Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 3. maj 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 3. maj 2025

Vi skruer lige tiden tilbage til 1. maj, hvor Claus B. og Børge fik renset alle overkørsler for skidt og møg samt smurt alle sporskifter. 

Dette er et arbejde der skal gøres inden sæsonstart, men desværre er denne store arbejdsindsats ikke dokumenteret med fotos.

Lørdagens arbejdshold havde aftalt mødetid kl. 9, da vi igen i dag havde mange småopgaver, vi skulle nå inden sæsonstart om en lille uges tid. 

Vejret var ikke det mest spændende, da vi for første gang i lang tid oplevede regn fra morgenstunden.

Efter en hurtig oprangering kørte vi afsted kl. 9.15, så der var enkelte der ikke nåede med.

Steffen havde sin årlige gennemgang af banen, herunder opmåling af sporskifter, så han blev sat af på Rubjerg.

Første opgave var understopning af sporet i km. 3,5.

"Heldet følger de tossede" siges der, men om det var derfor det holdt op med at regne, ved jeg ikke, men solen kom i hvert fald frem, hvilket lige giver den sidste energi.

Stoppemaskinen holder klar i "Pole position" i km. 3,5 og regntøjet er hængt på plads.

"Alting grønnes og springer ud......"
Gasolin havde fat i noget af det rigtige, da de skrev teksten til "De fem årstider".

Kenneth fører stoppemaskinen med rolig hånd, mens Børge og Claus N. og B. ser på.

Opgaven var løst efter en lille times tid og herefter gik turen til Brandhøj, hvor sporskifte 137  skulle slutjusteres. 

Hurtigt fik vi rettet sporskiftet op, så slutjusteringen kunne komme i gang, og når vi er mange der har arbejdet sammen i mange år, giver det anledning til en del sjove situationer.

"Steffens gyldne øjemål" højderegulerer sporskifte 137 ved hjælp af mire-plader, en metode man også brugte på roebanerne i sin tid. Sporskifteskemaet ligger klar til at blive udfyldt.

Kenneth er måske kandidat til årets pressefoto.

Da højden var fundet og sporskiftet hævet til det ønskede niveau kunne tryklufthamrene komme i aktion. Vi kørte "dobbelt op", da stoppemaskinen ikke kan bruges til understopning af sporskifter.

"Når spaderne stopper skal skovlene være klar"......

Chefen styrer afdelingen med hård hånd og peger gerne, hvis der er nogen der er i tvivl om noget.

Kenneth og familien Brandstrup monterer de sidste to glideplader.

Kenneth sliber som det sidste glidepladerne for rust og sporskiftet kan nu befares i højre gren uden restriktioner.

Kenneth og Claus kunne slet ikke styre sig under stoppearbejdet, og det høje humør fortsatte hele dagen. Peter og Børge ser lettere forundrede til. Foto: Rasmus Brandt.


Mens der var gang i sporskiftearbejdet blev græsset på hele Brandhøj-arealet slået med plænetraktoren. Nu ligner Brandhøj igen den parklignende have, som den skal, inden kørselssæsonen begynder.

Rasmus fik studset græsarealet på Brandhøj Station samt perronerne. Foto: Claus N.


På vejen hjem blev to manglende sveller lige før Sølund station understoppet med håndkraft og efter dagens arbejdsindsats kan tre restriktioner fjernes fra opslagstavlen.

Claus N. fik æren af at afslutte sporarbejdet mellem Sølund og Knallertvejen.

Herefter kørte vi op på Hedehusgården for at afslutte dagen med en god kop kaffe. 
Maibritt havde til dagen bagt kringle med marcipan og nougat, og begge dele blev indtaget i vognhallen. 


Søren og Steen blev agterudsejlet fra morgenstunden, men arbejdede i stedet på "harvinator" og MDR.

Kagen er serveret.


Kaffepause med løs snak om lidt af hvert

Dagen blev afsluttet med en større materielrokade i vognhallen, mens Peter fik boret det sidste huller i nogle underlægsplader. 
Kompressoren kom over eftersynsgraven, da den lige skal have et serviceeftersyn.

På lørdag mødes vi atter til en arbejdsdag på banen, men måske sker der også noget i ugens løb.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.