Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten M 34. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten M 34. Vis alle opslag

søndag den 28. januar 2024

Nyt fra Bafd 27-01-2024

Endelig var frosten gået af jorden og baneafdelingen kunne igen flytte jord. Vejret var i øvrigt tørt og relativt lunt. Efter småopgaver på Hedehusgård delte vi os i to hold. Steffen, Børge og Claus B og N kørte med M 12 og gravemaskinevogn til km 0.5 for at rense op omkring gennemløbet i dæmningen. I musemshallen arbejdede Søren og Kenneth med D 8 og lettere oprydning i hallens østligste spor. 

Efter frokost stod der lokomotivflytning på programmet. Her er 2xClaus, Steffen og Kenneth i fuld gang med at sænke M 34. Foto: SH.

Begge hold mødtes i banevognen på Hedehusgård til frokost. Når vi arbejder flere steder langs banen, prøver vi altid at spise sammen. Det giver sammenhold og mulighed for at planlægge eftermiddagens arbejde. Efter frokost tog vi fat på at flytte M 17 og M 34, der stod klar på deplorider i spor 20. M 12 tog sig af M 17 og M 30 kørte afsted med M 34. 

Dagens første opgave bestod i at trække hegnsstolperne ved nordenden af værkstedsremisen op.

Arbejdet med at rense op omkring gennemløbet i dæmningen syd for rampen er afsluttet. Omkring gennemløbet jævnede vi desuden dæmningssiderne pænt af.


God afvanding er vigtigt for sporets beliggenhed. Her er gennemløbet nordøst for Brandhøj tjekket og fundet i orden.

I lav fart gik det mod Brandhøj, hvor der var afsat plads til de to lokomotiver, der før har været henstillet i museumshallens østligste del. Begge maskiner er ikke driftklare, men repræsenterer klassiske produkter fra danske lokomotivfabrikker - Pedershaab og Nagbøl. Arbejdet med at transportere maskinerne forløb uden vanskeligheder. Vi er rutinerede i løft og håndtering af lokomotiver i den størrelse og hurtigt kom begge lokomotiver ned fra deploriderne. Via opbevaringshallens skydebro kom de ind på de rigtige spor, hvor de nu kan stå trygt og tørt. På Brandhøj havde Rasmus dagen igennem (og i løbet af ugen) ryddet endnu mere op i træer og krat omkring hallen. Vi skal snart have fliset de store stakke af grene, han har produceret!
M 12 med M 17 på slæb ved km 0,5. Destination: Opbevaringshallen ved Brandhøj. Foto: SL.

M 9 med M 17 på slæb. M 17 var i 1999 på vej fra oplagspladsen ved Brandhøj til indendørs opstilling på Hedehusgård. Opbevaringshallens på Brandhøj blev opført i 2008.

Industribaneklubben har igennem 50 år indsamlet et bredt udvalg af danske industribanelokomotiver. Hovedparten af den omfattende samling, der ikke er i drift, står i opbevaringshallen på Brandhøj. Om det var af lettelse over endnu en velgennemført lokomotivtransport, eller om det var af stolthed over den omfattende 'genbank' til fremtidige smalsporsentusiaster er ikke til at sige: Der blev taget billeder af mandskab og begge maskiner, da de blev kørt på plads via skydebroen.

M 17 på skydebroen. Foto: SL.

M 34 er rullet ud på skydebroen.


søndag den 21. januar 2024

Nyt fra Bafd 20-01-2024

Et pænt antal banebørster havde sat sig til rette omkring bordet i Damp'a. Denne lørdag indledtes dagens opgaver nemlig med aktivmøde i baneafdelingen. I løbet af en times tid fik vi drøftet det forgange års arbejder og lagt hovedlinjerne for hvad vi gerne vil beskæftige os med i 2024. Vi fik også vendt jernbanesikkerhed og arbejdsmiljø i forbindelse vores arbejde i sporet. Efter banechefen havde erklæret mødet for afsluttet, gik vi videre til dagens mere praktiske opgaver.

Dagens vejr var ikke specielt opløftende: Et par plusgrader, overskyet, let og vedvarende støvregn samt fortsat frost i jorden.

Da frost i jorden endnu ikke tillod arbejde i sporet, gik arbejdsstyrken i stedet i gang med en række andre opgaver. Niels, Steen, Søren og Kenneth planlagde bl.a. proces for opsætning af pallereoler og støbning af gulv i de østlige spor i vognhallen. Steffen, Lars, Børge og Claus B kørte med M 12 og værktøjsvogn til Brandhøj, hvor de fik sporsat M 7 og bugseret den på plads i opbevaringshallen. På Hedehusgård fik vi desuden set nærmere på en indlånt skinneslibemaskine type MC-3, der kan forfine vores arbejde med fx slibning efter pålægssvejsning af hjertestykker og slibning af sporskiftetunger. Yderligere fik vi beskåret bevoksningen langs spor 20. Da flismaskinen var lige ved hånden blev de afskårne grene fliset, så vi ikke har løse grene liggende i det levende hegn.

Børge betragter Kenneths arbejde med at få alle delene på den gamle MC-3 fra 1991 til igen at bevæge sig.  

I spor 21 står M 17 og M 34 og venter på transport til opbevaringshallen, så de igen kan komme indendørs. Hvor de tidligere har stået i museumshallen, skal der nu støbes gulv og opsættes pallereoler.

Peter og Kenneth i færd med at flise grene fra beskæringen langs østsiden af spor 20.

Jeg var ikke på Brandhøj med holdet, der satte M 7 på plads. I stedet er her et foto af den flotte Pedershaab-konstruktion inden køretøjet blev afleveret til Vandbygningsvæsnet. PM-foto fra Daniel Foged via Jens Kranker.

På Brandhøj fik Rasmus afsluttet rydning af træer nord for opbevaringshallen, mellem spor 1 og spor 40. Tilbage står nu bare rydning af sandtorn samt bevoksning øst for spor 40. Ved hjælp af Rasmus' vildmarksudrustning manglede der ikke varm kaffe til hele holdet på Brandhøj, så de kunne køre friske tilbage til Hedehusgård. Rasmus fortsatte sit arbejde med motorsav længe efter at mørket havde indfundet sig.

På trods af ret dårlige betingelser for banearbejde fik vi udført en del opgaver, der var nogenlunde uafhængige af frostfri sporkasse. Vi håber frosten er gået af jorden til næste lørdag, hvor vi gerne vil jævne dæmningssider forud for det sidste løft af strækningen ned ad rampen.