På vores blog kan du følge med i Industribaneklubbens arbejde i Maskinafdelingen og Baneafdelingen. Forvent, at der tirsdag aften kort fortælles, hvad der foregik om mandagen i maskinværkstedet hos IBK, samt jævnlige opdateringer på Baneafdelingens arbejde.
Jeg ønsker alle god læselyst!
Redacteuren Leif
Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Fra Hjarnes mappe 1 er her endnu et fint Torsdagsbillede.
M24 var blandt de første lokomotiver, der ankom til Hedehusgården. Den gang var der endnu ikke anlagt spor og der hvor M24 står på en kort skinnestump, er der nu snedkerværksted. M24 kunne næsten køre ved egen kraft, da den ankom - trods næsten 10 år på en skrotplads hos Petersen & Albeck i Sydhavnen. M24 blev sat i drift i 1978, men fik en motorskade i 1982 og først i 2004 kom M24 igen ud at køre for egen kraft.
(M24 er et tre-akslet, dieselelektrisk lokomotiv, bygget på Nakskov Sukkerfabrik i 1962, vejer 12 tons og har en 4 cyl. vandkølet DEUTZ F4M716 motor på 102 hk og en banemotor på 75 hk)
Hjarnes data: Dds nr. 24, Hedehusene 200476-27a Taget 2. maj 1976
Så kom stumperne til E28, der har været en tur hos Sandblæseren, retur.
Vi nåede næsten at få dem læsset af traileren, inden det begyndte at regne.
Lars og JP var ellers mødt op for at forbedre sprøjtevognen, men de blev hurtigt shanghajet til at flytte stumperne fra traileren til et par deploider, så de kunne komme i læ i en fart på værkstedet.
Så nu mangler vi sådan set bare lige det sidste .... !!
(Sådan et lokomotiv fylder ikke meget, når det er adskilt.)
Vi var 4 mand på gården denne regnfulde efterårsdag.
M25 og M23 bytter plads i værkstedet, nu sommerkørslen er overstået.
Efter en god sæsonafslutning dagen
før, så havde vi nok at snakke om over kaffen J
Hans fortsatte med at adskille alle
de (tidligere) bevægelige dele og måtte tage de hårde metoder i brug for at få
det skilt ad. Man har valgt at skifte metode i adskillelsen af hjul fra aksler
på E28, så på det område skete der alligevel ikke noget denne aften. Carsten
gik derfor i stedet i gang med den anden planlagte opgave, nemlig at få
udbedret rustskader på M23´s motorhus. Først skal alle løsdele fjernes, så det
gik aftenen med. Jeg fik syslet med at nedtage sommerplakater og opsætte
plakater for efterårs- og julekørslen rundt på stationen og Per fik efter lidt
syslen med M4, opsat lærred i Damp á. 5 mand sås på Gården denne aften, så det
er begrænset med motiver.
Til gengæld har Kenneth P fundet dette herlige klip
af en prøvekørsel fra FFM i Frankfurt. De har efter mange års ihærdig indsats,
nu fået det gamle, 600 mm Oberursel-lokomotiv fra Kastrup Fort gjort køreklart
og nu også med førerhus på. M30 hed det den gang, mens det stod hos os – men som
bekendt, så er M30 nu det orange DIEMA-lokomotiv. Det blev byttet lige over
dengang. Det er dejligt at se det køre igen for egen kraft. Det var en opgave,
som vi nok aldrig havde haft den nødvendige energi og økonomi til at gennemføre
selv.
I baggrunden er M25 klar til afgang med motortoget og No3 er også klar til at hente sine vogne.
Efter en lørdag med heftig heldagsregn, så var vejret denne søndag imødeset med nogen spænding og lidt bekymring, men heldigvis viste vejrguderne sig fra den bedste side og det blev mere guldregn end almindelig regn denne dag. For på trods af dårlige varsler, så skinnede solen på alle de glade gæster, der havde valgt at køre med på sommerenes sidste tog.
