Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 16. april 2018

Nyt fra maskinafdelingen #17-18 16/4:


Bo højt til tops i gang med rengøring af skorstenen på Da7


Da7 var allerede trukket ud af den lille remise, da jeg ankom. Det var Bo som havde brugt dagen på at adskille og udtage spilddamprørene af røgkammeret, da de trænger til en omgang inden sæsonen snart starter. Det havde ikke været en let opgave. Desforuden skal blæseren repareres. Den gik fra hinanden på næstsidste juletogstur, så vi måtte køre motor på sidste runde.
På Superfos-maskinen kunne jeg endelig gå i gang med at give den en omgang med grundmaling, mens Lars O. bankede løs på bremsedelene i et forsøg på at få dem løsnet. Vi vil gerne have bremserne gjort bevægelige igen. Kjeld fortsatte det tålmodige arbejde med at fjerne maling fra de gamle kobberrør, så de snart skinner som nye. Jan havde også gang i grunderen, så de fuldstændig afrensede motorlåger endelig fik den grundmaling, de tilsyneladende aldrig havde fået… På snedkerværkstedet fik Martin og Erik fremstillet endnu en stor stak lister til brug for tagbuer og Carsten havde Niels med som føl til arbejdet med at få afrettet endnu et par stålblokke i fræseren til brug for lejekasser. Ved samme lejlighed fik Niels afprøvet den nye støvsuger med forsats til spånerne og det fungerede meget tilfredsstillende! I det hele taget blev der syslet godt på Gården og vi fik da også hyggeligt besøg fra flere medlemmer i løbet af aftenen, så jeg talte 17 medlemmer, der enten arbejdede elle kiggede forbi denne fine forårsaften.

Redacteuren i sit rette element med en pensel i hånden :-)
Kjeld får kobberet til at skinne
Lars forsøger at få delene til bremserne løsnet, så de kan blive bevægelige igen.

Martin og Erik får "flækket" et par stykker træ til tagbuerne
Niels får spændt jernklodsen godt fast i fræseren

Jan er næsten færdig med at grundmale lågerne til M24...

- men får lige hjælp til det sidste af et flittigt hold rådgivere ;-)





Bemærk at turen til Diesel House er flyttet til en ny dato, hvilket giver medlemmerne en ny mulighed for at tilmelde sig arrangementet. Der er udsendt en opdateret mail.

søndag den 15. april 2018

Flot artikel i Roskilde Dagblad fra maskinværkstedet

Lisbeth fra Roskilde Dagblad/ Sjællandske Medier har sammen med sin dygtige fotograf Kenn været på besøg hos os på en onsdag, hvor dagholdet har vist dem rundt og tålmodigt stillet op til en masse fine fotos fra både værksteder og vognhal. Den er en fin artikel og vi kan da bare håbe at folk får lyst til en tur - eller at melde sig ind i klubben og give en hånd med...

Der er både fotos og en lille video, samt link til denne blog :-)

Se hele artiklen her >>





lørdag den 14. april 2018

Nyt fra Bafd. 14-04-2018

Efter forårsklargøringen sidste lørdag stod programmet i dag på svelleudskiftning på vognhalsbanegården. Skifte 112 og forbindelsen til skifte 111 skulle forsynes med nye sveller. Et hold på 7 mand incl. en af vores jyske smalsporskollegaer var mødt op til arbejdet.
Nye sveller klar til ilægning efter at de gamle er fjernet. Jørgen M rangerer Storebæltsvognen frem i spor 20, Lars sidder klar ved håndtagene, mens Steffen er parat til at sikre, at de nye sveller placeres korrekt.

Svellen er på vej på plads. I baggrunden ses Uffe og Jørgen P i færd med at tage spirg op.
Arbejdsholdet holder pause ved km. 92,4 mens en varm pastaret indtages.
Arbejdet skred fint frem og efter skiftet var samlet og værktøjet samlet sammen, var der tid til at samle alle de gamle sveller sammen og jævne ballast ud foran museumshallen. Efter en god indsats kunne vi allerede lidt i fem hold fyraften. Det er planen at vi de næste arbejdsdage skal justere og understoppe det renoverede spor.
Gamle sveller er samlet op på Storebæltsvognen og placeres nu på et sæt deplorider.

Mens der ryddes sveller, er Kenneth og Steffen travlt optaget af at jævne ballast.

torsdag den 12. april 2018

Torsdagsbilledet #157

Dagens Torsdagsbillede er med et aktuelt emne, for snart skal medlemmerne på tur til Diesel House og opleve når den store dobbeltvirkende dieselmotor BW2000 startes. En lille flok medlemmer var på smugkig allerede i november 2006, hvor vi dog måtte dele oplevelsen med mange andre. Det var samme år, hvor DieselHouse blev indviet d. 18 maj 2006 af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Denne gang får vi det næsten for os selv og det skal nok blive en oplevelse.
Andre må selv finde en søndag til besøget. Kan absolut anbefales herfra!
Steffen med en noget yngre Anders søndag den 5/11-2006
Motoren er stadig lige imponerende


Bjarne var med på sidste Torsdagsbillede og minsandten igen i dag :-)


 
Har du som medlem ikke fået tilmeldt dig til turen, så svar enten på den udsendte mail eller skriv til klubbens mail-adresse inden den 17/4.

