Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten oplagsplads. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten oplagsplads. Vis alle opslag

lørdag den 27. december 2025

Nyt fra baneafdelingen 27.12.2025

Lørdag. Jul. Så er man da derhjemme og leger med julegaverne? Ikke når vejret er smukt, der er arbejde på veteranbanen og gode venner venter på Hedehusgården. Et rimeligt fremmøde betød arbejde i to hold: et drog til oplagspladsen, mens et andet blev på Hedehusgården.

På oplagspladsen blev der taget et stort skridt mod den totale rydning. Her er Steffen i gang med at skille sporrammer ad.

Holdet til oplagspladsen sad op og snart var fem mand i fuldt sving med opgaverne. Peter i gravemaskinen, Rasmus og Børge som håndmænd ved læsning og Steffen og Claus N kastede sig over adskillelsen af en stak sporrammer. Et antal hjulsæt og tipkasser blev læsset på Storebæltsvognen og straks kørt til aflæsning. Kasserne blev placeret på de tidligere henstillede tipvognsunderdele og kan forhåbentligt aflede den værste nedbør. Mens der blev læsset af fortsatte adskillelsen af sporrammer og sortering i brugelige dele og skrot. Skrotbunken blev størst. At det var en usædvanlig dag stod klart kl. 12.07, da banechefen af egen drift sagde, at det var tid til frokostpause!

Peter havde en produktiv dag i gravemaskinen. 

'Jeg bruger bare bøfferne!' griner Steffen. Heldigvis håndterede vi bare små skinneprofiler, så vi blev ikke overanstrengte.
 
Peter, Børge og Rasmus læssede af med det samme, vi skulle nå at flytte mere grej!


At det var en usædvanlig dag blev fuldstændigt krystalklart, da Peter efter ca. 19 minutters frokost sagde: 'så skal vi videre, afsted, ud på jobbet!' Alle tog fat igen: Peter trak kasserede skinner til vejen for afhentning af skrothandler, mens vi andre skilte de sidste sporrammer ad, skrællede en rørvogn for lejer og hjul og skar overflødige dele af JWE'en.

På Hedehusgården havde de andre mindst lige så travlt: Søren kastede sig ud i montage af endeplader på tagrytteren på Museumshallen. Dermed er det sidste arbejde på det nye tag afsluttet. Søren fik også renset tagrenderne, der var godt fulde af snask. Lars var hjælper på jorden og Steen var på dræsineopgaver.

Der er koldt på toppen, men solen skinnede og vinden havde lagt sig.

Mens holdet på Hedehusgård trådte lidt i spinaten, kunne vi på oplagspladsen nøjes med mudder. Det lugter slet ikke så slemt!

Vi nåede dårligt at blive kolde i pausen, så vi var hurtigt tilbage på oplagspladsen med en tom vogn.


Efterhånden fik vi de sidste sporrammer af vejen. De skrotdømte tog Peter sig af. De brugelige stakkede vi, så de let kan læsses på et sæt deplorider. De gode stålsveller af flere typer læssede Peter på Storebæltsvognen sammen med resterende hjulsæt, diverse trækstænger og spiger. Mens Børge og Rasmus kørte Storebæltsvognen til aflæsning ved de nye stålreoler langs opbevaringshallen, ryddede Peter og Claus N det sidste skrot fra pladsen. Ind i mellem nåede Claus at nusse lidt om et par vogndrejeskiver med 700 mm sporvidde.

Der ser efterhånden lidt tomt ud på oplagspladsen.


Brugelige stålsveller læsses på Storebæltsvognen for transport til opbevaring i en af de nye stålreoler.

Rasmus og Børger læsser af. Stålsvellerne blev de første dele i reolmodulerne, der kan stables op til 4 i højden.

Vi bryggede kaffe, men vi fik funktionsfejl på kaffemaskinen, der åbenbart var frostsprængt. Det blev derfor en meget lille kaffetår, vi kunne nyde til Børges eminent gode medbragte vaniljekranse. Med gravemaskinen parkeret på sin vogn, var Peters ADHD-agtige arbejdsiver ved at aftage, men han inviterede på en eftermiddagstur på banevognens bagperron, hvor han, Claus N og Børge kunne nyde hjemturen og den flotte halvmånes lys på de blankslidte skinnehoveder til en enkelt legendarisk fortælling fra gamle dage. 

