefen har lagt en plan for hvordan vi på den tid kan udveksle ca. 240 sveller samt justere sporet, så det er klar til trafik. I dag var opgaven at skifte sveller ved km 3,7 og forberede sveller til udskiftningen ved Flintebjerg Trb.
Arbejdet er i fuld gang ved km 3,7. Med på holdet havde vi denne dag en journalist, der gerne ville opleve banearbejdet på HVB.
Arbejdsdagen startede som sædvanligt med kaffe i Damp'a. Dagens program blev kort gennemgået for en besøgende journalist fra en lokalavis, og et nyt aktivt medlem skulle også introduceres til de forskellige opgaver på bane og værksteder. Banetoget blev oprangeret med M 24 som trækkraft, da vores sædvanlige trækkraft M 12 og M 30 er på værksted. Vi gjorde holdt på Brandhøj for at hente energivogn og M 40 og fortsatte derefter til arbejdsstedet.

M 24 rangerer banetoget gennem sporviften foran vognhalsbanegården.


Vi kom fint fra start med svelleudskiftningen, og med en god bemanding på 6 mand havde vi alle tid til, i små pauser, at give journalisten svar på hendes spørgsmål. Kenneth havde planer for eftermiddagen og måtte sige farvel ved frokosttid, hvor også journalisten takkede af.

Kort efter frokosten kunne vi sætte hak ved udskiftning af 39 sveller. Benjamin og Claus kørte til Brandhøj efter nye sveller, Lars og Peter skiftede det tilbageværende gamle, slidte bånd på gravemaskinen og Steffen ryddede op. Arbejdsholdene mødtes igen på Flintebjerg og tog fat på at forbore de sveller, der skal ilægges næste lørdag. Vi fik i en fart klargjort og udlagt de mere end 90 sveller kun afbrudt af en kaffepause i banevognen. Efter oprydning kunne vi køre tilbage til Brandhøj, sætte de tilbageværende sveller og M 40 på plads og køre til Hedehusgård. Vejret havde artet sig nogenlunde. Trods vind og mange skyer begyndte det først at regne sidst på dagen.

Vi arbejder alle lørdage til og med 23. november med svelleudskiftning eller sporjustering mellem Flintebjerg og km 3,7. Kom og vær med eller læg vejen forbi og se, hvordan sporarbejde på en smalsporet veteranbane kan gribes an.

Arbejdsstedet ved km 3,7. M 40 foran energivognen i forggrunden. Steffen med lufthammer, Benjamin lægger underlagsplader og spirg på plads, mens Lars og Peter trækker gamle sveller ud. 

Efter at have sat energivognen på plads i opbevaringshallen, hentede vi et læs sveller. Her er vi på vej over en vindblæst Sletten med M 40 i laveste gear.

Banetoget lige syd for Flintebjerg Trb, der ses i venstre billedkant. Der gøres klar til boring af huller i de nye sveller.

Steffen og Claus borer huller. Skibakken ses i baggrunden. Aktive medlemmer i Roskilde Skiklub arbejdede i løbet af dagen med klargøring af bakken. Mon der kommer sne på bakken i denne sæson? Foto: Benjamin Sayoc.

mandag den 21. oktober 2019

Nyt fra maskinafdelingen #36-19 21/10:


Mødet er slut, men der skal jo lige tales videre om el-værkets ombygning



Denne aften foregik mest i pænt tøj. Det var nemlig tid til det indkaldte møde i maskinafdelingen, hvor dagsordenen var en status siden sidste møde og en planlægning af aktiviteterne på værkstederne indtil næste GF i marts 2020. Nogen var dog kommet tidligere og havde tyvstartet lidt på arbejdet – jeg fik blandt andet vist en ny aktiv rundt på værkstederne og nedtaget U42-bannere efter en yderst vellykket kørsel i efterårsferien. Næste gang der kommer bannere op er det for julekørslen. Det var jo også et emne på mødet, idet vi gerne skal være klar med al materiel til trafikken. En gennemgang af større, afsluttede opgaver er jo BurWain-motor fra D10, Ellerten E28 og ombygningen af C523.

Gert kiggede videre på vandbehandlingsanlægget og Lars O. på ombygning af skovlen.

Til mødet var vi 15 deltagere, der fik talt om arbejdet i afdelingen og der udsendes referat til dem senere. /Leif
BurWain motoren fra D10 er klarmeldt

E28 og C523 er også (næsten) klarmeldte. Bla. mangler litrering.


Lars arbejder videre på ombygning af skovlen

Jan og Bjarne lægger planer

lørdag den 19. oktober 2019

Løvfaldstog – Bliv-Aktiv-dag og Nyt fra Mafd 19-10-19:


Køen foran billetsalget er lang og toget ved at være fyldt allerede 10 minutter før afgang!

Herligt er det at flere og flere har fundet vej til vores lille bane, når efterårsferien skal bruges sammen med børn og børnebørn. Dagens vejrudsigt stod på tørt og lidt solskin og sådan blev det!

