Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 1. december 2025

Nyt fra maskinafdelingen #46-25 1/12:

Da7 og M24 står nu inde i varmen og er klargjorte til de travle juledage, der starter lørdag 6/12. Bag den hvide "kontorstol" står nittevarmebordet med de nye hjul, der yderligere får tilføjet en tung hylde.

Det er jo altid spændende, hvad man finder bag låge nummer 1 i gavekalenderen!

Og da vi sad samlet rundt kaffebordet, så kunne Carsten berette at der bag den første låge var et nylastet Mallet-lokomotiv! Det var netop denne dag blevet anbragt på en stor lastvogn i Sydengland og er nu på vej til Hedehusgården. Vi fik lige lov at smugkigge på billederne derovre fra. Det bliver spændende, hvad der gemmer sig bag låge nummer 3!

Luis og jeg fik opsat et julebanner ud mod Hovedgaden, så folk kan begynde at glæde sig til lørdag, hvor første tog afgår – efter den nye køreplan! Jan S. og Benjamin arbejdede på fremviser-dims til den ene monitor, som forhåbentlig bliver klar til lørdag.

Ellers bød aftenen på mere af det samme; kabelbakker og kabler i værkstedstilbygningen; oprydning i snedkerværkstedet; eftersyn af maskinerne til juletrafikken og så forbedrede Lars O. nittevarmebordet, der lige har fået monteret hjul med en tung hylde for at forbedre stabiliteten. Jeg fik dog ikke fulgt meget med eller taget mange fotos denne aften, andet end lige ved ankomsten – jeg forberedte til julekørslen med opsætning af tjeneste-køreplaner og andet vigtigt, samt grundig oprydning i togførervognene. Desuden fik jeg afvasket det værste sod fra endegavlen på damptogets melisvogn.

Så nu håber jeg vi er klar til forhåbentlig mange, glade gæster. Vejrudsigten ser rimelig fornuftig ud lige nu! Vi var 11 mand på Gården denne månebeskinnede aften /Leif

Se hvor ryddet B3 står - nu kan der lettere arbejdes videre på rammen!

TUNE-Posten er altid gode til at bringe en artikel om vores togkørsel - og med en korrekt køreplan!

Aftenstemning fra Gården - klar til juleglade gæster




Lidt månebeskinnet aftenstemning fra overkørslen ved Flintebjerg/ Sletten




lørdag den 29. november 2025

Nyt fra Baneafdelingen Lørdag d. 29. 11. 2025

 Lørdagens fremmøde i baneafdelingen var meget beskedent.

2 mand, Steffen og Peter var, hvad arbejdsstyrken bestod af i dag. 

Børge havde i god tid og indenfor tidsfristen ansøgt banechefen om en seniordag, hvilket var bevilget, men resten af holdet må være ramt af "dagen der på" julefrokost, skinnefeber eller have andre gøremål.

Langsomt, men sikkert blev banetoget rangeret på plads i det fine solskinsvejr med 8 + grader og vi kørte til Brandhøj, hvor dagen fortsatte med rydning af den lave oplagsplads.

Dette er et "One Man Show", så Steffen fik ordnet en hel del andre småting i og omkring hallen.

                                                Maskinen holder klar til dagens opgave.


Frokosten blev indtaget i det fri siddende på rammen af en vogn fra vandbygningsvæsnet, og arbejdet fortsatte til det blev mørkt.

                        Peter - også kendt som "Mr. Salta" har taget en lidt mindre maskine på.

        Vi fandt også en trækbuk.... Tid og sted vides ikke, men anvendelsen har vi helt styr på.

Da mørket var ved at falde på returnerede vi til Hedehusgården, og her havde maskinafdelingen julepyntet stationen. 
Bo har arbejdet på Da7, julelyset er hængt op, så vi er klar til næste weekend, hvor juletogene starter op.

                                  Så mangler vi bare de rejsende......og hyggeligt ser det ud

// Peter.





mandag den 24. november 2025

Nyt fra maskinafdelingen #45-25 24/11:

Så nærmer julen sig - en måned til juleaften - men vi skal kun vente på juletoget til den 6. december! 

