Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 13. november 2023

Nyt fra maskinafdelingen #42-23 13/11:

M25 får monteret "anti-køleplader".

I lørdags fik C411s ramme en fuld omgang med grunderen og derfor kunne den få første lag sort denne aften. Jeg fik god hjælp af Johnny, så da aftenen sluttede, stod den flot i blank sort. Brian fik afrenset T-boltene i sandblæseren.  Der blev også holdt statusmøde i Damp á og det meste går efter planen (+-) M25 har været på prøvetur, men der skal lige arbejdes lidt på kølerrørene, så det fortsatte John og Jan Futtesak med, mens Bjarne og Jan O. fik monteret plader foran køleren, så der ikke køles for meget, nu den kolde tid starter… Lars O. fortsatte med at svejse en fodstøtte/ pladeholder til gravemaskinen. Kjeld og Klavs er gået i gang med at bore huller i spærene. De skal anvendes til del to af trykluftssystemet. Emil og Karina, der lige har meldt sig ind og forventer at blive aktive, kom forbi og hentede deres velkomstbrev. Det bliver hyggeligt også at lære dem at kende. Vi var 12 på værkstederne, men jeg fik ikke noteret yderligere om opgaverne. Som altid en hyggelig aften /Leif 

Der bores huller til trykluftrør oppe i højden.
.
Sort arbejde på rammen - og stolper op og ned...

Travlhed ved svejsbord. Fodbeslag og køler-rør

Sort C 411-ramme

Bore huller i beslag


søndag den 12. november 2023

Nyt fra Bafd 11-11-2023

 Kenneth, Claus B og Børge kørte banetoget frem, mens Søren og jeg klædte om og gjorde klar til afgang mod Brandhøj st. Skinnerne er glatte i perioden med løvfald, og derfor havde vi både m12 og m30 med som trækkraft. På Brandhøj delte vi os i to hold. Det ene hold lagde omkring 220 sveller ud ved kurven ved km 3,7, mens det andet hold borede de sidste sveller.

Ved frokosttid mødtes vi atter på Brandhøj, spiste frokost, og derefter udvekslede vi sveller i det ene sporskifte foran vognhallen. Vi fik afsluttet arbejdet inkl. understopning og lidt forbedringer af sporskiftet. Solen gik tidligt ned, så vi var tilbage på Hedehusgård inden kl. 17.

Steffen


Kenneth og Børge ved M30 km 3,9. Svellerne er læsset af og vi er klar til at køre retur.

Spigrene løsnes af Søren, mens Kenneth løsner laskerne. 

Kort tid efter havde vi løftet den ene ende af sporskiftet og på den måde kunne vi trække
svellerne ud og lægge de nye i.

Solen er ved at gå ned og og arbejdet er afsluttet.






mandag den 6. november 2023

Nyt fra maskinafdelingen #41-23 06/11:

Jan Futtesak og jeg startede aftenen med opsætning af julebannerne og PR-plakater, så vi er klar til juletrafikken i december!

Kjeld fik afrettet svejsningerne på C411 og jeg tog over med afrensning af rammen, der blev grundig rengjort i lørdags med højtryksspuleren. Lars O. fortsatte med samling af fjedre til næste bogieprojekt.

John og Jan Futtesak arbejdede med samlingen og lodning af det nyt rør til kølersystemet for M25. Jan afmonterede startmotoren i M24, der ikke vil trække koblingstandhjulet ud. Den skal derfor til ekstern reparation. Carsten og Kjeld arbejdede videre på gravemaskinen med beslag til tagbøjlen. Ude i mørke og regnvejr arbejdede Niels, Alexander og Johnny med at lægge slotsgrus ud på publikumspladsen. Seje gutter! Vi fik også rodet med meget andet – det kommer der sikkert noget om en anden dag… Jeg noterede 12 mand på Gården denne aften /Leif 

C411 får afrettet svejsningerne
Afrensning af rust og svejsesteder
Svejsning af fjederkurve

Kølevandsrøret til M25 med den nydrejede rørstump bagved

Lodning af rørstump

Lodning af rørstump

der lægges slotsgrus på publikumspladsen




Nyt fra Bafd. 04-11-2023

Med DVF-møde i Gedser, flytning mv. var det en mindre skare, der mødte op på Hedehusgården til banearbejde. Holdet bestod af Lars, Claus B og Børge, der straks satte i værk med planlægning af dagen, afstemt efter ressourcerne. Vi valgte at køre ud til km 4,0 og udlægge det resterende dusin valsede skinner på de dele af kurven, der endnu manglede skinner til sporudvekslingen.  Alle skinner er nu lagt ud hvor disse skal skiftes.