Køen foran billetsalget voksede og pladserne på første tog var hurtig fyldt. Så hurtigt besluttede vi at tage affære og det sørgede de fremmødte gutter fra baneafdelingen for. Til passagerernes undren, så kørte lokomotivet afsted uden sine fyldte vogne – men returnerede kort efter med en ekstra vogn, så de sidste ventende på perronen også fik et sæde på toget – 105 ialt. Så trods dette, afgik vi til tiden og kunne køre ud i det smukke, farverige Hedeland. På sletten hyggede køerne sig og tyrene holdt sig fra sporet denne dag. Det var tydeligt at det er efterårsferietid og det så ud til at børnene ombord enten havde mor og far eller bedstemor og -far med på tur – udover alle de familier, der havde fået samlet hele flokken… Mange valgte at tage et stop på Fem Ege og aflægge Naturlegepladsen et besøg, mens andre blot nød en togtur i solen. På Gården blev der imens arbejdet flittigt på M30, der skal have det store motoreftersyn. Motorhuset blev afmonteret og motoren grundig vasket med højtryksspuleren. Flere, fyldte tog blev kørt og det blev en fin dag. Da sidste tog kom hjem, så havde en lille, interesseret flok samlet sig for at høre mere om vores Bliv-Aktiv-dag og alle dem, der havde lyst fik en grundig rundvisning på vores værksteder. Så nu må vi se, om der skulle være en eller to som vender tilbage med arbejdstøjet på… En herlig dag på banen – i morgen kører efterårets sidste tog og så må man vente helt til jul til næste afgang!


- afsted kører lokomotiv og togførervogn - mon de har glemt toget?

- nejda, de har blot hentet flere pladser til de sidste...

og ud i de smukke efterårsfarver det går :-)


Nogen går til Naturlegepladsen, andre bliver ombord

man skal dog lige se på, når lokomotivet vender 

Næste afgang er også godt fyldt og solen skinner!




Aktivitet foran værkstedet og M25 skal lige have lidt diesel på


M30 får en grundig motorvask af Kjeld

Solen skinner, farverne er flotte og Ole smiler. Dagens sidste og fyldte afgang fra Fem Ege



En gruppe hører formanden berette om foreningens arbejde til vores Bliv-Aktiv dag

- og får en rundvisning på værkstederne

Inden da er "låget" blev løftet af M30 (foto: Steen)

Låget letter (foto:Steen)

Nyt fra alle uge 42

Uge 42 har været præget af efterårskørslen. Men der er også udført opgaver på både værksted og bane. Mandag aften blev der monteret tavle med udtag for 230 og 400 V på el-værket. På C 523 blev toplisterne på sæderne tilpasset og monteret. 

Mandagens indsats i værkstedet resulterede også i et drejet rør til forlængelse af rabatskovlen til brug for oprensning af grøfter og etablering af afvanding langs banen. 

Toplisterne er monteret med skruer fra undersiden og der er dermed ingen synlige skruer i toplisten. Et flot arbejde.
I løbet af ugen blev der også foranstaltet afhentning af skrot. Det giver en smule indtægt og er med til at holde Hedehusgården i pæn stand.
Tæt på fuldt udlæg på kranen! En professionel skrotchauffør tømmer en af vores skrotvogne.

Lørdag var der aktivitet i både maskin- og baneafdelingen, ligesom trafikafdelingen var travlt optaget med togkørsel. Mens Kjeld, Carsten og Steen arbejdede med M 12 og M 40 ved remisen tog Lars og Claus første tog til Brandhøj for at hente en glideplade til et af de britiske skifter foran museumshallen. Imens slog John græs omkring museumshallen.
Et af efterårstogene passer vognhalsbanegården, mens der arbejdes på et af skifterne, hvor en knækket glideplade skal udskiftes. Vejret var godt og togene fint besatte.

Lars borer den knækkede bolt ud af den britiske glideplade til et af skifterne foran museumshallen.

John fik slået græs på arealerne omkring museumshallen. Det  må da være sidste gang i år?

M 30s motorhus er afmonteret. Perkins-motoren skal udtages for at få en større overhaling.

Kjeld højtryksrenser M 12, der var stærkt trængende til en grundig rengøring. M 12 er på værksted for en reparation af koblingen.

torsdag den 17. oktober 2019

Løvfaldstog og "bison" på sporet 17. oktober




En forholdsvis lun regnfuld efterårsdag, hvilket dog ikke afholdt en række glade gæster fra at køre med Hedelands Veteranbane.

På vejen hjem med sidste tog fik vi alle endnu en hel speciel oplevelse med vore ”Bisoner” på prærien.

Hele flokken havde hele dagen kredset om vores gennemgående spor, men på den sidste tur hjem oplevede vi igen noget særligt.

I flokken er der to tyrekalve, en lidt større end den anden, der skiller sig ud. Og denne gang var det den mindste. Den havde ganske enkelt lagt sig til at sove eller tygge drøv på sporet, og havde ingen intentioner om at flytte sig. Vi gjorde ophold så de mange gæster på sidste tog kunne få en fotooptagelse med hjem.

