Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 21. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #06-22 21/02:

Aftenstemning fra den nuværende perron. Nu kan stalden ses - og i forgrunden et større "svømmebassin"...

 

Da jeg ankom, var Peter H. i gang med at tage spiger op i spor 1 som forberedelse til lørdags banearbejde – inden det begyndte at pisregne… Vi fik startet en kande kaffe og folk ankom og fik en kop med. John L. ”Fly” og Carsten gik i gang med rulleskøjterne, mens Fritz og Otto monterede et emne til at fræse møtrikker af i Pedersen fræseren. Hans og jeg kiggede så på grunder og maling til sæder og tagbuer til C3/C4. Jan og Bjarne gik i snedkeriet og skar ud til stolperne i håndlisterne. Hans Henrik fik grundet vendegearet på D8, så det snart kan få blå. Der blev også kigget på opgaven med røgkammerkarm og – dør på Da7 og Lars O. sammensvejsede (vist) noget til rulleskøjterne – sammen med Cykel-John. Brian og jeg gik i vognhallen, hvor vi forbedrede opsætningen af presenninger, da der havde samlet sig vand i et par af dem. Nu er der skrå flader… Således beskæftiget i vognhallen endnu en aften fik jeg derfor ikke noteret alt udført arbejde, for vi var igen 16 mand på Gården denne aften, som flittigt var i gang rundt omkring /Leif



Boring af lejedækplader

Udskæring i håndlisterne for stolpe på C3/C4 

- med efterfølgende finpudsning

Røgkammerkarm og dør skal have en tur!

Der fræses ud til 4 møtrikker til akslerne for M9

Vendegearet på D8 får grunder

Hyggesnak i værkstedet sidst på aftenen




søndag den 20. februar 2022

Nyt fra Bafd 19-02-2022

I baneafdelingen arbejder vi udendørs i al slags vejr. I kølvandet på stormen Nora kunne vi i ro og mag begynde sætningen af den sidste del af den nye perron, hvor spor 0 før lå. Vejret var fint og en mindre regnbyge formåede ikke at forstyrre vores arbejde. Dagens hold bestod af Kenneth, Klavs, Rasmus, Steffen, Peter H og Claus B og N.

Perronarbejde lørdag formiddag i solskin. Ingen eftervirkninger efter stormen - men dejligt solskin. Foto: Rasmus Brandt.

Vi begyndte med at pille det sidste perronfundament op, vi satte for 14 dage siden. Det stod for højt, men med lidt udgravning kom det hurtigt på plads igen. Fra en erfaren praktiker hos en større dansk jernbaneentreprenør havde vi fået det råd, at sætte perronfundamenterne på fliser i bunden af udgravningen. Når fliserne er anbragt i water i den rette højde, kan fundamenterne let justeres i længde- og sideretning. Også under vores forhold og med brugte, ældre materialer fungerede fliseløsningen udmærket. Med praktikerens CV indeholdende sætning af kilometervis af perronforkanter måske ikke så overraskende?

Selvom vi anvendte en lidt anden metode, kom arbejdet hurtigt ind i en god rytme og med Klavs, Kenneth og Claus B og N i stand til at klare perronbygningen selv. Derfor kørte Peter og Steffen til Brandhøj for at hente fundablokke og underlagsplader til den kommende ombygning af spor 1 på Hhg.

Mens der sættes nye perronforkanter i baggrunden, er Steffen og Rasmus i gang med den første forsigtige tilfyldning omkring fundamenterne i forgrunden.

Kenneth kontrollerer dybden af udgravningen.

Klavs har fyldt flisegrus i bunden af udgravningen, og Kenneth snupper en flise til placering som underlag til fundamentselementet. En række fundamenter (kaldet 'støvler') står klar på deploriderne i baggrunden.

Arbejdsholdet var samlet igen til frokost og arbejdet fortsatte efter en kort spisepause. Alle virkede motiverede for at sætte hele perronen inden arbejdsdagens afslutning. Med det fulde hold på opgaven gik arbejdet raskt fremad. Derfor blev der også tid til kaffepause, der denne gang atter bød på Rasmus' hjemmebag og en kanelstang medbragt af Kenneth. Med sukkerdepoterne fyldt gik slutspurten ind. Det sidste fundament blev sat og forkanten løftet på plads. Alle 24 elementer på den 50 m lange perron var dermed på plads. Vi sætter formentligt traditionelle skråsatte elementer som afslutning i begge ender af perronen, men det bliver en anden dag. Alle huller efterfyldtes og stampedes indledningsvist med håndskovl og senere maskinelt med gravemaskine og jordloppe. Imens blev materialerne fra Brandhøj læsset af og vi ryddede op på arbejdsområdet.

