Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 13. april 2019

Nyt fra Bafd. 13-04-2019

Mens sidste lørdag blev brugt på mindre opgaver på Hedehusgården, bl.a. komplet adskillelse af overkørselsanlæggene fra Hedehusene st., kørte vi denne lørdag ud på banestrækningen for at udføre forårsklargøring af banen.
4 overkørselssignaler, betjeningsskab og kontrolanlæg blev påbegyndt adskilt 30. marts og standerne blev fuldstændigt afklædt sidste lørdag. Delene er nu samlet i et pallebur og klar til transport til opbevaring i hallen på Brandhøj.

Efter et kort planlægningsmøde kørte dagens arbejdshold til Brandhøj. Nogle med tog, andre med bil. På den måde er det lettere at komme hjemad, hvis man har presserende familieaftaler inden dagens arbejder er færdigt. På Brandhøj hentede vi energivognen, hvorefter vi kørte til Fem Ege. Dagens program bestod i at gennemblæse samtlige sporskifter på strækningen, måle dem i henhold til vores vedligeholdelsesprocedurer, rense tungernes glideplader og smøre dem grundigt. Overkørselsanlægget ved Stærkendevej skulle have pudset lampernes linser og samtlige overkørsler have samme tur med trykluftblæsning som sporskifterne.
I forgrunden er Lars og Benjamin i færd med at rydde mindre skud, mens Steffen sammen med Jørgen M og Finn er i gang at pudse linser på overkørselsanlægget.

Rilleskinnerne er lette at rense med en kost. Her er Lars ude med kosten.

Overskæringen syd for Sølund blæses igennem af Claus. Trykluftspyddet forsynes af vores kompressor, og fjerner forholdsvist let selv store mængder fastkørt jord, grus og blade fra sporrillen. Solide sikkerhedsbriller er absolut påkrævet, og hue eller hætte hjælper med at forhindre støv i håret eller ned ad ryggen. Foto: LLZ.

Undervej udførte vi desuden mindre reparationer af fx stationsskilt og rydning af bevoksning. Særligt på sydsiden af overkørslen ved Stærkendevej ryddede vi en del bevoksning for at skabe sikker indsigt til overkørslens kontrolsignal og mod vejen. Det sidste vil gøre det lettere for togpersonalet, at danne sig et indtryk af om trafikken standser ved stoplinjen.
Sporskifte under opsmøring af Benjamin og Lars. Buskene blomstrer, træerne springer ud og gæs og småfugle høres langs banen. I løbet af dagen ændrede vejret sig fra køligt til solrigt og lidt varmere.

Dagens arbejde afsluttedes på Hedehusgården. Efter endt brug af energivognen kørte Lars og Claus til Brandhøj med den, mens Steffen og Benjamin opmålte og smurte de sidste skifter.
På Hedehusgård Station varetog et dedikeret arbejdshold bestående af Bruno og vores yngste aktive medlem afrensning af stationsaptering. Så er der rene overflader at male til bygningsdagen 27. april.

Der er planlagt arbejde flere dage i løbet af den næste uges tid. Et mindre bafd-hold forventes stablet på benene tirsdag og 2. påskedag udfører vi understopning mellem Flintebjerg og Rubjerg.

torsdag den 11. april 2019

Torsdagsbilledet #201

Vi kan jo snart ikke vente på at det bliver den 19. maj, så toget kan fløjte afgang igen :-)

Torsdagsbilledet er fra et særtog den 28. maj 2005, hvor det var kort før vi kunne indvie de nye, flotte og selvbyggede vogne C1 og C2 - nemlig den 17. juli 2005.
Så toget var kortere, brunere og kun en enkelt vogn havde tag på, nemlig C379. Det var også de år, hvor der gik får og græssede på Sletten - det var nu også meget hyggeligt.