Dagen sluttede med tankning og omløb på vores fine station. En produktiv arbejdsdag på en veteranbane, hvor der er styr på det meste.

En dag hvor alt (undtagen kaffemaskinen og det dersens spinat, Søren trådte i) bare spillede topnice. Blog-skribenten siger tak for i dag til alle:☝👆👈👉👊✌👍👍👍👍👍

mandag den 24. november 2025

Nyt fra Bafd 21-11-2025

Lørdag formiddag var et hold mødt op fra Bafd efter fredagens veloverståede julefrokost. Kenneth og Peter fortsatte med udskiftning af et defekt leje på vores energivogn, og fik færdiggjort arbejdet med generatoranlægget, som nu er monteret på denne vogn. Steen benyttede sin Land Rover og fik i løbet af formiddagen hængt julekøreplaner op på stationerne.

Børge og Steffen udnyttede det kolde men solrige vejr til en fortsat oprydning på den lave oplagsplads. Vi fik adskilt nogle tømmerkonstruktioner, som oprindeligt har været benyttet ved opstilling af et manuelt bomanlæg mellem Næstved og Vordingborg, På trods af mange års hensættelse på oplagspladsen og formentlig en del år i nedgravet tilstand, så var det noget af en opgave af få skilt dem ad. Statsbanerne har haft noget solidt kram. Lidt øvrig oprydning blev det også til inden vi vendte hjem til Hedehusgården og sluttede dagen af med en kop kaffe sammen med Kenneth.

Steffen

Trækisterne som oprindeligt bar nogle bomme. Det er trods alderen solidt arbejde.

Sæsonens første sne var landet og får det hele til at se lidt pænt ud.



lørdag den 15. november 2025

Nyt fra Bafd 15.11.2025

Med en let frost i luften, blå himmel og smukt solskin kunne et friskt hold fra baneafdelingen møde ind. Også maskinafdelingen kunne stille et fint hold. Vores veje skiltes, da vi kørte mod Brandhøj mens maskinfolkene vandrede mod værkstedsremisen. Med Børge i førersædet på M 30 og Steffen, Claus B og Claus N i banevognen rullede vi snart ind i spor 2 på Brandhøj, sad af med gravemaskinen og planlagde dagens opgaver.

En hel række vogne er efterhånden rullet op fra den gamle oplagsplads. De får plads på spor bag opbevaringshallen.

Som forberedelse til en lokomotivflytning i næste uge fik vi ryddet skrot til side og gjort lokaliteten lidt mere tilgængelig for chaufføren. Herefter gjorde vi klar til montage af mærker med info om den nye videoovervågning i opbevaringshallen - og et par af dem blev klæbet op. Imens var rydningsarbejdet omkring stakkene af sporrammer indledt. Andetsteds på pladsen påbegyndtes opsamling af de store mængder lasker og underlagsplader, der har ligget på pladsen siden starten af 1990'erne. 

Der er vokset en del buskads op omkring stakkene. Det blev fjernet, så gravemaskinen kunne komme til.

Lasker til 24, 22,5, 17,5 og 14 kg/m skinner befriet for gamle blade og mos. Klar til læsning på pladsens lille trailer.

Kilometersten klar til baneforlængelse! Hentet op fra den lave oplagsplads til senere brug.

Frokosten blev indtaget i banevognen og derefter kom der for alvor gang i sortering og læsning af sporrammer. Steffen smuttede tidligt da han havde en aftale i det københavnske teatermiljø. Lidt efter dukkede Rasmus op, så vi kunne fortsætte med uændret styrke. Efterhånden som vi 'tyggede' os igennem stakkene blev det desværre tydeligt at antallet af brugelige sporrammer ikke var stort Der bliver en del til skrothandleren... Kaffen blev indtaget på rammen til et Willemoes-lokomotiv og vi sluttede arbejdsdagen med at læsse gravemaskinen på banetoget, løbe om og låse forsvarligt af i opbevaringshallen.