M 30 med fladvogn er netop ankommet, læsset med materialer til de næste dages arbejder.

Så er der kaffe og kage. Selvom vi skal nå en del opgaver inden sommerkørslen begynder i maj, har vi tid til pauser og hygge.

Området bag perronforkanten jævnes. Rasmus holder pause i oprydningen og betragter fra perronen ved spor 2, den nye kommende hovedperron på Hedehusgård Station.

Næste lørdag laver vi opfølgende arbejder på perronen og tager fat på ombygning af spor 1.

mandag den 14. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #05-22 14/02:

Jeg husker stemningen som meget bedre end foto viser - men det er alvor når projekterne gennemgåes :-)
OBS: På lørdag 19. februar kl. 13 har Gert og Bo indkaldt til et særligt projektmøde vedr. "B3 - Sukkergris" for alle de, der ønsker at vide mere om at deltage i projektet og relevante opgaver.

Hans malede værktøjsvægge og hængte værktøjet op igen og jeg fik rejst og repareret den væltede bannerholder ud mod Brandhøjgårdsvej, inden der så var projektstatusmøde i Damp á med 14 fremmødte. Her kunne Gert berette at produktionen af rammerne til både vogne og bogier til C3 /C4 er godt i gang eksternt. Carsten fortalte kort om de dele vi har som egenproduktion; det er bla. fjederkurve og forskellige dele til puffertøjet. D8 er godt i gang. Arbejdet med rulleskøjterne genoptages. Laderelæ er genmonteret i M24, der nu skal motorjusteres. (brændstofpumpen) Opgaverne således gennemgået og kaffen drukket, gik vi til værkstederne; Carsten og John L. kiggede på opgaven med rulleskøjterne; Jan færdiggjorde fræsningen af håndlister i snedkerværkstedet. Bjarne og Niels fik monteret huset til vendegearet og senere samlet resten af geardelene på D8. Kjeld m.fl. fik savet dele til koblingen dertil. Kjeld fik også vandet det flotte, nye gulv, som vi bagefter fik dækket over med plast. Brian, Kenneth og jeg gik i vognhallen, hvor vi byggede stativer og lagde presenninger over lokomotiverne i håb om at de bliver beskyttet lidt mod nedfaldne tagdele – når udskiftningen af taget på hallen forhåbentlig snart bliver igangsat. Lars L. fik smurt gravemaskinens larvefødder mm. så den er klar til lørdag. Beskæftiget i vognhallen fik  jeg derfor ikke noteret alt udført arbejde, for vi var 16 mand på Gården denne aften, som flittigt var i gang. /Leif

Det flotte resultat af lørdagens støbearbejde vandes!

- og det flotte resultat af Hans malearbejde



En grundig gennemgang af status på rulleskøjteprojektet

Alle udstillingslokomotiver er nu overdækket med
presenninger som Henning og Brian har doneret - tak!

Samling af vendegear på D8

- mange hjælpsomme deltagere i opgaven sidst på aftenen...




søndag den 13. februar 2022

Nyt fra Bafd. 12-02-2022

Solskin og frost i jorden mødte holdet i baneafdelingen fra morgenstunden. Dagens program lød på flytning af M 39 og optagning af spor 0 som forberedelse til yderligere perronbygning. Et større hold fra maskinafdelingen støbte gulv i værkstedsremisen og der var undervisning i SR, så det var længe siden, der havde været så mange aktive i aktion på Hedehusgården.

Normalt bygger vi spor, men for at få plads til den nye perron må spor 0 vige pladsen. Billedet er lige efter frokostpausen og M 39 er kommet på deplorider. Den nordlige ende af spor 0 fjernes.

For at komme videre med perronbygningen var det nødvendigt at fjerne Diema-motorvognen M 39 og resten af spor 0. Flittige medlemmer havde mandag afmonteret banerømmerne på M 39 og det gjorde at vi kunne sætte motorvognen på deplorider uden at bruge donkrafte og opklodsningstømmer. Mens Peter deltog i gulvstøbningen i værkstedsremisen kastede Klavs, Lars, Steffen, Steen, Rasmus samt Claus B og N sig over lægningen af vores sporrampe og en løs sporramme. Med forsigtighed trak vi derefter motorvognen op på det midlertidige spor, og da forreste bogie nåede enden af sporrammen, dumpede forreste pufferplanke på M 39 ned på den deploride, der stod klar. Vi fjernede rampedelen af det midlertidige spor og kunne så håndskubbe M 39 den modsatte vej, så den landede på den sidste deploride. En helt igennem gnidningsfri operation, gjort mulig ved godt samarbejde mellem mandags- og lørdagshold.