Se mere info om motoren her >



mandag den 9. april 2018

Nyt fra maskinafdelingen #16-18 9/4:


Det flotte slutresultat efter lørdagens udskiftning af rørmuffer på vandkranen i lørdags

Superfos-maskinen blev atter trukket ud tidligt på aftenen, men heldigvis er det nu længere lyst og med endnu en aftens tur med stålbørsten, så er lokomotivet snart klar til en omgang grundmaling. Kjeld har pudset løs på damprørene dertil, så de er til at spejle sig i. De bliver rigtig flotte og gejlede som på et Engelsk lokomotiv. Lars O. har fået udskiftet en rusten rørstump på sandingsrøret til en flot, ny. Samtidig forsøgte Jan og Bjarne at støve værkstedet til med afrensning af motorlågerne til M24, der tilsyneladende aldrig er blevet ordentlig grundet og derfor rustplettede. Det skal der gøres noget ved og det blev der. Hans arbejdede i den finere afdeling og fik grundet de nymonterede hjulsæt og malet lejekasserne blå på E28. Niels fortsatte med samling af beskyttelsesskærm til den lille fræser og Carsten fik afrettet et par stålblokke til brug for de nye lejekasser. Erik måtte denne aften undvære Martin, men fik så set på, hvad vi andre sysler med. I alt sås 10 mand på Gården denne skønne forårsaften.


Superfos-maskinen udsættes endnu en gang for stålbørstens skrappe behandling - nu i forårsvejr

Carsten bearbejder et emne til lejekasse i fræseren

Det nyrenoverede sandingsrør
Kjeld giver den hele armen med polerkluden

- og resultatet er strålende!

To mand på samme opgave med afrensning af lågerne fra M24 så de kan komme til at se ordentlige ud til sæsonstart


Hans betragter tilfreds resultatet af aftenens malerarbejde på E28...


Husk at tilmelde dig medlemsturen til Diesel House som beskrevet i den udsendte mail. Sidste frist på mandag 16/4. Har du ikke set mailen, men gerne vil med, så skriv til klubbens mailadresse.

søndag den 8. april 2018

Nyt fra Bafd 07-04-2018

Så blev det forår! Skræppende grågæs, den første hvide vipstjert, kåde gråspurve, en følfod og et fint, lille hold banearbejdere med den traditionelle forårsklargøring af banen på arbejdssedlen. Dejligt solskin, men en kold blæst fra øst.

Dagens arbejder startede på Hedehusgården. Mens arbejdstoget blev oprangeret, hjalp et par fra holdet til med at løfte en amerikansk gevindskæremaskine op på vandkranens stamme. Der skulle skæres nyt gevind i forbindelse med en tiltrængt reparation af kranen.
Gert drejer gevind på vandkranens stamme. Skæremaskinen har vi lånt i Jylland af en trofast 'supporter'.

Derpå gik det i fuld fart mod Fem Ege, hvor vi startede forårsklargøringen. Klargøringen består i en grundig rensning og smøring af alle sporskifter i hovedsporet, rensning af samtlige overkørsler og afvaskning af alle stations- og overkørselsskilte og -signaler langs banen. På Fem Ege og Rubjerg stationer fik vi endvidere monteret øjebolte til aflåsning af skifterne samt en enkelt smørenippel. Vejret var til udendørspauser, når vi blot opsøgte læsiden af banevognen. Når der var mulighed for det, arbejdede vi også med mindre beskæringsopgaver på arbejdsstederne. På den måde holdt alle på holdet sig i konstant beskæftigelse.
Jørgen og Lars monterer låsebeslag på det nordlige skifte på Fem Ege Station.

Imens vasker Peter stationsskilt i solskinnet.
Efter montage af låsebeslag på Rubjergs sydlige skifte renser Jørgen skiftetrækket for gamle blade. For ikke at spilde tiden beskærer Lars buskads i baggrunden.
Det nye stationsskilt på Rubjerg Station skulle males. Det klarede Claus og Jørgen i forbilledligt samarbejde. Den gamle formand støtter den nuværende.

Overkørslen syd for Sølund renses. Hedeland har reprofileret stierne og været rigtigt gode til ikke at fylde overkørslerne med grus. Smukt arbejde!
Vi var tilbage på Hedehusgård 17.30 og efter en halv times oprydning sluttede arbejdsdagen. På næste lørdag serveres der en frokost bestående af 'one pot pasta' med bl.a. svampe, bacon, krydderurter og fløde fra brændekomfuret.

torsdag den 5. april 2018

Torsdagsbilledet #156

Fra Bjarnes album er her et foto af Bjarne som fyrbøder på Da7 fra sidst på sommeren 1997. I baggrunden ses vognhallen uden træer foran... Så det er over 20 år siden nu, og snart skal Da7 igen ud og køre. Mon ikke også det bliver til en tur for Bjarne? Sommertrafikken starter den 20. maj!


