Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 28. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #07-22 28/02:

endnu en aftenstemning med tipvogne og lokomotiver foran værkstedet, hvor gulvholdet er godt i gang

 Det første jeg skulle se, da jeg kom til Gården, var hvordan resultatet af lørdagens vognvask var blevet. Det var flot! De har ikke været så rene i mange år – men nu kan man se at de trænger til en omgang maling på sider, gulv og trinbrædder. Mon ikke vi kan nå det inden sommeren? Rasmus kom med et par trækbukke fra roebanerne, som var sanket hos vennerne i Maribo. Dem fik vi læsset af. De kan godt komme til værdighed igen. Hans N. havde også været i gang med penslen og malet alle tagspær med grunder og hvid, så de også er klar til når rammerne til C3 og C4 ankommer.

Efter kaffen, så gik vi alle i gang; John L. bemandede søjleboremaskinen og fik boret og undersænket dækpladerne til lejerne, samt testsamlet de første deplorider.

Niels og Brian, samt flere hjælpere flåede endnu et stykke betongulv op mellem sporene til graven og ved siden af, så det også kan få et nyt, stærkt lag beton.

endnu et stykke gulv er på vej op i tipvognen

GM62 er kommet på værkstedet til det store 20 års eftersyn og Gert foretog en grundig gennemgang af træet ude og inde. Det ser nu ikke helt skidt ud og en omgang maling kan hjælpe meget. Jeg afmonterede derfor alt indvendige skilte, skruer mv., så væggene der også kan få en omgang. Det trængte alligevel til lidt bedre struktur. Snedkerafdelingen skal nok se lidt på portene… Lars O. svejsede nye pufferkoblinger til D8 og Kjeld fik fuget mellem vægtklodser og ramme. Henning arbejdede videre med delene til B3 og Carsten gav en hånd med hele vejen rundt. Vi var 11 mand, der arbejdede hårdt denne aften – og hyggeligt var det osse!

HUSK AT der er GF22 på lørdag kl. 10.30 i Hedehuset! Vi ses /Leif


Der svejses


Puffer til D8

Fugearbejde på D8
GM62 tømt for alt på væggen


Sidst på aftenen tilbød Rasmus skopudsning med fedtelær..

Nyt fra Bafd og Mafd d. 26-02-2022

 Lørdag var der stor aktivitet på Hedehusgården allerede fra morgenstunden. Maskinafdelingen havde arrangeret en vognvaske-dag, hvor vores personvogne skulle vaskes og klargøres til sæsonen. Til det formål var der indkøbet morgenbrød og frokost, så de mange nye aktive i maskinafdelingen kunne holde sulten fra døren, alt i mens der blev vasket vogne. Hele dampstammen samt melisvognen i motorstammen nåede at blive vasket både udvendigt og indvendigt i løbet af dagen. Det er mange år siden, at de har været så rene.

Baneafdelingen brugte dagen på at etablere et kabelrørsanlæg fra nordenden af vores nye perron, forbi kiosken og over til vognhallen. Vores eksisterende forsyningskabler til kiosk og vognhal var oprindeligt ophængt på den nu nedrevne lade, så de skal i den kommende tid lægges ned i kabelrørsanlægget. I alt knapt 300 m kabelrør og 3 brønde blev nedgravet denne dag i det skønneste solskinsvejr, hvor vinterjakkerne for en stund kunne lægges lidt væk.

Næste lørdag er der generalforsamling, men efter denne arbejder vi nok videre med kabeltræk.

Steffen


Vognvaskeholdet ved opstart på opgaven. Fra venstre Peter, Kisser, John, Steen og Niels.
Herudover deltog Carsten, Henning og Brian.
Lars og Søren er i gang med at tæmme kabelrørene. En brønd ses tv. (CN)


Gravearbejdet er nået frem til kiosken og det sidste hegn må lade livet. (RBJ)

Der graves videre forbi kiosken mens der dækkes til i baggrunden (RBJ)

Vognvaskeholdet er rykket ned foran værkstedet og har taget vores hedtvandsrenser til hjælp


Der graves henover grusvejen (SH)

Dagen sluttede af med opsætning af den første ud af 4 træmaster, der skal bære den kommende
perronbelysning (RBJ)


  


onsdag den 23. februar 2022

Nyt fra Bafd. 23-02-2022

Et effektivt hold arbejdede i dag med optagning af spigr og adskillelse af lasker i spor 1 på Hedehusgården. Peter H havde kørt banetoget frem i spor 2 og arbejdede derfra i spor 1. Vejret var fint og det er kun småting, der resterer for holdet på lørdag. Adskillige medlemmer arbejdede i værkstederne, så der var god bemanding på HVB i dag.

