Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 19. februar 2024

Nyt fra maskinafdelingen #07-24 19/02:

Så kom buret på!


Som oftest starter aftenen med en kop kaffe. Tim er startet som nyt medlem og blev derfor præsenteret ved kaffen. Dog kender flere Tim i forvejen fra S-tog, hvor han er både fører og lærer, så skinner er ikke ukendt område. Og således introduceret, så blev han straks sat i arbejde: I snedkeriet havde vi endnu fire vognsider, der skulle slibes, grundes og senere males og den opgave tog Tim og jeg os af. Imens stod Jan O. og tilskar og høvlede de fire hjørnestolper til hjørnerne på C411. I værkstedsremisen sørgede Mikkel for endnu et lag hvid maling under taget. Johnny malede endnu et par sæt beslag til vognsiderne.

Kjeld fik monteret køleren på gravemaskinen i lørdags og efter lidt mere montage, så blev buret slæbt over og sat på maskinen, hvorefter taget kom samme vej. Heldigt, at der var masser af bæredygtige folk… Niels og Alexander gik og lagde snedige planer for det videre arbejde med tilbygningen til værkstedet, nu har vi nemlig en byggetilladelse! Sådan fik vi endnu en god aften til at gå i godt selskab med 11 fremmødte. /Leif  

Velkommen til Tim!
Se så at komme i gang :-)


Der måles og saves ud til hjørnestolper

- og de fræses ned på mål.

Der males tag, beslag og gøres klar til montage af bur.

Buret bæres fra malepladsen til maskinen

lidt justering, så er buret placeret




søndag den 18. februar 2024

Nyt fra Bafd. 17-02-2024

Lørdagens vejr var tørt, delvis solskin og relativt mildt. Arbejdsholdet kunne mærke foråret da de samledes foran museumshallen for at tage fat på dagens opgaver. Der var et stort fremmøde, så vi kunne arbejde med en del opgaver uden at blive overanstrengt. 

M 12 skubber tre Pedershaab-lokomotiver ud fra sporviften. Set fra M 12 er det D 8, M 4 og M 9. I forgrunden M 30 med den nye fladvogn fra kanaltunnellen og forrest de nymalede ben og bommen til den kommende portalkran på Brandhøj.

For at skabe plads udgravningsarbejdet, rangerede vi midlertidigt tre lokomotiver til opbevaringshallen på Brandhøj Station. Hovedparten af tiden før frokost gik med oprydning og omrangering, og en mængde oplagrede byggematerialer blev læsset på vogne, hvorefter udgravningen kunne iværksættes. Arbejdet er en del af den nyindretning, vi foretager omkring museumshallens to østligste spor, hvor der ikke er publikumsadgang. Resultatet skal give mere plads til lagereoler, betongulv til palleløfter og en lav grav til eftersyn af vogne, så faciliteterne i værkstedsremisen aflastes.

Med Kenneth i gravemaskinen er afrømning af grus begyndt. Søren er klar til at skubbe tipvognen ud af hallen, hvor M 12 overtager.

Grustog på rampen. Det udgravede grus tippede vi af for foden af rampen, hvor sporet i den kommende tid skal løftes. Alexander og Børge poserer i forårslyset.

18 fyldte tipvogne blev i dagens løb læsset af for foden af rampen. Gruset blev groft skovlet til side, så små maskiner kan passere stedet med forsigtighed. I museumshallen fortsatte udgravningsarbejdet og som dagen skred frem sås det tydeligt, hvor gulvet skal sænkes, så det bliver let at efterse bl.a. baneafdelingens vogne og specialkøretøjer. Det arbejde er tidligere typisk foregået udendørs og under ret primitive forhold. Dele af gulvarealet blev komprimeret forud for støbning, ligesom diverse stålprofiler blev fundet frem til brug for fremstilling af en sporramme til indstøbning.

Den nye fladvogn RF 479 er hjemvendt fra sandblæsning og maling. I løbet af ugen er den forsynet med gennemgående kabel, stik og orienteringsbelysning. For at kunne benytte vognen til opbevaring af byggematerialer lagde vi trædækket løst på.

I værkstedsremisen åndede alt fred og ro sidst på eftermiddagen. Sollyset strålede ind gennem de nye, store portvinduer.

mandag den 12. februar 2024

Nyt fra maskinafdelingen #06-24 13/02:

Buret inde med en pensel :-)

