Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 15. februar 2025

Nyt fra Bafd. 15-02-2025

Deplorider med sveller trækkes frem til dagens store indsats. Sneen vælter ned...

Der var allerede lovet sne fra morgenstunden, men det var åbenbart ikke nået til Hedeland endnu, da vi mødtes på Gården. Som altid er der mange forskellige opgaver, der skal løses. Steen havde en god opgave med at opsætte nye A3-rammer til brug for PR-plakater. De skal afløse de grimme hæfteklamme-ophængninger. Rasmus gjorde kædesaven klar og kørte med bil til Brandhøj, mens M12 med Peter ved roret trak af afsted med banevognen og satte den klar ved udkørselssporet. Dernæst kørte Claus og Claus M30 og Storebæltsvognen ned til enden af udtrækssporet. Her skulle de sporskiftebukke, der tidligere har ligget på Brandhøj læsses af for afrensning og placering på paller. 

Børge og jeg hoppede ombord på banetoget og kørte afsted – og så begyndte det stille at sne… Ude ved Brandhøj var første opgave at adskille et par sporskiftedele, der skal anvendes til det nye skifte ind til sidesporet. En vinkelsliber kom i brug. Rasmus var allerede i gang med at slæbe træknuder til bunke. En større plan for oprydning i skinnestakkene er på programmet. 

Sporskiftedele ved placeringen for den "genskabte" sportilslutning

Nu kom M30 og gravemaskinen og banetoget måtte lige trække til siden. Dagens store opgave var at bore huller i alle 114 sveller til udskiftningen syd for Sølund – med tre forskellige mål. Stakken blev trukket frem og Claus fik det øverste læs taget af og så gik Børge og jeg i gang med at opmærke, mens Peter og Claus borede hullerne. Steffen havde forskellige forberedelser, men kom forbi fra tid til anden og gav en hånd med.

Målet på svelleskabelonen skulle lige ændres undervejs
Der skulle ryddes meget sne i løbet af dagens indsats
De sidste sveller mærkes og bores

Der kom pænt meget sne undervejs, så kosten var nødvendig for at kunne se, hvor mærkerne var sat. Det var ret hyggeligt og heldigvis vindstille og stemningsfuldt. Vi fik da også siddet lidt inde i varmen og spist frokosten i ro og mag, mens det fortsat sneede.

Da alle sveller var boret, stakkene fordelt og mærket op, så skulle slagleklipperen og roterkost ud af mørket og hjem på Gården til eftersyn og forbedringer. Det krævede lidt rangering og læsning af en normalsporsdeploride, der skal hjem for ombygning, men til sidst var vi klar til hjemturen. M12 med banevogn var kørt i forvejen, så kaffen kunne være klar ved vores ankomst. Her blev der også rangeret lidt rundt og så blev kaffen serveret. Tak for en hyggelig dag på banen /Leif

Kosten kommer ombord
Sådan en nyjusteret sporvifte er sørme flot i snevejr!
Vel hjemme, så skal slagleklipperen en tur på eftersynsgraven

Bygningsafdelingen har også været flittig og der er nu både side- og endevæg

mandag den 10. februar 2025

Nyt fra maskinafdelingen #06-25 10/02:

Tipvognen 1.25 er netop udkommet og er nu i farver!

 Sammen med kaffen, kunne vi tage et kig i den nye udgave af Tipvognen 1.25, der nu er udkommet - for første gang i farver. Det er blevet et meget vellykket resultat af arbejdet i den nye redaktionsgruppe – og tro mod den gamle redaktørs mangeårige, fornemme indsats.

Efter kaffen fortsatte John med at montere bremseklodserne på M24 og da aftenen sluttede, så sad de alle fire nye klodser på hjulene. Nu skal de lige finjusteres på en prøvekørsel.

Carsten, Hugo og Per A. målte op og lagde planer for placering af hæve/ sænkebordet i det nye værksted. Der skal udsaves en grav til teknikken, så bordet kan blive plant med gulvet i nedsænket tilstand.

Jan S. og jeg fortsatte med afrensning og grunding af de små rustskader på T1. Imens afrensede Klavs de to sporhunde for gammel maling, så de kan få en flot omgang gul farve til sæsonstarten. Vi kiggede også rundt i det nye, flotte Sikkerhedsreglement! En digert og velgennemarbejdet værk efter en kæmpe indsats fra Sikkerhedsgruppen.

