Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 13. november 2022

Nyt fra Bafd. 12-11-2022

Sidste weekend fik vi klargjort museumshallens tag til vores entreprenørs arbejde med at udskifte det gamle tag. Kun det nordlige lysindfald på hallens østre side stod endnu tilbage. Det udgjorde hovedopgaven denne lørdag. Fremmødet var dog langt større end hvad vi kunne sætte ind på tagopgaven, så vi delte os fra morgenstunden i to hold. På Hedehusgården blev Peter og Søren Hein, Claus B og N samt John. Ud på strækningen kørte Steffen, Lars, Alexander og Steen. Senere på dagen stødte BigRas til.
Hele 'kaninøret' løftes af bygningen efter det er løsnet fra tagkonstruktionen.

Tagholdet startede dagen med at gennemgå strategien for nedtagningen af 'kaninøret'. Belært af erfaringerne fra nedtagningen af det første 'kaninøre' ville vi denne gang løsne hele konstruktionen og løfte den ned i et stykke. Det betød en del arbejde både inde og ude fra bygningen for at løsne 'kaninøret'. 

Vores indlejede Manitou løftede derefter let konstruktionen fri af tagbuerne og satte den ned på parkeringspladsen, hvor adskillelsen blev påbegyndt.

Vores entreprenør har lagt nyt stålpladetag på hele den vestlige tagflade. 'Hakket' i tagryggen er udsparingen til den tagrytter, der skal give lys og luft i bygningen.

Søren frigør skotrenden, så løftet kan gennemføres uden problemer. Naturligvis iført faldsele.

På en af buerne højest oppe under taget blev der fundet historiske inskriptioner. En ny blev naturligvis efterladt. Foto: Kenneth Andersen. 


Fra parkeringspladsen fjernstyrer Claus B Manitou'en, mens Søren på stilladset tjekker at alt går sikkert til.

Med overbygningen løftet af, kunne de påsvejsede beslag skæres bort. Forrest FJ V og i baggrunden et lager af sidefjæl til roebanevogne. Hvad der ikke gemmer sig i den bygning!
 
Arbejdet på museumshallen blev afsluttet med montage af fire nye (genbrug, naturligvis) tagåse, der muliggør montage af nye tagplader, hvor 'kaninøret' før sad. Adskillelsen af 'kaninøret' nåede så langt, at alt inddækningsbly blev fjernet samt hovedparten af de gamle tagplader. Tilbage er adskillelse af trækonstruktionen og skotrenden samt bortfjernelse af materialerne. 

Dele af tagholdet tog herefter hjem, mens de tilbageblevne fortsatte arbejdet med det hjemvendte hold 2. BigRas var også ankommet og kastede sig over arbejdet med rensning og vedligehold af tagrender. De store træer på Hedehusgård leverer mange nedfaldne blade, der skal fjernes. 

M12 i efterårsfarverne ved km 0,5. Foto: SL.

Dagens andet hold startede med at læsse nogle 10 kg/m skinner fra Hedehusgårds spor 4 og transportere dem til Brandhøj, hvorfra de vil blive fragtet videre til Hanstholmfæstningen i løbet af den kommende uge. Hanstholmfæstningen har en 600 mm bane, der forløber mellem kanon- og ammunitionsbunkere, og denne bane trænger til udskiftning af de mest slidte skinner. Specielt salttågen fra Nordsøen er hård ved skinnerne. Steen fik blæst overkørsler rene for blade og skidt, og der blev smurt sporskifter på Brandhøj samt Rubjerg, så vi er klar til juletrafikken.

Tilbage på Hedehusgården brugte vi resten af dagen til at montere et skråt perronelement i hver ende af perronen langs med spor 1. Med teleskoplæsseren fik vi også kørt lidt grus på begge perronender, så de også er klar til juletrafikken. 

Lars og Steffen drøfter den sidste finjustering. Afslutningselement i den nordlige ende af perronen ved spor 1 på Hedehusgård.

Afslutningselement tilskæres.

Sydlige afslutningselement er monteret. Nu afventes sidste læs grus til finjustering af området.

mandag den 7. november 2022

Mafd - Hjulstatus B3 - Sukkergris

 Bo har været på besøg på den maskinfabrik, der har hjulene til B3 - Sukkergris, til afdrejning.

Så her er en fin status - billederne må fortælle historien :-)

Hej Leif, (h)Julen(e) nærmer sig, dem til Sukkergrisen, efter et længere ophold ude i byen er de nu ved at være klar, første milepæl er nået 😀. Hermed nogle billeder fra bearbejdning, dels afdrejning, og udboring af taphuller.

Så er der lidt til at lægge på bloggen.














lørdag den 5. november 2022

Nyt fra Bafd. 05-11-2022

Efter flere års bryderier med frameldinger fra entreprenører, stigende priser og et stadigt ringere tag på museumshallen på Hedehusgård, gik arbejdet med at skifte taget i gang i denne uge. 


