Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 10. januar 2019

Torsdagsbilledet #188

Gennem årene har HVB optrådt i aviser og specialmagasiner flere gange. Vi var i 1981 i Ingeniøren med nedenstående artikel.

mandag den 7. januar 2019

Nyt fra maskinafdelingen #01-19 07/01:



Der måles efter om den nye udgave af håndlisten passer bedre til sidepladerne på C523



Godt Nytår! Så kom vi godt i gang med det nye år 2019. Det bliver jo spændende hvad vi kommer til at opleve på værkstederne i løbet af året. En gennemgang af ”Året-der-gik” i Mafd for 2018 kommer i næste udgave af Tipvognen. Vi har endnu et år fået gennemført en masse store opgaver og mon ikke dette friske, nye år byder på en masse muligheder og en masse arbejde…  

Vi startede aftenen med lidt kaffe og kokostoppe og derefter fordelte vi os på de forskellige værksteder. Motorholdet blev i varmen og arbejdede bl.a. på vandpumpen, samt en afrensning af motordækslet. I snedkerværkstedet blev der arbejdet videre på den forbedrede version af håndlisten. Arbejdet blev dog besværliggjort ved at tyveknægte har stjålet vores nyanskaffede geringssav…
(har nogen set noget, så giv lyd!)

En noget trist måde at starte året i træværkstedet på. Men videre kom det da. På metalsiden af C523 blev der fremstillet beslag til fastgørelse af de nye vognsider, samt fremstilling af en håndfuld T-bolte til fastgørelse af bundplankerne som erstatning for de skæve. Resten er afrenset og klar til brug. Vi gik også i gang med afrensning af en Aalholm-bogie. Den bærer præg af mange års fedtsmøring. Vi skal nu give den frisk hvidmetal og fremover oliesmøre som de andre glidelejebogier. Vi var 10 mand på denne årets første mandag -  i regnvejr.



Der indkaldes snart til møde i Mafd lørdag den 9/2 kl. 12 på Gården. Detaljer fremsendes pr. mail

Fremstilling af monteringsjern til sidepladerne på C523

T-bolte til plankerne under produktion

Et par snavsede Aalholm-hjulsæt med ægte Lollands plutte på



Arbejdet på D10 Bur-Wain motor og pumpe i fuld gang

E28 batterikasse og puffer klar til afsendelse
 til sandblæsning og grundbehandling

Motorsidedæksel under afrensning

Færdigt arbejde :-)

lørdag den 5. januar 2019

Nyt fra Bafd. 05-01-2019

På årets første arbejdsdag i baneafdelingen stod opgaverne på forberedelser til svelleudskiftningerne i de kommende måneder.
Udtjente sveller på to sæt deplorider gøres klar til transport til Brandhøj.
Flere steder på HVB har vi igennem efteråret samlet deplorider med de gamle sveller, vi har udskiftet med nye. I den kommende tid skal de sendes afsted til kontrolleret bortskaffelse fra vores samleplads på Brandhøj Station. Dagen startede derfor med at samle et tog på Hedehusgård med de to sæt deplorider med gamle sveller, der var hensat her. Herefter gik turen til Brandhøj i roligt tempo, mens vi holdt øje med at svellelasten ikke forskubbede sig undervejs.
På vej ned ad rampen mødte vi det største felt af cyklister vi nogensinde har set i Hedeland. Det blev til en hel del kammeratlige tilråb og hilsner fra begge sider under passagen.

Udbryderne blev ikke hentet, men det lagde ikke en dæmper på hovedfeltets humør.
På Brandhøj placerede vi deploriderne i sporet bag opbevaringshallen, så de er lette at få fat på, når vi skal læsse dem på lastbil. Vi nåede tilbage på Hedehusgård inden frokost og kunne lige nå at hjælpe Kjeld og Carsten med at rangere den blå vogn ud af vognhallen.
Rangering på den vidtstrakte vognhalsbanegård. Inden sommerkørslen skal vi have skiftet en del sveller i nogle af de mest benyttede spor.
Der skulle stables højt for at få de sidste sveller med på læsset. Vejret var i den grad med os. Sol, næsten ingen vind og ikke alt for koldt.

Efter en hyggelig frokost i Damp'a kørte vi til den lave oplagsplads ved Brandhøj, hentede et sæt halvt læssede deplorider og drog videre til strækningen syd for Flintebjerg, hvor vi læssede de gamle sveller, vi udskiftede for en uge siden. Vi placerede deploriderne i spor 2 på Brandhøj og nåede også at aflæsse en godt fyldt palle med overkørselsanlægsdele i opbevaringshallen, inden turen gik tilbage til Hedehusgård. Det var tiltrængt, for vi havde glemt kaffevandet og måtte derfor 'hjem på gården' for at få kaffe.
Mens solen går ned i vest, borer Steffen og Kenneth huller. Til sidst var det lidt svært at se, hvor der skulle bores...