Afgang med skovtursgæster fra Rubjerg Station

Udsigt over Sletten, med fårene ned ved vandhullet

I baggrunden ses de nyligt udjævnede bakker, efter at grus-indvindingen er stoppet for kort tid siden.

mandag den 8. april 2019

Nyt fra maskinafdelingen #14-19 08/04:

Akslerne testmonteret som afstandsstykker, så endestykket kan svejses på med de rette mål


Bo var allerede godt i gang med klargøringen af No3, som bliver trækkraften på årets første plantogsafgange. ”Vildmosen” fik slet ikke lov at køre sidste år, så nu må det være tid! Som en af opgaverne er at verificere at skalaen på manometeret viser rigtigt tryk og til det formål har vi en prøvestand. Der var ikke behov for at korrigere visningen i år. Dernæst blev kedlen fyldt med trykluft for at se om den er fin og tæt og at sikkerhedsventilerne ikke står og siver. Også det så godt ud. Carsten var samtidig i gang med at samle og svejse den første bogie med akslerne monteret i gaflerne for at sætte afstanden præcist. Lars O. fik også boret hul og svejset rør i stålbakken til vandbehandlingsanlægget. Gert kom lige forbi og så at det var godt! Kjeld fortsatte sit sorte malearbejde fra i lørdags af alle afstandsstykker og beslag og fik derefter sat malertape rundt alle stolper, så de kunne få sort lige til kanten. Han var også på tur og hente Gori 22, som jeg fik påført alle håndlisterne, så de snart kan blive malet. Inden da havde jeg fået renset vores rensekar – der tydeligvis har været flittig brugt at dømme på bundfaldet. Nu er der frisk CleanWash i truget!

Martin fik med overfræseren formgivet enderne smukt på tagspærene og fik sidst på aftenen hjælp af Carsten og Hans, så spærene kunne få en gang høvl langs alle kanter. Vognklargøringen fik også klaret endnu en vogn, samt monteret smørenipler på lejekasserne. Til sidst blev Gm62 hentet ind, så den også kan få et eftersyn på onsdag. Vi var 11 mand, der med stor flid fortsatte på de mange opgaver og desuden kom der 3-4 medlemmer forbi på kort visit – så endnu en fin aften i klubben!

Kalibrering af manometre til damplokomotiverne


Kedlen fyldt med trykluft. 
Med kendermine: Nogen utætheder? Nix!

Travlhed langs vogn C827, der (også) får et grundigt eftersyn

Rensekarret får en tiltrængt afrensning og frisk CleanWash

Anden omgang sort til afstandsstykkerne. Siderne ligger klar til at få Gori 22.

Fuldsvejsning af bogie-rammen

- og fuldsvejsning af rustfrit stålrør i karret.

Sidst på aftenen er GM62 kommet ind og der afholdes planlægningsmøde!

Der er ikke plads til det lange spær indendørs,
 så de må en tur ud og vende, mens det får en tur i afretteren

torsdag den 4. april 2019

Torsdagsbilledet #200

Denne uges torsdagsbillede er en collage fra Bygningsdagen i 2009 - 10 år siden.

HUSKAT: Bygningsdagen 2019 er den 27. april :-)

Overordnet set, så foretager vi os det samme på Bygningsdagen fra år til år - men heldigvis også en masse nyt... Sikkert er det at der serveres en god frokost og om eftermiddagen er der kaffe og kage!

onsdag den 3. april 2019

Onsdagshygge! 3. april 2019

I onsdags var alle aktive blevet inviteret til et herligt dækket frokostbord, sponseret af Fløng Forsamlingshus or arrangeret af Bruno. En af de heldige deltagere udefra var Steen fra Diesel House, som jo har hjulpet klubben med rådgivning og reservedele til istandsættelsen af de sidste to BurWain motorer, der er istandsat. Steen har samtidig været flittig med pennen og skrevet dette referat fra dagen :-)

Arrangøren Bruno, vores æresmedlem Klingenberg og Carsten ved bordet :-)

Hemmeligheden: Brunos Dampolje



Den 3. april var der inviteret til Onsdagshygge med gammelost i Damp-A.

Spændende.