De sidste valsede kurveskinner til sporudvekslingen i kurven ved km 4,0 er på vej ud af spor 40 på Brandhøj Station. Foto: LLZ.

Straks ved returneringen til Brandhøj rangerede vi rundt med tomme deplorider og fandt et sæt med nye sveller bagved opbevaringshallen. Med minigraveren stående imellem deploriderne med nye sveller, 'arbejdsstationen' på det tomme sæt deplorider, hvor vi forborede svellerne, fik vi hurtigt gang i arbejdet. Da vi stoppede ca. 4 timer senere, var 186 (ud af de 227, for 715 mm sporvidde) boret og stakket, primært i bunder a 4 stk, hvorved disse hurtigt kan grabbes af og udlægges korrekt med maskine.

Aflæsning foregår lettest ved håndkraft. Foto: LLZ.

Boring af huller til spigr i en ladning nye sveller. Hullerne bores til sporvidde 715 mm passende til den foreskrevne udvidelse i sporvidden i kurven.

Efter hjemkomst på Hedehusgård Station rangerede vi på plads og kunne dermed afslutte en fin og produktiv dag på banen. I øvrigt for Claus' vedkommende allerede den anden dag i ugen med banearbejde. Tidligere på ugen var Claus B samt Søren og og Peter Hein nemlig på hverdagsarbejde for at finde dele til den kran, der planlægges opsat foran hallen på Brandhøj. Ved samme lejlighed fik de ryddet lidt op som forberedelse til skrotafhentning.

Kranben løftes med gravemaskine fra den gamle oplagsplads, der dermed blev endnu en smule mere ryddelig.

LLZ/CN

mandag den 30. oktober 2023

Nyt fra maskinafdelingen #40-23 30/10:

Aftenstemning fra overkørslen syd for Sletten - fra min eftermiddagstur...

 Bogierne er nu færdigsamlede og fik derfor en omgang reparationssort til at dække de småskrammer der uundgåeligt opstår i den forbindelse. Nu der var sort på penslen, så fik kølergitteret også en omgang tiltrængt sort efter de ridser, der var opstået ved udtagningen af trykbeholderne i sommers. Lars O. fortsatte med samling af fjedre til næste bogieprojekt. John og Jan fremstillede en holder i alu til en lysføler til trappelyset, samt drejede et nyt rør til kølersystemet for M25. Carsten og Kjeld servicerede en gravemaskine med smøring mm. Ude ved kiosken var Niels og Johnny flittige med lægning af et lag SF-sten til erstatning af forskellige størrelse fliser. Andrew fik færdiggjort endnu en installation og som altid var der fuld aktivitet blandt de 12 fremmødte /Leif


De færdige bogier klar til maling

Opmærkning af fjedre i sæt

En snak om kølevandssystemet på M25

afdrejning af rør til reparationen



søndag den 29. oktober 2023

4 x 40 års jubilæum i Industribaneklubben 28/10-23:

 De 4 flotte fyre har fyret den af i fyrre fantastiske år!



På en – næsten – helt almindelig arbejdslørdag i klubben (læs andetsteds), var der ugen forinden meddelt at der ville være pølser fra grillen til alle dem, der ville være med til at Claus N., Steffen, Søren og Gert kunne fejre deres første 40 år som aktive medlemmer i IBK. Det var der over 30 folk, som gerne ville. Dampstammen blev kørt ud og grillen tændt op. Kort efter var der lækre pølser over gløderne og de blev hurtig langet ud til den sultne flok. Der blev snakket meget rundt omkring og gode historier fra de mange år blev hørt. Steffen holdt en fin tale om ”Børne-banden” og deres første, skelsættende år. Efterfølgende blev der serveret meget lækker ”gør-det selv”-æblekage med æbler fra Gerts have. Snakken gik videre og så var det tid til at de fik overrakt en vognfuld med velfortjente gaver. De fire har – sammen med mange andre aktive – lagt uendeligt mange timer i arbejdet med at opbygge Hedelands Veteranbane og drive Industribaneklubben frem til det høje niveau, som vi har i dag. Det er ren magi og knofedt!

