Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 31. maj 2014

Nyt fra Bafd 31-05-2014

Bevoksningen langs med sporet vokser ganske uhæmmet når det får sollys og vand, og vi besluttede derfor lørdag at bruge dagen på at klippe buske og træer tilbage, så de er vel ude af fritrumsprofilet. Vi startede på Fem Ege og nåede til og med Rubjerg efter en hård indsats med buskrydder, grensakse, teleskopsav og hækklipper. Resultatet var at vi fik vi skåret ca. 1.5 km buskads tilbage, og arbejdsholdet var ret trætte.

Claus har leveret et par billeder.

Steffen

Det er efterhånden ret store træer vi har langs med banen.

Beskæring langs med lergraven

Hegnet langs med Rubjerg st. beskæres samtidig med slåning af perronen

I værkstedet skiftede Carsten boggier under værktøjsvognen, så den nu
kan sættes ned i hallen på Brandhøj

mandag den 26. maj 2014

Nyt fra Bafd 24-05-2014

Mens hjemmeværnet havde spærret en del af banen omkring Flintebjerg med katastrofeøvelsen, udførte vi svelleudskiftning på den nordlige del af banen omkring Brandhøj. På 3 forskellige steder fik vi udvekslet ialt 7 sveller samt understoppet yderligere 2 træksveller ved det sydlige sporskifte på Brandhøj. Disse var blevet udvekslet for et par uger siden. Foruden dette udførte 3-mandsholdet også slåning af stationsarelaer på Sølund, Stenager og Brandhøj, så det nu tager sig velplejet ud. Claus har leveret et par billeder af arbejdet.

Steffen
Understopning af træksveller på Brandhøj. Det var en meget varm dag.

Efter endt arbejde læsses plænetraktoren på transportvognen 
og køres retur til Hedehusgården

søndag den 25. maj 2014

Hjemmeværnstogs 23-24. maj 2014 - nu opdateret med HJV´s video!


Claus har sendt en beretning fra weekendens særtogskørsel:

Sæsonen på HVB er i den grad startet. Fredag og lørdag var banen optaget af særtog det meste af tiden. Fredag kørte et dampsærtog fra Hhg. lidt i tre mod Fem Ege. Da toget var returneret til Hhg. med et selskab af malersvende, fortsatte stammen med M 23 som trækkraft til Flintebjerg. På sigt fulgte et andet tog med en roevogn læsset med en palletank. Som led i en hjemmeværnsøvelse skulle togene bruges som øvelsesobjekt for et antal grupper hjemmeværnsfolk. Øvelsesscenariet var, at et persontog havde påkørt en personbil og at det holdende persontog derpå var blevet påkørt af et bagfra kommende godstog med en tankvogn klor, der efter påkørslen lækkede. Øvelsesmomentet var et af mange som hjemmeværnsfolkene skulle igennem i løbet af fredag og lørdag. Andre elementer var bl.a. redningsøvelse i Fløng svømmehal og skarpskydning i Kallerup grusgrav.

Øvelsen gik efter sigende udmærket og hjemmeværnsfolk samt lokale redningstjenester fik øvet evakuering, afspærring, behandling og beroligelse af tilskadekomne, ligesom brand- og ambulancefolk fik afprøvet deres beredskab for en ulykke med farligt gods.

Vores tog var bemandet hele det døgn øvelsen varede og HVB-personale hjalp til med mindre, praktiske forhold omkring togstammen. Særtoget indbragte naturligvis en indtægt, der modsvarede indsatsen. Med de udfordringer og omkostninger, der er med at etablere en lignende øvelse på en normalsporet bane, kan det være vi får besøg igen af hjemmeværn og redningstjenester?


Figuranter afventer øvelsens start omkring M 23 og personvogns-
stammen ved Flintebjerg

Øvelsen er i gang! Ild og røg indhyller togstammen.

En forvirret og panikramt passager hjælpes af hjemmeværnsfolk.
En drone hjælper med at skaffe ledelsen overblik over katastrofen.

Et godstog med klor er kørt op bag i persontoget og nu løber klor ud over ulykkesstedet. De to hjemmeværnsfolk til venstre er kampdommere.

En hjemmeværnsmand ’dømmes ude’ af en kampdommer. Hjemmeværnsmanden er blevet ramt af klor i både væske- og luftform og er nu selv blandt de tilskadekomne.

Brandvæsenet er ankommet og begynder redning af ofrene for klorudslippet. M 9 er i den grad kommet i ilden!

Klorudslippet har krævet en del ofre blandt de første hjemmeværnsfolk, der dukkede op på ulykkesstedet. To brandmænd i beskyttelsesdragter drøfter næste skridt i evakueringen.

Et par hundrede meter fra ulykkesstedet er der oprettet en nødforbindingsplads. Herfra afhentede flere ambulancer de tilskadekomne. Også her overvåger en drone arbejdet.







mandag den 19. maj 2014

Nyt fra maskinafdelingen #23-14 19/5:

Rangering og portmaling i aftensolen

Stemning: Sol, ryttere og rangering

Retur med C260 efter hyggelig rangering på Brh

- en af vores yngre lokomotivførere...

et mærkeligt tog...















