Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 25. november 2017

Nyt fra Bafd 25.11.2017

Traditionen tro samles en flok aktive på Hedehusgården morgenen efter julefrokosten, der i år blev afholdt på Axelborg. I den tågede frostmorgen gik fire mand lidt over 10 i gang med dagens opgaver. Lidt senere var endnu to medlemmer kommet ud af sengen, og selvom den ene hurtigt måtte tage hjem igen, blev det dog til et pænt arbejdshold. Efterårets nedfaldne blade blev fjernet fra sporarealer og drejeskivegrube, hvor de kan genere driften i den kommende julesæson. Derudover fik vi renset tagrender på kiosken og fjernede også blade fra arealerne omkring kiosken. Banner-opstillingen ved Brandhøjgårdsvej sikrede vi også lige med nogle fliser. Superfos-maskinen blev fra morgenstunden trukket udenfor og fik den sidste afrensning.

Tågen er ved at lette. Steffen og Jørgen fjerner blade, mens Carsten renser røgkammer på Superfos-maskinen.

Efter frokost kørte Steffen og Claus med M12, banevogn og 'den blå vogn' med løftegrej til Brandhøj og gjorde klar til at sætte Superfos-loket på plads. Langsomt fulgte M 30 med Jung-maskinen efter, bemandet med Bo, Carsten og Jørgen.
M 30 rangerer langsomt damploket ind på sporviften foran opbevaringshallen.

Deploriderne er fjernet og nu er Superfos-maskinen på vej ned på skinnerne. Sporet har 3 sporvidder, så tungen skal holdes lige i munden, når det rette par skinner skal rammes.

Bo og Steffen giver maskinen det sidste ryk til siden. Nu kan maskinen sænkes det sidste stykke.
Superfos-maskinen er tilbage på sin skydebro fra remisen ved fabrikken i Nørre Sundby. Der har den ikke stået, siden de begge forlod Jylland i 1979 for at få et varigt hjem hos os.
På plads i opbevaringshallen mellem to 785 mm tipvogne. Mon ikke vi i løbet af vinteren får shinet søstermaskinen lidt op, så den kan blive udstillingsklar til 2018?

Med hjem fra Brandhøj havde vi 1684, der skal have et eftersyn på værkstedet, inden den kan indgå i vores roebanearrangement 22. december.
Efter vi havde rangeret på plads, planlagde vi opgaver, der skal stå klar til os, hvis vi skulle gå hen og få virkeligt dårligt vejr. Med lidt forberedelse kan vi således have opgaver til et par indendørs arbejdsdage i baneafdelingen.

fredag den 24. november 2017

Årets julefrokost i billeder

Axelborg Bodega lagde lokaler til årets julefrokost
Traditionen tro, så afholdt Industribaneklubbens aktive medlemmer den årlige julefrokost fredagen før det første juletog afgår. Så 20 havde tilmeldt sig og mødte op i godt humør på Axelborg Bodega.
Der blev serveret en klassisk julefrokost og selvom ikke alt kom i rette rækkefølge, så var maden god og selskabet underholdende. Som vanligt slutter vi ikke for sent, for der er folk, der skal være klar til næste dags arbejde på banen og i værkstedet, men hyggeligt var det. Så nu er vi klar med det gode julehumør til vi skal køre juletog!

Charlotte havde taget sine flottest briller på i dagens an(d)ledning






Jan har fået en prop!

- så Bjarne vil gerne give den en ekstra skrue til...



