Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 7. marts 2022

Nyt fra maskinafdelingen #08-22 07/03:

Endnu et læs "gulv" køres afsted som ballast - i herlig aftensol



 Det skal lige fordeles efter aflæsningen, så der er frit spor.


Den sidste- og største "pind" lander på bukkene

Gang i både boremaskine og drejebænk
Grundig grunding af sæderammerne til bænkene

Analyse af opgaven med tryklufttanken på M24

Afgratning af pufferne til D8

tiltrængt afrensning


der er styr på tanken...

Flot resultat af dagens arbejde

Med en vild energi havde Rasmus kastet sig over at læsse fladvognen med 64 sveller og bagefter fordelt dem jævnt i spor 1. Jeg fik lige set de sidste ryge af vognen i hastigt tempo. Så var det tid til en tur med en tipvogn, fyldt med resterne af gulvet fra værkstedet. Carsten, Rasmus og jeg tog en hyggelig tur ned ad rampen for at læsse det af. Det skal bruges som fyld til hævning af rampen, step 2. En smuk for genbrug…

Resultatet af "en-mandsstyrken Rasmus" arbejde - 64 fordelte sveller


Denne aften i afdelingen startede ellers med et hurtigt statusmøde og en kort evaluering af lørdagens generalforsamling – GF22. Det skrider planmæssigt frem med de forskellige projekter. Der var kommet en større leverance med jern til vognprojektet, som alle mand gav en hånd med at bære over på værkstedet. Bagefter kunne vi så gå i værkstederne; Otto, Fritz og Jens kløede på med de store møtrikker til D9´s aksel, adskillelse og afrensning af fræserens delehoved, samt opmåling og tegning af et beslag. John L. fik boret og undersænket de sidste huller i lejedækslerne til de små deplorider. I snedkerværkstedet savede Jan og Bjarne skabeloner, der skal anvendes ved udskæring til bænkene og Rasmus fik grundet alle de færdige sædeholdere med Gori22. Rundt om M24 var der et stort hold under Gerts vejledning, som arbejdede med at få den store tryklufttank fri, så den snart kan blive trykprøvet af Force. Det skal gøres med 12 års mellemrum. Det krævede dog varme på de rørpropper, som sidder i begge sider. Lars O. slap derfor opgaven med at afgrate de nye puffere til D8 og kom hen med gasbrænderen og fik dem løsnet. Brian fremstillede et smart ophæng, så der er styr på tanken, mens der rodes. Det viste sig heldigvis, at der sidder en udluftningsventil i toppen af tanken. Det var der tvivl om… Hans H. fik afrenset og grundet et par motorbeslag til D8, så de snart er klar. Jeg påbegyndte afrensningen indvendigt af Gm62, så den snart kan få en omgang maling. Udvendig afrensning venter lige til lørdag, hvor vognen skal indgå i et fototog med roebanemateriel. Så er det godt den er nyvasket 😊 Jeg talte 14 flittige folk på Gården denne hyggelige aften /Leif

søndag den 6. marts 2022

Kort billedrapport fra GF22 5. marts 2022:


34 medlemmer klar til at årets generalforsamling går i gang!

På en lørdag med flot vejr mødtes 34 medlemmer af Industribaneklubben til den årlige Generalforsamling – 3 medlemmer var mere fristet af det gode vejr og ombygningsprojektet på Hhg, så de ”pjækkede” fra mødet og arbejdede i stedet (se indlægget her >>). Senere stødte flere til. Mødet gik planmæssigt i gang 10.30 med den  i Tipvognen udmeldte (og faste) dagsorden. Der blev valgt en dirigent, der førte os alle fint gennem de mange slides (64 sider – med lidt pausefotos) Herefter tog formanden os gennem året, kasseren gennemgik regnskab og budget, alle arbejdsplaner fra 21 blev gennemgået og dem for 22 præsenteret og vedtaget. Undervejs blev det holdt en frokostpause og til sidst var der valg til bestyrelsen, hvilket gik let med valget af en ny suppleant og en fælles klapsalve. Mødet sluttede kl. 15. Referatet, der kommer i næste udgave af Tipvognen (2.22), vil opsummere indholdet af dagen, så det må du tålmodigt vente på – indtil da kan du klikke på linket og se billederne fra præsentationen, der viser lidt af årets gang i foreningen >> 

