Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 24. juni 2023

Nyt fra Bafd d. 24-06-2023

 

Lørdag var sikkert for manges vedkommende præget af studenterarrangementer og starten på Roskilde Festival, så Lars og jeg var ene om at repræsentere Baneafdelingen. Vi startede med at slå det høje, men visne græs foran Museumshallen på Hedehusgård. Med en indsats af buskrydder og plæneklipper kom det ret hurtigt til at se fornuftigt ud. 

Herefter gik turen til Brandhøj, hvor vi hentede kompressorvognen. Sporskiftet langs med museumshallen blev justeret i højden, og med den aktuelt meget tørre ballast var det ikke muligt at stoppe svellerne under med en spade. På turen tilbage til Brandhøj fik vi beskåret diverse nedhængende grene.

Carsten og Kjeld arbejdede bl.a. med vores nye område med bænke ved kiosken, og skyggen under træerne blev også testet i den forbindelse. Det skal nok blive et attraktivt sted.

Steffen

 


Forenden på sporskiftet understoppe. Solen bager, men heldigvis gør tryklufthammeren
det meste af arbejdet. (LLZ)

M30 med kompressorvognen. Der er tørt over det hele.

Nyslået græs, eller i det mindste resterne af det, overalt foran Museumshallen.



mandag den 19. juni 2023

Nyt fra maskinafdelingen #24-23 19/6:

Vores nye, effektive "Tvangsblander" i aktion :-)

 Bygningsfolket fortsatte med den nye picnic-plads og fik glattet toppen af fundablokkene af efter onsdagens støbearbejde. I værkstedet fortsatte et flittigt hold med at adskille C411, og rammen ser i øvrigt fin ud. C3 blev grundigt støvsuget og vasket af, så den lige kan få det sidste lag sort på gangbrædderne næste mandag. Så burde den være klar.... I maskinværkstedet fik Otto drejet det sidste hjul på minideploriderne og lidt andet 😊

Gert færdiggjorde eftersynet af M24. Vi var 10 mand på Gården denne aften /Leif

Den nye picnic-plads er godt på vej - men der mangler dog noget endnu,
før publikum kan slå sig ned under skyggen af træet...

C411 er snart skrællet for det, der skal af, før der kan påsvejses tagstolper


De yderste gulvplanker under afmontagen

C3 får den grundige afvaskning, før sidste lag maling.

Nu er det snart kun de nye skilte, der mangler...


Baneafdelingen i Græsted

Efter aftale med Nordsjællands Veterantog har vi overtaget tre trækbukke til omlægning af sporskifter. De er alle af den kendte 'privatbanemodel' som vi har ved mange af vores sporskifter. Afhentningen foregik i smukt sommervejr søndag aften.

Græsted Station: Steffen slår sidefjælen på traileren op. Snart kan vi sætte kurs mod Hedehusene.

Inden turen gik hjemad, nød vi en kold øl (Steffens var alkoholfri), mens vi kiggede på de skinner Græsted Veterantræf lånte af os engang for snart længe siden.


 

søndag den 18. juni 2023

Plantoget 18. juni 23

Der følges godt med i rangeringsarbejdet

 

Så kom den første lettere gråvejsdag i lang tid; dagen før havde det endelig regnet og vi kan håbe, at det holder et afbrændingsforbud lidt på afstand.

Hedehusgårdens ridefolk holdt en festlig indvielse af deres nye belægning i ridehallen og det blev fejret med hoppeborg, kæphesteridning og slush ice. Jeg tror også en del af deres gæster fik en hyggelig tur med toget. Vi kørte i hvert fald både med motor og damp og togene var pænt og jævnt fyldte – uden dog at være proppede. Brandhøjbanen kørte med både motor og damp og vi havde en del passagerer dertil. Resten tog ud til naturlegepladsen og en lille håndfuld var på troldejagt. Både på damp- og motortoget havde vi dygtige og flittige aspiranter, så opgaven var let. Det blev en hyggelig dag, som sluttede med rundvisning til et par tyske smalsporsinteresserede og en lille familie, der fulgte med i hele afslutningstjenesten for Vildmosen. /Leif  

Dagens første togmøde på Rubjerg

Der er lagt op til en hyggelig festdag i rideklubben


et togmøde på to forskellige sporvidder...

og et togmøde på samme sporvidde :-)

- endnu et flot lokomotiv på Brandhøjbanen

Der følges godt med i afslutningstjenesten på damplokomotivet




torsdag den 15. juni 2023

Torsdagsbilledet #240

Med en sommersæson der er startet rigtigt fint, er det rart at vores personvognsmateriel er udvidet med C 4 (og om lidt C 3). Billedet nedenfor er fra 1995 og der havde vi heller ikke C 1 og C 2, men alene korte personvogne på roevognsbasis.

Da 7 med persontog mod Rubjerg, banens daværende endestation. I 1995 er det 3. sæson vi kører med to-togsdrift og begge personvognsstammer havde tre vogne. Kun én vogn i dampstammen havde tag.

