Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 17. maj 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 17. maj 2025

Lørdag mødte et lille men effektivt hold ind for at få lavet de sidste småjusteringer på ukrudtsbrænderen, inden vi skulle forsøge at få bugt med den tiltagende vegetation i og langs sporet.

Steffen, Claus B. og Børge klippede plader til og borede huller i et væk, så almindelige mennesker knapt kunne følge med - men de havde en rigtig god plan.

Der hamres, klippes, bores huller og fin-tænkes på samme tid.


Lars mødte ind inden afgang, hvilket frigjorde en mand til andet arbejde, da opgaven med ukrudtsbekæmpelse ikke kræver mere end fire mand. 

Derfor kunne der udføres revision af energivognen efter det skema der beskriver, hvad der skal gøres. 

Alle punkter blev gennemgået og kontrolleret og det mest ophidsende i denne opgave var justering af parkeringsbremsen - alt andet var i rigtig god stand. 

Eftersynsgraven gør, at vedligeholdelsesopgaverne er blevet noget mere spændende, da arbejdsforhold og arbejdshøjde er blevet væsentligt forbedret inden for det sidste år.

Så nu er energivognen klar til endnu en tørn - ikke mindst, når banen mod Vinterrasserne skal bygges.


Energivognen klar til endnu en periode i baneafdelingen.


Eftersynsgravens tidslinje hænger til minde om en sjov tid med byggeriet.


Når der køres med "Harvinator" og ukrudsbrænder er det ikke altid lige nemt at huske at tage billeder af arbejdet, men et enkelt et af slagsen er dog blevet tilsendt skribenten.

"Brand-Børge rykker ud" - anno 2025. Foto: LLZ

På lørdag er vi igen klar til endnu en spændende dag på banen.

// Peter.


søndag den 11. maj 2025

Sommerkørslen skudt i gang 11.maj 2025:

Første motortog er afgået og damperen er klar til at køre til perron

 Det er næsten som når hestene lukkes ud på nyt græs, når sommersæsonens første tog skal afgå. Medlemmerne har gjort klar til dagen – lokomotiverne og alle vogne er klargjort og kiosken er fyldt op med is, kaffe - og billetter. Vi var herligt heldige med vejret – sol og ikke for meget vind. Lidt koldt var det nu alligevel. Heldigvis var der mange rejsende, der gerne ville en tur med togene. Blandt dem kunne vi se mange stamkunder - og medlemmer, som gerne ville med på tur. Så der var en fin belægning på flere tog, men dog ikke helt så mange at der ikke havde været plads til flere… Dagen forløb fint uden de store indkøringsvanskeligheder og der var folk på uddannelse i både motorlok, som togfører og i kiosken. Der er altid brug for gode folk på banen, så oplæring er vigtig. 

Jeg havde togførertjansen på damptoget, og fik talt med flere, der ikke havde prøvet en tur på vores bane før. Det virkede til, at de havde haft en god oplevelse og gerne vil komme igen. Det kunne da være til Nattergaleturen – vi hørte allerede fuglens smukke sang ude på strækningen. Nattergaleturen er den 27. maj – læs mere her>> Nattergaletur og romantik - Hedelands Veteranbane

Tak for en herlig start på sæsonen /Leif

No3 er ved at blive fyret op og motorholdet er på vej til M24 og en gennemgang af startproceduren



Et godt fyld damptog står klar til afgang - Dannebrog svejer og solen skinner!

Der bliver forklaret om lokomotivet, dets alder og fabriksplader...

Der takkes for en god tur og No3 skal lige have lidt vand & kul til de næste ture

Togpassage på Brandhøj

Nysgerrige unger følger med i rangeringen

Damptog...



Dagen er til ende og lokomotiverne afsluttes og køres på plads efter en god dag!


lørdag den 10. maj 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 10. maj 2025

 Selvom vejret ikke var til T-shirts og shorts var baneafdelingen klar til endnu en dag med mange spændende opgaver. Banechefen havde i sit fravær udstedt befaling om, hvilke opgaver der burde løses i dag. Det har vi prøvet før, men i dag gjorde vi faktisk lidt af det der stod på sedlen.... ;-).

Vi skruer lige tiden tilbage til onsdag, hvor et lille hold bestående af Børge, Niels-Henrik og Peter fik skruet de sidste underlagsplader på det nye sporskifte på Brandhøj.

Børge banker spiger i den afvigende gren på sporskiftet, mens Niels-Henrik aflurer både tempo og teknik.....

Færdigt arbejde - nu mangler vi "kun" tilslutningen af sidesporet

Lørdagen startede med en hurtig gennemgang af dagens projekter. 

Desværre kom der nogle byger der gjorde, at vi ikke kunne afslutte tagprojektet med de sidste endeplader, der mangler at blive monteret.

I stedet kastede de fleste sig over projekt "ukrudtsbrænder" og efter ganske få timer var den klar til at "brænde banen af".

Lars, Børge og Steen borede huller her, der og alle vegne.

