Lørdag startede trafikken med Efterårsferietog, og det sætter naturligvis sine begrænsninger på, hvad der kan udføres af arbejde i Baneafdelingen. Inden afgang for første tog fik vi kørt M12 med banetoget ned i sidesporet på Brandhøj, og trafikken kunne derfor foregå uhindret resten af dagen.
På Brandhøj fik holdet bestående af Peter, Claus B, Børge, Kenneth, Lars, Alexander og Steffen udført en del opgaver gennem dagen. Vi fik valset de sidste skinner til kurveombygningen km 3,7, så de er klar til udkørsel om et par uger.
Lidt materielblev omplaceret i hallen for at skabe optimal plads til de 3 lokomotiver, der inden længe skal flyttes derned fra Museumhallen på Hedehusgården. Dette indgår i et større projekt, hvor der skal opstilles ekstra pallereoler i Museumshallens aflukkede del, og samtidig laves fast belægning i disse to spor.
Som forberedelse til forlængelsen mod Vinterrasserne fik vi fundet nogle 27 kg/m skinner frem til sporskifterne og valset disse. Endelig fik vi lavet de første afprøvninger af et større ukrudtsbrænderaggregat, der forhåbentlig skal sikre effektiv ukrudtsbekæmpelse fremover.
Næste lørdag vil vi sandsynligvis gå i gang med svelleudskiftning i sporskifter foran hallen på Brandhøj, da der stadigvæk kører Efterårsferietog både lørdag og søndag.
Steffen
M24 passerer Brandhøj st på vej til Hedehusgården. Vejret var solrigt det meste af lørdagen, og der var glade gæster med alle tog. |
M24 med toget ved km 3,9. Skinner til den kommende ombygning er lagt ud langs med sporet. |
Valsede skinner ligger klar til udkørsel. |
Første prototype på en skinnekørende ukrudtsbrænder afprøves. |
Flotte efterårsfarver på Fem Ege med søndagens sidste tog. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.