 Aftenen startede med projektgennemgang og en kop kaffe for de syv fremmødte. Status er god og der er fremdrift med det meste. En opgave med udskiftning af bremseklodser på Da7 blev udbudt og straks taget af flere. Så efter mødet gik vi straks i værkstedet og tog fat på opgaverne: Under vejledning af Carsten, så hoppede Brian og John ned under Da7 og påbegyndte demonteringen af de gamle bremseklodser. De tre første gik rimelig nemt, men den sidste blev siddende. Så der skal der arbejdes videre med det grove værktøj for at få den løsnet. Kjeld har sørget for renovering af køleren eksternt og John fik afrenset kølerophænget til minigraveren, som jeg så gav Olsen-sort. Jan Futtesak og jeg malede taget og stativet orange, mens Andrew, Kjeld og Carsten arbejdede videre med selve maskinen. C411 havde fået malet undertaget hvidt forleden, men ellers blev den kun brugt som stativ for malerfolket. En fin aften /Leif

Flot renoveret køler til minigraver

Afrensning af kølerbeslag

Tag malet

Teknisk gennemgang

Arbejde så det klodser



De nye bremseklodser ligger klar

Kølerbeslag får Olsen-sort



torsdag den 8. februar 2024

Torsdagsbilledet #244

 

Forleden kunne man i Dagbladet læse, at Hedelands Naturpark måske allerede igen i 2026 kan blive værter for Spejdernes Lejr - blandt andet fordi lejren i 2022 havde været så stor en succes.

Fra Hedelands Veteranbane siger vi bare: "Velkommen igen!" for det var både sjovt, spændende og udfordrende at køre tog for så mange spejdere og deres familier. Det gør vi gerne igen.

Se artiklen her og tag evt. et gensyn med lejren i billeder her: Se SL22-fotos

mandag den 5. februar 2024

Nyt fra maskinafdelingen #05-24 05/02:

Der holdes et kort statusmøde efter veludført arbejde.

Regnen silede ned og havde gjort det hele dagen. Så det blev kun til indendørs opgaver. Carsten og Mikkel fik lagt de sidste stykker tagpap på. De andre baner kom på i lørdags før mødet i Mafd. Så nu er taget klart og vognen blev ryddet op og klargjort til maling under taget. Andrew afmonterede de nu tilpassede endesider, så de også kan males. Henrik og jeg fik slebet og malet de fire store vognsider, som Henrik havde spartlet i lørdags. Andrew gav så buret en afretning på svejsningerne, mens Brian og Klavs afrensede afstandsklodserne - og en motorklap. Først skulle sandblæseren dog lige selv have en afrensning… Jeg gav delene en tur med grunder. Kjeld og John fik adskilt lidt mere på gravemaskinen, så den er klar når køleren kommer retur fra reparation ude i byen. Vi var 9 mand på Gården denne aften. /Leif

C411 er klar til at få malet loft


Afrensning af beslag til C411



Afretning af vinkelbeslagenes svejsninger
Taget står ved siden af. Vi ville afrense det udenfor, men den plan stoppede den silende regn...

Hurtig varmlufttørring af 2. lag maling. Tredje lag nåede også på!



Grundede dele 


søndag den 4. februar 2024

Nyt fra Bafd 03-02-2024

Lørdagens Bafd hold var tidligt på færde, og gik i gang med at forberede flytningen af damplokomotivet FJ V, der er klubbens tungeste stykke materiel. Lokomotivet skulle i første omgang flyttes fra et spor til et andet i museumshallen, og gennem de sidste par lørdage har vi forberedt dette ved at løfte lokomotivet op på deplorider. Der var dog to problemer, lokomotivet var før højt til at komme ud gennem porten, og det var en anelse for bredt til at passere forbi en pallereol. Skorstenen blev derfor skruet af, og lokomotivet blev sideforskudt ca. 10 cm, så det kunne passere pallereolen. Sidst på formiddagen lykkedes operationen, og de kunne komme ud i sollyset.


Kenneth og Søren demonterer skorstenen på FJ V (LLZ)

FJ V ser dagens lys trukket af M30 (Børge B.)



Det glade arbejdshold (Børge B.)

Herefter fulgte mange timers rangerarbejde med at placere materiellet i museumshallen og rydde op i det østlige spor, så vi kan komme videre med at etablere gulv og en eftersynsgrav.

I mandags var det store lærketræ nord for værkstedet blevet fældet, men roden stod der stadigvæk. Peter brugte et par timer med minigraveren inden det lykkedes at trække roden op.
Peter kæmper med den store rod fra lærketræet. Den kom op til sidst

Et par glade gæster nyder en frokost ved vores nyetablerede
bænkeområde ved kiosken

I løbet af eftermiddagen fik vi kørt vores flishugger ned til vognhallen på Brandhøj sammen med en stak originale sidefjælde fra roevogne. De stammer fra de vogne, som vi i tidens løb har ombygget til personvogne, og vi gemmer dem i det tilfælde, at vi en gang i fremtiden vil tilbageføre en eller flere roevogne. 

På vejen hjem fik vi oprenset et vandløb under sporet, så der atter kom gang i dette.

