Det er efterhånden blevet normalt, at 'Nyt fra Baneafdelingen' ikke længere kun er en beretning om hvad der er foregået på den traditionelle hovedarbejdsdag lørdag, men også om aktiviteterne i løbet af ugen. Igennem denne uge er er der bl.a. afrenset, grundet og malet skiftetræk, ligesom sporskifterne på vognhalsbanegården er opsmurt. Samtlige laskebolte i sporene foran vognhallen, hvor vi endnu ikke har skiftet sveller, er endvidere smurt med WD40, så de bliver lettere at løsne, når tiden kommer.
|
Nymalede trækbukke på vognhalsbanegården. M 12 med transporten af Superfos nr 2 gør et kort ophold fra at tjekke maskinens placering på deploriderne i kurven ind på sporviften. I baggrunden holder Benjamin og Claus pause i udjævning af muld for at beundre synet. Foto: Lars Lützow. |
Desuden er den gamle trækbuk til skiftet til den lille remise nu under en gennemgribende restaurering. Et hold fra maskinafdelingen har kastet sig over bukken, der i øjeblikket er adskilt i enkeltdele, sandblæst og grundet. Trækbukken er af typen fra Maribo Sukkerfabrik og kan derfor let være over 120 år gammel.
Lørdagens opgaver var placeret foran den lille remise: fortsættelse af arbejdet på eftersynsgrube og justering af spor.
|
Gravemaskinen klar til at færdiggøre udgravningen til eftersynsgruben. Superfos nr 2 klargøres til transport og Benjamin er i gang med understopning med trykluftspaden. |
|
Hullet til gruben er færdigt og et lag grus vibreres for at sikre et godt underlagt for svelleunderbygningen. M 25 venter tålmodigt på at komme ud og køre tog. Steen fører pladevibratoren med kyndig hånd. |
|
Selvom vi er en veteranbane, kan vi godt benytte os af moderne hjælpemidler. Her er Steffen og Benjamin ved at justere spor ved hjælp af laser. |
|
Mens D 10 fra Vandbygningsvæsenet er på vej ind i værkstedsremisen er Kenneth og Lars ved at forberede skinnerne til sporet ved
eftersynsgruben. Sporet lægges på en kombination af tværliggende
standardsveller og langsgående azobesveller rejst på højkant. |
Vi blev ikke helt færdige med sporet og gruben, så M 25 må finde sig i at være spærret inde endnu en uge. Til gengæld er sporforbindelsen mellem spor 1 og drejeskiven understoppet, ballastsuppleret og arealet er ryddet, så tværgående trafik nu kan foregå helt uden bøvl.
Fra en læser af bloggen har vi fået en opfordring til at vise lidt billeder af valsemærkerne på skinnerne foran den lille remise. Det er en opfordring vi naturligvis gerne efterkommer.
|
17,5 kg/m skinne med valsemærke fra 'Blaenavon Steel 1886'. Blaenavon ligger i Wales og har en lang industrihistorie og er i dag hjemsted for National Coal Museum. |
|
17,5 kg/m skinne med valsemærket 'N E S Co Ld Mbro 1895'. Romertal 3 før årstallet betyder sædvanligvis 3. måned i året, dvs. skinnen er valset i marts 1895. Valsemærket tilhører formentlig North Eastern Steel Co med højovne og valseværk Acklam Works i Middlesborough, men der skal nok forskes mere... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.