Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

fredag den 26. maj 2023

Bygningsarbejder

Som led i forbedring af vores bygninger arbejder vi ofte i hverdagene med mindre hold. I løbet af maj har bygningsafdelingen arbejdet med etablering af nyt indgangsparti til museumshallen, nyt publikumsareal omkring billetsalget, belægning foran værkstedsremisen og senest er der monteret vinduer i portene i værkstedremisen. Det giver mere lys i værkstedet og det ser også godt ud set udefra.

Vinduer monteret i de første to sæt porte.

Søren og Kenneth fejrer første sæt porte med en selfie.

Lysindfaldet i værkstedet er mærkbart øget.

Set udefra er udseendet også forbedret. Senere kan der monteres 'falske' sprosser, så bygningen får større lighed med en ældre remisebygning. 

Sammen med de store indsatser, der er lagt på museumshallen med nyt tag, indgangsparti og den  kommende ombygning af udstillingen, er isætning af ruderne en mindre ting, men noget der både forbedrer arbejdsforholdene for aktive og bygningens udseende.

Ved aftenstide gør vinduespartierne også et fint indtryk.

mandag den 22. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #21-23 22/5:

Der er savet en del plade af, som holdt den gamle hjulkonstruktion med tryklufttanke o.a

 

Arbejdsaftenen startede lidt tidligt i det fine vejr, så Fritz og Carsten gik i gang med at fraskære overflødige dele på Storebæltsvogn 2 (70-16). Samtidig udskar Lars O. nye ståldele, som blev svejset på strategiske steder, så strukturen stadig er stærk. Den ene halvdel af vognen blev nået denne aften. Jeg sleb og bearbejdede loftet i C3, så den kan få en sidste gang maling. C4 er klar. Niels og Kjeld fortsatte med terrasseprojektet ved kiosken. Det var, hvad jeg fik noteret. Vi var 9 mand på Gården – ferietiden er gået igang… /Leif

Afskæring og udskæring af plade på 70-16


Afgratning og påsvejsning af nye pladestykker
Detailplanlægning af støbearbejdet til støttemuren

C3 og C4. Snart kommer C3 i drift.


Nyt fra Bafd 20-5-2023

 Lørdagens banehold bestod af Claus B, Steen, Lars, Peter og Steffen. M30 kørte til Brandhøj og hentede kompressorvognen, mens M12 læssede nogle sveller. Vi mødtes ved sporskiftet til den lave oplagsplads, hvor der skulle udveksles træktømmer og et par sveller. Efter et par timers indsats var arbejdet udført, hvorefter vi kørte tilbage til Sølund. På en strækning nord for Sølund udvekslede vi yderligere et par sveller samt fik pløjet ballasten tilbage til svelleenderne.

Steffen


Sporskiftet til den lave oplagsplads.
Peter finder arbejdshandskerne frem og arbejdet går i gang.



Frokosten indtages

De nye sveller bores og Lars blæser rent i en noget aktion præget
positur (SLA)


Svelleudveksling nord for Sølund

Steen spænder laskebolte



Ballasten er lagt tilbage til svelleenderne.



onsdag den 17. maj 2023

Gamle sveller fjernet

Tirsdag morgen var der aktivitet fra morgenstunden ved den lave oplagsplads nær Brandhøj Station. Et hold fra nedbrydningsvirksomheden Tscherning, med hjælp og vejledning fra HVB, rykkede ind på oplagspladsen og fjernede i løbet af dagen alle gamle træsveller fra pladsen. 3 høje containere og en lav container med gamle sveller blev kørt væk til godkendt modtager, men så var pladsen også tom.

Holdet fra Tscherning er ankommet til oplagspladsens indkørsel. Dagen indsats planlægges. Foto: Steen Larsen.

Tscherning, der som vi selv har til huse i Hedehusene, udførte endda en del af ydelsen vederlagsfrit, så vi har i høj grad været heldige. Vi skylder naturligvis Tscherning en stor tak og vi må se, om ikke vi på et tidspunkt kan tilbyde lidt som gengæld for hjælpen.

Hovedparten af de kasserede sveller lå i stakke og kunne nås relativt let. Foto: Steen Larsen.

"De sidste rester skal vi også have med". Der blev ryddet godt op - også i pladsens mere utilgængelige hjørner. Foto: Steen Larsen.

Med en gravemaskine nummeret større end vores egen og en god grab til formålet, gik arbejdet som en leg. Det hjælper naturligvis også, når maskinføreren er professionel! Foto: Steen Larsen. 

Selvom Tscherning udførte den hårde del af arbejdet har vi selv håndteret kontakt og planlægning med Tscherning, forudgående rydning på oplagspladsen, samt koordineret åbning af porte og i forvejen adviseret brugere af Hedeland om færdsel med tunge maskiner. 