Vi var 8 mand på Gården denne aften /Leif



Det er ikke til at se det, men arbejdet er i gang!

Bremseklods under montage på M24

T1 får grunder og hunden en omgang sandblæsning

Hver nitte får lige en grundig afrensning før grunder

- en afrenset hund - der også lige skal rettes op...


mandag den 3. februar 2025

Nyt fra maskinafdelingen #05-25 03/02:

Vi manglede lige et godt foto af arbejdet med B3, men hermed klaret

 Vi startede som altid med kaffen, hvor aftenens opgaver også bliver planlagt. John og Carsten fortsatte denne aften med at opmåle og bore bremseklodserne til M24. Af uvisse årsager var hulstørrelsen til for- og bagklodser forskellige. Heldigvis var det opdaget inden boret blev sat i og sidst på aftenen var alle bremseklodser klar til at blive monteret. Gert og Brian fortsatte med at afmontere sandkasser på M24 for at checke om der er fri gennemgang, men også på den næste har der dannet sig belægninger, som skal afrenses. Jan S. og jeg gik i gang med afrensning af steder med rust på T1, så de kan blive grundet og malet – mens vi afventer en ny køler (renoveret). Det gik nok lidt stærkt op til 40 års jubilæet, hvor T1 skulle trække indvielsestoget med honeratiores ombord. T1 blev dengang nærmest først klar om morgenen, hvor jubilæet blev afholdt… Vi fik også taget lidt fotos med B3 som model. De skal anvendes til en statusberetning. Udenfor gik Niels og Hugo for at planlægge de næste faser af værkstedsudvidelsen. Bl.a. skal det råstøbte betongulv have en grundig afslibning, før der kan lægges en jævnt dæklag. Det sker nok på lørdag. Det skulle også overvejes hvor og hvordan et hævearbejdsbord kan anbringes i den nye tilbygning. Vi var ni mand på Gården denne aften, hvor det går mod lysere tider… /Leif

Det er godt at have en boremaskine i rette størrelse til denne type opgaver...

Så ligger klodserne klar til montage på den snart sandkasseløse M24

Afrensning af en del rustne steder, som trænger til frisk maling






søndag den 2. februar 2025

Nyt fra Bafd. 01-02-2025

 På en lidt råkold lørdag var 4 mand, Kenneth, Claus B, Børge og Peter mødt frem for at fortsætte arbejdet – desværre ikke med oprydningen på Brandhøj, men med en anden opgave.

Udendørsarbejde på en ualmindelig grå og trist lørdag, hvor Kenneth knokler for at holde varmen.

Det nye sikkerhedsreglement for HVB er netop tilgået aktive medlemmer med sikkerhedsuddannelse. I forlængelse af det opdaterede reglement skal der opsættes nye mærker ved de overkørsler, hvor der efter mørkets frembrud skal afgives lydsignalet ”Giv agt”.

Til disse mærker skal der bruges skinner af en vis størrelse, så de blev fundet frem på Brandhøj og skåret af på (cirka) mål.

Det nye mærke 12.5 som det præsenterer sig i den nye SR for HVB.

Der saves løs på Brandhøj – i forgrunden ses det ryddede areal, hvor det er planen at reetablere sporskifte 137 og sideflytte spor 40, så det atter kan tilgås fra spor 1 fra nord.

Vi kørte retur til Hedehusgården og spiste en hurtig frokost, hvorefter skinnestykkerne skulle afrenses.

Vi fandt nogle træbukke og fik etableret en arbejdsplads i det fri. Enkelte skinner havde set bedre dage, men de skal jo heller ikke bære noget. Kenneth var primusmotor på projektet, og efter et par timers arbejde og en roterende stålbørste fattigere kom vi i mål.

Det færdige resultat – alle skinner er afrenset, så de kan males ved lejlighed.

Af hensyn til VHS 'Valsemærkehistorisk Selskab' kommer der et valsemærke fra 1886. Skinnen bar præg af mange års opbevaring i det fri og liggende på jorden. Heldigvis er dette ikke standarden for skinneopbevaring på HVB. Note fra et af de stiftende medlemmer af VHS: HVB har skinner i 17,5 kg/m profil fra valseværket Blaenavon Steel fra samme år i spor 1 ved siden af værkstedsremisen. Se bloggen tilbage fra 2016 for en lille historie om stålværket.