Med en god indsats fra et par hverdagshold som forarbejde kunne lørdagsholdet tage fat på arbejdet med at ombygge tagåsene i rygningen til den nye tagrytter. Det indebar både svejsning, savning samt søm og franske skruer.

Claus B svejser beslag på stålspærene så åsene kan placeres korrekt til montage af tagrytteren.

Nedtagne, gamle tagåse befries for net og kramper. Klavs og Steen i gang med det svære pillearbejde. Åsene skal genbruges hvor museumshallens 'kaninører' før sad.

Særligt ved gavlene krævede forberedelsen til tagrytteren en del arbejde. Her borer Kenneth for til franske skruer. En lille sky af træsmuld er på vej mod gulvet i museumshallen.

I løbet af dagen læssede Niels og Alexander nedtagne materialer på trailer og kørte dem til genbrugsplads. Steen ryddede området for dele af tagplader og andre nedtagne materialer. Ved siden af tagarbejdet nåede Claus N at adskille skinnestrengen fra treskinnesporet i spor 4. Skinnerne er nu placeret mellem spor 3 og 4 klar til borttransport.

Med en Manitou-maskine og arbejdsplatform var vi godt hjulpet i arbejdet højt over museumshallens gulv.

Hallens østgavl med et vinduesparti næsten nedtaget og det nordre 'kaninøre' stadig intakt.

Om kort tid håber vi at vores tildækkede lokomotiver kan befries for presenningerne. Et nyt tag betyder et tørt klima i hallen.

Den nye gavl med døren til Damp'a bliver nu forsynet med ståltrappe til perron og gårdsplads. Indenfor 12 måneder har vi bidraget til store forandringer omkring vores station på Hedehusgården.

I morgen er det planen at fjerne de sidste rester af det sydlige vinduesparti samt det nordlige. Mandag er det planen at vores tagentreprenør begynder nedtagning af det gamle tag.

mandag den 31. oktober 2022

Nyt fra maskinafdelingen #39-22 31/10:

Der arbejdes samtidigt på C3 og C4. C3 er længst - her monteres bænke. C4 får ordnet taget.

 Straks efter kaffen med dejlig citronmåne, som Niels medbragte, gik vi alle ud i værkstedsremisen og fordelte os omkring begge vogne. De stod så man kan se det er en rigtig produktion, der er gang i: C3 er ved at få monteret bænke og denne aften var det montering af de rustfrie beslag, der skal styrke bænkene. Jan, Per og Bjarne, Alexander m.fl. borede og skruede den hele aften. Beslagene var dem, der blev arbejdet på sidste mandag og Carsten havde derefter fået bukket dem i en passende vinkel. Bukkemaskinen blev denne aften anvendt til de fjederbeslag, der skal sidde på bogierne. Lars O. og Carsten fik udsavet, slebet og bukket de forskellige dele dertil.  De ansatser, der blev svejst på bogierne sidste uge, kunne Brian nu afrense og jeg grunde. Og de fine kantlister, som Jan fik fremstillet sidst, gav jeg en 1. gang sort. På C4 kravlede Kjeld rundt på taget og fik afrettet kanterne, så Niels, John, Klavs m.fl. kunne montere kantlisterne og til sidst gav Niels undertaget en kan finish med fugemassen, inden det får en sidste gang hvid maling. Gert og Rasmus arbejdede på de ny bremsesko, der skal anvendes i vognhallen til vogntogene.

Så der blev arbejdet i hvert et hjørne af værkstedet denne aften med 15 flittige fremmødte – Kommende mandag holder jeg fri, så det bliver spændende at se hvor langt vognene er kommet næste gang jeg ser dem… Mon ikke C3 bliver klar til juletrafikken? /Leif

Færdigsamlet beslag til affjedringen på bogierne.

Afretning af kanter på C4´s tag

Afrensning af glødeskal på bogierne

Bukning af beslag - kontrolmåling foretages

De rustfrie bænkbeslag monteret

Her foretages en test af bænkens kvalitet og styrke.
Udfaldet er tilfredsstillende :-)

Vognbænkmontageteam i aktion

Nye sko under produktion

Endelisterne til begge vogne får sort maling




lørdag den 29. oktober 2022

Nyt fra Bafd. 29-10-2022

Efteråret kan være utroligt velegnet til udendørsarbejde og det var tilfældet i dag. Vejrguderne tilsmilede holdet, der bestod af Alexander, Claus B og N, Søren, Steen, Steffen og Lars. Dagen bød på forskelligartede opgaver på Hedehusgården og Brandhøj - koordineret med Maskinafdelingen, der gennemførte materielflytning.

Steffen og Alexander bjerger en 10 kg/m skinne fra en af vores mange skinnestakke på Brandhøj-arealet.

Vi startede dagen med at rydde op i stakken af gamle skinner fra spor 0. Vi tog 10 kg/m skinnerne med til Brandhøj, hvor Bunkermuseet i Hanstholm senere skal hente dem til brug på deres bane omkring de store betonanlæg. Vi fandt yderligere skinner af forskellig længde i stakkene på Brandhøj, der kan genbruges i det nordjyske. Vi har formentligt en af landets største samlinger af små skinneprofiler og forskellige stålsveller, så vi kan godt undvære nogle stykker uden at tømme samlingen.