I 1995 var der ikke problemer med at få alle vognene til perron. De seneste år har vores tog af og til haft lidt mere vanskeligt ved at være ved perronerne. Vi har heldigvis planer om at forlænge perronerne på både Brandhøj og Rubjerg. Stenager og Hedehusgård er allerede forlængede.

Her er nutidens dampstamme, endda nedskaleret til det No. 3 må fremføre. Det klæder vognene at optræde i grønt!

mandag den 12. juni 2023

Nyt fra maskinafdelingen #23-23 12/6:

En mandag i aftensol: M24 får service, 70-16 er lige blevet svejset, C411 adskilles, C3 males og D13 får ordnet hjul.

  Solen fortsætter med at skinne og gør det nemt med det udendørs aktiviteter. Bygningsfolket fortsatte med den nye picnic-plads og gjorde klar til at støbe videre på onsdag – så alle arbejdsomme folk er velkomne! Gert hev M24 ned til almindeligt eftersyn og det foregik også udendørs, hvor også Lars O. fik påsvejst de forskellige forstærkninger på 70-16. Indendørs gik Brian, Klavs, Carsten og Jan, der lige er hjemkommet fra det kolde syd, i gang med at adskille C411. Den skal have den store tur med nye bænke, nyt tag og nye bogier – og der skal sikkert også foretages et par reparationer af rammen. Først skulle den dog løftes op på bukke og som med så mange andre opgaver, så hjælper alle til hvor der er behov undervejs. John L. sad også under D13 og arbejdede med gevindopretningen ved venstre baghjul, mens jeg fik malet under taget på C3. Nu mangler der kun det allersidste, før den kommer ud i driften. C4 havde jo jomfrutur i lørdags, hvor vi kørte de mange særtog (se blog >>) Fritz og Otto gjorde akslen til M9 klar til notfræsning på mandag. Jeg talte mindst 12 aktive medlemmer på Gården denne aften.

Der påsvejses ekstra forstærkninger i rammen.

Klargøring ved drejebænkene



Under D13 rodes der med akselgevind

C411 løftes op på bukke, så den står stabilt


C411 får trinbrædderne afmonteret og lagt til side



De fine skilte afmonteres også. Der kommer nye senere

Bænkene afmonteres og et par af de pæneste lister gemmes til reparation af de andre vogne.
Sidst på aftenen er vognen nærmest ribbet

Byggeholdet får lagt sten på plads, så der er klar til støbning onsdag.
Og C3 fik et lag maling under taget...









søndag den 11. juni 2023

Travl dag med Særtog 10. juni 23

Damptoget er ved at være klart, men kan lige anvendes til at trække M25 og C411 ud. C411 skal på værkstedet for en renovering og tagpåsætning.

 På endnu en dejlig sommerdag, hvor vi begynder at frygte for et landsdækkende afbrændingsforbud, slap vi med skrækken. Og det var heldigt, for denne lørdag skulle der køres særtog hele dagen! Ikke mindre end fem ture skulle der køres. Motortoget afgik med 30 feststemte passagerer til en privat sammenkomst, som efter en vellykket tur slog sig ned i den nye overdækkede ”ventesal” resten af dagen. 

Dagens første, festlige motortog afgår - med C4 på sin jomfrutur

Næste tog var med damp, men inden vi kunne køre til perron, så skulle M25 og C411 lige trækkes med ud – og M25 ind igen. C411 kørte Carsten så efterfølgende til værkstedet med E28; den skal renoveres og have tag på. Vel til perron, så skulle forventeligt 80 deltagere fordeles i toget. Arrangørerne fra IDA havde på forhånd fordelt deltagerne, så der blev lige sat post-it med kupe-nummer og det gik derfor som en leg med at fylde toget. Typisk ingeniører 😉 Vi afgik præcist kl. 11 og tog turen direkte til Fem Ege. 

Damptoget er klar til afgang kl. 11!
På det sidste stykke før Fem Ege kan man lige se fronten af M24, der står klar i spor 1.

Her stod motortoget klar til afgang efter i var kørt ind i spor 2, og afgik med det samme med de festklædte ombord. Vi åbnede melisvognen som udleveringssted for kolde øl & vand og folk fik hurtigt deres drikkevarer og mange satte sig over i skyggen af de fem egetræer, der har givet stationen dens navn.

Kl. 12 var det igen tid til at fløjte afgang og turen gik hjemover. Ved Flintebjerg gik alle troldejægerne søgende rundt, men de må vente til søndag, hvis de vil med toget… Ved ankomsten til Hedehusgården, så måtte vi køre i spor 3, for i spor 1 holdt motortoget med gæster fra Dansk Flygtningehjælp, der havde inviteret 80 ukrainere og syrere til en tur med toget. De afgik igen, såsnart vi var kørt til perron. Vi rangerede rundt, og mens det foregik, så var jeg rundviser af værkstedet og vi beså også den midlertidigt lukkede udstilling. Tagreparationen er ikke helt afsluttet, men det nærmer sig! 

