![]() |
| Claus N måtte lige tage en omgang snekastning udenfor hallen for at få varmen fra morgenstunden. |
Med et hold på syv arbejdsivrige mænner, måtte vi sprede os ud for ikke at gå i vejen for hinanden. Mens Claus N begyndte med lidt snerydning, fik Steffen og Claus B skilt ukrudtsbrænderen ad, så de kunne begynde arbejdet med at gøre brænderen og varmeskjoldet bredere. Det skal sikre, at vi når hele ballastkronen, inkl. skuldre, med brænderne.
Søren og Børge arbejdede med gulv og plan for montage af motorindkapsling på den svenske dræsine, mens Kenneth skar dele til en sidekasse til befæstelsesdele, der kan monteres langs den nye generator på energivognen. Peter sørgede for leverancer af smådele, og for at alle blev opmuntret i det lidt kolde vejr.
| Nyt gulv og gammel motorindkapsling skal bringes til at passe. Det kræver nøjagtig måltagning. |
![]() |
| Steffen og Claus B tegnede med gul spritpen før de kastede sig over foldning af papirskabeloner til 1:1 test, inden de begyndte at skære i stålplade og bukning. |
![]() |
| Efter skæring og buk var det tid til boring og samling. |
Frokosten blev indtaget i banevognen, hvor gasovnen havde varmet op til passende 13 grader. Mange emner blev vendt og både historier fra banens gamle dage, firmajubilæum og lidt nyt fra vores forskellige arbejdspladser udveksledes. Som alle andre frokostpauser sluttede også denne, og det blev tid til at fortsætte arbejdet.
På dræsinegulvet fik Søren og Børge savet servicelem til til bremsesystemet og rundet gulvets hjørner, så karrossen passer ned over gulvet. Kenneth og Claus N skar kiler, der kan monteres under gulvet og kompensere for en lille skævhed i dræsinens ramme.
Steffen og Claus B fik tildannet et nyt brænderskjold til ukrudtsbrænderen, der blev monteret på vognen. De fik taget mål til ophænget til de ekstra brændere der skal monteres næste lørdag.
Med de fleste af dagens opgaver afsluttet eller godt i gang, begyndte vi at afmontere tagbøjler og dele på MDR-dræsinens karrosse. Det vil lette reparationsarbejdet og den efterfølgende sandblæsning. En række buler i karrossens underkant blev også rettet ud.
Kenneth har flere gange serveret hjemmebagte fastelavnsboller, men netop hjemkommet fra skiferie havde han besluttet, at vi i stedet skulle trakteres med boller fra Byens Bager i Hedehusene, der netop er blevet valgt som skaber af Danmarks bedste fastelavnsbolle. Peter H tog sig af afhentning og servering. Temperaturen i banevognen havde efterhånden nærmet sig utålelige 19 plusgrader, og mens vi nød fastelavnsbollerne til god kaffe, måtte huer og halsedisser aftages. Varmen fik os jaget ud i hallens mere tempererede klima, hvor vi sluttede af med en gang oprydning, så vi har en nydelig arbejdsplads at vende tilbage til i næste uge.
| 'Mangler vi ikke en servicelem til bremsesystemet?' Sørme jo. Børge og Søren fik hurtigt lavet en lem, og de fik også afrundet dræsinens gulvplader, så de passer til karrossens form. |
| I mål med dagens første opgaver fra listen, kastede Kenneth og Børge sig over at rense dræsinens overdel for udragende dele. |
![]() |
| Skyhøj skurvognsstemning! |
Og for at det hele ikke skal ligne hårdt slid i baneafdelingen, tog vi os den fornøjelse at starte D 8 for at nyde motorlyd og beundre startevnen i det kolde vejr. Det var dog ikke noget mod den hastighed hvormed motoren på vores nye elværk sprang i gang. Master switch på 'on', drej nøglen og motoren startede. Uden forvarmning, uden dieselstart og ikke engang med et enkelt forgæves startforsøg. Det kan være vi snart skal melde os som bidragsydere til Danmarks totalforsvar med et styk elværk!
![]() |
| 'Er I klar?' |
'Om vi er klar?' Ja, vi mødes igen på lørdag til arbejde på maskiner og andet grej, der er vitalt for banens vedligehold. Når vejrguderne ikke giver mulighed for rigtigt banearbejde, har vi maskiner, der kræver kærlig pleje, tilpasning og fornyelse.







Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.