Hans har vundet den ene mandelpræmie

- og Bjarne den anden

Vi andre må bare spise op. Men den smagte godt!

torsdag den 23. november 2017

Torsdagsbilledet #138

Torsdagsbilledet kigger stadig i Hjarnes mapper:
Arbejdet med anlæggelse af banen til Sølund fortsætter og her udlægger sporholdet en prøvestreng af den næste delstrækning 15. juli 1978. I dag kan man ikke se hverken gård eller mejeri fra dette sted.
Der er vokset tæt skov op her.
Hjarnes Mappe1, negativ: 150778-2 - Banetoget med M24 ses i baggrunden

Hjarnes Mappe1, negativ: 150778-3

Hjarnes Mappe1, negativ: 150778-4
M40 og Mikkel trækker en gammel Pedershaab (M32) op ad rampen foråret 2015 for at udtage reservedele til M9.
Stedet er omtrent det samme som på de øverste billeder 36 år tidligere...

Se blog-indlægget fra 6/4-2015 her >> der er også en lille film af transporten..


mandag den 20. november 2017

Nyt fra maskinafdelingen #45-17 20/11:



Fuld fart hen til vognen med løftegrej og kaffemøller
 
Aftenens store opgave havde vi jo gjort klar til i lørdags. Det fine, men temmelig beskidte lokomotiv fra fosfatfabrikken i Aalborg stod i værkstedet og første opgave blev at løfte det over på andre, svingbare deplorider. Dem havde vi også hentet lørdag, men den lille blå ”beredskabsvogn” til løfteopgaver skulle hentes i vognhallen. Den opgave påtog Kjeld og jeg os, sammen med M30. En lille rokade af T1 skulle der til og vel retur ved værkstedet, kunne arbejdet med at løfte lokomotivet over på de bedre egnede deplorider begynde. Hverken Lars O. eller Kjeld har prøvet en sådan opgave på værkstedet før, men blev under Carstens kyndige vejledning, hurtigt gode til at bruge en ”kaffemølle”. Vi fik således hurtigt udskiftet deploriderne med en lille mellemrangering af lokomotivet, hvor de svingbare deplorider kom ind på rette placering. Efter endt opgave, så trillede Kjeld og jeg ud med løftegrejet og så kan Kjeld føje ”rangist under oplæring” til CVét. Mens vi således kørte en tur rundt, så havde Lars O. og Carsten skrabet en masse skidt af lokomotivet og så trak vi det udenfor og gav det en grundig tur med trykluften. Der resterer nu en behandling med et konserverende produkt og så kan det komme ud til Brandhøj. Per fik arbejdet videre med det lille støttesæde, som Lars O. har svejset og som nu er forsynet med trælister. Det skal bruges i M25 i stedet for det store ”traktorsæde”, der fylder lidt for meget i førerhuset. Hans og Jan arbejdede blandt andet videre med delene til E28, men fik også helt styr på forvarmeren til M24. En fin, men frostkold aften hvor 8 mand fik arbejdet flittigt, så der er god appetit til julefrokosten på fredag :-)


Der skal drejes et par gode omgange på kaffemøllen, så lokomotivet kan understøttes, inden deploriden køres bort. Den svingbare deploride står klar i forgrunden.


Den lille blå vogn med løftegrej køres tilbage på plads i vognhallen.

Støv, skidt og maling blæses af udendørs

- det ser næsten ud til at være fyret op :-)

Det flotte skorstensbånd i nærbillede

- og sidebemaling: Superfos, dansk industrivirksomhed, stiftet som Aktieselskabet Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik i 1892 af Leopold Damm (1841-1901)

søndag den 19. november 2017

Nyt fra maskinafdelingen #44-17  18/11:


M25, M2 og M3, samt en roevogn måtte ud for at Superfos-maskinen kunne komme ud i det fri.





























For at kunne få klargjort udstillingen til juletid og for at få det ene Superfos-lokomotiv klargjort til henstilling på Brandhøj, så foretog Carsten og jeg denne lørdag en større materielrokade på en regnvejrsdag. Det fjerner dog ikke glæden ved at se lokomotivet i fri luft og solen tittede da også frem undervejs. Efter lokomotivflytningen, så blev det tid til opsætning af julebannere, så folket bliver mindet om, at det nu snart er tid til juletog og julehygge i Hedeland!