Damptoget ankommet i spor 3 og rundvisningen starter om lidt. I spor 1 står motortoget klar 
Rundvisning på værkstedet. Udendørs er 70-16 vendt på hovedet, så der kan monteres hjul. No3 skal igennem drejeskiven for at komme foran toget igen.

Jeg fik mange gode spørgsmål og det var tydeligt nysgerrige ingeniører og deres familier, der var på tur. Vi fik sagt pænt farvel og gjorde så toget klar til det næste hold fra IDA, der også skulle tælle 80 og kun få udeblev. Igen kunne vi fløjte afgang på minuttet og havde en fin tur. På Brandhøj passerede vi motortoget, der kunne holde en velfortjent pause i skyggen, sammen med baneafdelingen, der måtte forlægge alle aktiviteter dertil, mens banen var så travlt trafikeret. 

Næste hold klar til afgang
M24 med motorstammen afventer i spor 2, mens holdet sidder i skyggen og har pause sammen med Bafd..

På Fem Ege gentog vi fornøjelsen med udlevering af drikkevarer og en skyggefuldt ophold under træerne, men også mange, der fulgte nysgerrigt med i rangeringen. Denne gang var det damptoget, der stod klar til at motortoget ankom tomt. Denne gang skulle de ud for at hente selskabet hjem igen efter et godt ophold på Naturlegepladsen. En herlig tur hjemover i den skønne eftermiddagssol og en herlig, kølende brise over sletten. Jeg viste atter engang rundt på værkstederne og kort efter ankom dagens sidste tog til Hedehusgården. 

Der er udleveret drikkevarer og opholdet nydes i skyggen
- der er dog mange der også gerne vil se nærmere på lokomotivet og tale med personalet
og så ankommer motortoget, hvorefter damptoget kort efter afgår.

Mens vi pakkede sammen, så dukkede der flere besøgende op, og spurgte om de mon kunne købe en is – det fandt holdet fra dagens første motortog ud af – og så stod de med i køen, som Charlotte og Claus hurtigt forsynede med de ønskede kølende varer. Og så ankom dagens allersidste tog – det var baneafdelingen, som endelig kunne få plads på sporet… og så benyttede de lejligheden til lige at få rettet lidt udkørselssporskiftet, mens vi andre tog en slapper i skyggen – og fik rigget No3 ned efter en herlig, travl særtogsdag med mange rejsende. Flere af dem, der var på holdet, skulle også køre togene søndag, så der bliver lagt en stor indsats på den lille bane. Tak for en rigtig fin dag /Leif

Charlotte sælger mange is fra sit bagdørssalg...

Baneafdelingen er returneret og kan også liige nå at rette op på et sporskifte



Nyt fra Bafd 10-06-2023

Lørdag var der 5 forskellige særtog på banen, og derfor var det svært at udføre noget arbejde på sporet ind imellem disse. Derfor var det allerede besluttet at dagen skulle bruges til oprydning i vognhallen på Brh, hvor der gennem det sidste år var tilkørt materiel og en del byggematerialer, uden at det var blevet placeret optimalt. Claus B, Lars og jeg gik på opgaven, og fik kørt banetoget ned til sidesporene foran vognhallen inden særtogstrafikken påbegyndtes.

Første opgave bestod i at få lagt nogle hjul på plads i pallereolen. Da vi alligevel havde tømt sporet for materiel fik vi flyttet rundt på en del paller, og smidt lidt til skrot. Gulvet tættest på porten er nu meget mere ryddeligt, så vi let kan komme til vores materiel. I den nordlige ende af samme spor blev overskudtræ fra tagrenoveringen på vognhallen stakket op, klar til kommende projekter.

Efter frokost begyndte vi på den egentlige materielflytning. Et spor blev forsynet med yderligere en stump 785 mm skinne, og med hjælp fra Claus og Steen, der med ene særtog holdt pause på Brandhøj, fik vi flyttet rundt på D10, D5, Fakse 5 (Schöma) og en meget tung Nymølle tipvogn. D5 blev sat ned på 785 mm spor, og efter at have løsnet bremsen kunne vi skubbe den på plads. Dagens lokomotiv-Tetris var dermed afsluttet.

Ved 16-tiden var det sidste særtog kørt, og vi kunne køre tilbage til Hedehusgården. Dagens sluttede af med lidt justering af sporskiftet mellem spor 1 og 2.

Steffen 

Claus svejser en stump skinne i det ene spor, så det også kan 
rumme 785 mm materiel.



M24 med materiel holder pause på Brandhøj, mens Nr.3 passerer
med et særtog. De havde også taget en kande kaffe med til os, som 
Claus netop har fået overrakt. (CN)



D5 (Frichs  376/1947) sænkes ned på 785 mm spor (LLZ)


Bremsen er løsnet, og D5 står på skydebroen

D5 kunne lige klemmes ind mellem det øvrige materiel.