På dagens første tog var et herligt selskab af fødselsdagsunger til et tvillinge-par og på vejen hjem hentede vi en flok FDFére, der havde tilbragt lørdagen og natten med i regnvåde telte. De var glade for solen og for at blive kørt hjem.
På Stenager satte vi folk af, der også skulle prøve et tur med Brandhøjbanens små, fine tog og på Rubjerg fik en folkedanseklub afholdt en fin sommer-picnic med deres svenske venskabsforening. De havde heldigvis været indendørs til lørdagens danse.
Forældrene vinker farvel til hele fødselsdagstoget
Så på den vis gik dagen med at køre mange forskellige folk ud i det smukke Hedeland og blandt dem var heldigvis også mange, der kørte med for både 5 og 6 gang i år. Man kan ikke få nok af den hyggelige tur! Da sidste tog var kommet vel op ad rampen til Hedehusgård, så blev lokomotiver og vogne rangeret på plads og derefter var det tid til at personalet på sommerens mange tog drog til den traditionsrige og årlige "løn-udbetaling" i form af Stegt flæsk med persillesovs. Trafikchefen takkede for den store indsats og så blev der gået til flæsket.
Tak for en fin sommersæson, den bedste i banens 40 årige historie! Næste gang toget kommer ud af remisen er til efterårsferien og så må vi vente helt til jul, før vi sætter damp på kedlerne igen!
Se sommerens sidste tog komme op ad rampen her >
Der er faldet en del regn på det sidste, men køerne er glade for al den grønne græs
Krydsning på Brandhøj
Brandhøjbanen havde også en fin dag med mange gæster
Sidste sommertog op ad rampen i eftermiddagssolen
Afslutning på dagen, men No3 skal lige køre et par særtog inden den afrigges for vinteren
Inden vi tager fat på efterårets svelleudskiftningskampagne, havde vi lige en mindre opgave i det nordlige skifte på Sølund station. Fire sveller skulle skiftes, heraf de to lange sveller, der bærer skiftetrækket. Vi startede dagen som sædvanligt: Vi hentede M 12 og banevognen i vognhallen. Derefter kørte vi til Brandhøj, hentede vognen med kompressor i opbevaringshallen og vendte tilbage til Sølund. Vi var fra starten af dagen begunstiget af dejligt vejr - tørt og en smule sol.
Gamle sveller fjernes og skiftetrækket afmonteres i Sølunds nordlige skifte.
Der bankes spirg i de nye sveller. Udsigten over fiskesøen viser at det endnu er tørvejr.
Som så ofte før, når vi arbejder langs stierne, kommer folk på gåtur i Hedeland og hilser på os og får en lille snak. I dag var ikke en undtagelse.
Tre friske vandrere og nogle mindst lige så friske banearbejdere får en hyggelig sludder.
Vi fik lagt de to nye korte sveller i og trukket det gamle langtømmer ud af skiftet inden vi holdt frokostpause. Regnen var så småt begyndt og vi håbede, at den ville holde op mens vi spiste. Så heldige var vi dog ikke. Langtømmeret kom på plads og vi gik i gang med at bore huller til spiger og svelleskruer til montering af skifteosten. Det er ikke let i sveller lavet af azobe. Vi måtte have den store boremaskine og stålborene frem. Mens svellerne gjordes fast, nåede vi også at beskære bevoksningen omkring skiftet.
Efter frokost silede regnen ned. Her er vi ved at bore huller i azobesvellerne.
Så er vi ved at være klar til at banke spirg i.
Vi justerede skiftet og understoppede det, så banen igen blev farbar. Vi har jo sidste køredag i sommerkøreplanen i morgen og en række særtog i de næste uger. Efter en våd oprydning kørte vi til Brandhøj for hensættelse af kompressorvognen, hvorefter turen gik hjem til Hedehusgård. Her fik vi tørt tøj på, frisk kaffe og lejlighed til læse de senest ankomne blade fra søsterforeninger i hele Europa.
