På vores blog kan du følge med i Industribaneklubbens arbejde i Maskinafdelingen og Baneafdelingen. Forvent, at der tirsdag aften kort fortælles, hvad der foregik om mandagen i maskinværkstedet hos IBK, samt jævnlige opdateringer på Baneafdelingens arbejde.
Jeg ønsker alle god læselyst!
Redacteuren Leif
Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Endnu et af Hjarnes fotos, taget et par dage inden den store indvielsesdag. Roevogn 260 skal flyttes fra værkstedet og hen til den lille bane-stump og det sker ved at flytte sporrammer en efter en...
Godt, manuelt arbejde - udført af stærke, unge mænd. Og de arbejder sgu endnu! Bare ældre...
Sporrammeflytning. Finn Sørensen går forrest. Han er banechef
Sporet er lagt og vognen kan komme på sporet og hen til selve banen
EL-motoren åbnes og efterses. Alt ser tørt og godt ud og ingen slitage eller andet skræmmer, så der lukkes igen.
Det går fremad med at adskille M23
fra sit motorhus og denne aften blev det hævet første stykke. Det blev lidt
lettere, da Carsten havde fået tømt de 60 liter diesel og en hel fyldt
sandbeholder fra motorhuset… Et par deplorider blev klargjort til at lande
motorhuset på.
E28 er nu kommet retur fra
sandblæseren i nygrundet stand. Det ligner nærmest et hobby-samlesæt og der er
første gang jeg egenhændigt har båret et helt lokomotiv i blot 7 dele – det var
nødvendigt at flytte det til maskinværkstedet for at få støvfrit miljø; både
Carsten og Jan producerede støv i lange baner. Især Jan, der fjernede maling
fra de mindre dele fra E28 med stålbørsten., lavede de fineste, gule støv. Med
delene i maskinværkstedet, så kunne hele rammen blive malet i en flot blå, som
Hans bare synes er en FLOT blå! Og vi andre bifald da også, at E28 fremover bliver
nærmere sin oprindelige farve, end den gule fra M&T-tiden. Lars og Hans fik
efterset banemotoren og dens kommutatorer, der ser ud til at være i meget fin stand og desuden inspektion af snekke-gearet og adskillelse, så det kan blive malet. Niels fortsatte arbejdet på indretning af snedkerværkstedet, mens Per
og Bjarne fik forbedret faciliteterne i Damp á.
8 mand gav den ”ennnu et bette nøk”,
som Carsten siger.
I lørdags blev forreste hjulsæt skåret over og
akselenden
boret/ drejet ud for at skåne hjulet mest muligt.
Hjul og akselkasse adskilt i lørdags
Gevind på snekke-akslen udbedres, så akselmøtrik kan komme på igen.
Jan laver gul sne på en ny måde :-)
Redacteuren med en pensel i hånden og...
1, 2, 3 - så er et lokomotiv malet!
Resultatet af aftenens arbejde på M23 - et skævt motorhus - snart klart til at blive løftet af undervognen
Efter en uge med en del regn, var det som om vejrguderne tilsmilede baneafdelingen på den lørdag, hvor vi skulle indlede svelleudskiftningsprojektet som vi fik midler til fra veterantogspuljen. På programmet stod udskiftning af sveller på rampen syd for Brandhøj, der fører banen op til sletten.
Et pænt fremmøde sikrede en hurtig opstart på arbejdet og inden frokost lå de første nye sveller allerede fastspigrede på deres plads i sporet.
Efter afgang fra Hedehusgård delte arbejdsstyrken sig i to: En gruppe forborede sveller og den anden gruppe fortsatte til arbejdsstedet og begyndte afsidning med gravemaskine og optrækning af spiger.
Klokken er lidt over 11, gravemaskinen er på plads og hovedparten af spigerne er trukket op.
Det er snart frokost, men de første sveller er allerede på plads i sporet. Forrest spigrer Steffen, Benjamin klargør sveller, underlagsplader og spirg, mens Kenneth, Jørgen og Lars udtager gamle sveller og skubber nye på plads.
Sideløbende med svelleudskiftningen nåede vi også at rydde lidt bevoksning. Når vi arbejder i sporet kan vi i små pauser ofte nå at rydde lidt grønt på arbejdsstedet. Så bliver alle holdt i beskæftigelse!