Drejeskiven fra Hou Station har ligget på Brandhøj i mange år. I dag fik vi den løftet op på nye strøer, ryddet bevoksning omkring den og renset den for mos og nedfaldne blade. Herefter var det tid til frokost, inden vi gjorde klar til dagens næste opgaver.

Nu svinder det lidt i rodebunken af gamle skinner ved 'løgnebænkene'. Claus B, Steffen og Søren finder 10 kg/m skinner.

Steen skaber luft omkring drejeskiven fra Hou.

Søren og Steen fik ved fælles hjælp løftet skiven fri af de formuldede blade og mos, der gennem årene har samlet sig omkring den.

Efter pausen blev der pludseligt travlt på Brandhøj. Et hold fra Mafd. havde i løbet af formiddagen løftet D 5 fra Vandbygningsvæsenet op på deplorider for transport til Brandhøj, hvor lokomotivet fremover får plads. Som forløber ankom Gert og Kjeld på vores klassiske pumpedræsine fra roebanerne. Mens der blev rangeret i og udenfor opbevaringshallen, kørte Søren, Alexander og Claus N til Hhg og hentede ballastvognene. Tilbage på Brandhøj blev de hurtigt fyldt og da M 30 var færdig med rangeringen, tog den de fyldte vogne med til Hhg.

Efter afslutning af arbejderne på Brandhøj samlede vi igen toget i spor 2 og afgik mod Hedehusgård, hvor vi straks tømte ballast i spor 4.

For kun en uge siden var det vores dræsine fra VBV, der blev luftet. I dag var det pumpedræsinen fra roebanerne. Her under passage i spor 1 på Brh.

Claus B fylder hurtigt to vogne med stabilgrus.

Søren og Lars tester prototype 2 til en spigroptrækker. Konklusion: der kommer en prototype 2B om lidt.

Begge ballastvogne blev hurtigt tømt i spor 4.

Stoppemaskinen blev fundet frem, og efter lidt opstartsproblemer kom der gang i begge motorer. Selve understopningen var meget besværlig grundet de snævre pladsforhold, men sporet blev understoppet, og kan godt bruges til lidt rangering. Det skal dog ballasteres og stoppes en gang mere før det er færdigt.

I den kommende periode skal taget på vognhallen på Hedehusgården skiftes, og forberedelser til dette arbejde udfører vi bl.a. på lørdag.

Steffen og Claus.


mandag den 24. oktober 2022

Nyt fra maskinafdelingen #38-22 24/10:

M25 køres udenfor, for at få olien varmet lidt op før skiftet. Klar til julekørslen.

 Denne mandag startede vi med et velbesøgt statusmøde i maskinafdelingen. 14 mand lyttede til maskinchefens gennemgang af projekterne og således kunne vi alle se at der er fin fremdrift i opgaverne. Så derfra kunne vi gå ud og fortsætte arbejdet:

Carsten, Kjeld, Otto og Fritz gik videre med opgaverne i det varme værksted: Carsten med fræsning af pufferhoved og -stok til C4; Fritz kunne slå det sidste gevind på første aksel til M9 og få sat den næste aksel op i drejebænken og Otto drejede jævne flader på de første hjul til minideploriderne. I snedkerværkstedet huserede Jan og Jan D. sammen med Bjarne. Her blev der arbejdet på udfræsning af kantlister og afretning af trinbræt m.m. I værkstedsremisen blev M25 startet op, kørt udenfor i tomgang, så motorolien kunne blive varm og flyde lidt lettere; den skulle nemlig skiftes og den opgave stod Alexander og Brian for nede i smøregraven, mens Gert blev oppe og vejledte undervejs. Det ser fortsat ud til at alle rør og samlinger er tætte, så M25 er nu klar til juletrafikken. Niels tog sig af at rulle hvidt under det nylagte tag, mens John L. sammen med Klavs borede de første af mange huller i kantlisterne til taget på M4. Per kørnede mærker på de mange midterbeslag til sædelisterne og med assistance fra Alexander, blev en del af dem også boret. Efterfølgende skal de bukkes. Jeg tog mig af første lag maling på siderne af C3 – udover at nedtage bannere og plakater for U42-togene. Så skal julen snart op… Der var aktivitet i alle hjørner og i alt var der 17 aktive på værkstederne /Leif

Så er der gevind i begge ender på akslen til M9



Afretning af trinbræt og udskæring af kantlister til C4


Der kan være meget olie i M25´s store motor...

Rulle hvidt under taget på C4

Mange huller at bore i kantlisten til C4

Mange kørnerprikker - og det færdige resultat i forgrunden

Kantlisten prøvemonteres på C3

Sidst på aftenen har Niels mange heppere til arbejdet.
Når han endelig bliver færdig, er det kaffetid...

Minideploridehjul - efter og før

Samlet pufferstok - og hoved