Herefter gjorde vi M 39 klar til transport, tømte tipkasserne for gamle blade mv. og skubbede den væk fra spor 0, hvor vi derefter gjorde klar til sporoptagelse. Inden skulle vi dog lige spise frokost og nu sluttede Benjamin sig også til arbejdsholdet.

Rampen og sporrammen er på plads og en af vores drejeskammeldeplorider står klar. Foto: Rasmus Brandt.

Med Claus N i M 12 trækkes M 39 langsomt op på den midlertidige sporramme. Resten af holdet følger nøje motorvognens vej op på sporrammen. Foto: Rasmus Brandt.

Hængende på to deplorider gøres M 39 klar til transport. Steen tømmer de to tipkasser for mos og formuldede blade og grene. Steffen finder værktøj til adskillelse af gamle laskebolte.

Der var travl aktivitet i værkstedsremisen. To blandere var i aktion for at lave beton til støbningen af nyt gulv.

Støbearbejdet brugte hurtigt lageret af støbegrus, så Peter og Lars hentede nye forsyninger på Brandhøj. Her afgår M 30 med tre tipvogne til grus og gravemaskinen til læsning.

Efter frokostpausen gik arbejdet med at fjerne spor 0 hurtigt i gang. Da sporet var anlagt med tredjeskinne for både 700 og 600 mm sporvidde gav det lidt ekstra arbejde. At sporet igennem tiderne desuden var forsynet med spigr af mange forskellige størrelse og franske skruer som ekstra 'krydderi', gjorde ikke arbejdet lettere. 

Sporrammer og skinner samledes i en stak eller lagdes helt ud langs det gamle ladefundament, mens svellerne blev samlet ind og kørt til oplagring på et sæt deplorider i spor 21 på vognhalsbanegården. Forinden var Claus B og Peter kørt til Brandhøj med M 39, der blev sat på sporet bag opbevaringshallen. På et senere tidspunkt skal motorvognen naturligvis indendørs.

Dagen sluttede med oprydning så området, hvor spor 0 før lå, er klar til perronbygning på lørdag.

De sidste spigr i spor 0 fjernes af Steffen og Benjamin, mens Lars og Claus N læsser gamle sveller på Storebæltsvognen. Foto: Rasmus Brandt.


Diema-ekspressen bestående af M 30 og M 39 er med alt andet end imponerende fart på vej til Brandhøj. Bemandingen består af Peter og Claus B.

Spor 0 er ryddet og klar til næste lørdags perronbygning.

mandag den 7. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #04-22 07/02:

M39 - her stadig med banerømmerne på. Efter mandag aften var de afmonteret.

Den gule Diema selvkørende tipvogn med Deutz-motor, M 39 fra Gram teglværk skal snart transporteres ud til magasinet på Brandhøj. Det udløste en god opgave til vores nye hold af aktive: for at lette transporten, så skulle banerømmerne afmonteres i begge ender. Med stor flid og gå-på mod så blev der rigget lys og arbejdsforhold til, så de mange bolte kunne blive løsnet. Nogen gik rimelig let, men et par stykker krævede en ekstra indsats – men opgaven blev løst perfekt under Kjelds kyndige vejledning. Carsten fik monteret lejer og lejekasser på en aksel til de nye bogier. Den skal bruges til at fiksere akselstyrene under montagen, så de får den helt rigtige placering og afstand. De krævede en gang opvarmning af lejerne og et par gode slag med den store blyhammer, der blev ført af Kjeld. Brian og jeg gik i vognhallen og syslede videre med overdækning af de små lokomotiver. Det blev vist mest til en udvidet rundvisning… Bjarne gjorde status over trædelene til C3 og C4. De er alle ved at være klar til rammerne ankommer. En fin aften med 9 mand på Gården – og nederste fotos er fra i lørdags… /Leif

Gulvet er ryddet for beton og klar til støbning næste lørdag

Afmontering af banerømmere på Diema M39 i mørket

Carsten i køkkenet... lejet opvarmes i olien

og Kjeld giver lejekassen et par velanbragte slag med blyhammeren


Efter mødet i Mafd lørdag, så blev der leveret en vognfuld grus -

- og det ophuggede beton skulle køres til rampen

efter aflæsning blev det fordelt, så sporet stadig er frit.