Efter mødet drog flere af os til Gården for at evaluere dagen og se de flittige folk i Bafd knokle med det store anlægsarbejde på Hhg. Tak for en fin dag /Leif



Bestyrelsen som den så ud før og efter valget - dog uden den nyvalgte suppleant

Det var en fin GF22 - tak for en god dag.


Nyt fra Bafd 5-3-2022

 Fra Kenneth A er der modtaget en mere fyldestgørende beretning fra dagen, så den er gengivet i det følgende.

Steffen

""Generalforsamlinger er godt, men godt vejr skal udnyttes!

-og derfor valgte Søren, Klavs og Kenneth at komme videre med det store perron-projekt, mens klubbens øvrige medlemmer var til den årlige generalforsamling. Fra pålidelig kilde fik vi information løbende fra generalforsamlingen og det blev en god generalforsamling med mange gode debatter, valg af Peter Hein som suppleant til bestyrelsen i stedet for Peter Lundøer der gerne ville stoppe på posten og ikke mindst aflæggelse af et af de bedste regnskaber længe set i klubbens historie. Det vi tabte på det magre Corona-år 2020, kom gudskelov ind i 2021 og dermed er der igen balance i tingene. Ovenikøbet blev der også råd til hensættelser til både kul, kedel og motorfondene, så måske varer det ikke så længe før projekt ”sukkergris” kan få en ny kedel. Det ville være dejligt -og har du lige 500.000 du ikke ved hvad du skal bruge til, så tager vi meget gerne imod!

Dagens lille bane-hold kastede sig frygtløse over dagens opgaver: fjerne sporskiftet i spor 1 og gøre klar til nye sveller langs den nye fine perron.

Sporskiftet skal bruges i omløbssporet foran vognhallen og da alle sveller er skiftet i det for nylig valgte vi at tage det op i et stykke. Først måtte vi dog lige ”brække det løs”, da nattens frost havde gjort sit til at det ikke sådan lige ville slippe ballasten. Et par løft med minigraveren senere var skiftet dog klar til at blive læsset. Først måtte osten dog lige afmonteres, så vi var nogenlunde sikre på at minigraveren kunne løfte skiftet. Det tog lidt tid, da de 4 svelleskruer den sad fast med ikke var meget for at give sig. Med knofedt, rørtang, forlænger rør, en meget stor slagnøgle og Sørens mellemkomst, så måtte de give sig til sidst og efter ca. 20 minutter var vi klar til operation ”læs sporskifte”. Det viste sig at være lidt en balance gang imellem løftekapaciteten på minigraveren og vægten på sporskiftet, men lidt efter lidt blev det gelejdet på plads på deplorider.

Efter skiftet var læsset, så var det tid til at flytte skinnestrengene som Peter Hein havde løsnet (se ældre indlæg). Det gik jo som en lege med minigraveren og en enkelt strop, men der var lige et spirg vi skulle have op inden vi kom helt i mål. Peter havde informeret om at der var et par stykker der havde drillet, men op kom de. Skinnerne blev lagt pænt langs perronen i spor 2 og er lige klar til at blive monteret der hvor sporskiftet lå på næste lørdag.

I bedste Egon Olsen ”timet og tilrettelagt”-stil var kl. 12:03 da vi var færdige med skifte og skinner og efter en frokost i det fantastiske vejr, kunne vi gå i gang med at grave sporkassen ud til de nye sveller. Vi havde på forhånd besluttet at udskifte ballasten i sporet, så det både bliver ny perron, nyt spor og ny ballast. Det bliver flot! Samtidig kunne den gamle Så ballast bruges som fyld i vores nye perron, så der går ikke noget til spilde. Selv med det rigtige værktøj tager det trods alt lidt tid når man skal grave ca. 60 m sporkasse og vi var nået ca. halvvejs, da generalforsamlingen var slut og både Lars, Peter, Steffen, Claus og Rasmus tilsluttede sig arbejdsholdet.

