På årets første arbejdsdag i baneafdelingen stod opgaverne på forberedelser til svelleudskiftningerne i de kommende måneder.
|
Udtjente sveller på to sæt deplorider gøres klar til transport til Brandhøj. |
Flere steder på HVB har vi igennem efteråret samlet deplorider med de gamle sveller, vi har udskiftet med nye. I den kommende tid skal de sendes afsted til kontrolleret bortskaffelse fra vores samleplads på Brandhøj Station. Dagen startede derfor med at samle et tog på Hedehusgård med de to sæt deplorider med gamle sveller, der var hensat her. Herefter gik turen til Brandhøj i roligt tempo, mens vi holdt øje med at svellelasten ikke forskubbede sig undervejs.
|
På vej ned ad rampen mødte vi det største felt af cyklister vi nogensinde har set i Hedeland. Det blev til en hel del kammeratlige tilråb og hilsner fra begge sider under passagen. |
|
Udbryderne blev ikke hentet, men det lagde ikke en dæmper på hovedfeltets humør. |
På Brandhøj placerede vi deploriderne i sporet bag opbevaringshallen, så de er lette at få fat på, når vi skal læsse dem på lastbil. Vi nåede tilbage på Hedehusgård inden frokost og kunne lige nå at hjælpe Kjeld og Carsten med at rangere den blå vogn ud af vognhallen.
|
Rangering på den vidtstrakte vognhalsbanegård. Inden sommerkørslen skal vi have skiftet en del sveller i nogle af de mest benyttede spor. |
|
Der skulle stables højt for at få de sidste sveller med på læsset. Vejret var i den grad med os. Sol, næsten ingen vind og ikke alt for koldt. |
Efter en hyggelig frokost i Damp'a kørte vi til den lave oplagsplads ved Brandhøj, hentede et sæt halvt læssede deplorider og drog videre til strækningen syd for Flintebjerg, hvor vi læssede de gamle sveller, vi udskiftede for en uge siden. Vi placerede deploriderne i spor 2 på Brandhøj og nåede også at aflæsse en godt fyldt palle med overkørselsanlægsdele i opbevaringshallen, inden turen gik tilbage til Hedehusgård. Det var tiltrængt, for vi havde glemt kaffevandet og måtte derfor 'hjem på gården' for at få kaffe.
|
Mens solen går ned i vest, borer Steffen og Kenneth huller. Til sidst var det lidt svært at se, hvor der skulle bores... |
Efter kaffe og kransekage kunne vi lige nå at bore huller i 49 sveller som vi skal have indlagt lige udenfor Hedehusgård Station. Arbejdet på banen fortsætter igen på lørdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.