Peter H i gang med optrækning af spigr i spor 1.


mandag den 21. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #06-22 21/02:

Aftenstemning fra den nuværende perron. Nu kan stalden ses - og i forgrunden et større "svømmebassin"...

 

Da jeg ankom, var Peter H. i gang med at tage spiger op i spor 1 som forberedelse til lørdags banearbejde – inden det begyndte at pisregne… Vi fik startet en kande kaffe og folk ankom og fik en kop med. John L. ”Fly” og Carsten gik i gang med rulleskøjterne, mens Fritz og Otto monterede et emne til at fræse møtrikker af i Pedersen fræseren. Hans og jeg kiggede så på grunder og maling til sæder og tagbuer til C3/C4. Jan og Bjarne gik i snedkeriet og skar ud til stolperne i håndlisterne. Hans Henrik fik grundet vendegearet på D8, så det snart kan få blå. Der blev også kigget på opgaven med røgkammerkarm og – dør på Da7 og Lars O. sammensvejsede (vist) noget til rulleskøjterne – sammen med Cykel-John. Brian og jeg gik i vognhallen, hvor vi forbedrede opsætningen af presenninger, da der havde samlet sig vand i et par af dem. Nu er der skrå flader… Således beskæftiget i vognhallen endnu en aften fik jeg derfor ikke noteret alt udført arbejde, for vi var igen 16 mand på Gården denne aften, som flittigt var i gang rundt omkring /Leif



Boring af lejedækplader

Udskæring i håndlisterne for stolpe på C3/C4 

- med efterfølgende finpudsning

Røgkammerkarm og dør skal have en tur!

Der fræses ud til 4 møtrikker til akslerne for M9

Vendegearet på D8 får grunder

Hyggesnak i værkstedet sidst på aftenen




søndag den 20. februar 2022

Nyt fra Bafd 19-02-2022

I baneafdelingen arbejder vi udendørs i al slags vejr. I kølvandet på stormen Nora kunne vi i ro og mag begynde sætningen af den sidste del af den nye perron, hvor spor 0 før lå. Vejret var fint og en mindre regnbyge formåede ikke at forstyrre vores arbejde. Dagens hold bestod af Kenneth, Klavs, Rasmus, Steffen, Peter H og Claus B og N.

Perronarbejde lørdag formiddag i solskin. Ingen eftervirkninger efter stormen - men dejligt solskin. Foto: Rasmus Brandt.

Vi begyndte med at pille det sidste perronfundament op, vi satte for 14 dage siden. Det stod for højt, men med lidt udgravning kom det hurtigt på plads igen. Fra en erfaren praktiker hos en større dansk jernbaneentreprenør havde vi fået det råd, at sætte perronfundamenterne på fliser i bunden af udgravningen. Når fliserne er anbragt i water i den rette højde, kan fundamenterne let justeres i længde- og sideretning. Også under vores forhold og med brugte, ældre materialer fungerede fliseløsningen udmærket. Med praktikerens CV indeholdende sætning af kilometervis af perronforkanter måske ikke så overraskende?

Selvom vi anvendte en lidt anden metode, kom arbejdet hurtigt ind i en god rytme og med Klavs, Kenneth og Claus B og N i stand til at klare perronbygningen selv. Derfor kørte Peter og Steffen til Brandhøj for at hente fundablokke og underlagsplader til den kommende ombygning af spor 1 på Hhg.

Mens der sættes nye perronforkanter i baggrunden, er Steffen og Rasmus i gang med den første forsigtige tilfyldning omkring fundamenterne i forgrunden.

Kenneth kontrollerer dybden af udgravningen.

