Claus har sendt en beretning fra weekendens særtogskørsel:
Sæsonen på HVB er i den grad startet. Fredag og lørdag var
banen optaget af særtog det meste af tiden. Fredag kørte et dampsærtog fra Hhg.
lidt i tre mod Fem Ege. Da toget var returneret til Hhg. med et selskab af
malersvende, fortsatte stammen med M 23 som trækkraft til Flintebjerg. På sigt
fulgte et andet tog med en roevogn læsset med en palletank. Som led i en
hjemmeværnsøvelse skulle togene bruges som øvelsesobjekt for et antal grupper
hjemmeværnsfolk. Øvelsesscenariet var, at et persontog havde påkørt en
personbil og at det holdende persontog derpå var blevet påkørt af et bagfra
kommende godstog med en tankvogn klor, der efter påkørslen lækkede.
Øvelsesmomentet var et af mange som hjemmeværnsfolkene skulle igennem i løbet
af fredag og lørdag. Andre elementer var bl.a. redningsøvelse i Fløng svømmehal
og skarpskydning i Kallerup grusgrav.
Øvelsen gik efter sigende udmærket og hjemmeværnsfolk samt
lokale redningstjenester fik øvet evakuering, afspærring, behandling og
beroligelse af tilskadekomne, ligesom brand- og ambulancefolk fik afprøvet
deres beredskab for en ulykke med farligt gods.
Vores tog var bemandet hele det døgn øvelsen varede og
HVB-personale hjalp til med mindre, praktiske forhold omkring togstammen.
Særtoget indbragte naturligvis en indtægt, der modsvarede indsatsen. Med de
udfordringer og omkostninger, der er med at etablere en lignende øvelse på en
normalsporet bane, kan det være vi får besøg igen af hjemmeværn og
redningstjenester?
Figuranter afventer øvelsens start omkring M 23 og personvogns- stammen ved Flintebjerg |
Øvelsen er i gang! Ild og røg indhyller togstammen. |
En forvirret og panikramt passager hjælpes af hjemmeværnsfolk. En drone hjælper med at skaffe ledelsen overblik over katastrofen. |
Et godstog med klor er kørt op bag i persontoget og nu løber klor ud over ulykkesstedet. De to hjemmeværnsfolk til venstre er kampdommere.
|
En hjemmeværnsmand ’dømmes ude’ af en kampdommer. Hjemmeværnsmanden er blevet ramt af klor i både væske- og luftform og er nu selv blandt de tilskadekomne.
|
Brandvæsenet er ankommet og begynder redning af ofrene for klorudslippet. M 9 er i den grad kommet i ilden!
|
Klorudslippet har krævet en del ofre blandt de første hjemmeværnsfolk, der dukkede op på ulykkesstedet. To brandmænd i beskyttelsesdragter drøfter næste skridt i evakueringen. |
Et par hundrede meter fra ulykkesstedet er der oprettet en nødforbindingsplads. Herfra afhentede flere ambulancer de tilskadekomne. Også her overvåger en drone arbejdet. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.