På foreningens vegne siger jeg tak for indsatsen! /Leif

Grillen er tændt og to af dagens jubilarer kan nyde en kold øl før gæsterne ankommer

Den første flok står udenfor og venter pænt, imens de nyder den nye, flotte publikumsplads

Der er stor interesse for fremdriften på grillristen

Så er pølserne klar til fortæring og der langes til fadene


En hel vognfuld gave venter på at blive uddelt...

- først skal der dog fortæres en meget lækker byg-selv æblekage

Der bliver snakket i de små grupper

Sekretæren (det er mig) holder en lille tale og overrækker et par velfortjente gavekurve med tilhørende buket, som nok vil blive delt med de meget tålmodige fruer derhjemme.


Nyt fra Bafd. 28-10-2023

Det var en lidt anderledes arbejdsdag i baneafdelingen. Fire aktive fejrede 4 gange 40 års jubilæum som frivillige på HVB og det løb med lidt af arbejdstiden. Dels fordi tre af dem normalt er i baneafdelingen og fordi alle aktive var inviteret til varme pølser, kolde øller og hjemmelavet æblekage. Læg dertil taler og gaver og masser af samtaler mellem aktive, som ikke ser hinanden så tit, og det var sært at vi overhovedet nåede noget! Men godt var det!

M 30 ankommer til Hedehusgård med ukrudtsbrænderen på en solid tømmerkonstruktion monteret på deplorider. På Hhg fik vi monteret et skørt omkring brænderen, således at varmen ikke blæses væk.

Efter jubilæumsarrangementet kørte Lars, Kenneth, Børge og Claus B afsted med ukrudtsbrænderen for at afprøve den med det testmonterede skørt af svejsegardin. Turen skulle give mulighed for at vurdere om enheden fungerer og om der er basis for benytte den til ukrudtsbekæmpelse fremover.

Mens et hold var på Truelshøj for at hente en motor, blev der ryddet op efter jubilæumsfejringen. De få overskydende varer og servicet blev kørt fra museumshallen med tog. Det passede nøjagtigt med at den nye motor kunne transporteres i modsat retning med samme tog. 

Foran museumshallen fik Søren, Steffen og Claus udført eftersyn af banevognen. Vognen blev løftet, bogier efterset og opsmurt, flangemål noteret og med alt konstateret ok blev vognen rangeret på plads igen. Rundtom på Hedehusgård, ved perron og i værksteder var der mange andre aktiviteter. Trods festligheder blev der altså udrettet en del.

Steffen, der var en af de fire jubilarer, spiser æblekage og taler med Peter L, der havde lagt vejen forbi fra Sverige.

Stor gruppe omkring E 28 og 'den blå vogn'. Motoren på pallen var netop ved håndkraft trukket fra traileren over på vognen.


Banevognen er løftet og bremsebogien efterses af Søren og Steffen i selskab med Kenneth P.

Vi slutter af med et foto af de fire jubilarer foran Superfos-lokomotivet i museumshallen. Næste lørdag er helt normal i baneafdelingen. Vi forventer at udføre forberedende arbejder til sporfornyelsen ved km 3,7.