Bo fik arbejdet videre på akslerne til E28 og det var gevindet, der skulle slås.

Claus og Peter Post fik klargjort og julepyntet kiosken, så den også skaber den rette julestemning, når vi snart futter afsted igen – forhåbentligt med god julevejr på køredagene.

Det ville være et dejligt lokomotiv at have i drift på vores bane, men desværre er sporvidden 785mm og meget kompliceret at omspore - så andre lokomotiver står før på listen...

Byggested :                Arnold Jung

Byggeår :                   1914                          Byggenr. : 2070 og 2075

Akselfølge :                Bt                              Vægt :                        9,0 t

Hedeflade :                18,0 m2                      Risteareal :                0,4 m2

Effekt :                      50 hk                          Sporvidde :                785 mm


Begge maskiner blev i 1914 leveret til Svovlsyre- og Superfosfatfabrikken 'Limfjorden', senere kendt som Superfos, i Nørresundby, hvor de anvendtes til transport af råmaterialer til kunstgødningsproduktionen og det færdige produkt mellem fabrikken og havnen i Nørresundby. Indtil først i 1970´erne var lokomotiverne 1 og 2 stadig i drift hos Superfos, i de senere år dog kun som reserve for fabrikkens motorlokomotiver. Damplokomotiverne forsynedes i de senere år med de mere omstændige inventarnumre 20/201 og 20/202. Begge lokomotiver kom i 1979 til HVB, hvor de dog ikke er drift på grund af deres afvigende sporvidde, der desværre ikke står til at ændre uden en omfattende konstruktionsændring.




Bo slår gevind på aksel til E28
Julebanneret har nu overtaget pladsen fra jubilæumsbanneret.


Superfos-lok klar til at blive afrenset og klargjort til henstilling.


torsdag den 16. november 2017

Torsdagsbilledet #137

Sidst så vi M24 på vej ned ad bakken. Denne gang er vi nået til den 8. juli 1978 og sporet når næsten ned til kurven. I baggrunden ses hvad der en gang skal blive til ridebanen. Mon de når helt til Sølund inden september 1979.
Tilføj billedtekst

mandag den 13. november 2017

Nyt fra maskinafdelingen #43-17  13/11:


Ristestængerne til Da7 får en tur gennem fræseren, så de passer præcist ind i fyrkassen.


De ristestænger, som Lars O. fik svejset forleden, satte Carsten denne aften i fræseren og fik udført den sidste tilpasning. Så nu har vi en stak reserver til fyrkassen i Da7.

Kjeld, Hans og jeg fortsatte med at støbe gulv og fik til min overraskelse, brugt alle 4 poser… Nu holder vi en lille pause fra den opgave – det er trods alt en togklub og ikke et murerfirma. I mens vi reparerede gulv, så måtte Per og Jan hoppe over for at komme rundt om M24, der fik installeret varmestyring og fyldt olie på oliepumperne til smøreanlægget, samt anden klargøring til juletrafikken. Det er jo lige om lidt!.

9 mand rundede Gården denne første aften med 0 grader på termometeret.

I lørdags fik Bo arbejdet videre på drivakslen til E28; nu er grundformen på plads.

Mens jeg blander, er Hans vandmand og Kjeld glatter ud... (Foto: JM-foto)

Masser af aktivitet bag brættet... (Foto: JM-foto)

Færdigt arbejde i denne omgang

Ligesom i M25, er der nu installeret styring af forvarmer i M24.

- og CN har sørget for at vi nu også har juletogsreklame på Paperboy:

lørdag den 11. november 2017

Nyt fra Bafd 10-11-2017

Svelleudskiftningskampagnen fortsætter. Et hold på fem mand drog til Flintebjerg trinbræt, hvor vi skulle arbejde videre på strækningen, som vi begyndte på 30. september.
Dagens arbejdshold er ankommet til arbejdsstedet nord for Flintebjerg trinbræt. Lars, Finn og Ole fjerner lasker, mens Steffen mærker nye sveller op med boreskabelonen. Solen skinnede og kvæget græssede fredeligt på sletten. En flot novemberdag.
Efter spigerne er trukket op, løftes skinnerne til siden. Da sporet ligger lavt her, kan vi ikke trække svellerne sideværts ud med gravemaskinen. Svellerne må derfor løftes ud efter skinnerne er fjernet.

