Lige de sidste billeder fra lørdagens arbejder;-)
/
LLZ
På vores blog kan du følge med i Industribaneklubbens arbejde i Maskinafdelingen og Baneafdelingen. Forvent, at der tirsdag aften kort fortælles, hvad der foregik om mandagen i maskinværkstedet hos IBK, samt jævnlige opdateringer på Baneafdelingens arbejde. Jeg ønsker alle god læselyst! Redacteuren Leif
I lørdags fik vi kørt diverse materialer ned til vognhallen på Brandhøj, inden vi kastede os ud i møderækken bestående af aktivmøder i bane- og bygningsafdelingen. Resultatet af disse møder var en arbejdsplan, som vil blive vedtaget på generalforsamlingen.
Kære alle. Heldigvis havde varmen i den forløbne uge fået smeltet det meste af sneen i Hedeland, så i går kunne vi uden problemer køre direkte ud til Brandhøj. Dagens arbejde bestod i klargøring af elementvognen fra Storebælt, så den kunne transporteres op på Hedehusgården, hvor den videre ombygning til transportvogn for minigravemaskinen skal foregå. Vi fik afmonteret hjul, bremsetøj mv., demonteret klokoblingerne samt lagt genanvendelige dele på palle i vognhallen.
Hele december måned har stået i julekørslens tegn, og der er derfor ikke blev lavet noget væsentligt i baneafdelingsregi. Siden har banen været dækket af sne, og vi har umuligt kunne komme til Brandhøj, men i lørdags viste der sig en mulighed. Med en kraftig indsats af gasbrænder og en minigraver, som klubben har fået stillet til rådighed, fik vi ryddet overkørslen ved Hedehusgården. Herved kunne der rangeres rundt på materiellet mellem værkstedet og vognhallen på Hedehusgården. For at få yderligere plads blev to roevogne kørt ned i vognhallen på Brandhøj, men inden da skulle banen først ryddes for sne. Dette blev gjort med M12 og en træbjælke, som blev placeret foran lokomotivet og dermed kunne skubbe sneen væk fra skinnehovedet.
Vel ankommet til Brandhøj blev roevognene sat indendørs i hallen, og vi beså den vogn fra Storebælt, som nu skal bygges om til transportvogn for minigravemaskinen. Herefter gik turen hjem til Hedehusgården for at få varmen, tørre tøj og slutte af med frisklavet kaffe.