Selv for ikke-kyndige udi sortering af skinner var der længder, som let lod sig identificere som kassable!

Med Claus B som maskinfører og Børge og Claus N som håndmænd blev tre stakke sporrammer sorteret i brugelige, skrot og rustflager. De brugelige blev læsset på et sæt deplorider.

To stålbjælker til lokomotivdonkrafte blev bjerget og lagt klar til evaluering for bevaring af værkstedsfolkene.

Indsatsen på oplagspladsen er en del af det forpligtende fællesskab vi alle er afhængige af på HVB. Vi arbejder videre med rydning og sortering af vores materialer på lørdag - der er opgaver nok til alle!

søndag den 9. november 2025

Nyt fra Bafd 08.11.2025

 Lørdag d. 08. november var HVB vært for det halvårlige DVF møde, som blev afholdt i kommunens lokaler i Taastrup. Claus N, Claus og Charlotte Willems var beskæftiget med dette det meste af dagen, men det muliggjorde, at vi andre kunne arbejde på banen.

Dagen startede med forskellige gøremål i vognhallen på Hedehusgård. Installationer blev færdiggjort, og Lars og Steen fik arbejdet videre med service af vores kompressor, der bl.a. fik installeret en ny starter. Omkring frokost var holdet skrumpet ind til 4 personer, da både Steen og Kenneth havde andre gøremål. Vi fik brændt ukrudt på Hedehusgård, og efter indtagelse af frokosten kørt vi ud på banen i to hold. 

Lars og Claus B. fortsatte oprydningen på den lave oplagsplads, mens Rasmus og Steffen kørte årets sidste ukrudtsbrænding på banen. Undervejs blev der også renset overkørsler, så banen er klar hvis der skulle komme sne i forbindelse med juletogene. Sidst på eftermiddagen samledes vi atter på Brandhøj, kørte materiellet hjem og sluttede dagen af med en hjemmebagt kage fra Rasmus og ikke mindst, en god kop kaffe. De sidste deltagere fra DVF mødet var også forbi og fik en rundvisning i vores faciliteter.

Steffen


Ukrudtsbrænderen i aktion ved Brandhøjbanen.
Små, antændte græstotter går hurtigt ud i det fugtige vejr.

Ukrudtstoget på vej ind på sidesporet ved den lave oplagsplads km 1.5

Den lave oplagsplads er meget vandlidende, så bælter på maskinen er en forudsætning for arbejdet.
Vi bruger en udrangeret trailer til at flytte de lettere materialer på pladsen. LLZ.

Begge arbejdshold er samlet og udfører rensning af overkørslen ved Knallertvejen km 1.1.
Brækstænger og andet grovere grej måtte i brug. LLZ


lørdag den 1. november 2025

Nyt fra Bafd. 01.11.2025

Fem mand var klar til oprydning på Brandhøj og kunne, inden vi kørte fra Hedehusgård, beundre resterne af tre roevogne, der var bjerget fra den gamle oplagsplads til indvinding af reservedele. Hos os går intet til spilde, hvis det på meningsfuld vis kan genanvendes.

Claus B og Børge i færd med at hente en 600 mm. vogne frem.

Efter at have beset roevognene i spor 3 gik turen mod syd, hvor vi kunne se flere af de vogne, som var trukket frem fra oplagspladsen, og som nu afventer opstilling i et lidt mindre vådt miljø bag opbevaringshallen.  En af opgaverne i dag var netop at gøre plads og etablere til de tre spor i sporvidderne 600, 700 og 785 mm til bl.a. de bjergede vogne.

Tre roevognsrammer på deplorider i spor 3 på Hedehusgård Station. Måske der endnu er beslag og enkelte profil-dele, der endnu kan anvendes?

Mørtelvogn fra Københavns Vandforsyning og fladvogn fra Vandbygningsvæsenet, begge i 785 mm. sporvidde. Vognen fra Vandbygningsvæsenet har mistet sit trædæk, men er ellers en solid vogn i nogenlunde stand.