Efter fjernelsen af de gamle sveller udestår der nu en del sortering af vores oplagrede materiel og materialer, inden pladsen er ryddet. Fremover vil vi alene have oplagsplads på arealet omkring opbevaringshallen på Brandhøj Station. Den lave oplagsplads er med årene blevet for fugtig. 

I den lave oplagsplads' første tid er Steffen og Carsten ved at placere skydebroen fra Superfos i Nørre Sundby på et par gamle sveller. Skydebroen er i dag i placeret i opbevaringshallen på Brandhøj, hvor den sikrer adgang til en række opstillingsspor.


mandag den 15. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #20-23 15/5:

Så skal de snart ud i driften! Den sidste omgang maling snart påført. C3 mangler dog et lag undertagsmaling efter brædderne er blevet fuget lidt grundigere.

 M25 er ud i vognhallen igen med godkendte tryklufttanke og driftsklar som reservemaskine. Det har Onsdagsholdet klaret! Begge vogne står igen i værkstedsremisen, så vi kan få malet det allersidste. Jeg kom lidt tidligt og fik afrenset alle stolper og givet C4 det sidste lag hvid. Så mødtes vi alle til projektgennemgang og status er fortsat god. Når de to vogne er prøvekørt og bragt ud i vognhallen, så kommer C411 og B3 ind i værkstedet, så vi kan få dem restaureret.

Efter mødet, så fortsatte Klavs og jeg med maleopgaverne. Klavs fik sat alle lejekasserne op, så de kunne få den sidste runde sort på bagsiderne. Jan D. fik skilt et stak gamle paller og en flok hentede Storebæltsvogn 70-16 Det er en fladvogn med trædæk, der skal omspores fra 900 mm til 700 mm ved at forsyne den med de deplorider, der er ved at blive ombygget. Rammen er markeret med streger, hvor der skal fjernes dele og plader i forbindelse med ombygningen. Carsten fik osse fikset vinkelsliberen. Otto forberedte afdrejningen af de sidste aksler til minideploriderne, så de kan passe i konstruktionen. Det var, hvad jeg fik noteret. Vi var 9 mand på Gården – ferietiden er ved at indfinde sig… /Leif


Solskin - og så pludselig skift til tordendrøn og store hagl...

Deploridernes aksler skal lige afkortes nok et nøk.

Et par gamle paller omdannes til optændingsbrænde

Lejekasserne får sidste runde sort på bagsiden.
Resten smøres først på, når de sidder på hjulsættene.

Et hold retur med 70-16, Storebæltsvogn no. 2

Løsdele fjernes, så den kan blive ombygget til 700 mm.


søndag den 14. maj 2023

Sommerens første plantog – og Troldetur 14. maj 23

Morgenens første damptog retur. De fleste gæster blev ud i Hedeland Naturpark. Måske på troldejagt?

 Længe har vi set frem til denne dag! Årets første sommertog og så får vi en dag med det lækreste solskinsvejr, 21 grader og næsten ingen vind 😊

John fik lov at tage et foto:
"Årets første rejsende køber billetter" 

Dagens to første tog startede lidt stille, men allerede på de næste afgange blev alle kupeer fyldt med både dem, der prøvede turen for første gang og alle de, der lige som de aktive bare har glædet sig til at komme ud med toget igen. Så jeg hilste på mange kendte ansigter gennem den hyggelige dag. Et nyt indslag på vores herlige tur ud i Hedelands Naturpark er trolde! Det er ganske vist, at Thomas Damsbo og hans troldefolk har bygget to flotte trolde nogen hemmelige steder ude i området – og det viste sig på denne dag ved at der pludselig stod folk på ved Flintebjerg trinbræt. Det sker normalt kun sjældent – men i dag stoppede vi nærmest på hver tur. Jeg spurgte flere om de havde været på troldejagt og det havde de! Og fundet begge trolde. Den nemme at finde er Glade Anders, mens Månemor kræver at man følger et spor af fuglekasser. Dem lavede spejderne sidste år på Spejdernes Lejr og de er nu hængt op som en ledetråd gennem skoven. Men mere ville ingen fortælle! Det skal jo være en udfordring og stederne er en hemmelighed! Sjovt er det i hvert fald, at vi nu kan kalde os et troldetog…

Efter vi havde kørt de sidste tog i remise, så fejrede vi at trafikchefen nu har været medlem i 30 år. Tillykke og tak for stor indsats! 

