Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 15. december 2019

Årets sidste juletog 15/12-19:


Sidst på dagen tittede solen frem!


Status efter årets sidste juletog: Lidt sne blev det det – 5 fnug… Men rigeligt med regn. Heldigvis så er vores gæster som altid med på den værste og anvender bare påklædning, der passer til vejret. Så trods regn og slud, kørte juletoget ud – til spejderne, som forsynede de kolde gæster med varme drikke og et flot juletræ. Sidst på dagen tittede solen endda frem og så blev det alligevel jul!

Så humøret var højt hele dagen og de fleste af os er vist blevet tørre og varme igen 😊

Vores hofreporter Lisbeth fra SN var også med toget og fik set hvordan der køres til vognene


Sol over Rubjerg

Møde med motortoget på Brandhøj

Over sletten med fuld damp

Det er altid spændende at følge med, når der køres rundt

Årets sidste afgang med juletog fra Rubjerg

Med dagen fulgte våde tæpper - der nu hænger til tørre 
til de måske skal bruges igen til de første sommertog

Nyt fra Bafd 14-12-2019

Juletogene kørte også denne weekend, og derfor valgte vi i Bafd at fortsætte oprydningen på Brandhøj. Dagens projekt bestod i gennemgravning af en større bunke spiger, lasker og underlagsplader, der er beliggende bag ved vognhallen. Denne bunke indeholder store mængder grus, så der skal skovles en del for at få adskilt de enkelte stumper. I løbet af dagen kom Benjamin, Lars og jeg gennem størsteparten af den del af bunken, hvori der også var opblandet grus, og vi fik vel sammenlagt sorteret ca. 2 m3 grus fra materialerne. En palle underlagsplader og en palle lasker blev også resultatet af indsatsen.

Der skovles og rives, alt i mens bunken af sorteret grus vokser i højre side af
billedet. De fundne spordele blev læsset op i tipvognene, og efterfølgende
omlastet til paller i vognhallen.


Næste weekend kører der ikke juletog på banen, så vi regner med at fortsætte med svelleudskiftningsprojektet.

Steffen

mandag den 9. december 2019

Nyt fra maskinafdelingen #43-19 9/12:


Med kæder på begge hjulsæt trækkes hjul og gangtøj i position for adskillelse


Carsten starter for tiden aftenen med lige at få afrettet et par emner til brug for lejekasser. Lige nu afventes reservestumper til M30 motor, så Kjeld, Carsten og Steen kastede sig over adskillelse af gangtøjet på Superfos-lokomotivet, så det bliver muligt at komme til at afrense og male grundigt. Det foregik ved brug af træktaljer til at bevæge hjul og gangtøj til rette positioner. Dertil en del knofedt. Næste opgave bliver afmontering af krydshovedet. Jeg monterede imens løsdele og fik bagefter malet de afrensede og grundede pladedele med første omgang grøn. Hans gav en hånd med og foretog ellers en registrering af muligt forbedringspotentiale for vores værkstedvægge, som han tilbyder at gå i gang med. Peter arbejdede videre med hanerne til No3s udblæsningsventiler, der bliver afdrejet, så de bedre kan holde tæt. Lars O skulle blot montere de rødmalede tænder på skovlen og så var den klar til afhentning. Så fik et hold den kørt ud til vognhallen og Lars fik den sat klar til montage og så skal den snart afprøves. Lars O. gik derefter straks i gang med en ny portion fjederkurve til de nye bogier. I snedkerværkstedet fik Erik og Martin færdigsamlet bænk no2. Gert fik serviceret vandbehandlingsanlægget, så det er klar til juletoget på lørdag. Vi var 14 mand på Gården denne aften, så der skete sikkert endnu mere – det gør der altid 😊



På mandag den 16/12 er det dog tid til julehygge med glögg, æbleskiver og film fra klubbens gamle dage. Der er udsendt en mail til de aktive, som gerne må melde tilbage. /Leif

Færdig skovl - klar til afhentning af Bafd

Her køres skovlen afsted...

