Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten overkørselsanlæg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten overkørselsanlæg. Vis alle opslag

lørdag den 8. oktober 2022

Nyt fra Bafd. 08-10-2022

I flot efterårsvej mødte baneafdelingen ind til en lang liste med opgaver. Med en god bemanding delte vi os fra morgenstunden i flere hold. På den måde arbejdede vi dagen igennem på lokaliteter spredt langs hele banen.

Gule birkeblade og friske svampe i græsset. Efteråret er kommet. Steffen understopper skifte 106, mens et hold fliser nedskåret bevoksning ved spor 3 og 4 i baggrunden.

Straks arbejdsdagen begyndte tog Søren, Kenneth, Lars og Steen M 12 og Storebæltsvognen. Opgaven var at rydde oppløjet græstørv langs sporet væk inden efterårskørslen. Vi har kørt forsøg med harvning af ballastskuldrene for at bekæmpe ukrudt, og ved de første gennemkørsler har græsklumperne været ret store. Med tiden aftager ukrudtets størrelse forhåbentligt.

Peter, Alexander, Steffen og Claus N kastede sig over samlingen af spor 4. I det fine vejr gik arbejdet raskt fremad og da sporet var samlet kunne holdet tage en frokostpause. På Hedehusgården arbejdede Hans med maling af nye låger i brændeskuret og Kjeld forberedte det sidste flisefelt til kantstøbning mandag.

Med gravemaskine fjernes oppløjet græstørv nord for Rubjerg Station. Foto: Steen Larsen.

Efter en tur til Fem Ege er strækningsholdet på vej hjemad. Her er strækningen nord for Rubjerg. Harvningen har fjernet en hel del ukrudt. Foto: Søren Hein.

Spor 4 under samling. Forrest er spigringen begyndt. 

Kjeld skærer flisekanten ren som forberedelse til kantstøbning.

Rydningsholdet kom hjem fra Fem Ege ved frokosttid og mens de spiste færdig, gik arbejdet videre. Fra Brandhøj havde havde rydningsholdet taget flismaskinen med, og med den gik det let at få fjernet den nedskårne bevoksning, der var fældet omkring spor 4. På den måde fik vi gjort Hedehusgård lidt mere ryddelig inden efterårskørslen. Imens der blev fliset på livet løs, justerede Steffen og Claus skifte 106, hvor flere småting blev udbedret. 

Steen og Søren tog efter frokost med Land Rover til overkørslen ved Stærkendevej, hvor de lagde en del af kabelføringen i beskyttende rør, så vi undgår kabelbrud i forbindelse med fx sporarbejde og ballastharvning.

På Hedehusgården fortsatte vi med boring af et antal huller til laskebolte i spor 2. I enkelte lasker havde vi under anlæg af sporet sprunget nogle vanskelige huller over. Nu blev hullerne boret med kopbor og passende laskebolte monteret.

Steffen og Alexander drøfter en teknisk detalje inden de slår de sidste spigr på plads i spor 4.

Kenneth, Peter og Lars i færd med flisning mellem spor 3 og 2.

Steffen slår ekstra spigr i tungerodspladen på skifte 106. John kom forbi og heppede.

Kenneth og Steffen borer, mens Alexander står klar med borevand.

Da der stadig var tid tilbage, kunne de produktive arbejdshold samlet på Hedehusgård kaste sig over flere opgaver. Gravemaskinen kravlede ned i spor 4 og påbegyndte ballasteringen med de bedste af de fra sporkassen opgravede materialer.

Yderligere blev flismaskine og kompressorvogn kørt til opbevaringshallen på Brandhøj. Så er der lidt mere plads i vognhallen. 

Kenneth fylder sand/grusblanding i spor 4 med gravemaskinen. Færdiggørelsen af det nye spor 4 vil lette rangeringen omkring værkstedsremisen.

Arbejdstog til Brandhøj forlader Hedehusgården i efterårssol.