Klavs har fyldt flisegrus i bunden af udgravningen, og Kenneth snupper en flise til placering som underlag til fundamentselementet. En række fundamenter (kaldet 'støvler') står klar på deploriderne i baggrunden.

Arbejdsholdet var samlet igen til frokost og arbejdet fortsatte efter en kort spisepause. Alle virkede motiverede for at sætte hele perronen inden arbejdsdagens afslutning. Med det fulde hold på opgaven gik arbejdet raskt fremad. Derfor blev der også tid til kaffepause, der denne gang atter bød på Rasmus' hjemmebag og en kanelstang medbragt af Kenneth. Med sukkerdepoterne fyldt gik slutspurten ind. Det sidste fundament blev sat og forkanten løftet på plads. Alle 24 elementer på den 50 m lange perron var dermed på plads. Vi sætter formentligt traditionelle skråsatte elementer som afslutning i begge ender af perronen, men det bliver en anden dag. Alle huller efterfyldtes og stampedes indledningsvist med håndskovl og senere maskinelt med gravemaskine og jordloppe. Imens blev materialerne fra Brandhøj læsset af og vi ryddede op på arbejdsområdet.

M 30 med fladvogn er netop ankommet, læsset med materialer til de næste dages arbejder.

Så er der kaffe og kage. Selvom vi skal nå en del opgaver inden sommerkørslen begynder i maj, har vi tid til pauser og hygge.

Området bag perronforkanten jævnes. Rasmus holder pause i oprydningen og betragter fra perronen ved spor 2, den nye kommende hovedperron på Hedehusgård Station.

Næste lørdag laver vi opfølgende arbejder på perronen og tager fat på ombygning af spor 1.

mandag den 14. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #05-22 14/02:

Jeg husker stemningen som meget bedre end foto viser - men det er alvor når projekterne gennemgåes :-)
OBS: På lørdag 19. februar kl. 13 har Gert og Bo indkaldt til et særligt projektmøde vedr. "B3 - Sukkergris" for alle de, der ønsker at vide mere om at deltage i projektet og relevante opgaver.

Hans malede værktøjsvægge og hængte værktøjet op igen og jeg fik rejst og repareret den væltede bannerholder ud mod Brandhøjgårdsvej, inden der så var projektstatusmøde i Damp á med 14 fremmødte. Her kunne Gert berette at produktionen af rammerne til både vogne og bogier til C3 /C4 er godt i gang eksternt. Carsten fortalte kort om de dele vi har som egenproduktion; det er bla. fjederkurve og forskellige dele til puffertøjet. D8 er godt i gang. Arbejdet med rulleskøjterne genoptages. Laderelæ er genmonteret i M24, der nu skal motorjusteres. (brændstofpumpen) Opgaverne således gennemgået og kaffen drukket, gik vi til værkstederne; Carsten og John L. kiggede på opgaven med rulleskøjterne; Jan færdiggjorde fræsningen af håndlister i snedkerværkstedet. Bjarne og Niels fik monteret huset til vendegearet og senere samlet resten af geardelene på D8. Kjeld m.fl. fik savet dele til koblingen dertil. Kjeld fik også vandet det flotte, nye gulv, som vi bagefter fik dækket over med plast. Brian, Kenneth og jeg gik i vognhallen, hvor vi byggede stativer og lagde presenninger over lokomotiverne i håb om at de bliver beskyttet lidt mod nedfaldne tagdele – når udskiftningen af taget på hallen forhåbentlig snart bliver igangsat. Lars L. fik smurt gravemaskinens larvefødder mm. så den er klar til lørdag. Beskæftiget i vognhallen fik  jeg derfor ikke noteret alt udført arbejde, for vi var 16 mand på Gården denne aften, som flittigt var i gang. /Leif

Det flotte resultat af lørdagens støbearbejde vandes!

- og det flotte resultat af Hans malearbejde



En grundig gennemgang af status på rulleskøjteprojektet

Alle udstillingslokomotiver er nu overdækket med
presenninger som Henning og Brian har doneret - tak!