De sidste perronforkanter blev rettet op af Steffen og Rasmus med laseren, mens Lars og Claus erstattede Søren på perronholdet, da han var nødt til gå tidligt. Peter holdt et vågent øje med hele holdet. Der blev fjernet mere ballast og udlagt mere hvor der manglede og efter en kop kaffe og en dejlig hjemmebagt kage fra Rasmus’ hånd, så fik vi gjort det sidste klar til at der kan lægges nye sveller og spor på næste lørdag.

Rygtet vil dog vide at der er nogen der har tænkt sig at lave lidt forarbejde i løbet af ugen med både at få flyttet sveller fra oplagspladsen og få dem lagt ud, så det hele er klar. Hvis vejrguderne tilsmiler os ligeså meget på næste lørdag, så kommer vi et rigtig godt stykke med spor 1 og  vi kan måske også nå at få flyttet sporskiftet syd for vejen.

-nu ved vi jo at det godt kan lade sig gøre med minigraveren 😊

Kenneth

""

Kenneth gør klar til at løfte sporskiftet ud af spor 1 (SH)

Ved løft i skiftevis den ene og den anden ende kan sporskiftet bakses op på deploriderne (SH)
Skinnerne fra spor 1 lægges til siden, så svellerne kan fjernes (SH)

Sporskiftet er klar til transport, mens der graves ud til sporkassen langs med perronen (RBJ)

Med forsigtighed transporteres sporskiftet ud foran vognhallen, hvor det skal ilægges i sporet
yderst til venstre. Da træktømmeret stadigvæk var monteret fyldte det noget mere i bredden,
end vi normalt kører med. (RBJ)




mandag den 28. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #07-22 28/02:

endnu en aftenstemning med tipvogne og lokomotiver foran værkstedet, hvor gulvholdet er godt i gang

 Det første jeg skulle se, da jeg kom til Gården, var hvordan resultatet af lørdagens vognvask var blevet. Det var flot! De har ikke været så rene i mange år – men nu kan man se at de trænger til en omgang maling på sider, gulv og trinbrædder. Mon ikke vi kan nå det inden sommeren? Rasmus kom med et par trækbukke fra roebanerne, som var sanket hos vennerne i Maribo. Dem fik vi læsset af. De kan godt komme til værdighed igen. Hans N. havde også været i gang med penslen og malet alle tagspær med grunder og hvid, så de også er klar til når rammerne til C3 og C4 ankommer.

Efter kaffen, så gik vi alle i gang; John L. bemandede søjleboremaskinen og fik boret og undersænket dækpladerne til lejerne, samt testsamlet de første deplorider.

Niels og Brian, samt flere hjælpere flåede endnu et stykke betongulv op mellem sporene til graven og ved siden af, så det også kan få et nyt, stærkt lag beton.

endnu et stykke gulv er på vej op i tipvognen

GM62 er kommet på værkstedet til det store 20 års eftersyn og Gert foretog en grundig gennemgang af træet ude og inde. Det ser nu ikke helt skidt ud og en omgang maling kan hjælpe meget. Jeg afmonterede derfor alt indvendige skilte, skruer mv., så væggene der også kan få en omgang. Det trængte alligevel til lidt bedre struktur. Snedkerafdelingen skal nok se lidt på portene… Lars O. svejsede nye pufferkoblinger til D8 og Kjeld fik fuget mellem vægtklodser og ramme. Henning arbejdede videre med delene til B3 og Carsten gav en hånd med hele vejen rundt. Vi var 11 mand, der arbejdede hårdt denne aften – og hyggeligt var det osse!