Nu udestår kun maling af skinnerne, hvilket er en opgave for ”pensionist - version 2”, når vi lige får en grad eller fem mere i luften.

Vi pakkede sammen og forlod gården ved firetiden og er klar til nye opgaver næste lørdag.

Bogierne på den nye fladvogn RF 479 havde fået en omgang sort. Foto: Søren H.

Peter H

mandag den 27. januar 2025

Nyt fra maskinafdelingen #04-25 27/01:

Der er mange skæve vinkler på sådan en bremsklods, når der skal måles op

Efter en god, lang kaffepause så gik Kjeld, Hugo og Niels ud og fik styr på en af de lange lægter, som endegavlens plader skal fæstnes på. De fik de naturligvis løst elegant. 

Indenfor tog John og Lars fat på opmåling og boring af huller i de nye bremseklodser til M24, som lige er kommet hjem fra støbning. De gamle trænger til at blive skiftet… 

Otto kiggede forbi for at forberede næste opgave på akslen til M9. Han har lige fået fræset den første notgang på selve akslen. Så der er atter gang i det projekt! 

Jan S og jeg fortsatte vores lille opgave med at få styr på tøjdepotet, så det er mere overskueligt. Her kan man finde både nyt og brugt i mange størrelser til fri afbenyttelse. Og så fik omklædning og Damp a lige en tiltrængt tur med støvsugeren… Vi var 10 mand, der kiggede forbi denne mandag aften. /Leif

Placering af hul er fundet og boring kan påbegyndes

M24 - pt. uden klodser...

- ude i mørket blev der arbejdet på tilbygningen


Og oppe på loftet blev der ordnet arbejdstøj


Akslen til M9 er spændt op og første notgang fræset

søndag den 26. januar 2025

Nyt fra Bafd. 25-01-2025

Koldt, diset og fugtigt beskrev meget godt vejret det meste af denne lørdag, hvor et hold på 9 mand, bestående af Steen, Rasmus, Peter, Søren, Børge, Claus B, Claus N samt Jan og Per meldte sig klar til banearbejde. Vi må overveje en forøgelse af persontransportkapaciteten, for banevognen er snart for lille! To arbejdstog forlod Hedehusgård med Brandhøj som destination.

Perronforkanter under aflæsning fra den nye fladvogn RF 479.

Dagens arbejdsprogram stod på rydning af bevoksning, oprydning og sporjustering. Med flere hold i aktion rundt om på Brandhøj er beretningen for dagen primært båret af fotos fra de forskellige arbejdssteder. Overordnet blev dagen brugt til:

  • Fjernelse af overskydende dele fra perronforlængelsen. Delene blev indsamlet og stakket sammen med lignende materialer
  • Indsamling af sporskiftetrækbukke, der blev medtaget til Hedehusgård
  • Fjernelse af bedding til bygning af sporskifter, der er overflødiggjort af sporskifternes bygning mellem spor 2 og 3 på Hedehusgård
  • Forberedelse til oprydning på den lave oplagsplads og opsamling af betonkabelkasser 
  • Ballastering, justering, understopning og efterballastering af sporskifter foran opbevaringshallen
  • Træfældning og rydning af bevoksning.
Dagen bød også på første praktiske anvendelse af den nye fladvogn RF 479. Efter Trafikstyrelsens ibrugtagningstilladelse og testkørsel blev vognen i dag brugt til lettere transporter af et par skinner og perronforkanter. 

M 30 og banevognen ved den forlængede perron i Brandhøjs spor 2.

Der ryddes op i Brandhøj Stations nordlige ende. Alle materialer er fjernet og området er klar til græsslåning i foråret. De 'parklignende' omgivelser kan nu reetableres omkring de forlængede perroner. Foto: Søren H.

Indledende oprydningsarbejder på den lave oplagsplads. Foto: Rasmus B. Jensen.

Som opfølgning på udskiftningen af sveller i skifte 133 foran opbevaringshallen, blev skiftet i dag ballasteret, justeret, understoppet og efterballasteret sammen med træktømmeret i skifte 134 og 135. Nu er hele sporviften foran hallen med nye sveller i sporskifterne og justeret. Det udestår endnu lidt efterballastering, så vi kan færdes godt og sikkert i sporviften. 

Som sædvanligt, når vi roder i jorden på Brandhøj fik vi reddet 40-50 underlagsplader til 24 kg/m skinner, der nu er banket fri for jord og rust og afventer placering på paller i hallen.