Der kom 15 mand, hvor jeg kendte de fleste. Bord 1 og Bord 2 med deltagerne og bord 3 med alle fornødenhederne. Det så meget lækkert ud. Ved siden af var gemt lidt godt til halsen.

Bruno havde ved en god sponsors hjælp fået lavet retterne.

Men det hele startede faktisk noget tidligere, nærmere var det den 16. januar, hvor Ib og jeg helt tilfældigt og uafhængigt af hinanden havde lidt Bur Wain vi skulle udveksle og efter en frokostøls tid kom Bruno forbi og vi fik smagt lidt på det hjemmebryggede. Det var godt.

Og så kom min kommentar ”Og hvad havde du så tænkt dig at vi skal spise til ??” nå ja den lå lige på tungen og så rullede den bare ud. Man kan da ikke servere så godt øl uden tilbehør.

Og så pludselig lå der en invitation til onsdagshyggen.

Det var en overraskelse med den dejlige mad. Friskbagt groft rugbrød og tilsvarende landbrød. En krukke med dejligt fedt til lige at klistre sagerne sammen. Hjemmelavet rullepølse med løgringe og sky, kalvebryst med flødepeberrod og frisk revet peberrod, samt lidt salat. Stærk fuldfed gammelost med sky, løgringe og brun rom. Den kan også drikkes i stedet for cognac.

Alt sammen hjemmelavet, velsmagende og med alt tilbehør. Alt er ikke nævnt her men det smagte bare. Et kulinarisk højdepunkt den dag, uge, måned med sådan en påske forfrokost.

Og så kom Brunos hemmelighed frem. Sort guld, også kaldet Nimbus og Dampolje. Det er stærke sager, som over maden blev fortyndet med lidt Harald Jensen og flere af den slags. Og så gik snakken og dette refereres sæføli ikke her. Men det var meget hyggeligt.

Og pludselig rejste Bruno sig og påkaldte sig alles opmærksomhed.

Er dette et godt og acceptabelt arrangement fremstillet af vores sponsor Fløng Forsamlingshus?

Hvem stemmer imod ”nul” og hvem stemmer for ?  Alle 15.

Forslaget er så at gentage succesen senere på året. Datoen var der mange som havde en holdning til.

Men datoen vil være efter en succesfuld køresæson. Dette blev proklameret af Bruno himself.

Så tak for en dejlig dag.

Steen

Mere om aktiviteterne i Fløng Forsamlingshus kan man se her >>

mandag den 1. april 2019

Nyt fra maskinafdelingen #13-19 01/04:





Endu en boggie får et grundigt eftersyn, samt opsmøring af glidelejer og konsol

Onsdagsholdet har flittigt arbejdet videre med klargøringen af personvogne og det fortsatte Bjarne og Jan ihærdigt denne aften med C827, der også fik den store tur. Værkstedet var herlig fyldt med aktivitet; Kenneth og Bo arbejdede videre med renovering af lejehus, Carsten og Kjeld skar endnu flere dele op til de nye bogier; Lars O. fik først svejst hjørnerne på de rustfri stålbakker til vandbehandlingsanlægget, siden hjalp han mig med at sandblæse 5 konsoller til bogierne. Jeg fik imens grundet de nyligt påsvejste vinkler til montage af vognsiderne, samt de dertilhørende afstandsstykker. Martin fik tilpasset håndlisterne, så de netop går fri af stolperne, samt arbejdet videre på tagremmene. I maskinværkstedet var der gang i to drejebænke, idet Per skulle fjerne en lille tiendedel fra ringen til M24´s ”brændstofpumpesamler” og Bo fik drejet en flange til No3.

Det var derfor en dejlig travl aften på alle værksteder med 11 mand i sving.