Søren kastede sig over "Harvinatoren" og også her gik slut-montagen hurtigt. 

Kenneth læsser nogle dele fra motordræsinen på Steens trailer.

Både ukrudtsbrænder og harvinator skulle afprøves, så både Søren, Claus B., Steen, Børge og Lars kørte en tur ud på banen, mens Kenneth fandt en trækbuk som vi kan bruge til det nye sporskifte på Brandhøj.

Kenneth fandt lige en trækbuk til det nye sporskifte på Brandhøj, som blev afrenset og malet rød en første gang.


Claus B. og harvinator på vej med Hedehusgården (SH)



 

Ukrudtsbrænderen i aktion, mens Børge følger efter med branddaskeren. (LLZ).
 

.
Søren og Familien Brandstrup evaluerer turen med Harvinatoren mens ukrudtsbrænderen køler af.

En større materielrokade blev det også til.

Dagen afsluttedes med en gang grønthøstning på bagsiden af vognhallen, så nu skulle alt gerne være klar til i morgen - sæsonens første køredag.


// Peter

tirsdag den 6. maj 2025

Årets første særtog med kunder - 6. maj 2025

 

I dag kørte vi årets første særtog med kunder, og på en måde tog vi forskud på sæsonen der starter på søndag den 11. maj. 2025.

Vejret var perfekt og Børge, John og Bruno mødte ind for at betjene vores kunder der kom fra Køge. De havde bestilt en tur frem og tilbage til Fem Ege med efterfølgende rundvisning.

Det var alle herrer der var med på tur, og der var meget stor spørgelyst og interesse for vores arbejde. For os der kører, er det altid hyggeligt med glade kunder, men ikke mindre at vi kunne tilbyde dem en tur med toptunet udstyr. Alle afdelinger af Hedelands Veteranbane har gennem vinteren og foråret ydet en fantastisk indsats, så alt står knivskarpt til vi åbner sæsonen på søndag.

Vi glæder os til at se mange glade rejsende på søndag og hen over sommeren, og minder om at vi har en nattergaletur den 27.5.2025. Turen er guidet af Dansk Ornitologisk Forening og billetter kan købes her Find din billet

Tekst og billede Bruno Jensen





mandag den 5. maj 2025

Nyt fra maskinafdelingen #17-25 05/05:

 

Der sker så meget spændende med byggeriet af værkstedsudvidelsen og flere havde allerede været i gang hele eftermiddagen. Middagspausen blev derfor et måltid med resten af de gode grill-pølser fra Klargøringsdagen. De forskellige hold klargjorde den lille grav til hæve-bordet; tilpassede og opsatte plader på indervæggen og forberedte desuden de næste opgaver. 

Udenfor fik Brian opskåret en bunke gamle paller. De skal anvendes til optænding i damplokomotivet – første gang på søndag! I maskinværkstedet fik T1 det meste af opmærksomheden; Kjeld fik fremstillet en samlemuffe til udstødningen. Bagefter blev køleren tømt endnu en gang for at finde utætheden. Det lykkedes vist denne gang… Lars O. påsvejste en forlænger til batteriholderen, som Kjeld og Carsten så fik boret nye huller til i karriósseriet. Holderen fik jeg så sandblæst og grundet efterfølgende. Inden da havde de to bremsesko fået et lag gul maling. Det er så de bedre kan ses. Det hjælper togpersonalet med at blive opmærksomme på – og sikre at den er fjernet fra sporet inden kørsel! M24 havde efterhånden fået et nyt lag støv på. Sådan er det at stå på en byggeplads. Jan S. tog sig derfor af at vaske/ aftørre lokomotivet, så det var klart til at køre særtog dagen efter (se beretningen >>) Vi var 11 mand på Gården denne aften /Leif

fremstilling af samlemuffe til udstødning på T1



Boring af monteringshuller til batterikasse

batterikasse grundet

Bremsesko - eller "sporhunde" i gul 


Opskæring til brug for optænding - Jan og jeg fik æren at lægge det på plads

lørdag den 3. maj 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 3. maj 2025

Vi skruer lige tiden tilbage til 1. maj, hvor Claus B. og Børge fik renset alle overkørsler for skidt og møg samt smurt alle sporskifter. 

Dette er et arbejde der skal gøres inden sæsonstart, men desværre er denne store arbejdsindsats ikke dokumenteret med fotos.

Lørdagens arbejdshold havde aftalt mødetid kl. 9, da vi igen i dag havde mange småopgaver, vi skulle nå inden sæsonstart om en lille uges tid. 

Vejret var ikke det mest spændende, da vi for første gang i lang tid oplevede regn fra morgenstunden.

Efter en hurtig oprangering kørte vi afsted kl. 9.15, så der var enkelte der ikke nåede med.

Steffen havde sin årlige gennemgang af banen, herunder opmåling af sporskifter, så han blev sat af på Rubjerg.

Første opgave var understopning af sporet i km. 3,5.