Dette Torsdagsbillede er helt ikonisk: John Dyrkilde og Jørgen Panum har lagt den første del af et spor, som nu er blevet til en bane på over 5 kilometer. De første år var det nærmest håndbygget svelle for svelle, men nu bruges der masser af maskinkraft. Billedet er taget få dage før banens officielle indvielse for 40 år siden.
Fra Hjarnes mappe 1: Sporlægning på Hedehusgården for 40 år siden
En ny Remissekat er under oplæring. Foreløbig sidder den mellem skinnerne, mens den gamle altid vandrede ovenpå...
Jørgen og Carsten havde afhentet et
læs materialer, der generøst var blevet os tilbudt i forbindelse med oprydning
af et værksted. Fine stumper, som man altid kan få brug for. Efter aflæsningen,
var der brug for en kop kaffe og bagefter kørte vi hen og besigtigede den 100
tons presse vi kan få lov at bruge til at presse hjul fra aksler på E28. Frihøjden
skulle lige måles og den var fin. Næste mandag skal der trykkes J.
Per medbragte et læs nyfældet
træ til brug for opfyring i damperen til næste sæson. Jeg fik det flækket og lagt
på tørreplads. Imens fik Hans E28 yderligere
adskilt, så hver enkelt del kan blive renoveret. Carsten og Jan fandt frem til
hvilke lejer der skal anskaffes. Og Per fik monteret det sidste på M4, så den
kan meldes færdig og klar til driften igen. Bagefter fremstillede han et fint
ophæng til et lærred, så vi kan få vist film på ”storskærm” i Damp á.
6 mand på Gården denne aften.
Et læs fine materialer til lageret
En noget større presse end vores egen...
Alsidigt arbejde i en togklub - brændehugning
Carsten varmer bremsearmen, så bolten kan slås ud
Man må på gulvet for at se de små tal på siden af kuglelejerne på E28´s aksel
Baneafdelingen var reduceret til tre mand på en lørdag, hvor vejret ellers i den grad indbød til udendørs arbejde. Første opgave var hurtigt klaret: Vi tømte to tipvogne for kløvet birkebrænde, der blev placeret forskriftsmæssigt i brændeskuret. De tomme tipvogne kom med til Brandhøj, hvor vi efter lidt rangering fik placeret samtlige tipvogne i den rette rækkefølge i opbevaringshalen. I en kort pause i rangeringen lykkedes det Steffen at få boret huller i bunden på en af vognene, hvor de manglede.
11 tipvogne i én stamme giver et ret langt tog. Her er M 12 næsten ude i hovedsporet for at kunne rangere stammen på plads i opbevaringshallen.
Vi nåede også at rense et par overkørsler og klippe nogle generende grene langs banen.
Efter at have slået græs på perronerne på Brandhøj gik turen videre til banens øvrige stationer syd på, hvor græsset blev trimmet og sporskifterne opsmurt. På Rubjerg blev skifterne desuden forsynet med en ny type aflåsningsbeslag.
At drive en veteranbane er holdarbejde!
Efter at være vel hjemme igen på Hedehusgården fik vi klargjort vores udstyr til ukrudtsbekæmpelse og nåede at gennemkøre hele banen samt sidespor.De første forberedelser til efterårets svelleudskiftninger fik vi også sat i gang. Vi må bl.a. tage hensyn til et antal særtog, så arbejderne skal gennemføres på en måde, så banen stadig er farbar.
T 1 sættes på plads i vognhallen på Hedehusgård st. efter en vognrokade.
Vognkasser og bogier fra roevognen, der blev reddet fra ophugning på Skovnæsgård indgår stadig som en vigtig del af vores vognpark.
I forgrunden ses 3904 uden hjulsæt på placeret ved Hedehusgården i december 1975.
161175 -25. December 1975 Fra Hjarne V. Andersens mappe 1