HUSK AT der er GF22 på lørdag kl. 10.30 i Hedehuset! Vi ses /Leif


Der svejses


Puffer til D8

Fugearbejde på D8
GM62 tømt for alt på væggen


Sidst på aftenen tilbød Rasmus skopudsning med fedtelær..

Nyt fra Bafd og Mafd d. 26-02-2022

 Lørdag var der stor aktivitet på Hedehusgården allerede fra morgenstunden. Maskinafdelingen havde arrangeret en vognvaske-dag, hvor vores personvogne skulle vaskes og klargøres til sæsonen. Til det formål var der indkøbet morgenbrød og frokost, så de mange nye aktive i maskinafdelingen kunne holde sulten fra døren, alt i mens der blev vasket vogne. Hele dampstammen samt melisvognen i motorstammen nåede at blive vasket både udvendigt og indvendigt i løbet af dagen. Det er mange år siden, at de har været så rene.

Baneafdelingen brugte dagen på at etablere et kabelrørsanlæg fra nordenden af vores nye perron, forbi kiosken og over til vognhallen. Vores eksisterende forsyningskabler til kiosk og vognhal var oprindeligt ophængt på den nu nedrevne lade, så de skal i den kommende tid lægges ned i kabelrørsanlægget. I alt knapt 300 m kabelrør og 3 brønde blev nedgravet denne dag i det skønneste solskinsvejr, hvor vinterjakkerne for en stund kunne lægges lidt væk.

Næste lørdag er der generalforsamling, men efter denne arbejder vi nok videre med kabeltræk.

Steffen


Vognvaskeholdet ved opstart på opgaven. Fra venstre Peter, Kisser, John, Steen og Niels.
Herudover deltog Carsten, Henning og Brian.
Lars og Søren er i gang med at tæmme kabelrørene. En brønd ses tv. (CN)


Gravearbejdet er nået frem til kiosken og det sidste hegn må lade livet. (RBJ)

Der graves videre forbi kiosken mens der dækkes til i baggrunden (RBJ)

Vognvaskeholdet er rykket ned foran værkstedet og har taget vores hedtvandsrenser til hjælp


Der graves henover grusvejen (SH)

Dagen sluttede af med opsætning af den første ud af 4 træmaster, der skal bære den kommende
perronbelysning (RBJ)


  


onsdag den 23. februar 2022

Nyt fra Bafd. 23-02-2022

Et effektivt hold arbejdede i dag med optagning af spigr og adskillelse af lasker i spor 1 på Hedehusgården. Peter H havde kørt banetoget frem i spor 2 og arbejdede derfra i spor 1. Vejret var fint og det er kun småting, der resterer for holdet på lørdag. Adskillige medlemmer arbejdede i værkstederne, så der var god bemanding på HVB i dag.

Peter H i gang med optrækning af spigr i spor 1.


mandag den 21. februar 2022

Nyt fra maskinafdelingen #06-22 21/02:

Aftenstemning fra den nuværende perron. Nu kan stalden ses - og i forgrunden et større "svømmebassin"...

 

Da jeg ankom, var Peter H. i gang med at tage spiger op i spor 1 som forberedelse til lørdags banearbejde – inden det begyndte at pisregne… Vi fik startet en kande kaffe og folk ankom og fik en kop med. John L. ”Fly” og Carsten gik i gang med rulleskøjterne, mens Fritz og Otto monterede et emne til at fræse møtrikker af i Pedersen fræseren. Hans og jeg kiggede så på grunder og maling til sæder og tagbuer til C3/C4. Jan og Bjarne gik i snedkeriet og skar ud til stolperne i håndlisterne. Hans Henrik fik grundet vendegearet på D8, så det snart kan få blå. Der blev også kigget på opgaven med røgkammerkarm og – dør på Da7 og Lars O. sammensvejsede (vist) noget til rulleskøjterne – sammen med Cykel-John. Brian og jeg gik i vognhallen, hvor vi forbedrede opsætningen af presenninger, da der havde samlet sig vand i et par af dem. Nu er der skrå flader… Således beskæftiget i vognhallen endnu en aften fik jeg derfor ikke noteret alt udført arbejde, for vi var igen 16 mand på Gården denne aften, som flittigt var i gang rundt omkring /Leif



Boring af lejedækplader

Udskæring i håndlisterne for stolpe på C3/C4 

- med efterfølgende finpudsning

Røgkammerkarm og dør skal have en tur!