De fire jubilarer. Fra venstre Gert, Claus, Søren og Steffen. Foto: Charlotte Kjøller Willems.


mandag den 23. oktober 2023

Nyt fra maskinafdelingen #39-23 23/10:

De to kølevandsrør fra M25 gennemgås og der findes på en ny løsning for reparationen

 Aftenen startede med projektgennemgang og der er fremdrift på de fleste opgaver. Det går fremad med D13 og på C411 er alle tagstolper nu påsvejst og der kan arbejdes videre med renovering af siderne, så de kan komme på igen. Rammen skal nu spules, afrenses og males. Der blev også fortsat på samling af bogierne, men så manglede vi en håndfuld skiver i rette dimension… Til gengæld blev der samlet nye fjederkurve til den næste serie bogier. Der blev også arbejdet videre med kølerørene til M25. De anvendte rørstykker var ikke egnede til svejsning, så en anden løsning er i gang. Jan fremstillede en flot transportkasse til koblinger og kæder, der skal ligge på E28, så batteridækslet ikke bliver ridset. Niels - med flere fortsatte arbejdet på publikumspladsen, som bliver flottere og flottere. Der blev også arbejdet med gravemaskiner og andet udstyr, men atter en gang fik jeg ikke noteret det hele, for Jan Futtesak og jeg nedtog alle bannere og plakater efter en vellykket efterårskørsel. Jeg talte 12 mand på Gården denne aften. /Leif

Fjedrene er nu monteret på bogien

Kasse til E28 under produktion


Det går fremad med reparationen af D13

Fjedre og fjederkurve under produktion


søndag den 22. oktober 2023

Nyt fra Bafd 21-10-2023

Med fredagsvejr, der lød på storm fra øst og omfattende stormflod ved sydøstvendte kyster, mødte et hold fra baneafdelingen tidligt lørdag for at gennemkøre strækningen inden første efterårstogs afgang. Heldigvis var ingen træer væltet og banen blev konstateret farbar til Fem Ege Station. 

M 12 løber om på Fem Ege efter at vi har konstateret, at banen er fuldt farbar. Hedeland slap godt igennem stormen.

Banetoget returnerede hurtigt til Hedehusgård og var i hus inden første persontogs afgang. Dagens opgaver udførte vi derefter på Hedehusgård, hvor vi kunne arbejde uforstyrret af toggangen. Øverst på listen stod udskiftning af gasstøddæmperne til førerhustippet på gravemaskinen og etablering af sporstopper i det forlængede spor i museumshallen.

Dagens første (og meget let belagte) persontog kører ud i Hedeland. Det blev heldigvis bedre i løbet af dagen.

Claus N og Lars begyndte adskillelse af gravemaskinen for at udskifte de gasstøddæmperne, der hjælper med at tippe maskinens førerhus. Et par tegninger fra maskinmanualen gav en ide om hvilke komponenter, som skulle fjernes for at komme til armene. Alexander sluttede sig til, og efterhånden var al indmad i førerhuset pillet ud - desværre unødigt fordi dæmperne kunne udtages nedefra. Den slags sker, når en manual er uklar. Lars og Claus B fik maskinen samlet sidst på aftenen og vi skifter gasstøddæmperne i højre side senere - nedefra!

Mens der blev bøvlet med gravemaskinen, skar Steffen og Claus B dele til sporstopperen i det forlængede spor, hvor vindfanget tidligere stod. Sporstopperen har været savnet ved indkørsel i museumshallen, men er nu på svejset sammen, sat på plads og grundet. Også sporstopperen i det andet persontogsspor blev afrenset og grundet. En lille maleropgave til en flittig aktiv på mandagsholdet?

Lars og Alexander fjerner dele fra førerhuset. En meget tiltrængt støvsugning fjernede et par kilo grus og småsten fra gulv og krinkelkroge.

Claus B gør plads i vægbeklædningen til den nye sporstopper. Til højre afrenser Steffen den anden sporstopper. I midten Bagnall-lokomotivet fra Valby Gasværk.

Lars og Claus B bygger ny inddækning omkring sporstopperen. Også her fik vi støvsuget, så der ikke gemmer sig savsmuld i vægkonstruktionen. Til højre ses Deutz-lokomotivet fra Valby Gasværks 600 mm bane.

Sporstopperen svejses fast til sporet. En smal sag for Claus B med hans svejseevner.

Dagen sluttede med rundvisning af et par fremmødte til åbent hus for potentielle aktive. Måske kommende aktive på banen? 

Så kom halvdelen af gasstøddæmperne, der hjælper med tip af gravemaskinens førerhus på plads. Mon ikke vi når at få de to sidste på plads på lørdag? Nu ved vi, hvordan man gør! Foto: Lars Lützow.