Efter lørdagens hyggelige julefrokost, så startede aftenen med et lille resume til dem, der ikke havde deltaget. Så fordelte vi os til de forskellige opgaver; Luis og jeg gik ud i regnen og fik opsat julebanner nede ved indkørslen – præcis en måned før juleaften! Der blev også opsat informationsskilte, at køreplanen i julepamfletten ikke helt passer med den nye køreplan for juletogene! Der ligger stadig lidt sne…

Carsten, Kjeld og Luis fik derefter flyttet en del udskårne pladestykker væk fra B3, så der bedre kan arbejdes videre på underdelen. Lars O. har lige fået fuldsvejset den brønd til pufferstokken, som Otto har fremstillet. Denne aften blev der i stedet udsavet materiale til endnu en transporthund, så maskiner kan sættes til side når de ikke er i brug. Som billedet viser, så er der efterhånden blev betydelig bedre plads til at arbejde på i værkstedet! Jeg fortsatte med den grundige afrensning af den store drejebænk. I tilbygningen fortsatte Andrew, assisteret af svigerfar og Bastian med at få opsat kabelbakker. Der er også god fremdrift der! Kjeld og Jan gik på snedkervækstedet og fortsatte en tiltrængt oprydning i hele rummet. Så klokken 20.30 blev der budt på varme æbleskiver og kaffe oppe i Damp á. Det var Jan S., som havde indkøbt og varmet dem og det gav en dejlig pause i aftenens arbejdsopgaver, der blev fortsat efterfølgende. Aftenens sidste opgave var ikke planlagt… Det var optørring af indholdet fra en væltet malerspand, som havde fordelt sig i det ene hjørne i den nye tilbygning. Heldigvis var det muligt at fjerne det hele fra det nyligt malede epoxygulv. Så aftenen sluttede ikke med hyggesnak i Damp á, men det havde vi jo heldigvis klaret tidligere. Vi var 10 mand på Gården denne snesjappede og regnvåde aften /Leif 

Flytning af de tunge plader, så der kan arbejdes videre med rammen på B3. Bemærk det ryddelige gulv!

Pladerne stilles på højkant, så de ikke fylder så meget indtil de skal anvendes

Den nye brønd før fuldsvejsningen

Jan S. serverer varme ævleskiver til den lækkersultne flok


Der er kommet styr på materialerne!



Nyt fra Bafd 21-11-2025

Lørdag formiddag var et hold mødt op fra Bafd efter fredagens veloverståede julefrokost. Kenneth og Peter fortsatte med udskiftning af et defekt leje på vores energivogn, og fik færdiggjort arbejdet med generatoranlægget, som nu er monteret på denne vogn. Steen benyttede sin Land Rover og fik i løbet af formiddagen hængt julekøreplaner op på stationerne.

Børge og Steffen udnyttede det kolde men solrige vejr til en fortsat oprydning på den lave oplagsplads. Vi fik adskilt nogle tømmerkonstruktioner, som oprindeligt har været benyttet ved opstilling af et manuelt bomanlæg mellem Næstved og Vordingborg, På trods af mange års hensættelse på oplagspladsen og formentlig en del år i nedgravet tilstand, så var det noget af en opgave af få skilt dem ad. Statsbanerne har haft noget solidt kram. Lidt øvrig oprydning blev det også til inden vi vendte hjem til Hedehusgården og sluttede dagen af med en kop kaffe sammen med Kenneth.

Steffen

Trækisterne som oprindeligt bar nogle bomme. Det er trods alderen solidt arbejde.