Finn og Steffen renser hullerne fra de gamle sveller, inden de nye sveller lægges på plads. Til højre tager Ole og Lars gamle sveller op.

Steffen banker spirg i.
To rammer nåede arbejdsholdet at udskifte sveller i. Efter samling blev sporet sidetrukket og er nu igen farbart med nedsat hastighed.

Efter ankomst til Hedehusgård målte arbejdsholdet op til det ændrede sporforløb til den lille remise. Her er det planen at fjerne skiftet i hovedsporet til remisen og erstatte det med et skifte i sporet til drejeskiven. Det krævede lidt eksperimenter med vinkler, tommestokke og snor. Den fremtidige løsning bliver langt bedre end det sporforløb vi nu har levet med i mange år.

torsdag den 9. november 2017

Torsdagsbilledet #136

Vi afbryder lige udsendelsen fra Hjarnes mapper og bringer dette foto, som vi lige har modtaget direkte fra Frankfurter Feldbahnmuseum. Det er et helt flot og færdigt Oberursel-lokomotiv, der skal være midtpunktet i en udstilling om "Skabelsen af motorlokomotivet" maj næste år.

Det er en helt utrolig krævende og speciel restaureringsopgave de har udført hos FFM- Sikke et flot resultat!

Et "før"-billede af Oberurselen

Udo, der iøvrigt deltog i vores 40 års jubilæum skriver:
Hallo Leif,
anbei ein aktuelles Foto der Oberursel bei einem der ersten Betriebstage im Frankfurter Feldbahnmuseum.
Am 12. und 13. Mai 2018 wird die Lok sicherlich beim Feldbahnfest mit dem Thema „Entstehung der Motorlokomotiven“ im Vordergrund stehen.

Viele Grüße vom Frankfurter Feldbahnmuseum, Udo

Historien om lokomotivet har været bragt tidligere og kan ses på disse links:

mandag den 6. november 2017

Nyt fra maskinafdelingen #42-17  6/11:


Lars O. er "dræsinefører" - beklager i øvrigt linsestøvfnug


Aftenens første ”opgave” blev at hilse på Bruno, der også gerne vil være aktiv ved banen – men nok mest i Trafikafdelingen. Det er der også fint plads til! Bagefter drog vi en større flok ud i vognhallen for at køre dræsinen ned til snedkerværkstedet, hvor trædækket skal gennemgå en hovedreparation. Trods mørket gik transporten fint og vi valgte den korte vej ned af slisken, der passende har 700 mm ”sporvidde” og med et hold bremsere og et reb, foregik det stille og roligt.


Hans fik samlet regulatorstyringen til E28, skåret diverse gevind op og samlet fodkontakten igen.

Bjarne, Jan og Per gik i gang med ombygningen af forvarmerstyringen på M25 og julekæden er også monteret. Kjeld, Lars O. og jeg fortsatte arbejdet med at reparere betongulvet, så det bliver behageligt at køre på med palleløfterne. Der mangler dog en stump mere. Gert kom forbi og frostsikrede vandbehandlingsanlægget, nu der er lovet frost de kommende dage og Niels fortsatte med udforskning af drejebænken og fik slået endnu et gevind. 10 medlemmer sås på Gården denne kolde aften.

Så er dræsinen på plads i snedkerværkstedet og klar til reparation

Niels betragter det nyslåede gevind

Hans samler flere E28-dele

Test af varmestyringen i M25

Kjeld og Lars finpudser det nystøbte gulv

En færdigsamlet regulator og fodpedal til E28