Peter ordner udblæsningsventiler på No3


Flere dele gangtøj klar til grundig afrensning

Der saves ud til nye fjederkurve

Aftenens grønne malerarbejde

Gangtøj afmonteret - kun krydshovedet sidder tilbage. Det kommer snart af osse

Lejekasseklodser...


søndag den 8. december 2019

Juletoget 8/12-19:


Et fint fyldt motortog står klar til dagens første afgang og damplokomotivet er klar til at hente sine vogne


Hvis bare regnen havde været sne, så havde landskabet nok været flot, hvidt denne søndag… Men regn og blæst holder heldigvis ikke folk fra at køre med toget, så trods det våde indslag, havde vi mange rejsende med de fleste tog. Der blev også købt en masse juletræer og dem jeg fik talt med undervejs havde en herlig oplevelse og følte sig nok også lidt sejere, da de vendte retur til deres varme biler.

Vi kører også næste weekend og håber på bare lidt bedre vejr – trods alt…  /Leif


Juletræer på vej retur til toget, mens M25 løber om

Senere er det Da7, der skal koble på

Møde på Brandhøj

Om eftermiddagen kom solen lidt frem og oplyste Temple of Tokamak

Afsætning af passagerer og juletræer på Sølund

- resten tog videre til Hhg og fik alle deres træer med hjemad

Tyr på sporet! Der skulle et par lange fløjt til at få sporet frit...

Nyt fra Bafd 7-12-2019

Når HVB er tæt trafikeret af juletog, er det ikke rigtig muligt at udføre banearbejde samtidig. Derfor har baneafdelingen både denne lørdag og forrige lørdag brugt tiden til på oprydning på Brandhøj, alt i mens juletogene gennemførte deres mange krydsninger på sporene udenfor vognhalsområdet.

I løbet af året var en del ting blevet læsset af i vognhallen, og disse er alle blevet lagt på plads i lagerreolerne. Lidt reorganisering på reolerne har skabt yderligere plads til paller med spordele, og i løbet af lørdagen fik vi fyldt yderligere to paller med underlagsplader.

Rundt omkring på arealet har vi haft oplagret trækbukke til sporskifter. Disse er nu indsamlet og anbragt i lagerreolen. Herved har vi også et godt overblik over, hvor mange sporskifter vi kan bygge fremover uden at løbe tør for trækbukke.

En palle med sporskiftetrækbukke er klar til placering i lagerreolen. 
I baggrunden ses vores nye Lister dieselgenerator.
I vognhallen henstår også det ene Superfos damplokomotiv. Det har hidtil været hensat uden påmonterede puffer af pladshensyn den gang store dele af vores materiel stod i værkstedsremisen.

I tiden før opførelsen af vognhallen på Hedehusgård i 1994 var de 3 spor i værkstedet godt fyldt med henstillet materiel, og der var således måske kun 10-15 m, der kunne arbejdes på. Siden er pladsvilkårene heldigvis blevet forøget markant fra ca. 45 m under tag til nu omkring 515 m.

Pufferne er nu fundet frem og den forreste blev atter monteret på lokomotivet, der nu ser komplet ud igen.
Superfos damplokomotiv nr. 201 genforenet med sin forreste puffer.
Vores Lister dieselgenerator er blevet placeret i hjørnet af vognhallen, og forbundet med et udstødningsrør til det fri. Således er den også blevet flittigt brugt de sidste par lørdag.

Næste lørdag fortsætter vi formentlig oprydningen på Brandhøj.

Steffen

mandag den 2. december 2019

Nyt fra maskinafdelingen #42-19 2/12:


Hanestuds i drejebænken, så den kan blive tæt igen


Motoren til M30 ligner snart et afpillet kyllingeskrog, men Carsten og Christian fortsatte med at adskille den endnu mere. Med Christians smarte hydralikstempel, så gik det noget nemmere med at få de sidste to foringer hevet op fra motorblokken. Der blev desuden set på krumtappen og udmålt slør – Udmålingen af krumtappen viste, at det bliver nødvendigt at slibe hovedlejesølerne. Peter og Lars arbejdede med en hane fra No3 og i snedkerværkstedet står den først bænk nu klar og de næste er undervejs. Lars O. blev i løbet af aftenen næsten færdig med den nye 45 graders skovl, så på onsdag kan den nok blive malet med Olsen-sort. Steen og jeg fik afrenset og malet flere dimser til Superfos-lok, imens Per og Hans sørgede for at få genetableret videomaskineriet, så vi kan se film når vi holder julehyggeafslutning med gløgg og ævleskiver mandag den 16/12. (mere om den aften sendes ud på mail snart)

Med hydraulik og en hjemmebygget 
aftrækker, så kommer foringen forholdsvis let op

Krumtappen

Bænk no1 klar!


