Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 21. marts 2026

Nyt fra baneafdelingen 21.03.2026

6 toginteresserede mænd fandt sammen en overskyet marts morgen. De skulle bygge perron, fordi de syntes det gav mening i deres liv. Helt frivilligt. Andre mænd ville nok hellere på spaophold i Sverige eller spise brunch med deres koner. Men Børge, Steen, Lars, Claus B, Claus N og Steffen ville bygge perron. Nemlig!

Børge og Lars strammer snoren! Hvis ikke opmåling og normmål er på plads, går det galt. Perronforkanten skal holde præcise mål for at togene kan køre sikkert.

På det seneste har vi haft mange ord i 'Nyt fra baneafdelingen'. I dag bliver det billederne, der får lov at tale. Fotogene mænd i Hedelands natur og alle de oplevelser en dag som frivillig på Hedelands Veteranbane giver!

Vi begyndte med lidt rangering. Steffen og Børge får M 3 af vejen, så M 12 kan komme ud og foran arbejdstoget. Destination: Plantagen.

Steffen og Claus N bygger trappe i perronens vestende på Plantagen Trinbræt. Ved arbejde tæt på gravemaskinen bruger vi hjelm. Også selvom det er altid rolige og pålidelige Claus B, der styrer. Foto: LLZ

Hele dagens arbejdsområde med Lars i fuldt firspring.

Med oparbejdet rutine hos det meste af arbejdsholdet gik arbejdet som smurt. Kun den forhenværende formand havde brug for lidt starthjælp og venlig irettesættelse, inden han også gled ind i rutinen. Så snart Steen havde sat køreplaner op på stationer og trinbrætter, kom han til hjælp ved perronbyggeriet og med erfaring, muskler og godt arbejdsmiljø gik arbejdet som en leg. Før vi fik set os om, var det tid til frokost!

Betonforkanterne hviler på et vibreret grusunderlag. Her er Claus N i gang med pladevibratoren. Foto: LLZ.

Tidens alvor banker på: Steen og Lars lukker politiet ind i Hedeland. Uidentificeret droneaktivitet tæt på Tune Lufthavn.

Alt vi bemærkede: En musvåge cirklende over arbejdsstedet.

Uden at lade os forstyrre af politiets arbejde, gik det over stok og sten med perronarbejdet. Inden længe var sidste forkant sat, opfyldning og vibrering af fyld iværksat. Før vi fik set os om havde Steen lavet kaffe og serverede industrielt fremstillede romkager fra plastemballage. Lækkert!

Ikke Dupond og Dupont, men Claus og Claus. Den sidste fordeling af fyld i perronen. Foto: LLZ

Sidst på dagen fik vi selskab af en far og hans to små drenge. De så os pakke sammen, gravemaskinen sidde op og arbejdsholdet køre mod Hedehusgård i strålerne fra den nedgående sol. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.