Steffen


Gennemløbet oprenses (LLZ)

Så kom der gang i gennemløbet under sporet (RBJ)

Vores nye fladvogn er kommet retur fra sandblæsning og maling (SH)

mandag den 29. januar 2024

Nyt fra maskinafdelingen #04-24 29/01:

Buret får en omgang M30-orange

Det blev en aften med fuld aktivitet flere steder; lægningen af tagbrædder på C411 blev klaret forleden og denne aften blev der derfor lagt tagpap på af Mikkel og Carsten. 

Jeg fik malet flot orange på buret til gravemaskinen og bagefter tog Jan Futtesak og jeg de grønne malerruller i hånden og fik malet de fire store vognsider en første omgang inde i snedkerværkstedet. Kjeld, John, Brian og Klavs kæmpede med at få adskilt gravemaskinen, så køleren kunne komme ud for et tiltrængt eftersyn for en utæthed – og motorhuset klargjort til en omgang grunder. Henrik rettede motorlågen op for buler og fik den grundet.

Udenfor gik Niels og Rasmus i gang med at fælde lærketræet, der desværre nu står i vejen… De blev assisteret af Jan D. ; Alexander og Andrew, der sikrede faldretningen med et stramt tag i rebet. Vi var 14 mand på Gården denne aften. /Leif

Metalkanterne er monteret og pålægningen af tagpap er i gang


Det er en gammel maskine og køleren skal også have en omgang...

Her får motorklappen en grundig grunding

Vognsiderne til C411 bliver grønne...

De sidste indledende forberedelser

tre mand står klar til at trække i den rigtige retning...


Det lykkedes, men sporet er ikke farbart til enden af banen ;-)

 

søndag den 28. januar 2024

Nyt fra Bafd 27-01-2024

Endelig var frosten gået af jorden og baneafdelingen kunne igen flytte jord. Vejret var i øvrigt tørt og relativt lunt. Efter småopgaver på Hedehusgård delte vi os i to hold. Steffen, Børge og Claus B og N kørte med M 12 og gravemaskinevogn til km 0.5 for at rense op omkring gennemløbet i dæmningen. I musemshallen arbejdede Søren og Kenneth med D 8 og lettere oprydning i hallens østligste spor. 

Efter frokost stod der lokomotivflytning på programmet. Her er 2xClaus, Steffen og Kenneth i fuld gang med at sænke M 34. Foto: SH.

Begge hold mødtes i banevognen på Hedehusgård til frokost. Når vi arbejder flere steder langs banen, prøver vi altid at spise sammen. Det giver sammenhold og mulighed for at planlægge eftermiddagens arbejde. Efter frokost tog vi fat på at flytte M 17 og M 34, der stod klar på deplorider i spor 20. M 12 tog sig af M 17 og M 30 kørte afsted med M 34. 

Dagens første opgave bestod i at trække hegnsstolperne ved nordenden af værkstedsremisen op.

Arbejdet med at rense op omkring gennemløbet i dæmningen syd for rampen er afsluttet. Omkring gennemløbet jævnede vi desuden dæmningssiderne pænt af.


God afvanding er vigtigt for sporets beliggenhed. Her er gennemløbet nordøst for Brandhøj tjekket og fundet i orden.

I lav fart gik det mod Brandhøj, hvor der var afsat plads til de to lokomotiver, der før har været henstillet i museumshallens østligste del. Begge maskiner er ikke driftklare, men repræsenterer klassiske produkter fra danske lokomotivfabrikker - Pedershaab og Nagbøl. Arbejdet med at transportere maskinerne forløb uden vanskeligheder. Vi er rutinerede i løft og håndtering af lokomotiver i den størrelse og hurtigt kom begge lokomotiver ned fra deploriderne. Via opbevaringshallens skydebro kom de ind på de rigtige spor, hvor de nu kan stå trygt og tørt. På Brandhøj havde Rasmus dagen igennem (og i løbet af ugen) ryddet endnu mere op i træer og krat omkring hallen. Vi skal snart have fliset de store stakke af grene, han har produceret!
M 12 med M 17 på slæb ved km 0,5. Destination: Opbevaringshallen ved Brandhøj. Foto: SL.

M 9 med M 17 på slæb. M 17 var i 1999 på vej fra oplagspladsen ved Brandhøj til indendørs opstilling på Hedehusgård. Opbevaringshallens på Brandhøj blev opført i 2008.

Industribaneklubben har igennem 50 år indsamlet et bredt udvalg af danske industribanelokomotiver. Hovedparten af den omfattende samling, der ikke er i drift, står i opbevaringshallen på Brandhøj. Om det var af lettelse over endnu en velgennemført lokomotivtransport, eller om det var af stolthed over den omfattende 'genbank' til fremtidige smalsporsentusiaster er ikke til at sige: Der blev taget billeder af mandskab og begge maskiner, da de blev kørt på plads via skydebroen.

M 17 på skydebroen. Foto: SL.

M 34 er rullet ud på skydebroen.