Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 5. februar 2022

Nyt fra Bafd. 05-02-2022

Vejrudsigten lød på blæst og sol. Arbejdsprogrammet sagde perronbygning. Claus B og Peter H havde som de mest morgenduelige af dagens arbejdsstyrke, rangeret arbejdstoget frem i spor på Hedehusgården. Med Steffen, Claus N, Rasmus, Kenneth og Lars i arbejdstøjet udlagde vi 'støvler' og forkanter i spor 2 og hensatte, efter aflæsning af gravemaskinen, arbejdstoget i spor 3.

Dagens første 'støvle' på vej på plads i sit hul. De næste huller er under forberedelse, og Rasmus er ved at finjustere sidste lørdags forkanter med plastkiler.  

Med erfaringerne fra sidste lørdags perronarbejde, greb vi tingene lidt anderledes an. Gravemaskinen arbejdede fra spor 1 og med delene mellemlagret i spor 2 fungerede 'flowet' i arbejdet langt bedre. Mens der kom godt gang i sætning af perron, tog Peter og Lars M 30 og et sæt tomme deplorider og kørte til Brandhøj for en ny ladning 'støvler og forkanter. Med et passende antal forkanter sat, blev det frokosttid. Efter spisepausen sluttede Steen sig til holdet, da aktivmødet i maskinafdelingen var afsluttet. Med ny energi fortsatte vi arbejdet.

Kenneth tjekker dybden af hullet, mens Claus B venter spændt på resultatet. Som dagen gik opnåedes fine resultater på +/- 2-3 cm. Ikke dårligt af en fritidsmaskinfører!

Dagens første perronforkant sættes. 'Støvlerne' i forgrunden nåede alle ned i deres respektive huller inden kaffepausen.

Vue fra nuværende hovedperron viser den nye perrons placering, hvor spor 0 før lå tæt op ad den nu nedrevne lades vestvæg. En perronforkant ses klar til isætning på tværs af spor 2. Foto: Rasmus Brandt.

Da det var tid til kaffe, var alle materialer til rådighed på Hedehusgård brugt. At vi for alvor havde knækket koden på arbejdsgangen kunne ses på produktionen, der ved kaffetid noteredes som godt 3 gange større end sidste lørdag. Kaffen blev nydt sammen med hjemmebagt chokoladekage medbragt af Rasmus. Da vi var begyndt at spekulere på, om vi virkeligt skulle  opgive arbejdet på grund af manglende logistik, dukkede Peter og Lars op med en ny forsyning. De havde desuden medbragt to tipvogne med grus til maskinafdelingens gulvprojekt og to skinner til fremstilling af yderligere trækstænger til deplorider.

Rester af et medlem, der aldrig gav en omgang øl, tilbage fra 1970'erne? Vi fandt aldrig ud af det, men udgravningerne afslørede udover tøjrester også en overbrændt mursten.

Rasmus og Steffen styrer perronforkanten på plads, mens Claus B langsomt sænker den ned mellem 'støvlernes' indstøbte skinneprofiler.

M 30 med 'just in time'-time logistik under indkørsel i spor 2.


Materialetransporten passerer dagens arbejdssted. Perronen bliver ca. 50 m lang og er dermed i stand til at håndtere vores nuværende toglængde med et overskud til fremtidig trafikudvikling. Helt til højre i baggrunden ses den sidste del af spor 0 og den gule, selvkørende Diema M 39.


Livlig aktivitet på Hedehugård st set fra en lidt anden synsvinkel. Foto Niels B.

Vi valgte at bruge resten af dagen til at få reguleret og komprimeret den opgravede jord bag perronen, samtidig med at vi justerede de sidste af perronelementerne. Sidst på dagen fik vi klargjort den selvkørende Diema tipvogn M 39 til flytning. Bremsen blev løsnet, og vi fik konstateret at den godt kan rulle. Således er vi klar til næste lørdag, hvor vi først skal have flyttet M 39 op på deplorider, og derefter optaget resten af spor 0, inden vi kan komme videre med at bygge perron.

Claus & Steffen





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.