Korte sporrammer med 785 mm. sporvidde køres væk. Claus B, Børge og Peter H arbejder med at fjerne resterne af et gammelt 785 mm. spor.

'Uden mad og drikke duer helten ikke', og derfor blev der fyret op i brændekomfuret og frokosten udgjordes af en gryderet med rigelige mængder kål tilsat lidt kød og krydderier. Vejret var godt og mildt, så vi spiste naturligvis udendørs, mens vi planlagde eftermiddagens opgaver.

Claus N koger lige gryden af, inden ingredienserne kommer i.

Steffen havde ryddet buskads på den gamle oplagsplads, så vi kunne komme til en større stak af stålsveller. Her læsser Børge og Claus B svellerne af den ældre trailer vi har stationeret på Brandhøj. Den er god at transportere lettere materialer i. Til venstre ses 600 mm. sporet med vogne og 700 mm. sporet, der endnu er tomt. 785 mm. sporet kommer til at ligge yderst til højre på det ryddede areal.

Dagens arbejde er tæt på afsluttet og vi samles ved banevognen for en god kop afslutningskaffe.

På næste lørdag er vi vært for møde i Danske Veterantogsoperatørers Fællesorganisation og bemandingen i baneafdelingen er nok lidt reduceret. Arbejdet på Brandhøj forventer vi at fortsætte, og måske vi også når at køre en tur med ukrudtsbrænderen for at lukke sæsonen for bekæmpelsen af grønt i sporet af for dette år.

søndag den 26. oktober 2025

Nyt fra Bafd 25-10-2025

I ugens løb havde vi repareret vores gravemaskine, og startproblemerne, som skyldtes et defekt relæ, er nu afhjulpet. Børge, Claus B og Steffen kørte ned på Brandhøj og fortsatte oprydningsarbejdet på den lave oplagsplads. Vi fik frigjort en del materiel fra mange års bevoksning, læsset sporrammer til en stump 700 mm og ikke mindst hentet en masse materialer frem, som skal skrottes. Arbejdet skred godt frem trods regnvejr en stor del af eftermiddagen.

Arbejdet blev midt på dagen afbrudt for Steffens vedkommende, da han sammen med formanden skulle repræsentere klubben ved overrækkelse af Årets Æreshumle, beskrevet i et andet indlæg på denne blog,

På Hedehusgaard arbejdede Lars og Steen med eftersyn af vores Energivogn. Kompressoren har fået skiftet olie mv. og vognen er som tidligere beskrevet blevet udrustet med et generatoranlæg.

Steffen

Mange års trævækst har effektivt skjult vores 785 mm materiel, som har været hensat på oplags-
pladsen siden ca. 1990. Forrest ses to mørtelvogn fra Københavns Vandforsyning og med grå ramme
ses en vogn fra VBV på Agger Tange.

Tipvognskasser er henlagt på pladsen og i baggrunden holder M30 på det sidespor, der fører 
ind på denne. 

Claus læsser 700 mm sporrammer med minigraveren. Den sparer os for meget manuelt arbejde. BPB.


Steen udbedrer en pakning på undersiden af kompressoren. Det udføres nemt,
når der kan arbejdes i den nye eftersynsgrav i museumshallen. LLZ.

søndag den 2. februar 2025

Nyt fra Bafd. 01-02-2025

 På en lidt råkold lørdag var 4 mand, Kenneth, Claus B, Børge og Peter mødt frem for at fortsætte arbejdet – desværre ikke med oprydningen på Brandhøj, men med en anden opgave.

Udendørsarbejde på en ualmindelig grå og trist lørdag, hvor Kenneth knokler for at holde varmen.

Det nye sikkerhedsreglement for HVB er netop tilgået aktive medlemmer med sikkerhedsuddannelse. I forlængelse af det opdaterede reglement skal der opsættes nye mærker ved de overkørsler, hvor der efter mørkets frembrud skal afgives lydsignalet ”Giv agt”.