Efter kaffe og kransekage kunne vi lige nå at bore huller i 49 sveller som vi skal have indlagt lige udenfor Hedehusgård Station. Arbejdet på banen fortsætter igen på lørdag.

torsdag den 3. januar 2019

Torsdagsbilledet #187 - Julehilsner 2018

I klubbens mailboks ankommer der en del julepost fra de andre jernbaneklubber, som er bedre end os til at få skrevet og sendt årets julekort til "familien". Det kunne være et nytårsfortsæt for 2019 at vi får skrevet julekort tilbage til vennerne...
Men til dem, der læser med her: Glædelig bagjul og Godt Nytår 2019! mvh Leif

Her er i hvert fald de flotte kort, som Industribaneklubben har modtaget for julen 2018:


Årets fine julebrev fra vores forskningsleder Bent Hansen kan læses her >>






lørdag den 29. december 2018

Nyt fra Bafd. 29-12-2018



De to heste står klar til at byde os velkommen - men fortryder dog i sidste øjeblik og løber deres vej...




Årets sidste lørdag i 2018 blev brugt på banen! På en grå, let regnnusset dag drog Bafd afsted med 5 mand. På Brandhøj blev M40 startet med et par sving og kørte foran banetoget ud til strækningen nord for 3 km stenen, hvor Lars og Peter om fredagen havde trukket alle spirgerne op og svellerne har jo ligget klar fra før der blev kørt juletog – så det var lidt ligesom i køkkenet, når kokken har forberedt retten på forhånd… Vi kunne derfor gå direkte til at løfte skinnerne, fjerne underlagspladerne og fritlægge svelleenden for ballast. Med vanlig rutine bliver den gamle svelle trukket ud og den nye lagt ind i en nærmest glidende operation. Det efterfølgende team lægger underlagspladerne ud igen og banker spigerne i de forborede huller. Bagefter gør tryklufthammeren det hårde arbejde, mens svellen holdes på plads mod skinnen med en brækstang. Vi holdt de reglementerede pauser undervejs og kunne ret tidligt melde færdigt arbejde. Det levnede tid til at holde en lille nytårsfejring på forhånd. Der var derfor pyntet op i banevognen, så kaffen og kransekagen kunne indtages under festlige former. Efter festlighederne gik turen hjemover og så begyndte det at regne rigtigt meget. God timing…

Med tak for et hyggeligt år på banen, ønskes alle et Godt Nytår! 
/Leif

På Gården har det gamle ridehus fået et flot, "nyt" tag i plast 

På Brandhøj hentes M40 med kompressorvogn. 
Der skal lægges kræfter i en start, men det gik hurtigt


Banetoget ankommer og så kan arbejdet gå i gang.


Spormålene er udlagt og der skiftes effektivt sveller med maskinen
Lidt håndens arbejde er der stadig med at forbanke spirg


Så skal der lige fikses en pakning i maskinrummet...
Det er en tæt befærdet strækning, vi arbejder på: 
Cykler fra den ene side og heste fra den anden... Der bliver hilst pænt på alle :-)


Slutteligt bankes spirgene i med lufthammeren

Dagens udskiftning er udført og der pakkes sammen

Nytåret og dagens vel udførte arbejde fejres med kaffe, kransekage og truthorn :-)


GODT NYTÅR!

lørdag den 22. december 2018

Nyt fra Bafd. 22-12-2018

Årets korteste dag var ikke for kort til arbejde på HVB. Der var hold fra både maskin- og baneafdeling. I baneafdelingen stod der svelleudskiftning på arbejdsprogrammet.
Vi er ankommet til første arbejdssted lige nord for Rubjerg station. Værktøjet findes frem.

Trykluftkompressoren starter. Det soder en smule, for det er længe siden den sidst har været startet.

Mens gravemaskinen blev forberedt til dagens svelleudskiftning, startede vi med at tage lyskæden fra perronen ned. Herefter kørte vi til Brandhøj, startede M 40 og hentede kompressorvognen. Vores destination var skibakken. Det tynde lag sne, der var faldet i løbet af natten var dog ikke nok til skiløb, men rigeligt til at lyse lidt op på turen sydpå. Første opgave var at skifte svellerne på de sidste to lige rammer nord for Rubjerg. Holdet bestående af Steffen, Peter, Lars og Claus fik hurtigt rigget til, løsnet sporet og påbegyndt ilægningen af de nye sveller, der var udlagt på forhånd. Vi løsnede også laskerne og benyttede lejligheden til at justere stødspillerummene.