Efter frokostpausen fortsatte arbejdet i samme tempo og inden vi havde set os om havde vi udskiftet 38 sveller. Da banen endnu befares af særtog, skulle vi efterlade et driftklart spor. Vi skulle derfor efter svelleudskiftningen også nå en enkelt tur gennem sporet med stoppemaskinen.
M 40 har hentet stoppemaskinen på Brandhøj og understopningen er kommet i gang. Kort efter kunne sporet meldes klar til drift igen.
Efter endt arbejde, gjorde vi holdt på Brandhøj og borede lige et lille parti sveller, så de er klar til udlægning. Resten af arbejdsholdet klippede grene imens.
Otte mand nåede i løbet af dagen at deltage på arbejdsholdet og opgaven blev nået på så kort tid, at vi efter ankomst til Hedehusgård havde rigelig tid til dieselpåfyldning og M 12 fik også suppleret sin sandpåfyldning. De mest arbejdsivrige nåede også at rense tagrenden på vognhallen - noget vi åbenbart havde glemt til bygningsdagen?
Fra Hjarnes mappe 1 er her endnu et fint Torsdagsbillede.
M24 var blandt de første lokomotiver, der ankom til Hedehusgården. Den gang var der endnu ikke anlagt spor og der hvor M24 står på en kort skinnestump, er der nu snedkerværksted. M24 kunne næsten køre ved egen kraft, da den ankom - trods næsten 10 år på en skrotplads hos Petersen & Albeck i Sydhavnen. M24 blev sat i drift i 1978, men fik en motorskade i 1982 og først i 2004 kom M24 igen ud at køre for egen kraft.
(M24 er et tre-akslet, dieselelektrisk lokomotiv, bygget på Nakskov Sukkerfabrik i 1962, vejer 12 tons og har en 4 cyl. vandkølet DEUTZ F4M716 motor på 102 hk og en banemotor på 75 hk)
Hjarnes data: Dds nr. 24, Hedehusene 200476-27a Taget 2. maj 1976
Så kom stumperne til E28, der har været en tur hos Sandblæseren, retur.
Vi nåede næsten at få dem læsset af traileren, inden det begyndte at regne.
Lars og JP var ellers mødt op for at forbedre sprøjtevognen, men de blev hurtigt shanghajet til at flytte stumperne fra traileren til et par deploider, så de kunne komme i læ i en fart på værkstedet.
Så nu mangler vi sådan set bare lige det sidste .... !!
(Sådan et lokomotiv fylder ikke meget, når det er adskilt.)
Vi var 4 mand på gården denne regnfulde efterårsdag.
M25 og M23 bytter plads i værkstedet, nu sommerkørslen er overstået.
Efter en god sæsonafslutning dagen
før, så havde vi nok at snakke om over kaffen J
Hans fortsatte med at adskille alle
de (tidligere) bevægelige dele og måtte tage de hårde metoder i brug for at få
det skilt ad. Man har valgt at skifte metode i adskillelsen af hjul fra aksler
på E28, så på det område skete der alligevel ikke noget denne aften. Carsten
gik derfor i stedet i gang med den anden planlagte opgave, nemlig at få
udbedret rustskader på M23´s motorhus. Først skal alle løsdele fjernes, så det
gik aftenen med. Jeg fik syslet med at nedtage sommerplakater og opsætte
plakater for efterårs- og julekørslen rundt på stationen og Per fik efter lidt
syslen med M4, opsat lærred i Damp á. 5 mand sås på Gården denne aften, så det
er begrænset med motiver.
Til gengæld har Kenneth P fundet dette herlige klip
af en prøvekørsel fra FFM i Frankfurt. De har efter mange års ihærdig indsats,
nu fået det gamle, 600 mm Oberursel-lokomotiv fra Kastrup Fort gjort køreklart
og nu også med førerhus på. M30 hed det den gang, mens det stod hos os – men som
bekendt, så er M30 nu det orange DIEMA-lokomotiv. Det blev byttet lige over
dengang. Det er dejligt at se det køre igen for egen kraft. Det var en opgave,
som vi nok aldrig havde haft den nødvendige energi og økonomi til at gennemføre
selv.
I baggrunden er M25 klar til afgang med motortoget og No3 er også klar til at hente sine vogne.