Claus N understopper sporskifte 133. Foto: Rasmus B. Jensen.

Håndrangering i forbindelse med ballastsupplering af sporskifterne foran opbevaringshallen. Foto: Rasmus B. Jensen.

Med opgaverne afsluttet samlede vi værktøj sammen, låste hensat materiel fast og kørte hjemad. På lørdag håber vi at fortsætte den planlagte oprydning på den lave oplagsplads og forberedelsen af en særlig materieltransport.

På vej ud af Brandhøj station ses resultatet af rydning og jævning af terræn i den nordlige del af arealet.  Foto: Peter H.


søndag den 19. januar 2025

Nyt fra Bafd. 18-01-2025

Vejrudsigten lovede dis, tåge og overskyet vejr. Det passede meget godt med hvad vi oplevede i Hedeland denne januarlørdag. Efter et kort planlægningsmøde begyndte Claus B, Peter, Lars og Kenneth at læsse gamle sveller fra bunker omkring på Hedehusgård Station. Steffen og Claus N tog M 30 og banevognen, fik læsset lidt skrot i skrotburet og kørte derpå til Brandhøj og begyndte at trække spigr op af svellerne i skifte 133. 

Arbejdsdagen er begyndt. Lars, Kenneth og Claus B fjerner gamle sveller fra udtrækssporet ved km 92,4.

Efter at have samlet gamle sveller på Hedehugård kørte svelleholdet med M 12 mod syd og indsamlede undervejs gamle sveller op. Deploriderne med gamle sveller hensattes på sporet ved den lave oplagsplads og snart var de to hold samlet på Brandhøj klar til udskiftning af sveller i det sidste sporskifte i sporviften foran opbevaringshallen. Efter at have deltaget i maskinafdelingsmødet sluttede Rasmus sig til holdet og begyndte at rydde bevoksning på udvalgte steder omkring vores oplagrede materialer.

Nye sveller til skifte 133 læsses af. Foto: Kenneth H. Andersen.

De gamle sveller er på vej ud af sporskiftet. 

Rasmus i gang med saven.

Vi spiste frokost omkring vores oplagrede perronforkanter og den gamle drejeskive fra Hou Station, nød hinandens selskab og en forbipasserende dompap, inden vi genoptog arbejdet. Efter at have renset et genfundet 22,5 kg sporskifte for genstridige rødder, tog Peter fat på rydning og afgravning til genetablering af en sporforbindelse i den nordlige ende af Brandhøj-arealet. Resten af styrken samlede sporskifte 133, genmonterede trækbuk og fik desuden udskiftet træktømmer i skifterne 134 og 135. Dermed er alle skifterne foran opbevaringshallen forsynet med sunde sveller og kan holde i mange år fremover. Ballastering og justering af skifte 133 må vente til næste lørdag.

Lars og Kenneth slår spigr i svellerne med tryklufthammer. Det kan sagtens klares, mens man ryger pibe.

Der var brug for donkraft og klodsarrangement for at få sporvidden på plads i tungepartiet. Claus, Claus og Kenneth får målet på plads. Foto: Rasmus B. Jensen.

Der skulle hele fire mand til at monteret træk på skiftet! Steffen, Lars, Claus og Kenneth samlet om den vanskelige opgave.

Selvom dagene bliver længere, var vores arbejdsiver dog højere end dagslyset varede. Oprydning og de sidste justeringer blev derfor udført i lyset fra vores projektører. Når vi kun kommer på banen i vores fritid, er det rart, at kunne udnytte tiden til det yderste - også selvom mørket falder på. Hjemkørslen forgik gennem et tyst, mørkt og mennesketomt Hedeland. 

Steffen slår et genstridigt spigr i med håndhammer, mens Claus B lyser med håndholdt arbejdslampe. Projektøren på energivognens lysmast leverer baggrundsbelysning.

Dagens arbejdsområde set fra syd i 2012. Forrest skifte 133 som vi dengang nok skulle have brugt lidt bedre sveller til. I 2012 overvejede vi dog ikke at lægge helt nye sveller i et sidespor, der ikke skulle bruges til personbefordring. I dag kunne vi ikke drømme om at bruge andet end nye sveller.

Vi fortsætter arbejderne på Brandhøj på lørdag, hvor vi som sædvanligt forlader Hedehusgård ved 10-tiden. Om det bliver med et eller to arbejdstog må tiden vise.