Samling af vendegear på D8

- mange hjælpsomme deltagere i opgaven sidst på aftenen...




søndag den 13. februar 2022

Nyt fra Bafd. 12-02-2022

Solskin og frost i jorden mødte holdet i baneafdelingen fra morgenstunden. Dagens program lød på flytning af M 39 og optagning af spor 0 som forberedelse til yderligere perronbygning. Et større hold fra maskinafdelingen støbte gulv i værkstedsremisen og der var undervisning i SR, så det var længe siden, der havde været så mange aktive i aktion på Hedehusgården.

Normalt bygger vi spor, men for at få plads til den nye perron må spor 0 vige pladsen. Billedet er lige efter frokostpausen og M 39 er kommet på deplorider. Den nordlige ende af spor 0 fjernes.

For at komme videre med perronbygningen var det nødvendigt at fjerne Diema-motorvognen M 39 og resten af spor 0. Flittige medlemmer havde mandag afmonteret banerømmerne på M 39 og det gjorde at vi kunne sætte motorvognen på deplorider uden at bruge donkrafte og opklodsningstømmer. Mens Peter deltog i gulvstøbningen i værkstedsremisen kastede Klavs, Lars, Steffen, Steen, Rasmus samt Claus B og N sig over lægningen af vores sporrampe og en løs sporramme. Med forsigtighed trak vi derefter motorvognen op på det midlertidige spor, og da forreste bogie nåede enden af sporrammen, dumpede forreste pufferplanke på M 39 ned på den deploride, der stod klar. Vi fjernede rampedelen af det midlertidige spor og kunne så håndskubbe M 39 den modsatte vej, så den landede på den sidste deploride. En helt igennem gnidningsfri operation, gjort mulig ved godt samarbejde mellem mandags- og lørdagshold.

Herefter gjorde vi M 39 klar til transport, tømte tipkasserne for gamle blade mv. og skubbede den væk fra spor 0, hvor vi derefter gjorde klar til sporoptagelse. Inden skulle vi dog lige spise frokost og nu sluttede Benjamin sig også til arbejdsholdet.

Rampen og sporrammen er på plads og en af vores drejeskammeldeplorider står klar. Foto: Rasmus Brandt.

Med Claus N i M 12 trækkes M 39 langsomt op på den midlertidige sporramme. Resten af holdet følger nøje motorvognens vej op på sporrammen. Foto: Rasmus Brandt.

Hængende på to deplorider gøres M 39 klar til transport. Steen tømmer de to tipkasser for mos og formuldede blade og grene. Steffen finder værktøj til adskillelse af gamle laskebolte.

Der var travl aktivitet i værkstedsremisen. To blandere var i aktion for at lave beton til støbningen af nyt gulv.

Støbearbejdet brugte hurtigt lageret af støbegrus, så Peter og Lars hentede nye forsyninger på Brandhøj. Her afgår M 30 med tre tipvogne til grus og gravemaskinen til læsning.

Efter frokostpausen gik arbejdet med at fjerne spor 0 hurtigt i gang. Da sporet var anlagt med tredjeskinne for både 700 og 600 mm sporvidde gav det lidt ekstra arbejde. At sporet igennem tiderne desuden var forsynet med spigr af mange forskellige størrelse og franske skruer som ekstra 'krydderi', gjorde ikke arbejdet lettere. 

Sporrammer og skinner samledes i en stak eller lagdes helt ud langs det gamle ladefundament, mens svellerne blev samlet ind og kørt til oplagring på et sæt deplorider i spor 21 på vognhalsbanegården. Forinden var Claus B og Peter kørt til Brandhøj med M 39, der blev sat på sporet bag opbevaringshallen. På et senere tidspunkt skal motorvognen naturligvis indendørs.

Dagen sluttede med oprydning så området, hvor spor 0 før lå, er klar til perronbygning på lørdag.

De sidste spigr i spor 0 fjernes af Steffen og Benjamin, mens Lars og Claus N læsser gamle sveller på Storebæltsvognen. Foto: Rasmus Brandt.


Diema-ekspressen bestående af M 30 og M 39 er med alt andet end imponerende fart på vej til Brandhøj. Bemandingen består af Peter og Claus B.

Spor 0 er ryddet og klar til næste lørdags perronbygning.