Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 10. april 2022

Nyt fra Bafd. 09-04-2022

Der stod en hård vestenvind indover Hedehusgården, men solen skinnede af og til smukt. Vi blev ramt af en meget kort haglbyge, men ellers holdt vejret sig helt tørt dagen igennem. Som den seneste måned eller mere stod dagens program på stationsombygning.

Det er længe siden, der har set så rodet ud på Hedehusgård Station! Vores to gravemaskiner fjerner østlige perronkant mod spor 2 og anvender egnet grus til ballast i spor 1 og restmateriale til fyld i den nye perron.

Da opgaverne i dag var af en lidt grovere art, hentede Peter og Steen vores gamle Salta 1602-maskine fra Brandhøj. Imens gjorde resten af holdet klar; Claus B hentede sammen med Søren og Odin, der var taget på banen med svigerfar, banetoget og fik læsset den lille gravemaskine af på perronen. Ved skifte 106 tog Claus N og Klavs gjorde klar til justering og endelig samling. Lidt senere ankom Lars og Rasmus, der med ildhu kastede sig ind i arbejdet. I løbet af dagen blev sporskifte samlet færdig med justerede rørstykker ved tungerod og tilrettede tvangsskinnemål til 667-670 mm. Mellemskinnen til afvigende gren mod spor 2 krævede noget arbejde med den tunge hydrauliske skinnebukker, men vi sluttede ikke før det så godt ud! Lars fik monteret forbindelsesstangen mellem tungerne. Eneste tilbageværende forbedringspotentiale er lidt efterjustering af den ene tungerodsplade.

Som stationsarealet så ud fra syd inden dagens arbejder for alvor kom i gang.

Sporskiftet er under samling. Mens Odin og Klavs ser til, er Claus N i færd med at bore hul i sideskinnen for montering af rørstykke til fastholdelse af tungeroden. Peter Andersen har netop passeret arbejdsområdet og ses på vej mod syd.

Den afvigende gren mod spor 1 i skifte 106 spigres af Søren og Odin.

Mens et hold var beskæftiget ved sporskiftet, udførte de to gravemaskiner smuk pardans langs den østlige perronkant, der i løbet af dagen forsvandt fuldstændigt. Mens Claus B i den lille maskine gravede for langs perronkanten og lagde rent grus i spor 1 som ballast, fulgte Peter efter i Salta'en og grovgravede perronkanterne fri. Rasmus var håndmand og lagde strop under forkanterne, der løftedes fri, hvorefter perronfundamenterne med lidt råstyrke kunne lirkes fri. Perronkanter og -fundamenter er midlertidigt lagt omkring spor 3, men skal fjernes senere.

Så er der ved at være frokost! Rasmus fyrede op og gjorde klar, Peter stegte pølser og ristede brød. Det blev til en strålende frokost med ristede og rå løg, sennep, ketchup, remoulade og agurkesalat.

En 'støvle' på vej op! Perronen ved spor 2 fjernes for at give bedre plads mellem spor 1 og 2.

Claus B ballasterer spor 1 med stabilgrus fra perronen.

Sidst på eftermiddagen overgik Salta'en til at forberede sporkasse til spor 2. Den lille maskine justerer vejen ved overkørslen.

Efter frokosten fortsatte arbejderne og inden solen begyndte at gå ned havde vi afsluttet arbejdet med fjernelsen af perronen ved spor 2 og påbegyndt udgravningen af sporkassen. De gamle sveller, der ved dagens begyndelse stadig lå i ballasten, havde Claus B løftet væk i løbet af formiddagen. Fyldet fra sporkassen kom i den nye perron. De 3 brønde vi har sat til elforsyningen passede vi på ikke at beskadige under tilfyldningen. 

Da Carsten havde fødselsdag og oven i købet blev bedstefar for 3. gang, var der wienerbrød til kaffen. Carsten og Kjeld havde i dagens løb hentet reservebogier på Brandhøj og sat den nyankomne arbejdsvogn fra roebanerne på hjul. Desværre er der en del tæringer i vognen tværdragere. Vognen har været anvendt til fugleopdræt og er endnu forsynet med en voliere i den ene vognende.

Arbejdsvognen fra Flårup (ikke langt fra Holeby) på bogier foran vognhallen. Det meste af den nittede stålramme er i relativ god stand, men desværre er dragerne, der bærer tappene til bogierne i ringe stand. Træværket er i forbløffende god stand.


Der er planlagt arbejdsdag onsdag, hvor vi håber at få samlet gamle sveller ind, nu vi har adgang til spor 1. Er der tid henter vi formentlig også supplerende skinner til spor 2, spigr og underlagsplader. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.