Toget med Da7 foran er lige afgået fra Rubjerg St. I baggrunden ses et stort hul, der i dag er "vendt om" og i stedet er blevet til et bjerg, skabt af overskudsjord fra hele Sjælland.




onsdag den 4. april 2018

Nyt fra Bafd - Påskeudgaven

Selvom der muligvis var stille på klubbens værksteder i mandags, 2. Påskedag, så har Hedehusgaarden ikke været stille i Påskeugen.

Lørdag d. 24. marts var det igen muligt at udveksle sveller, da frosten var gået af jorden. Et hold på 5 mand fik udvekslet sveller i et af de vitale sporskifter foran vognhallen på Hedehusgaarden.

De gamle sveller er trukket ud og montage af sporskiftet på nye sveller er i gang

Der arbejdes med boring, renblæsning og isætning af spigrene

Torsdag d. 29. marts var der igen aktivitet, men denne dag var landet ramt af endnu en gang snevejr, så dagen var ikke til udendørs arbejde. Kenneth og jeg brugte derfor dagen til at få genetableret 12V belysningsanlægget i vores værkstedsvogn. Det var ikke færdiggjort under sammenbygningen af de to karosser, der til sammen udgør værkstedvognen. Efter nogle hyggelige timer og lidt erfaringer rigere om 12V belysningsanlæg monteret en gang i 50'erne kom der atter lys i lamperne.

En højest tiltrængt støvsugning, gulvvask og aftørring af bordene i Damp Af samt badeværelset fik vi også gennemført sidst på eftermiddagen. En indsats der gerne må gentages af andre, når det er tiltrængt, og som jo også honoreres med en flaske vin.

2. Påskedag udemærkede sig med flot solskin og beskyttet af årets første lag solcreme fik dagens 3-mands hold færdiggjort montage af trækbukken til sporskiftet. Trækstangen blev afkortet en smule, bolthuller blev boret op i trækket samt monteret med nye bolte. Arbejdet fortsatte med udveksling af 18 stk. sveller op mod sporskiftet i hovedsporet.

Dagen blev afsluttet med læsning af alle de gamle sveller, så der nu er nogenlunde pænt ryddet op. Herefter mangler kun understopning.

Alle fotos er leveret af Lars.

Steffen


Det færdige arbejde set fra hovedsporet, mandag eftermiddag.

Det renoverede sporskifte. Trækket er monteret og dørkplade er lagt på plads.


mandag den 2. april 2018

Påskeægget - JUNG

JUNG-lokomotivet da det stadig var i drift  i 70érne. Det blev taget ud af drift i 1976.

Mens vores værksteder i Hedeland holder påskelukket på en højhellig 2. påskedag og folket slår mave efter den gode påskefrokost med familien, så kan det være at Sven og hans klubkammerater er i gang med det samme som vi også sysler med. Sven er nemlig sammen med de andre i Muskau Waldeisenbahn ved at istandsætte et 600 mm JUNG-Hilaxlokomotiv, der minder meget om det Superfos-lokomotiv vi arbejder på. De har arbejdet på lokomotivet siden 2008 og har en plan om at få det ud at køre. De er dog nu nået til det dyre arbejde med at få kedlen istandsat. De håber at det kan lade sig gøre uden at udskifte den helt. Det er den originale kedel fra 1938 - nye kedelrør fra 1974 og med en nyere kobberfyrboks fra 1965. Lige nu arbejde de på bl.a. puffer-delene og bremsearrangementet. Sven og jeg havde en hyggelig chat via Messenger, hvor vi udvekslede erfaringer og han har opbygget en solid viden om denne type lokomotiver, som han gerne deler ud af. Sven har været på besøg hos os til vores Feldbahnertreffen i 2002, så jeg skulle hilse :-) Vi var over 20 fra IBK, der deltog året efter hos dem - såvel som i 2012, hvor de igen var rigtig gode værter for træffet. De har en meget flot 600 mm bane og en enorm mængde driftsklare lokomotiver og vogne. (Se deres hjemmeside her for mere info om træffene i 2003 og -12)

Sven har givet mig lov at bringe et par af hans fotos af deres renoveringsprojekt og af lokomotivet fra dens sidste driftsdage i 70érne.

Bremserne renoveres fuldstændigt - der er desværre slup på 5 mm.
En opgave, som vi også skal have udført. Dog i et lidt mindre omfang.


Det er samme type fløjte begge lokomotiver har haft.


En original tegning af "juletræet"


JUNG-lokomotivet i 1973


JUNG-lokomotivet i 1975

JUNG-lokomotivet fra fabrikskataloget

Sven har indrettet et lækkert værksted i sit eget hus. Så kan man altid lige sysle lidt med at fremstille dele til bl.a JUNG-lokomotivet. Men det er nu også fordi han bor 140 km fra banen, så han står selv for størstedelen af arbejdet med delene.  Se beskrivelsen af hans fine værksted her >

Sven fremstiller selv nye bolte til puffertøjet







Status for lokomotivet september 2017 - her på vej til en udstilling.