Sæsonens første sne var landet og får det hele til at se lidt pænt ud.



fredag den 21. november 2025

Julefrokosten den 21. november 2025:

 


Traditionen tro, så blev der afholdt julefrokost for Industriklubbens aktive medlemmer. Stedet i år var Håndværkeren i Roskilde, hvor vi har været to gange tidligere. Udenfor lå sneen hvid og skabte den rigtige julestemning. Mon der også kommer sne til jul? Der var fint dækket op i den store sal og vi fik hurtigt vores drikkevarer. Så blev menuen præsenteret og sildene gik bordene rundt. Buffeten var enkel, men veltillavet og ingen gik hverken sultne eller tørstige fra bordet efter en hyggelig aften. Så alle de 23 deltagere blev ihvertfald ladet op med julestemning til juletogskørslen. Tak for en hyggelig aften /Leif







lørdag den 15. november 2025

Nyt fra Bafd 15.11.2025

Med en let frost i luften, blå himmel og smukt solskin kunne et friskt hold fra baneafdelingen møde ind. Også maskinafdelingen kunne stille et fint hold. Vores veje skiltes, da vi kørte mod Brandhøj mens maskinfolkene vandrede mod værkstedsremisen. Med Børge i førersædet på M 30 og Steffen, Claus B og Claus N i banevognen rullede vi snart ind i spor 2 på Brandhøj, sad af med gravemaskinen og planlagde dagens opgaver.

En hel række vogne er efterhånden rullet op fra den gamle oplagsplads. De får plads på spor bag opbevaringshallen.

Som forberedelse til en lokomotivflytning i næste uge fik vi ryddet skrot til side og gjort lokaliteten lidt mere tilgængelig for chaufføren. Herefter gjorde vi klar til montage af mærker med info om den nye videoovervågning i opbevaringshallen - og et par af dem blev klæbet op. Imens var rydningsarbejdet omkring stakkene af sporrammer indledt. Andetsteds på pladsen påbegyndtes opsamling af de store mængder lasker og underlagsplader, der har ligget på pladsen siden starten af 1990'erne. 

Der er vokset en del buskads op omkring stakkene. Det blev fjernet, så gravemaskinen kunne komme til.

Lasker til 24, 22,5, 17,5 og 14 kg/m skinner befriet for gamle blade og mos. Klar til læsning på pladsens lille trailer.

Kilometersten klar til baneforlængelse! Hentet op fra den lave oplagsplads til senere brug.

Frokosten blev indtaget i banevognen og derefter kom der for alvor gang i sortering og læsning af sporrammer. Steffen smuttede tidligt da han havde en aftale i det københavnske teatermiljø. Lidt efter dukkede Rasmus op, så vi kunne fortsætte med uændret styrke. Efterhånden som vi 'tyggede' os igennem stakkene blev det desværre tydeligt at antallet af brugelige sporrammer ikke var stort Der bliver en del til skrothandleren... Kaffen blev indtaget på rammen til et Willemoes-lokomotiv og vi sluttede arbejdsdagen med at læsse gravemaskinen på banetoget, løbe om og låse forsvarligt af i opbevaringshallen.

Selv for ikke-kyndige udi sortering af skinner var der længder, som let lod sig identificere som kassable!

Med Claus B som maskinfører og Børge og Claus N som håndmænd blev tre stakke sporrammer sorteret i brugelige, skrot og rustflager. De brugelige blev læsset på et sæt deplorider.

To stålbjælker til lokomotivdonkrafte blev bjerget og lagt klar til evaluering for bevaring af værkstedsfolkene.

Indsatsen på oplagspladsen er en del af det forpligtende fællesskab vi alle er afhængige af på HVB. Vi arbejder videre med rydning og sortering af vores materialer på lørdag - der er opgaver nok til alle!

fredag den 14. november 2025

Nyt lokomotiv i samlingen: FJ IV ankom 14. november kl. 9

Det flyvende lokomotiv... FJ IV lander om lidt!

 Industribaneklubben har været så heldige, at vi har fået lov at låne og udstille Faxe Jernbanes nummer IV. Det tog lidt for megen plads oppe i Hjerl Hedes smalle remiseanlæg. Faxe IV er fra 1907 og var i driftsklar stand - indtil det udløb af revision i 2012 med utætte kedelrør. Jeg havde selv fornøjelsen at køre med i 2007, da lokomotivet fejrede fødselsdag ved at køre hele den sommer på Hjerl Hede. Nu er det landet og trænger selvfølgelig til en gang skønhedspleje, men ellers er det et flot udstillingslokomotiv.