Efter at have samlet og sidetrukket de to rammer var det tid til frokost i banevognen, hvor gasvarmen havde gjort sit til at skabe komfortable forhold. Kenneth kom forbi efter juleindkøbene var klaret og havde taget en smørkage med. Kagen sattes til opvarmning på gasovnen, mens vi nu fem mand høj tog fat på kurven ved Flintebjerg Trinbræt. 
Alle mand i sving! Selvom det kun er tidlig eftermiddag falder mørket hurtigt på.
Banestykket ved Flintebjerg er blandt de sværere at skifte sveller i. Sporet ligger lavt i forhold til stien og det gør det vanskeligt at trække de gamle sveller ud. Desuden er der en del græs i sporet, der ikke gør arbejdet lettere. Vi kom godt i gang, men besluttede at afslutte arbejdsdagen inden det blev alt for mørkt. Antallet af udskiftede sveller nåede op på 44 - ikke ringe på årets korteste dag.

Vi har sat M 40 og energivognen ind i opbevaringshallen. Energivognen er tanket og vi gør klar til den sidste del af hjemturen.
Hjemme på Hedehusgården blev vi mødt af synet af tre biler og en lift med håndværkere, der var ved at etablere en nødtildækning af den gamle ridehal, der øjensynligt havde udviklet alvorlige utætheder i taget. Vi håber plastpresseningerne holder vinteren over, så hestene ikke bliver våde.

torsdag den 20. december 2018

Torsdagsbilledet #186

I år blev det så ikke til juletog i sneklædt landskab... Men minderne har man da lov at há!
Her er dagens Torsdagsbillede fra den 20. december 2009, hvor der både var gang i kælke og ski på Rubjerg, mens toget ankom til station "Jul" i solskin, blå himmel og iført smuk dampfane.






mandag den 17. december 2018

Nyt fra MafdBafdTafd-afdelingen #49-18 17/12 - juleafslutning:





Selvom det ser alvorligt ud, så var det nu temmelig hyggeligt :-) Julehygge med visning af 40 års-jubilæumsfilmen

Efter et par fine weekender med juletog – dog med lidt for meget regn- og tågevejr, så blev det – som altid - tid til at afholde julehygge for de aktive i Damp á. Efter lidt til- og afmeldinger blev vi 21 mand, der indtog store mængder æbleskiver. De var i år doneret fra spejdernes overskudslager, så tak til dem! 😊 Glögg, småkager og guf stod vi selv for…  
Per havde medbragt sin store samling af film fra klubbens historie, som efter demokratisk afklaring blev valgt og vist på både skærm og lærred. Vi er en del, der har set dem før – men altid herligt med et gensyn. For de nyere medlemmer er det en glimrende mulighed for at blive introduceret til klubbens lange historie. Den første film blev Niels´ fine beretning fra vores 40 års jubilæum sidste år - et herligt gensyn! Og sådan fortsatte vi med historielektionen resten af aftenen 😊 


Jeg skulle i øvrigt viderebringe julehilsner fra de, der måtte melde afbud til aftenen. Jeg vil samtidig selv ønske alle medlemmer og læsere af Bloggen en glædelig jul, et godt nytår og de bedste ønsker for næste år.

Med venlig hilsen og på gensyn i 2019 / Leif / Redacteuren / Sekretæren / Fotomaniac


Bo fik - inden hyggen gik i gang - tømt vandet af Da7, så den er "pakket ned" for vinteren
Inden æbleskiverne kunne serveres, så skulle julebannerne tages ned.
 Næste gang bliver det sommerbanneret, der skal op!





søndag den 16. december 2018

Årets sidste juletog

Dagens juletog blev kørt i et langt bedre vejr end meteorologerne havde spået om - solen tittede frem og et enkelt drys sne blev det også til. Blæsten var dog til den kolde side, så det er godt vi har masser af varme tæpper ombord. Togene var jævnt fyldte hele dagen, så alt i alt kan vi være godt tilfredse med årets juletogskørsel. Spejderne fik solgt lidt færre træer end sidste år, men også de går julen trygt i møde. Billederne taler vel for sig selv - ellers læs gårsdagens fine indlæg fra Claus :-)
mvh Leif