- og turen kunne atter gå hjemover




lørdag den 5. februar 2022

Nyt fra Bafd. 05-02-2022

Vejrudsigten lød på blæst og sol. Arbejdsprogrammet sagde perronbygning. Claus B og Peter H havde som de mest morgenduelige af dagens arbejdsstyrke, rangeret arbejdstoget frem i spor på Hedehusgården. Med Steffen, Claus N, Rasmus, Kenneth og Lars i arbejdstøjet udlagde vi 'støvler' og forkanter i spor 2 og hensatte, efter aflæsning af gravemaskinen, arbejdstoget i spor 3.

Dagens første 'støvle' på vej på plads i sit hul. De næste huller er under forberedelse, og Rasmus er ved at finjustere sidste lørdags forkanter med plastkiler.  

Med erfaringerne fra sidste lørdags perronarbejde, greb vi tingene lidt anderledes an. Gravemaskinen arbejdede fra spor 1 og med delene mellemlagret i spor 2 fungerede 'flowet' i arbejdet langt bedre. Mens der kom godt gang i sætning af perron, tog Peter og Lars M 30 og et sæt tomme deplorider og kørte til Brandhøj for en ny ladning 'støvler og forkanter. Med et passende antal forkanter sat, blev det frokosttid. Efter spisepausen sluttede Steen sig til holdet, da aktivmødet i maskinafdelingen var afsluttet. Med ny energi fortsatte vi arbejdet.

Kenneth tjekker dybden af hullet, mens Claus B venter spændt på resultatet. Som dagen gik opnåedes fine resultater på +/- 2-3 cm. Ikke dårligt af en fritidsmaskinfører!

Dagens første perronforkant sættes. 'Støvlerne' i forgrunden nåede alle ned i deres respektive huller inden kaffepausen.

Vue fra nuværende hovedperron viser den nye perrons placering, hvor spor 0 før lå tæt op ad den nu nedrevne lades vestvæg. En perronforkant ses klar til isætning på tværs af spor 2. Foto: Rasmus Brandt.

Da det var tid til kaffe, var alle materialer til rådighed på Hedehusgård brugt. At vi for alvor havde knækket koden på arbejdsgangen kunne ses på produktionen, der ved kaffetid noteredes som godt 3 gange større end sidste lørdag. Kaffen blev nydt sammen med hjemmebagt chokoladekage medbragt af Rasmus. Da vi var begyndt at spekulere på, om vi virkeligt skulle  opgive arbejdet på grund af manglende logistik, dukkede Peter og Lars op med en ny forsyning. De havde desuden medbragt to tipvogne med grus til maskinafdelingens gulvprojekt og to skinner til fremstilling af yderligere trækstænger til deplorider.

Rester af et medlem, der aldrig gav en omgang øl, tilbage fra 1970'erne? Vi fandt aldrig ud af det, men udgravningerne afslørede udover tøjrester også en overbrændt mursten.

Rasmus og Steffen styrer perronforkanten på plads, mens Claus B langsomt sænker den ned mellem 'støvlernes' indstøbte skinneprofiler.

M 30 med 'just in time'-time logistik under indkørsel i spor 2.


Materialetransporten passerer dagens arbejdssted. Perronen bliver ca. 50 m lang og er dermed i stand til at håndtere vores nuværende toglængde med et overskud til fremtidig trafikudvikling. Helt til højre i baggrunden ses den sidste del af spor 0 og den gule, selvkørende Diema M 39.


Livlig aktivitet på Hedehugård st set fra en lidt anden synsvinkel. Foto Niels B.

Vi valgte at bruge resten af dagen til at få reguleret og komprimeret den opgravede jord bag perronen, samtidig med at vi justerede de sidste af perronelementerne. Sidst på dagen fik vi klargjort den selvkørende Diema tipvogn M 39 til flytning. Bremsen blev løsnet, og vi fik konstateret at den godt kan rulle. Således er vi klar til næste lørdag, hvor vi først skal have flyttet M 39 op på deplorider, og derefter optaget resten af spor 0, inden vi kan komme videre med at bygge perron.

Claus & Steffen