Da det har sporvidden 785 mm, så kommer lokomotivet ikke til at kunne køre på Hedelands spor. 

For at kunne løfte lokomotivet, der vejer 19 tons, fra lastvogn til 785 mm-sporet, var det nødvendigt med en kæmpe kran til den opgave. Det var kompetente folk og på trods af at det var kranførerens første løft af et damplokomotiv, så landede det hurtigt og sikkert på sporet. Vi var en hel del medlemmer, som var kommet forbi for at nyde øjeblikket og tage et par fotos - resten hjalp flittigt med til at sikre ankomsten.

Efterfølgende drak vi en kop kaffe med kringle til for at fejre vores nye beboer. Så det var en herlig oplevelse at være med til!  /Leif

Se lidt flere fakta om FJ IV på Jernbanen.dk >>

Forberedelserne til løftet tager lidt tid...

Kl. 9.00 løftes lokomotivet af lastvognens lad


Så lander lokomotivet foran alle de nye venner

Det sidste vrid for at få bagerste hjul på plads på skinnen

Kroge og kæder afmonteres


Der var lidt spænding om skorstenen kunne komme gennem porten...

Det sidste puf!

Så står FJ IV på sin nye plads i museet!


Sådan så det ud, da FJ IV kørte med gæster på Hjerl Hede i 2007...





mandag den 10. november 2025

Nyt fra maskinafdelingen #42-25 10/11:

Mortensaften fejres også i Damp á med et velsmagende måltid

Selv om det er Mortensaften, så skal der arbejdes! Et tidligt fremmødt hold nød derfor godt af Kjelds kogekunst; gåsen var dog nedgraderet til en kylling – en utroligt velsmagende en af slagsen! Således kom vi godt i gang med aftenens opgaver: At opsætte kabelbakker og at foretage indflytning af udstyr i det nye værksted, er to opgaver der let kommer til at gå i vejen for hinanden… Så i stedet fortsatte et hold med opsætning og indretning af den nye pallereol, som gik endnu bedre efter et flittigt hold i lørdags fik rykket den store søjleboremaskine tættere til væggen. Luis skrev efterfølgende:

Vi flyttede lørdag den store boremaskine ind til væggen. Den vejer nok omkring 7 tons. Der er blevet plads, efter den store, gamle reol er flyttet ind i den nye værkstedsudvidelse. Der er så blevet plads til en pallereol på resten af vægen. I den nye del af værkstedet fik vi samlet en aluminiumsportalkran. Den skal stå over den store drejebænk, når den er færdigrengjort og flyttet. Kranen er lånt af Brian.

Her er Carsten, Keld, Søren og Luis i gang med flytningen:

Luis har taget et foto af søjleboremaskineflytteopgaven i lørdags...

Næste klargøringsopgave blev at montere skinner under koldsaven, så den bliver lettere at flytte og den gamle, sure palle kan fjernes. Det var en løfteopgave, hvor forsigtighed var nødvendigt for ikke at spilde al skærevæske… Der blev foretaget en udmåling og opmærkning af borehuller i skinnerne.

Jan S. og jeg fortsatte med den grundige aftørring af den store drejebænk. Den fremstår efterhånden i en mere grøn farve…

Luis og jeg fik også renset lidt op i bunken ved damplokomotivets klargøringsplads.

Andre opgaver blev helt sikkert også løst; jeg fik dem bare ikke noteret…

14 fremmødte denne Mortensaften /Leif


Med boremaskinen på plads kan opgaven med reolen fortsætte - inden da skal saven dog flyttes over til den gamle portalkran.

Der tages mål og mærkes op



Skinner til saven afskæres i rette mål

Rengøringen af den store drejebænk fortsætter...


Stilladset kommer ud, så opgaven med fronten kan påbegyndes - og så er der bedre plads til opsætning af kabelbakkerne

Der måles op til knægtene med præcision!