Til disse mærker skal der bruges skinner af en vis størrelse, så de blev fundet frem på Brandhøj og skåret af på (cirka) mål.

Det nye mærke 12.5 som det præsenterer sig i den nye SR for HVB.

Der saves løs på Brandhøj – i forgrunden ses det ryddede areal, hvor det er planen at reetablere sporskifte 137 og sideflytte spor 40, så det atter kan tilgås fra spor 1 fra nord.

Vi kørte retur til Hedehusgården og spiste en hurtig frokost, hvorefter skinnestykkerne skulle afrenses.

Vi fandt nogle træbukke og fik etableret en arbejdsplads i det fri. Enkelte skinner havde set bedre dage, men de skal jo heller ikke bære noget. Kenneth var primusmotor på projektet, og efter et par timers arbejde og en roterende stålbørste fattigere kom vi i mål.

Det færdige resultat – alle skinner er afrenset, så de kan males ved lejlighed.

Af hensyn til VHS 'Valsemærkehistorisk Selskab' kommer der et valsemærke fra 1886. Skinnen bar præg af mange års opbevaring i det fri og liggende på jorden. Heldigvis er dette ikke standarden for skinneopbevaring på HVB. Note fra et af de stiftende medlemmer af VHS: HVB har skinner i 17,5 kg/m profil fra valseværket Blaenavon Steel fra samme år i spor 1 ved siden af værkstedsremisen. Se bloggen tilbage fra 2016 for en lille historie om stålværket.

Nu udestår kun maling af skinnerne, hvilket er en opgave for ”pensionist - version 2”, når vi lige får en grad eller fem mere i luften.

Vi pakkede sammen og forlod gården ved firetiden og er klar til nye opgaver næste lørdag.

Bogierne på den nye fladvogn RF 479 havde fået en omgang sort. Foto: Søren H.

Peter H

onsdag den 17. maj 2023

Gamle sveller fjernet

Tirsdag morgen var der aktivitet fra morgenstunden ved den lave oplagsplads nær Brandhøj Station. Et hold fra nedbrydningsvirksomheden Tscherning, med hjælp og vejledning fra HVB, rykkede ind på oplagspladsen og fjernede i løbet af dagen alle gamle træsveller fra pladsen. 3 høje containere og en lav container med gamle sveller blev kørt væk til godkendt modtager, men så var pladsen også tom.

Holdet fra Tscherning er ankommet til oplagspladsens indkørsel. Dagen indsats planlægges. Foto: Steen Larsen.

Tscherning, der som vi selv har til huse i Hedehusene, udførte endda en del af ydelsen vederlagsfrit, så vi har i høj grad været heldige. Vi skylder naturligvis Tscherning en stor tak og vi må se, om ikke vi på et tidspunkt kan tilbyde lidt som gengæld for hjælpen.

Hovedparten af de kasserede sveller lå i stakke og kunne nås relativt let. Foto: Steen Larsen.

"De sidste rester skal vi også have med". Der blev ryddet godt op - også i pladsens mere utilgængelige hjørner. Foto: Steen Larsen.

Med en gravemaskine nummeret større end vores egen og en god grab til formålet, gik arbejdet som en leg. Det hjælper naturligvis også, når maskinføreren er professionel! Foto: Steen Larsen. 

Selvom Tscherning udførte den hårde del af arbejdet har vi selv håndteret kontakt og planlægning med Tscherning, forudgående rydning på oplagspladsen, samt koordineret åbning af porte og i forvejen adviseret brugere af Hedeland om færdsel med tunge maskiner. 

Efter fjernelsen af de gamle sveller udestår der nu en del sortering af vores oplagrede materiel og materialer, inden pladsen er ryddet. Fremover vil vi alene have oplagsplads på arealet omkring opbevaringshallen på Brandhøj Station. Den lave oplagsplads er med årene blevet for fugtig. 

I den lave oplagsplads' første tid er Steffen og Carsten ved at placere skydebroen fra Superfos i Nørre Sundby på et par gamle sveller. Skydebroen er i dag i placeret i opbevaringshallen på Brandhøj, hvor den sikrer adgang til en række opstillingsspor.