Bagefter tog jeg på troldejagt. De er godt skjult og jeg har rifter på benene – men det er hele turen værd. De dukker pludselig op foran en og er bare så fine. Sjov og spænding for både børn og voksne. Togfotos fra dagen har Charlotte og jeg taget Troldene har jeg knipset… /Leif

Mange nysgerrige tilskuere kigger på lokomotivet

Der blev solgt mange billetter ombord

Endnu en flok ser på det fine lokomotiv


Motortoget med M24 er klar til afgang i det fine solskinsvejr


Troldejagt: Som togfører havde jeg dagen igennem talt med de mange, der havde været ude og finde de to flotte trolde og kunne efterhånden godt regne ud omtrent hvor de befandt sig. Så på med et par løbesko og ved at følge de gode råd og sporene, så fik jeg også set dem. Men så giver jeg heller ikke mere hjælp end det der er herunder!
Et stille trinbræt - tidligere på dagen var der travlt! 
Trolden Glade Anders gemmer sig godt!
- men jeg fandt ham!
og fulgte så sporet hen til Månemor.
Det er en kuperet tur. Uegnet for barnevogne og dårligt gående!

og til sidst dukkede hun op midt i det hele.
Herlig oplevelse! 


Se reportagen i SN her: Verdensomspændende skattejagt i gang i Danmark – nu har 6-årig løst gåden - TV 2

 /Leif






tirsdag den 9. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #19-23 8/5:

 

En herlig mild aften blev brugt til de udendørs opgaver; Kjeld fik støbt mellemrummet mellem de nylagte SF-sten ved overgangen og skinnerne. Niels etablerede den nye grussti op til museumshallen, så vores gæster snart kan besøge vores udstilling igen. Lars O. fik anvendt gasøksen til at adskille hjulbeslag fra de normalsporede deplorider og Brian afrensede først lågene fra M25´s sandkasser, for derefter at afrette de afskårne dele med vinkelsliber. Klavs og John hjalp med at male rørdele og sandkasselåg og jeg fik malet begge – nu godkendte – tryklufttanke, sandkasser og indvendigt i motorhuset, så det hele er klar til at blive samlet igen. Jeg fik ikke noteret hvad Bo, Carsten og Kenneth fik udført, da jeg mest stod med hovedet inde i et motorhus… Og på søndag kører sommerens første tog! 

Tirsdag holdt vi Visionsmøde i Hedehuset med 18 aktive medlemmer, som bidrog med mange gode forslag til foreningens fremtidige projekter og metoder. Mødet var del to af en møderække, der skal føre til en overordnet strategi for vores arbejde. En spændende aften og herligt at være med i en klub, der tror på fremtiden - også 25 år ud i tid! /Leif

Afrensning af sandkasselåg til M25

Mørtelblanding mellem skinner og SF-sten ved overkørslen


En nu godkendt tryklufttank til M25 og maling af de mange rør dertil

M25 motorhus får en omgang indvendig maling

Godkendt af Force!

Formanden fortæller begejstret om de mange forslag, der er kommet til Visions/ strategimøderne.


søndag den 7. maj 2023

Nyt fra Bafd 6-5-2023

Lørdag var de fleste fra Bafd optaget af andre gøremål, så dagens hold bestod af Peter, Lars og Steffen Mens Peter og Lars rangerede op begyndte jeg at gå det årlige sporeftersyn, hvor hele strækningen gennemgås grundigt til fods. I løbet af dagen kom jeg gennem hele strækningen og fik registreret en liste over de ting, der skal udbedres i den kommende periode.

På Brandhøj hentede vi kompressorvognen, hvorefter Peter og Lars kørte til Rubjerg og fik efterspændt tvangsskinner i sporskifter. Jeg fortsatte gåturen langs med sporet, og vi mødtes på Fem Ege, hvor frokosten blev indtaget i læ af banevognen. Efter frokost kiggede vi på mulighederne for at ombygge det nordlige sporskifte, således at det bliver mindre skarpt. 

Hovedopgaven lå dog omkring km 3,7, hvor der skulle udveksles 2 sveller ved et skinnestød. 25 minutter senere var de udvekslet, understoppet og lasken smurt og spændt.

Et gammelt ønske har været at eksperimentere med ballastprofilering. Sidste år fik vi udviklet prototypen på udstyr, der kan harve ballastbanketten for enden af svellerne, og vi forsatte derfor med at eksperimentere med ballastprofilering. Ved hjælp af gravemaskinens profilskov fik vi hurtigt taget på at trække ballast tilbage til svelleenderne, og i løbet af en halv times tid havde vi ordnet omkring 300 m spor. Eksperimentet var således særdeles vellykket.

Dagens sluttede af med fjernelse af større sten i grusbelægningen på Stenager trb., så det er klar til at modtage passagerer om en uges tid.

Steffen



I/S Hedeland har i løbet af vinteren ryddet en del buske langs med sporet. Det er en stor hjælp til os.



Udveksling af sveller. Lars kommer med de nye sveller i grabben, mens Peter planlægger arbejdet.



25 min senere er arbejdet udført, og Peter evaluerer resultatet. 

Gravemaskinen trækker ballasten ind til svelleenderne mens toget langsomt kører hen ad sporet.
Efterfølgende blev ballasten også profileret på den modsatte side af sporet.