Eftermiddagen og aftenen bød på betydeligt bedre vejr end gårsdagens… Sol havde afløst regn og jeg kunne derfor fortsætte arbejdet med at male vognhallens porte en anden omgang sort. I mens tømte Carsten en vandtank, der stod på i rodet på roevogn 1684. Den er fyldt med træpaller, der skal skæres op til brænde… Tanken skal indgå i et særligt særtog fredag. Dette krævede desuden en del rangering for at få rette vogn frem, som tanken skulle placeres på, nemlig 3907 som har udtagelige bænke. Peter, Mads og Kenneth drog derefter med Carsten og M23 ud med en vogn, der skulle ombyttes med C260, der fejlagtigt har været henstillet på Brandhøj. Den blev kørt retur og fik sit eftersyn af Kenneth, Peter og Mads, samt til sidst en grundig rengøring. På M24 fik Bjarne og Carsten monteret den renoverede vandpumpe, flere rør og kabler, samt den ude i byen-reparerede manifold. Det går fremad!
Dagens fremmøde var blot 6 mand, men til gengæld effektive.

søndag den 18. maj 2014

Første køredag i K14:


Efter mange dages klargøring og forberedelser blev det endelig igen tid til at få kørt tog med glade passagerer igen. Vejrudsigten fra dagen før havde talt om lidt byger senere, men sol fra morgenstunden. Helt så godt så det ikke ud, men heldigvis var der mange med de første afgange.

Det virkede faktisk som om vores gæster havde glædet sig lige så meget som os til at vi kom i gang igen. Naturlegepladsen blev hurtig fyldt med legende børn og voksne. Desværre holdt vejrudsigten sig ikke tilbage: Ved tretiden kom regnen og så var det slut med de fyldte tog. Dagen kom dog godt hjem alligevel og så kan vi jo blot håbe på bedre vejr næste søndag…

Ole og Jørgen klar til årets første afgang kl. 10.30

Da7 skal til at rangere vognstammen ud

Turen over sletten

Ungerne glæder sig til Naturlegepladsen

Mange gæster på Fem Ege ser på mens der køres om

- der vinkes!

- der vinkes!

Det er begyndt at dryppe lidt...

og så er det desværre tid til regntøj og paraply...

mandag den 12. maj 2014

Nyt fra maskinafdelingen #22-14 12/5:




210 får det store eftersyn
De eftersete vogne køres retur til vognhallen















Kenneths ferie er slut, men med hjælp fra Mads og Peter endte aftenen til gengæld også med at vognene nu er opsmurt, efterspændt og kontrolleret i alle ender og kanter. De er derfor klar til sæsonens første plantog på søndag.



Den nye dør på M15 førerhus hængsles
Det færdige arbejde besigtiges


 Mogens og Carsten på dagholdet fik oprettet et par store buler i M15´s førerhus, samt arbejdet på den nye dør. Carsten gjorde arbejdet færdigt med at få boret hængslerne på dør og karm. Nu mangler blot nyt låsetøj. 







M24 vandpumpe testes








M24 luftfilter monteres
Der bores på lidt plads; samledåse flyttes

På M24 fik jeg grundet og malet det nye dæksel med varmelegeme, der blev monteret forleden. Pers nymonterede samledåse sad desværre lidt i vejen, da luftfilteret skulle monteres, så den blev flyttet til modsatte side. I mens afprøvede Jan og Bjarne om vandpumpen nu er blevet tæt. Det så sådan ud. Så derfor blev den også afrenset og fik en gang maling. Trods det nymalede, så blev der arbejdet på montage af flere dele: Tilbageløbsslangen, luftfilter, rør mv. kom på motoren igen. Vi vil snart have den ud at køre igen! 9 mand arbejdede flittigt i værkstedet denne aften.


efter maling...
Før maling...

mandag den 5. maj 2014

Nyt fra maskinafdelingen #21-14 5/5:



LM9 får det årlige eftersyn



Kenneth holder ferie og hvor er dejligere at være end under en vogn i Hedeland? Det er tid til det årlige vogneftersyn, så vi er klar til sæsonstart d. 18. maj. For at kunne få vogne ind skulle "brillen" under Da7 dog nødtørftig fastgøres, så vi kunne bugsere lokomotivet over i værkstedremisens midterste spor. Med graven klar til vogneftersyn, hjalp Mads og Peter til med rangeringen og fik sammen med Kenneth hentet LM9 i vognhallen. De to drenge fik noget at se til med bugsering af liften fra den ene ende til den anden for løft af vognkassen, så bogierne kunne smøres og tjekkes. 
Travlhed omkring M24

Efter flytningen af Da7 fik jeg malet skorstenen 2. gang og derefter afrenset og malet forsiden af cylindre og gliderkasser. 

De afrensede cylindre og gliderkasser får ovnsort
Det pynter vel efterhånden på fronten

Rundt om M24 var der også travlhed; Jan fik samlet bremserør, Per genetableret mere af de elektriske installationer, mens Carsten og Bjarne arbejdede med pakninger og oliefiltre. Pludselig dukkede et pakkebud op: Han medbragte en pakke, der viste sig at indeholde et 220V/ 2200W varmelegeme og tilhørende dæksel til motorforvarmning. Faktisk var vi alle i gang med M24 på et tidspunkt, så det var et omsværmet lokomotiv!   Det ser godt ud og al energi blev straks sat ind på at teste det i en spand vand, samt se hvordan man kunne etablere en forsyning via tilslutningen til fremmednet. 

Varmelegemet beundres
løst monteret i dækslet













- og testes






Lars fik også besøg af en gæst, der medbragte en ny simmering til den manuelle skinnebukker, så den er også klar til aktion nu. Det er herligt, når værkstedet summer af aktivitet. Det gjorde sørme denne aften med 10 medlemmer på Gården.