Grundig grunding af vinklerne til montage af vognsiderne


Lars udfører præcisionssvejsning af de rustfri stålbakker

Kenneth og Bo forbereder de næste lejekasser til støbning af hvidmetal


Carsten og Kjeld skærer endnu flere dele til bogierne

Martin giver håndlisterne hug :-)

Tørresnor med afstandsstykker og grundede konsoller.
 Lars O. er i baggrunden ved at sandblæse den tredje ud af fem
Per skal lige dreje en bitte smule mere af ringen

- og Bo skal dreje en ny flange til No 3

Klubben er blevet doneret denne fine ventilslibemaskine :-)

søndag den 31. marts 2019

Nyt fra Bafd. 30-03-2019

I det smukkeste forårsvejr blev der ryddet op på arealet foran museumshallen. Samtlige gamle sveller blev fjernet og stakket på et sæt deplorider, ballasten jævnet og et sporskifte forsynet med træk.Vi måtte vige lidt for et par rangerbevægelser i løbet af dagen, da Peter skulle rengøre Vildmosemaskinen og vores energivogn skulle i eksil i opbevaringshallen, så der blev plads til endnu en roevogn. Vi fik også ryddet op i de mange gamle strøer, der har ligget rundt om på arealet. Desuden påbegyndte vi demonteringen af de fire overkørselsanlæg vi har modtaget fra entreprenør Gorm Hansen. Anlæggene har stået ved sidesporet til industriområdet i Hedehusene, der nu er under forvandling til den nye bydel Nærheden.
Med ballasten jævnet og de gamle sveller fjernet, er det blevet lidt lettere at færdes foran museumshallen. Skifte 113 er forsynet med fungerende træk. Som det øvrige svelleudskiftede spor skal det justeres og understoppes.

Med den klare forårssol stod ellers skjulte valsemærker pludseligt helt klart. Her en tunge i skifte 110 mærket Darlington Steel & Iron.

Kenneth fjerner gamle sveller foran museumshallen. Steffen og Lars gennemførte eftersyn af banevognen i baggrunden. Det gode vejr gjorde det oplagt at gennemføre eftersynet udendørs
Med alle gamle sveller fjernet, jævnede vi ballast og gjorde klar til understopning. Peter og M 30 aflagde besøg for et par mindre rangeringsmanøvrer.

Vildmosemaskinen blev vasket med varmt sæbevand leveret i stilægte zinkspand.

På vej hjem fra opbevaringshallen med 1758. Der skulle lidt omrangering af flere enheder til for at få plads til energivognen, der er en smule længere end en roevogn.

torsdag den 28. marts 2019

Torsdagsbilledet #199

Mens vi stadig venter på årets første køredag er her et tilbageblik på pinsen 2009. No 3 var gæst ved Græsted Veterantræf, hvor lokomotivet fremførte tog på træffets korte bane. Vognene kom vores kollegaer fra Bloustrødbanen med.
På Gribskovbanens spor passerer K 582 smalsporstoget, der ser ud til at være godt fyldt med gæster.
Banen på Græsted Veterantræfs plads var iøvrigt også et samarbejde mellem Bloustrødbanen og HVB. Vi leverede skinnerne og Bloustrødbanen leverede sveller, lasker og befæstigelser. Banen er nu optaget og vi er i gang med at planlægge hjemtagelsen.
Farvefoto fra mergelbane? Nej, Græsted Veterantræf 2009.

Pinsens ene veterantræf blev for et par år siden til to. Se mere om dem begge på:
Timewinder på Grønnessegaard
Græsted Veterantræf

lørdag den 23. marts 2019

Nyt fra Bafd. 23-03-2019

På en fin forårsdag fortsatte arbejdet med svelleudskiftningen på sporviften foran museumshallen. Skifte 113 stod for tur. Skiftet har forbindelse med spor 25, der rummer en del af vores personvogne, der i øjeblikket gennemgår eftersyn. Derfor var det helt nødvendigt, at vi fik genetableret sporforbindelsen inden fyraften.
Arbejdsdagen er ved at være slut. Kenneth og Lars måler skiftet igennem med vores nye måleinstrument. Måleinstrumentet er af Robel-fabrikat og har en normalsporet fortid hos en jernbaneentreprenør.

