Kunne du tænke dig at føre et damplokomotiv gennem smuk natur? Eller har du lyst til at arbejde med gamle lokomotiver på et veludstyret værksted? Det er en oplevelse der ikke er langt borte, for på Hedelands Veteranbane er der travlt og der er ledige stillinger som lokomotivfører, banebørste, togfører eller værkstedspersonale.
Det går godt for os på Hedelands Veteranbane og der er masser af opgaver, der skal løses i de kommende år. Bl.a. skal vi forlænge banen, restaurere flere lokomotiver, bygge vogne til vores mange passagerer og køre tog. Der er opgaver for alle, og har du ikke før haft med jernbaner eller teknik at gøre, er det ingen hindring. Gå-på-mod og interesse er nok - alder og køn er underordnet!
Kom til Åbent hus
Vi holder åbent hus for alle interesserede lørdag 19. oktober kl. 15.00 på Hedehusgård Station i Hedehusene, Brandhøjgårdsvej 2. Her kan du høre mere om mulighederne for at deltage i arbejdet med at drive Hedelands Veteranbane. Vi mødes foran billetsalget, hvor vi starter med en kop varm efterårskaffe. Derefter åbner vi dørene til værkstederne, viser maskiner og lokomotiver frem, mens vi svarer på spørgsmål om hvad mulighederne er som frivillig på HVB.
I HVB løser vi opgaverne i fællesskab. Regelmæssigt laver vi også en omgang mad i brændekomfuret. Så spiser vi sammen på banestrækningen. |
Vi har mange projekter på HVB og der er altid brug for en ekstra hånd. |
HVB modtager foreningspris
HVB vandt i september førstepladsen ved uddelingen af Høje-Taastrup Kommunes foreningspris. Ved uddelingen lagde borgmester Michael Ziegler vægt på, at HVB’s aktiviteter ikke kun kommer medlemmerne til gode, men også er til glæde for kommunens borgere samt at ”HVB er med til at sætte Høje-Taastrup Kommune på landkortet” og sluttede af med at sige, at ”selvom HVB er en sæsonbetonet forening, er der aktivitet året rundt for både medlemmer og gæster på en af kommunens skønneste lokationer.” Alt det kan du blive en del af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.