På lørdag indledes efterårskørslen og vi har endnu ikke planlagt dagens arbejde i baneafdelingen. Vi regner dog med at gennemføre opgaver, formentligt omkring Brandhøj, hvor vi kan arbejde uden at forstyrre toggangen.

søndag den 16. juni 2019

Kort beretning fra plantogsdagen den 16. juni



Motortoget med M24 på vej mod overkørslen 


Efter en lørdag, hvor arrangementer over hele landet var blevet aflyst på grund af skybrud og torden, så blev vi glædelig overrasket over at dagen hurtigt skiftede fra gråvejr til skyfri himmel. Så allerede første tog kunne fløjte afgang i fin solskin og med glade passagerer om bord. En af eftervirkningerne af gårsdagens vejr viste sig dog, da vi kom til jernbaneoverkørslen, nemlig at lamper og klokker ikke gik i gang. Heldigvis blev det hurtigt løst, idet det blot var HFI-relæet som var blevet slået ud af kurs ved gårsdagens buldren. Således godt kommet i gang kunne vi køre resten af dagen uden bøvl og i flot vejr. Jeg havde desuden fornøjelsen at have køerne på Slettens ejere blandt mine passagerer og vi fik en fin snak om kvægholdet, som vi synes er en meget fin oplevelse at kunne byde vores rejsende. Jeg fik også talt med folk, der havde set indslaget i TV Lorry, som ikke før havde hørt om banen og derfor fik lyst at prøve en tur. Vi kunne samtidig også glæde vores gæster med et stop ved Brandhøjbanen, der kørte med deres fine tog, hvilket mange valgte at prøve. Der var også en masse fyldte picnic-kurve på vejen ud, som kom tomme retur… Så på den vis blev det endnu en fin dag på banen!

Ingen lys i lampen! - vi gør holdt og får HFI-relæet slået til igen


På Brandhøj passerer vi et fyldt damptog

Kvæget nyder det lange, saftige græs efter al regnen

Fyldte tog på Brandhøjbanen!

Endnu et selskab på vej retur fra en herlig picninc



Dagens sidste tog på vej op da bakken til Hedehusgård St.

fredag den 2. juni 2017

Særtog 14. maj

Begge lokomotiver fyret op og klar til turen

Som en herlig indledning på årets sæson og som en perfekt generalprøve før jubilæet den 20-21. maj, så havde vi fået bestilling på tog til 150 personer. Det kan der ikke være ombord på en vognstamme, så begge måtte i drift - og det blev med damplokomotiver foran! Så på en fin solskinsdag mødte vores gruppe op, bestående mest af børn, men der blev da også plads til de voksne og vi kørte afsted med over 200 ombord på de to tog - der er altid plads til flere, når bare det er børn...
Vi havde et par timers ophold, hvor togpersonalet anvendte tiden på at teste og tilkøre overkørselssignalet en ekstra omgang, sammen med de signalansvarlige. Imens hyggede børn og voksne sig på den store legeplads med underholdning, lege og grill-mad. Det var en flok glade og trætte flok unger, som vi kunne køre hjem med. Man slapper godt af på en smuk togtur!


Begge tog er ved at være fyldt op og klar til afgang.

Det er altid et fint øjeblik når vi når sletten med Rubjerg i baggrunden!


Begge tog er ankommet til Fem Ege og der skal rangeres.
Lejligheden benyttes til at tage foto af lokomotiver i forspand
Togpersonalet nyder også kortvarigt en pause i solen, inden der skal gøres klar igen

Et meget lille tog kører i ventetiden testkørsel over Stærkendevej.

Så er det igen tid til at fylde togene og gøre klar til afgang



Farvel til den fine legeplads. Alle havde vist haft en god tur.

Første tog på vej op ad rampen

Sidste tog ankommer til Hedehusgård St. efter en herlig tur.


torsdag den 12. januar 2017

Torsdagsbilledet #94

I sidste uge så vi et glimt af arbejdet med at opsætte overkørselsanlægget ved Stærkende-vejen. I streng kulde. På billedet nedenfor er et hold aktive en juli-aften i 2005 på udebane i Fakse Ladeplads for at hente reservedele til anlægget. En skøn og lun dansk sommeraften.
Steffen og Morten i færd med at nedtage et overkørselssignal. Inde i skoven ses et sømærke. Det lod vi stå!
Husk medlemsmødet næste torsdag 19. januar. Udover at vi skal snakke om hvad vi gerne vil nå de næste 10 år,  bliver der vist dias fra HVB i 1990'erne og givet et kort rids over jubilæumsplanerne.

torsdag den 5. januar 2017

Torsdagsbilledet #93

Inden banestrækningen fra Rubjerg til Fem Ege blev indviet i maj 2004, var der arbejdet intensivt med at etablere et overkørselsanlæg ved krydsningen med Stærkende-vejen. Alle HVB's elkompetencer arbejdede i fællesskab om at få anlægget til at virke. En del af arbejdet foregik i sagens natur udendørs. Men var det nødvendigt at vejret var så koldt og blæsende?
En kold og blæsende martsdag i 2004. Skabet er åbent og der funderes over indstillinger og forbindelser. Fra venstre ses Morten, Søren og Finn. I forgrunden ses et af de isolerede skinnestød.