Finpudsning af skovlen


Flere afrensede og malede Superfosdele

Gangtøjet afmonteret og afrenset af Jan i onsdags

lørdag den 30. november 2019

Juletoget 30/11-19:


Årets første juletog klar til afgang, mens de sidste haster mod vognene!


Så blev det endelig jul! – eller julen begyndte hos Hedelands Veteranbane! Første weekend af tre, hvor er køres juletog ud til de flinke spejdere og deres julestue med glögg, æbleskiver og flotte juletræer! Og sikke et flot vejr at starte julekørslen med – efter at det dagen før dryssede med den første sne, så var himlen blå og nærmest uden en vind. Sneen var dog væk, men smukt var det!

Så 10.30 afgik første motortog fyldt med glade folk, der gerne ville nyde en tur ud i herlige Hedeland! Nogen havde måske vundet deres billet i det lille julelotteri i SUperBrugsen... Vi kunne, trods det gode vejr godt mærke konkurrencen med damehåndbold og Black Weekend, men det blev en fin dag alligevel. I morgen, søndag kører vi også – og næste og næste næste weekend. Sidste afgang den 15. december! Resten må billederne fortælle /Leif


Handler man i SuperBrugsen, Vesterkøb i Hedehusene, kan man vinde en billet til juletoget!
Svarer man på spørgeskemaet i toget, kan man vinde fine præmier!
Inden afgang når baneafdelingens arbejdstog lige at komme afsted 
- ud til Brandhøj, hvor der venter en masse oprydningsopgaver



Så er der fløjtet afgang og M25 trækker julens første tog afsted

Så er det Da7, der står klar. Mange medlemmer kom forbi og så hvordan
 første dag med juletoget spændte af. Og så er det jo altid dejligt med en tur!

Togfører og passagerer får sig en hyggelig sludder :-)

Flot ud over Sletten med Rubjerg i baggrunden

Så landet toget på Rubjerg i smuk solskin

Der er mange flotte træer at vælge imellem - et svært valg!

Motortoget med skibakken i baggrunden - mangler dog lidt sne.

Retur, fyldt med juletræer

Kvæget græsser stadig på de frodige marker - ikke rigtig juleagtigt

Baneafdelingen har kørt et tipvognstog ud. Oprydning i gang.

Damptoget i skarp konkurrence med cyklerne på vej op ad bakken. Cyklerne kom vist først...

Lidt kul og vand skal der til undervejs

tirsdag den 26. november 2019

Møde i Tafd 26/11-19:


I Lokalavisen for Taastrup 26/11 skriver de fint om vores juletog og lotteriet - www.sn.dk/taastrup



Nu nærmer juletrafikken sig med hastige skridt og der var derfor indkaldt til møde i trafikafdelingen. Der blev serveret kaffe og kage til de 17 aktive, der var mødt frem til en dagsorden, der både omhandlede bemanding, sikkerhed, året der var gået og gode diskussioner om det der måtte ske fremover. Trafikchefen melder at alle tjenester til juletoget er besat. Kenneth kunne glædeligt berette at C523 nu er godkendt af Trafikstyrelsen og derfor kan indsættes i driften. Af spændende opgaver i fremtiden, kan den store spejderlejr, som finder sted i Hedeland i 2022 vise sig at være den største begivenhed vores bane kommer til at opleve nogensinde – men lige nu ved vi ikke meget. Desuden fik vi talt om det julelotteri, som vi afholder i samarbejde med SuperBrugsen, Vesterkøb i Hedehusene og fik lejlighed til at forklare hvordan det kommer til at foregå – ved kassen i SuperBrugsen kan man være heldig at få et lod med en billet som gevinst og vi gengælder med udlevering af et spørgeskema til vores rejsende – som så kan vinde en lille præmie, der udleveres i SuperBrugsen,Vesterkøb. Der blev også instrueret i den nye procedure med hjertestartere, som fremover skal medbringes og placeres i hver togførervogn på køredage.  Et godt møde med væsentlige drøftelser – men lige nu er det vigtigste at vi er klar til juletrafikken fra på lørdag og søndag og de to kommende weekender. Det skal nok blive fornøjeligt 😊 /Leif

Dagsordene er klar og der rundddeles kaffe&kage til mødedeltagerne

Et eksemplar af spørgeskemaet er runddelt til orientering og studeres grundigt