Jeg kørte langsomt frem, til omkring 2 meter fra kalven, da den endelig besindede sig til at rejse sig. Herefter besluttede den sig til at vandre lige foran toget i et meget adstadigt tempo over en strækning på mere end 50-60 meter.

Den vendte sig om regelmæssigt, som den ville sige ”er du der endnu” som det fremgår af billedet.

Vi var trods alt lidt større end den, og den besluttede sig derfor at vige for os med en attitude som klart sagde ”hvad rager I mig – jeg skrider”.

Ikke to togture i Hedeland er ens, og natursceneriet skifter konstant. I dag var parken klædt i de smukkeste regnvåde efterårsfarver.

Skynd Jer at komme med. Det kan nås endnu. Vi kører også lørdag og søndag i uge 42.

Bruno

tirsdag den 15. oktober 2019

Åbent Hus for nye frivillige

Drømmer du om at køre damplokomotiv?
Kunne du tænke dig at føre et damplokomotiv gennem smuk natur? Eller har du lyst til at arbejde med gamle lokomotiver på et veludstyret værksted? Det er en oplevelse der ikke er langt borte, for på Hedelands Veteranbane er der travlt og der er ledige stillinger som lokomotivfører, banebørste, togfører eller værkstedspersonale.

Det går godt for os på Hedelands Veteranbane og der er masser af opgaver, der skal løses i de kommende år. Bl.a. skal vi forlænge banen, restaurere flere lokomotiver, bygge vogne til vores mange passagerer og køre tog. Der er opgaver for alle, og har du ikke før haft med jernbaner eller teknik at gøre, er det ingen hindring. Gå-på-mod og interesse er nok - alder og køn er underordnet!

Kom til Åbent hus
Vi holder åbent hus for alle interesserede lørdag 19. oktober kl. 15.00 på Hedehusgård Station i Hedehusene, Brandhøjgårdsvej 2. Her kan du høre mere om mulighederne for at deltage i arbejdet med at drive Hedelands Veteranbane. Vi mødes foran billetsalget, hvor vi starter med en kop varm efterårskaffe. Derefter åbner vi dørene til værkstederne, viser maskiner og lokomotiver frem, mens vi svarer på spørgsmål om hvad mulighederne er som frivillig på HVB.
I HVB løser vi opgaverne i fællesskab. Regelmæssigt laver vi også en omgang mad i brændekomfuret. Så spiser vi sammen på banestrækningen. 

Vi har mange projekter på HVB og der er altid brug for en ekstra hånd. 

HVB modtager foreningspris
HVB vandt i september førstepladsen ved uddelingen af Høje-Taastrup Kommunes foreningspris. Ved uddelingen lagde borgmester Michael Ziegler vægt på, at HVB’s aktiviteter ikke kun kommer medlemmerne til gode, men også er til glæde for kommunens borgere samt at ”HVB er med til at sætte Høje-Taastrup Kommune på landkortet” og sluttede af med at sige, at ”selvom HVB er en sæsonbetonet forening, er der aktivitet året rundt for både medlemmer og gæster på en af kommunens skønneste lokationer.” Alt det kan du blive en del af.

mandag den 7. oktober 2019

Nyt fra maskinafdelingen #35-19 07/10:


I alle dele af værkstedet summer der af aktivitet - herlig stemning


Det blev en af de dage hvor værkstedet lignede en rigtig fabrik! I alle hjørner var der hektisk aktivitet – også i midten: Her stod C523 omringet af 4-5 mand; Martin og Erik fik de øverste bænklister tilpasset og monteret og Kjeld & Carstenfik boret og undersænket huller til montage af hjørnestolperne – jeg fik dem grundet og således nærmer projektet sig sin afslutning 😊 Grunderen kom også i brug på de dele som Jan har fået afrenset siden sidste mandag og han fortsatte med afrensning af Mollerup smøreapparatet, så det også kunne få en omgang. Ved samme bord stod Lars O. og adskilte en skovl for Lars, så den kan komme i rette vinkel. Den nuværende egner sig ikke til grøftegravning… Rundt el-værket blev der også arbejdet på installation og montage af overvågningsrelæer og Hans fik fikset et par defekte maskiner. Ude ved vandbehandlingsanlægget var Gert og Bjarne i gang med udskiftning til en renoveret filterpumpe, så det er klar til julekørslen.

Sidst på aftenen fik vi rangeret Da7 ud og No 3 ind på værkstedet og jeg fik malet lidt sort på M4. Mon det hele er med? Jeg talte 13 ihærdige mand på værkstedet denne aften…
Huller og undersænkning til montage af hjørnestolper



Beslaget til skovlen afmonteret og tilpasning i gang

Mollerup smøreapparatet er nu grundet 
- sammen med meget andet til Superfos lokomotivet
Den renoverede filterpumpe monteret

Stemningsfuld aftenrangering