"Heldet følger de tossede" siges der, men om det var derfor det holdt op med at regne, ved jeg ikke, men solen kom i hvert fald frem, hvilket lige giver den sidste energi.

Stoppemaskinen holder klar i "Pole position" i km. 3,5 og regntøjet er hængt på plads.

"Alting grønnes og springer ud......"
Gasolin havde fat i noget af det rigtige, da de skrev teksten til "De fem årstider".

Kenneth fører stoppemaskinen med rolig hånd, mens Børge og Claus N. og B. ser på.

Opgaven var løst efter en lille times tid og herefter gik turen til Brandhøj, hvor sporskifte 137  skulle slutjusteres. 

Hurtigt fik vi rettet sporskiftet op, så slutjusteringen kunne komme i gang, og når vi er mange der har arbejdet sammen i mange år, giver det anledning til en del sjove situationer.

"Steffens gyldne øjemål" højderegulerer sporskifte 137 ved hjælp af mire-plader, en metode man også brugte på roebanerne i sin tid. Sporskifteskemaet ligger klar til at blive udfyldt.

Kenneth er måske kandidat til årets pressefoto.

Da højden var fundet og sporskiftet hævet til det ønskede niveau kunne tryklufthamrene komme i aktion. Vi kørte "dobbelt op", da stoppemaskinen ikke kan bruges til understopning af sporskifter.

"Når spaderne stopper skal skovlene være klar"......

Chefen styrer afdelingen med hård hånd og peger gerne, hvis der er nogen der er i tvivl om noget.

Kenneth og familien Brandstrup monterer de sidste to glideplader.

Kenneth sliber som det sidste glidepladerne for rust og sporskiftet kan nu befares i højre gren uden restriktioner.

Kenneth og Claus kunne slet ikke styre sig under stoppearbejdet, og det høje humør fortsatte hele dagen. Peter og Børge ser lettere forundrede til. Foto: Rasmus Brandt.


Mens der var gang i sporskiftearbejdet blev græsset på hele Brandhøj-arealet slået med plænetraktoren. Nu ligner Brandhøj igen den parklignende have, som den skal, inden kørselssæsonen begynder.

Rasmus fik studset græsarealet på Brandhøj Station samt perronerne. Foto: Claus N.


På vejen hjem blev to manglende sveller lige før Sølund station understoppet med håndkraft og efter dagens arbejdsindsats kan tre restriktioner fjernes fra opslagstavlen.

Claus N. fik æren af at afslutte sporarbejdet mellem Sølund og Knallertvejen.

Herefter kørte vi op på Hedehusgården for at afslutte dagen med en god kop kaffe. 
Maibritt havde til dagen bagt kringle med marcipan og nougat, og begge dele blev indtaget i vognhallen. 


Søren og Steen blev agterudsejlet fra morgenstunden, men arbejdede i stedet på "harvinator" og MDR.

Kagen er serveret.


Kaffepause med løs snak om lidt af hvert

Dagen blev afsluttet med en større materielrokade i vognhallen, mens Peter fik boret det sidste huller i nogle underlægsplader. 
Kompressoren kom over eftersynsgraven, da den lige skal have et serviceeftersyn.

På lørdag mødes vi atter til en arbejdsdag på banen, men måske sker der også noget i ugens løb.

torsdag den 1. maj 2025

FORCE afprøver damplokomotiver den 1. maj 2025

 Bestået og bestået!

Vores to damplokomotiver er godkendt til sæson 2025.

Det sædvanlige damphold Bo Jørgensen og Bruno Jensen mødte tidligt ind for at forberede årets besøg fra Force der skal synes vores damplokomotiver. No 3 skulle varmt synes og Da7 koldt synes og ved middagstid var vi klar til møde inspektørerne fra Force. Opgaven med No 3 var at teste at sikkerhedsventilerne åbnede ved 12 bar for den enes vedkommende og lidt mere for den anden.

Vi have i sidste uge da vi testede set at det så godt ud og i dag virkede de perfekt. Vi har selv et gammelt manuelt manometer men det stod distancen og viste kun en difference på under 0,1 bar i forhold til det digitale manometer som Force havde medbragt. Godt gået af det gamle udstyr. 

Behøver jeg sige at No 3 bestod?

Så var det Da7s tur:

Efter en grundig gennemgang med bla. digital kikkert i fyrkasse og keddel kunne Force godkende Da7, så nu er vi køreklar til sæson 2025 med begge lokomotiver. Det er en fornøjelse både for Bo og mig at være med til at bevare og sikre at vi har noget så unikt som 2 aktive damplokomotiver i Hedeland. Kom og se når vi kører, og kom og vær med på tur. Det er en hel særlig oplevelse at køre med damp. Vi starter den 11.5. og kører hver søndag til medio september. 

Vi er de eneste der kører med damp efter fast køreplan på Sjælland. 

Se mere på www.ibk.dk

Billeder og tekst: Bruno Jensen