Efter en lørdag med heftig heldagsregn, så var vejret denne søndag imødeset med nogen spænding og lidt bekymring, men heldigvis viste vejrguderne sig fra den bedste side og det blev mere guldregn end almindelig regn denne dag. For på trods af dårlige varsler, så skinnede solen på alle de glade gæster, der havde valgt at køre med på sommerenes sidste tog.
På dagens første tog var et herligt selskab af fødselsdagsunger til et tvillinge-par og på vejen hjem hentede vi en flok FDFére, der havde tilbragt lørdagen og natten med i regnvåde telte. De var glade for solen og for at blive kørt hjem.
På Stenager satte vi folk af, der også skulle prøve et tur med Brandhøjbanens små, fine tog og på Rubjerg fik en folkedanseklub afholdt en fin sommer-picnic med deres svenske venskabsforening. De havde heldigvis været indendørs til lørdagens danse.
Forældrene vinker farvel til hele fødselsdagstoget
Så på den vis gik dagen med at køre mange forskellige folk ud i det smukke Hedeland og blandt dem var heldigvis også mange, der kørte med for både 5 og 6 gang i år. Man kan ikke få nok af den hyggelige tur! Da sidste tog var kommet vel op ad rampen til Hedehusgård, så blev lokomotiver og vogne rangeret på plads og derefter var det tid til at personalet på sommerens mange tog drog til den traditionsrige og årlige "løn-udbetaling" i form af Stegt flæsk med persillesovs. Trafikchefen takkede for den store indsats og så blev der gået til flæsket.
Tak for en fin sommersæson, den bedste i banens 40 årige historie! Næste gang toget kommer ud af remisen er til efterårsferien og så må vi vente helt til jul, før vi sætter damp på kedlerne igen!
Se sommerens sidste tog komme op ad rampen her >
Der er faldet en del regn på det sidste, men køerne er glade for al den grønne græs
Krydsning på Brandhøj
Brandhøjbanen havde også en fin dag med mange gæster
Sidste sommertog op ad rampen i eftermiddagssolen
Afslutning på dagen, men No3 skal lige køre et par særtog inden den afrigges for vinteren
Inden vi tager fat på efterårets svelleudskiftningskampagne, havde vi lige en mindre opgave i det nordlige skifte på Sølund station. Fire sveller skulle skiftes, heraf de to lange sveller, der bærer skiftetrækket. Vi startede dagen som sædvanligt: Vi hentede M 12 og banevognen i vognhallen. Derefter kørte vi til Brandhøj, hentede vognen med kompressor i opbevaringshallen og vendte tilbage til Sølund. Vi var fra starten af dagen begunstiget af dejligt vejr - tørt og en smule sol.
Gamle sveller fjernes og skiftetrækket afmonteres i Sølunds nordlige skifte.
Der bankes spirg i de nye sveller. Udsigten over fiskesøen viser at det endnu er tørvejr.
Som så ofte før, når vi arbejder langs stierne, kommer folk på gåtur i Hedeland og hilser på os og får en lille snak. I dag var ikke en undtagelse.
Tre friske vandrere og nogle mindst lige så friske banearbejdere får en hyggelig sludder.
Vi fik lagt de to nye korte sveller i og trukket det gamle langtømmer ud af skiftet inden vi holdt frokostpause. Regnen var så småt begyndt og vi håbede, at den ville holde op mens vi spiste. Så heldige var vi dog ikke. Langtømmeret kom på plads og vi gik i gang med at bore huller til spiger og svelleskruer til montering af skifteosten. Det er ikke let i sveller lavet af azobe. Vi måtte have den store boremaskine og stålborene frem. Mens svellerne gjordes fast, nåede vi også at beskære bevoksningen omkring skiftet.
Efter frokost silede regnen ned. Her er vi ved at bore huller i azobesvellerne.
Så er vi ved at være klar til at banke spirg i.
Vi justerede skiftet og understoppede det, så banen igen blev farbar. Vi har jo sidste køredag i sommerkøreplanen i morgen og en række særtog i de næste uger. Efter en våd oprydning kørte vi til Brandhøj for hensættelse af kompressorvognen, hvorefter turen gik hjem til Hedehusgård. Her fik vi tørt tøj på, frisk kaffe og lejlighed til læse de senest ankomne blade fra søsterforeninger i hele Europa.