Inden vi kunne måle skulle vi arbejde! Et anseeligt arbejdshold var samlet til opgaven, og i flere mindre hold blev der taget fat på at skille sporskiftet ad. De fleste laskesamlinger kunne skilles ad med trykluftnøglen, men et par måtte skæres op.
Benjamin og Lars løsner bolte, Steffen samler delene i spanden, mens Kenneth er stand by med vinkelsliberen, hvis nogle bolte skulle vise sig genstridige.

Alle spirg er oppe og skiftet delt i enkeltdele. Nu skal skinnerne trækkes til side, så de gamle sveller kan pilles op.
Gravemaskinen var repareret i løbet af ugen og klar til tjeneste igen. Efter skinnerne var trukket til side, blev nye sveller lagt ud, de gamle sveller taget op og fjernet. De nye sveller lagdes på plads, og holdet fik de første skinner på plads inden det var tid til frokost.
Hjertestykke og mellemskinner på vej på plads. I gravemaskinen sidder Kenneth, mens andre har trukket sig lidt væk fra arbejdsområdet, så indløftet kan foregå så sikkert som muligt.

Hvor spiser en baneafdeling frokost? I sporet naturligvis! De koncentreret tyggende banebørster er fra venstre Steffen, Lars, Ole, Kenneth, Benjamin og Finn.

Arbejdet med at samle skiftet fortsatte efter pausen. Med forenede kræfter blev hovedparten af delene sat sammen i en fart. Men som så ofte før, var der lige et par ting, der drillede lidt. Fx krævede den ene tunge lidt ekstra opmærksomhed, idet en glideplade var knækket af. Vi kom dog i mål med samlingen og skiftet er farbart igen, dog med nedsat hastighed. Skiftet er låst med tungelås til spor 25, så det er ligetil at trække vogne ud af hallen til eftersyn.

torsdag den 21. marts 2019

Torsdagsbilledet #198

I øjeblikket er der fuld fart på arbejdet med at klargøre personvognene til sommerens kørsler. Det er en årligt tilbagevendende proces. Nogle år er opgaven dog mere omfattende end andre. I foråret 2009 var en af de sidste åbne vogne i brun udgave ved at blive gjort grøn. Leif har trukket vognen ud foran museumshallen, og er nu i gang med at slibe og afrense.
Et af de relativt få billeder på bloggen, hvor Leif ikke står bag kameraet. 

mandag den 18. marts 2019

Nyt fra maskinafdelingen #12-19 18/03:



Stor aktivitet i værkstedet - udenfor billedet er Lm9 ved at få eftersyn


Bo fik tilpasset endnu et par af de nystøbte hvidmetalslejer til akselenderne – et stort tålmodighedsarbejde! Onsdagsholdet har flittigt arbejdet videre med klargøringen af personvogne og det fortsatte Bjarne og Jan ihærdigt denne aften med Lm9. Carsten fik svejset de sidsta af 4 sæt lejekassegafler på vangerne – eller var det legehuse med gafler i Vangede?? I mens tilpassede Martin de yderste gulvplanker til de nye tagstolper, Erik klargjorde gavlene og jeg fik sandblæst, samt grundet de vinkeljern, som skal fastholde plankerne i enderne. Hans fik monteret gearkassen på D10-motoren, mens Per færdiggjorde samleringen til M24´s brændstofpumpekoblingsplade. Jeg fik da også ryddet lidt mere ud i ”loppetorvet” i det gamle snedkerværksted… Vi var 9 mand på værkstederne denne aften.

Lejet monteres med akslen og mærkeblåt og der drejes et par omgange, så kontaktpunkterne bliver tydelige

Overskydende hvidtmetal skrabes derefter af -ud fra mærkerne

Sidste vange får påsvejset gafler

herefter står et samlesæt til to bogier endnu mere klart til samling


To-delt samlering i messing til M24 brændstofpumpe

D10-motor - nu med gearkasse

Et par afrensede og grundede vinkeljern til C523