Der fræses ud til 4 møtrikker til akslerne for M9

Vendegearet på D8 får grunder

Hyggesnak i værkstedet sidst på aftenen




søndag den 20. februar 2022

Nyt fra Bafd 19-02-2022

I baneafdelingen arbejder vi udendørs i al slags vejr. I kølvandet på stormen Nora kunne vi i ro og mag begynde sætningen af den sidste del af den nye perron, hvor spor 0 før lå. Vejret var fint og en mindre regnbyge formåede ikke at forstyrre vores arbejde. Dagens hold bestod af Kenneth, Klavs, Rasmus, Steffen, Peter H og Claus B og N.

Perronarbejde lørdag formiddag i solskin. Ingen eftervirkninger efter stormen - men dejligt solskin. Foto: Rasmus Brandt.

Vi begyndte med at pille det sidste perronfundament op, vi satte for 14 dage siden. Det stod for højt, men med lidt udgravning kom det hurtigt på plads igen. Fra en erfaren praktiker hos en større dansk jernbaneentreprenør havde vi fået det råd, at sætte perronfundamenterne på fliser i bunden af udgravningen. Når fliserne er anbragt i water i den rette højde, kan fundamenterne let justeres i længde- og sideretning. Også under vores forhold og med brugte, ældre materialer fungerede fliseløsningen udmærket. Med praktikerens CV indeholdende sætning af kilometervis af perronforkanter måske ikke så overraskende?

Selvom vi anvendte en lidt anden metode, kom arbejdet hurtigt ind i en god rytme og med Klavs, Kenneth og Claus B og N i stand til at klare perronbygningen selv. Derfor kørte Peter og Steffen til Brandhøj for at hente fundablokke og underlagsplader til den kommende ombygning af spor 1 på Hhg.

Mens der sættes nye perronforkanter i baggrunden, er Steffen og Rasmus i gang med den første forsigtige tilfyldning omkring fundamenterne i forgrunden.

Kenneth kontrollerer dybden af udgravningen.

Klavs har fyldt flisegrus i bunden af udgravningen, og Kenneth snupper en flise til placering som underlag til fundamentselementet. En række fundamenter (kaldet 'støvler') står klar på deploriderne i baggrunden.

Arbejdsholdet var samlet igen til frokost og arbejdet fortsatte efter en kort spisepause. Alle virkede motiverede for at sætte hele perronen inden arbejdsdagens afslutning. Med det fulde hold på opgaven gik arbejdet raskt fremad. Derfor blev der også tid til kaffepause, der denne gang atter bød på Rasmus' hjemmebag og en kanelstang medbragt af Kenneth. Med sukkerdepoterne fyldt gik slutspurten ind. Det sidste fundament blev sat og forkanten løftet på plads. Alle 24 elementer på den 50 m lange perron var dermed på plads. Vi sætter formentligt traditionelle skråsatte elementer som afslutning i begge ender af perronen, men det bliver en anden dag. Alle huller efterfyldtes og stampedes indledningsvist med håndskovl og senere maskinelt med gravemaskine og jordloppe. Imens blev materialerne fra Brandhøj læsset af og vi ryddede op på arbejdsområdet.

M 30 med fladvogn er netop ankommet, læsset med materialer til de næste dages arbejder.

Så er der kaffe og kage. Selvom vi skal nå en del opgaver inden sommerkørslen begynder i maj, har vi tid til pauser og hygge.

Området bag perronforkanten jævnes. Rasmus holder pause i oprydningen og betragter fra perronen ved spor 2, den nye kommende hovedperron på Hedehusgård Station.

Næste lørdag laver vi opfølgende arbejder på perronen og tager fat på ombygning af spor 1.