Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 13. februar 2022

Nyt fra Bafd. 12-02-2022

Solskin og frost i jorden mødte holdet i baneafdelingen fra morgenstunden. Dagens program lød på flytning af M 39 og optagning af spor 0 som forberedelse til yderligere perronbygning. Et større hold fra maskinafdelingen støbte gulv i værkstedsremisen og der var undervisning i SR, så det var længe siden, der havde været så mange aktive i aktion på Hedehusgården.

Normalt bygger vi spor, men for at få plads til den nye perron må spor 0 vige pladsen. Billedet er lige efter frokostpausen og M 39 er kommet på deplorider. Den nordlige ende af spor 0 fjernes.

For at komme videre med perronbygningen var det nødvendigt at fjerne Diema-motorvognen M 39 og resten af spor 0. Flittige medlemmer havde mandag afmonteret banerømmerne på M 39 og det gjorde at vi kunne sætte motorvognen på deplorider uden at bruge donkrafte og opklodsningstømmer. Mens Peter deltog i gulvstøbningen i værkstedsremisen kastede Klavs, Lars, Steffen, Steen, Rasmus samt Claus B og N sig over lægningen af vores sporrampe og en løs sporramme. Med forsigtighed trak vi derefter motorvognen op på det midlertidige spor, og da forreste bogie nåede enden af sporrammen, dumpede forreste pufferplanke på M 39 ned på den deploride, der stod klar. Vi fjernede rampedelen af det midlertidige spor og kunne så håndskubbe M 39 den modsatte vej, så den landede på den sidste deploride. En helt igennem gnidningsfri operation, gjort mulig ved godt samarbejde mellem mandags- og lørdagshold.

Herefter gjorde vi M 39 klar til transport, tømte tipkasserne for gamle blade mv. og skubbede den væk fra spor 0, hvor vi derefter gjorde klar til sporoptagelse. Inden skulle vi dog lige spise frokost og nu sluttede Benjamin sig også til arbejdsholdet.

Rampen og sporrammen er på plads og en af vores drejeskammeldeplorider står klar. Foto: Rasmus Brandt.

Med Claus N i M 12 trækkes M 39 langsomt op på den midlertidige sporramme. Resten af holdet følger nøje motorvognens vej op på sporrammen. Foto: Rasmus Brandt.

Hængende på to deplorider gøres M 39 klar til transport. Steen tømmer de to tipkasser for mos og formuldede blade og grene. Steffen finder værktøj til adskillelse af gamle laskebolte.

Der var travl aktivitet i værkstedsremisen. To blandere var i aktion for at lave beton til støbningen af nyt gulv.

Støbearbejdet brugte hurtigt lageret af støbegrus, så Peter og Lars hentede nye forsyninger på Brandhøj. Her afgår M 30 med tre tipvogne til grus og gravemaskinen til læsning.

Efter frokostpausen gik arbejdet med at fjerne spor 0 hurtigt i gang. Da sporet var anlagt med tredjeskinne for både 700 og 600 mm sporvidde gav det lidt ekstra arbejde. At sporet igennem tiderne desuden var forsynet med spigr af mange forskellige størrelse og franske skruer som ekstra 'krydderi', gjorde ikke arbejdet lettere. 

Sporrammer og skinner samledes i en stak eller lagdes helt ud langs det gamle ladefundament, mens svellerne blev samlet ind og kørt til oplagring på et sæt deplorider i spor 21 på vognhalsbanegården. Forinden var Claus B og Peter kørt til Brandhøj med M 39, der blev sat på sporet bag opbevaringshallen. På et senere tidspunkt skal motorvognen naturligvis indendørs.

Dagen sluttede med oprydning så området, hvor spor 0 før lå, er klar til perronbygning på lørdag.

De sidste spigr i spor 0 fjernes af Steffen og Benjamin, mens Lars og Claus N læsser gamle sveller på Storebæltsvognen. Foto: Rasmus Brandt.


Diema-ekspressen bestående af M 30 og M 39 er med alt andet end imponerende fart på vej til Brandhøj. Bemandingen består af Peter og Claus B.

Spor 0 er ryddet og klar til næste lørdags perronbygning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.